Ulla vandt Alene i vildmarken: "Det var en fordel for mig at være kvinde"

Blæst og storm var det værste, siger Ulla Thomsen. Hvor kulde og sne i sig selv ikke var noget stort problem i løbet af de tredive dage, hun klarede at være alene i den øde natur i Nordnorge, blev alting mere udfordrende med blæsten.

Den gjorde det svært at holde på varmen og håndtere kameraudstyret, som hun kæmpede for at beskytte. Men hendes motto var hele tiden, at hun måtte gøre det så godt, hun kunne. Og så fik seerne ikke altid de vilde billeder af hendes udfordringer, hun gerne ville have givet dem.

De utroligt mange dage, hun holdt ud med sulten gnavende i maven og sneen fygende om ørerne, fik nok mange til at pakke nogle fordomme væk. Ikke mange havde satset på, at den 60-årige, seje ingeniør ville klare sig så godt i den sjette sæson af programserien Alene i vildmarken.

Og endnu færre havde gættet på, at hun ligefrem ville vinde. Lidt af en sensation, for hun er ikke bare den første kvindelige vinder nogensinde her i Danmark men også internationalt. Selv er hun også overrasket. Men mest over, at der ikke er flere kvinder på hendes alder, der har vundet. Hun synes jo, hun havde en fordel netop på grund af sit køn og sin alder.

– Jeg har måske ikke samme råstyrke til at løfte og gå og den slags, som de unge har. Men jeg er god til at være nøjsom, også med maden, og det er faktisk nok vigtigere. Kvinder i min alder har en langt langsommere fedtforbrændingen end de unge og holder mere effektivt på kalorierne. Vi kender også os selv bedre, både fysisk og mentalt, og ved, hvad vi kan klare, og hvordan vi kommer igennem det.

Der er ikke meget vildmark over det hyggelige, røde hus i Hvidovre, hvor Ulla bor, og som vi har sat os tilrette i for at snakke om, hvad der fik hende til at tilmelde sig Alene i vildmarken i første omgang. Højbedene i forhaven er pænt ordnede, og solen skinner ind ad vinduerne og varmer hurtigt stuen op.

Vi sidder med kaffe i kopperne og i bløde møbler. Lige nu er det svært at forestille sig, hvor lidt blødhed og varme Ulla måtte finde sig i på sit vildmarksophold, og hvor meget tøj, hun var nødt til at pakke sig ind i for at kunne klare elementernes rasen og få bare en smule søvn om natten.

På forhånd har jeg nok haft en fordom om, at jeg ville møde et menneske, der ustandselig udfordrer sig selv med krævende vandreture i vanskeligt terræn og ikke laver andet end at tage på ensomme teltture i sin ferie. Men sådan er Ulla ikke.

Som ingeniør i Novo Nordisk beskæftiger hun sig med ventilation i farmaceutisk industri, og er med til at sørge for, at lægemidler bliver produceret så rent, som myndighederne kræver. Med tiden har hun skabt sig lidt af et navn indenfor sin branche og taler tit på konferencer i ind- og udland.

– Og når jeg er på konference eller arbejder i udlandet, så bor jeg på hotel. Det gør jeg typisk også, når jeg holder ferie med min familie, de er til det magelige.

Egentlig er hun ikke engang sikker på at hun vil beskrive sig selv som et naturmenneske. Som barn kunne hun lide at løbe rundt på markerne og i skoven ved Otterup, hvor hun er vokset op.

Men som voksen har hun ikke dyrket naturen i overvældende grad. Hvorfor i alverden fik hun så den idé at opholde sig i vildmarken i 30 dage i træk under de mest primitive forhold?

Lidt af et chok

– Det hænger meget sammen med de problemer, jeg havde i min overgangsalder. Jeg havde store svedeture, sådan nogle, der tog nattesøvnen. Jeg levede med at sidde ved møderne på mit arbejde og svede, men kunne ikke holde ud, at jeg skulle ud af sengen otte gange på en nat for at vende dynen og komme af med varmen. Det var voldsomt.

Svedeturene betød, at Ulla kom i hormonbehandling, og det var hun i seks-syv år.

– På et tidspunkt syntes jeg, det var på tide at kigge nærmere på, hvordan det gik med behandlingen. Og så opdagede min sygekasselæge, at jeg var blevet fejlbehandlet. I to år havde jeg kun fået østrogen, som tager svedeturene, men jeg havde ikke fået det gestagen, der beskytter og renser livmoderen og sikrer, at man ikke får livmoderkræft.

– Umiddelbart så alt okay ud, men efter et halvt års tid, fik jeg taget en biopsi hos gynækologen, og da var der dukket celleforandringer op.

Ulla var så chokeret over den besked, at hun kan huske på minuttet, hvornår gynækologen ringede. Det var den 11. marts 2021 klokken 18.30 om aftenen.

– Hun sagde, jeg skulle have fjernet min livmoder. Med det samme spurgte jeg, om der var andre muligheder. Jeg ved godt, at mange lever fint uden deres livmoder, men jeg ved også, at sådan en operation kan destabilisere hele det område i kroppen, og under alle omstændigheder synes jeg ikke, man skal få lavet flere indgreb end højest nødvendigt. Men gynækologen sagde, at der var ikke andre muligheder, min livmoder skulle ud.

