Sådan laver du cheesecake med hindbær:
- Blend de to slags kiks helt fint med rørsukker, tilsæt smør, og kør godt igennem. Tryk kiksemassen ud i en 20 cm stor rund springform foret med husholdningsfilm. Stil cheesecake bunden på køl, mens du rører fyldet sammen.
- Rør flødeosten sammen med rørsukker og æggeblommer til en cremet masse. Tilsæt vaniljekorn og yoghurt. Udblød husblassen i koldt vand i ca. 5 minutter, tag bladene op af vandet, vrid dem let, og smelt dem forsigtigt over et vandbad. Afkøl let, og pisk dem i cremen. Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i cremen. Pisk fløden stiv, og vend den i cremen til sidst. Fordel cremen over cheesecake bunden.
- Kog hindbærrene op med lidt vand og sukker, blend dem, si dem fri for kerner, og hæld dem tilbage i gryden. Tilsæt en spsk. majsjævning, kog det op, og afkøl helt. Overtræk din cheesecake med hindbærpureen, det gøres lettest med en palet. Stil kagen i køleskabet i fire timer. Tag kagen ud af formen, og servér straks. Skær din cheesecake ud i stykker, og servér med friske hindbær.
I denne cheesecake opskrift får bunden en pikant smag af lidt ingefærkiks, men er du ikke så meget for ingefær, kan de erstattes af digestive-kiks.
Se også
Mad
Cheesecake med chokolade