Kort efter blev Ulla indkaldt til en konsultation, og meningen var, at hun skulle opereres få dage efter.

– Men det ville jeg ikke. Jeg havde den her oplevelse af, at det her var påført udefra, så jeg ville gerne se først, om det kunne gå væk på andre måder. Jeg var klar over, at livmoderkræft er livstruende, hvis man opdager det i de sene faser, men jeg var jo i de tidligste faser, hvis jeg overhovedet havde det endnu. Så jeg mødte op til konsultationen og bad om at få to-tre måneder, hvor jeg kunne forsøge mig frem. Jeg fik fire uger.

Lægen lagde ikke fingrene imellem. Ulla fik besked på, at hun halvtreds procent sikkert allerede havde kræft, og uanset om hun havde det eller ej, ville celleforandringerne ikke forsvinde, når hun ikke længere menstruerede.

Men hun holdt fast og brugte nu sine fire uger til at indtage naturligt progesteron, hun selv havde importeret, og tage en skrap kur, hvor hun kun spiste grøntsager, frugt, nødder, lidt proteinpulver og vitamintilskud. Det havde hun læst kunne hjælpe.

– Jeg var lettet over, at det ikke var faste, der blev foreslået. Det har jeg prøvet før med succes mod den migræne og de hovedpiner, jeg tidligere har lidt forfærdeligt af som følge af et piskesmæld. Ulempen ved faste er, at man kommer i en tilstand, hvor man mister jordforbindelsen og har svært ved at kommunikere ordentligt. Og min familie var jo nervøs for mig, jeg skulle kunne tale med og berolige dem.

God til at undvære

Efter fire uger fik Ulla taget en ny biopsi, og nu var celleforandringerne væk.

– Jeg har ikke forklaringen på hvorfor. Jeg aner ikke, hvad der virkede, men jeg har lægernes ord for, at jeg ikke længere behøvede at blive opereret.

Hun understreger flere gange, at hun er glad for det danske sundhedsvæsen.

– Men hvor lægernes synspunkt er, at man skal gøre alt for at undgå kræft, tillader jeg mig at have den mening, at man også kan gøre for meget. Jeg vil gerne have en krop, hvor jeg ligesom Astrid Lindgren kan klatre i træer, når jeg er 80. Ingen skal skære i den bare for at være helt sikker. Der er jo altid nogle følger af sådan en operation og tit også komplikationer.

For nogle år siden brækkede hun bækkenet, da en fodgænger gik ud foran hende på cykelstien. Hun gik med til at blive opereret og fik sat en skinne ind.

– Bagefter brugte jeg lang tid på at overbevise lægerne om, at jeg havde fået operationsbrok, den blev til sidst fikset, men jeg har en permanent bule på maven efter den og smerter i bruddet stadigvæk. Så at deale med mere i maven havde jeg ikke lyst til.

Mens Ulla kæmpede for at få celleforandringerne til at gå væk, så hun nogle programmer fra femte sæson af Alene i vildmarken.

– Jeg havde hørt om to af de medvirkende, Martha og Camilla. Jeg ville se, hvordan de klarede sig, og blev optaget af konceptet. I lang tid havde jeg tænkt, at jeg trængte til en pause fra mit arbejde men havde bare ikke haft overskud til at planlægge, hvad der skulle ske. Da jeg senere ikke længere havde truslen om kræft hængende over hovedet, blev jeg sikker på, at jeg trængte til at komme op i vildmarken og udfordre mig selv. Nu var jeg jo også i træning med at undvære mad.

Fra starten var hun sikker på, at hun nok skulle blive en af dem, som folkene bag produktionen udvalgte til at være med.

– For selv om der var mange, der søgte, var jeg nok den eneste skøre, gamle kone, der havde fundet på det.

Hendes familie syntes da også, det var bindegalt.

– En ting var, at jeg skulle være alene ud i naturen, noget andet at jeg skulle filme mig selv og på tv, det var der flere, som ikke forstod, jeg ville.

Det var da også en udfordring, men noget, hun så som en del af oplevelsen.

Truende røgforgiftning

Det område, som Ulla sammen med de andre deltagere blev sendt op til i september sidste år, ligger ved søen Altevatn.

Hun var godt forberedt, f.eks. havde hun trænet sig op til at kunne opholde sig nogle minutter i isvand. Til gengæld manglede hun en ordentlig hue.

– Virkelig dumt, for det er blevet kaldt den koldeste sæson af programmet nogensinde.

Starten var heller ikke for god. Da hun skulle gå i det bakkede terræn med sin oppakning ud til sit habitat, kom hun i problemer. Hun fik så ondt i knæet, at hun på anden dagen måtte slå lejr og holde pause i to dage.

Så var hun parat til at gå videre, men det blev dårligt vejr, og produktionsholdet var nødt til at sejle hende hen til et andet habitat.

Da hun først fik indrettet sig der, gik det bedre. Ensomheden, som har været et stort problem for mange andre i programmet, var det ikke for Ulla.

– Jeg kan meget, når jeg indstiller mig på det. Så er jeg vedholdende, nogle vil sige stædig. Jeg siger til mig selv, at det her er en periode, det går snart over. Jeg havde heller ikke tid til at kede mig, for der var hele tiden noget, der skulle laves, hvis det ikke var at bygge shelter og båd, så var det at sanke brænde og bær. Jeg levede af bær og af de få fisk, det lykkedes mig at fange.

På en måde oplevede hun opholdet som én lang meditation. Hjernen gik på standby, og indimellem var der også en barnlig fryd ved igen at få lov til at lege i naturen og bygge hule, som da hun var barn.

Det gik først for alvor galt, da hun på den 29. dag lavede røgforgiftning på sig selv og fik kvalme og ondt i hovedet. Næste morgen flimrede det vedholdende for hendes øjne, og hun tilkaldte en paramediciner, som ikke kunne finde ud af, hvad der var galt.

– Så vidste jeg, at det var ved at være slut men troede, at andre havde holdt længere ud. Det kom fuldstændig bag på mig, da jeg hørte min søn råbe på mig udenfor teltet, og min mand og hans datter pludselig også stod der. Da fik jeg godt nok blanke øjne.

Det med at bygge en båd og et shelter er hendes hjemmebane. Hun er en god håndværker og har med sin mand selv gennemrenoveret og udvidet deres hus i Hvidovre. Håndværkerevnerne er blevet udviklet i hendes tid som smed, hvor hun i øvrigt også tit oplevede at blive set på som noget særligt, fordi hun var kvinde.

– Den første gang var, da jeg søgte job som 17-årig på et maskinværksted i Svendborg. Chefen sagde, at jeg kunne starte med det samme og spurgte først derefter om mit navn og blev klar over, at jeg var en pige. Han havde et dårligt syn og kunne nok ikke forestille sig, at en kvinde ville spørge om arbejde der.

– Heldigvis havde svendene hørt, at han ansatte mig, så han kunne ikke lige skifte mening. Efter nogle timer kom han med to alternative steder til mig. Men i mellemtiden havde jeg set mig omkring og sagde, jeg gerne ville blive. Så prøvede han at sætte mig til det tungeste, hårdeste, mest beskidte arbejde og håbede, det ville skræmme mig væk. Men efter 14 dage kunne han godt se, at jeg var god nok, og så endte jeg med at få en læreplads.

Et venligere menneske

Selv om Ulla var optaget af smedefaget, var det ikke det nemmeste altid at være den eneste pige. Hun klarede det blandet andet, fordi hun også havde været den eneste pige i de små klasser, hvor hendes mor i øvrigt var klasselærer.

Her opøvede hun en evne til at være ligeglad med, hvad andre mente, og den fik hun brug for, da mændene nogle gange testede hende.

– Hvis jeg f.eks. stod ovre på værftet i Svendborg med en skærebrænder og skulle bryde noget ned i et maskinrum, så kunne der sidde fem mænd og glo på mig og kommentere. Sådan var det ikke hjemme på værkstedet, de havde vænnet sig til mig, men på værftet var det op ad bakke.

Det er beskæmmende så lidt, der er sket med ligestillingen på det område, synes hun.

– For nylig læste jeg om en ung, kvindelig bygningskonstruktørlærling, Simone Olsen, der stillede op i DM i skills, fordi hun gerne ville vise, at hun havde lige så meget ret til at være der som mændene. Og det slog mig, at det var den samme holdning, jeg havde for over 40 år siden.

– Dengang troede jeg, at vi var på vej til at få mange flere kvinder ind i håndværksfagene, men der er ikke sket så meget siden, vel? Det viser al den undren over, at jeg kan vinde Alene i Vildmarken også.

Har du fået noget med hjem fra programmerne?

– Jeg har fået bekræftet, at jeg kan være lige så hårdfør, som jeg troede. Derudover er jeg nok blevet et venligere menneske. I mit job skal jeg være parat til at skære igennem med upopulære holdninger og skal kunne holde til, at folk bliver sure på mig, det kan godt give mig en lidt hård facon.

– Men efter mit ophold i vildmarken synes jeg, at jeg er blevet bedre til at finde de åbninger, hvor jeg giver mere plads til andre. F.eks. var jeg på en opgave i udlandet, hvor jeg blev bedt om at komme med nogle anbefalinger til et nyt projekt. Det lavede jeg nogle skitser til. Men da jeg så kom hjem, skubbede jeg dem til side og inviterede en kreds af kolleger til at lave en workshop om vores visioner i stedet for at gøre det alene.

Hvad er det næste eventyr, du skal afsted på?

– Jeg har en plan om at cykle til Portugal. Jeg cykler på den gode side af 100 kilometer om ugen fra og til arbejde og kan virkelig godt lide det. Jeg får nok ikke min mand med på den lange tur, men vi tager nogle kortere ture sammen rundt i Danmark, og der lever jeg med, at vi bor på hotel. Det er mit kompromis, selv om det minder mig lovlig meget om mit arbejde, og jeg hellere vil vågne op på en eng til fuglesang.