Louise Houvenaeghel
Interview

Da hun vågnede i morfintågerne, var hun kæk. Men så fandt hun ud af, hvad der var sket

18. juli 2022
Af Gitte Madsen
Foto Stine Heilmann
“Jeg var lige ved at dø, men fik mit liv igen”, lyder Louises korte resumé af det, der overgik hende i marts.

Du kender hende godt. Måske fra Go’ Morgen Danmark, som redaktør og bolig­stylist i et hav af magasiner, som iværksætter eller måske, som inspirerende influencer med tusindvis af følgere, der deler hendes passion for livsstil.

Louise Houvenaeghel en af de kendte danskere, som de fleste automatisk synes, at de kender. Men som de færreste genkender på gaden.

I den lille semi-anonyme lomme har hun altid haft det godt. Måske fordi hun altid har holdt sig i baggrunden og fokuseret på at skabe rammer fremfor på at sætte sig selv i centrum.

Sådan er det ikke længere.

En akut sprængt tyktarm, to dramatiske og voldsomme operationer og efterfølgende stomi, gjorde en gang for alle op med glansbilledet om det perfekte liv og efterlod Louise midt på scenen, da hun kom op til overfladen igen. Helt lille, med hjertet i hænderne og med en pose på maven.

Men samtidig, fuld af taknemmelighed over livet og over al den kærlighed, der væltede ind over hende fra både nær og fjern og som hun intuitivt begyndte af gengælde offentligt. 

Afklaret med, at nu var det slut

– “Jeg var lige ved at dø, men fik mit liv igen”, lyder Louises korte resumé af det, der overgik hende i marts. Og det er stadig fuldstændigt surrealistisk at tænke på for hende.

– Kort fortalt var jeg en dejlig aften i marts i fuld gang med årets første grillsession på terrassen. Min kæreste var et smut i Brugsen og væk i måske fem minutter. Pludselig faldt jeg om med de mest sindssyge smerter i maven, men fik sms’et ham. Han kom hjem og ringede 1813.

– Herefter fulgte de mest absurde og smertefulde døgn i mit liv. Jeg har rent faktisk født fire børn, men jeg havde så ondt, at jeg var helt sikker på at jeg ville dø af det. Og så ondt, at jeg var helt ok med, at det var sådan, at det var. For at gøre en lang og forfærdelig historie kort: Jeg blev opereret og beroliget med, at jeg ikke havde kræft. Så blev jeg akut opereret igen, og da jeg vågnede fra narkosen, var jeg 30 cm tarm fattigere og en midlertidig stomipose på maven rigere.

– I morfintågerne var jeg kæk. Grinede og jokede med det hele. Men jeg kunne slet ikke have det. Jeg vidste simpelthen ikke, om jeg kunne leve med en stomi. Faktisk ville jeg hverken lære det, se den eller på anden vis have noget med den at gøre. Jeg følte mig helt forkert og ulækker. Altså, mine indvolde stak ud igennem et hul i maven. Jeg brød fuldstændig sammen, forstod ikke, hvad der var sket og ville heller ikke vide det. Og så blev jeg sendt hjem.

Louise Houvenaeghel

52 år. 

Efternavnet udtales på fransk på grund af nordfranske aner på hendes fars side.

Iværksætter, boligstylist, blogger og influencer. Læs mere på atelieratelje.dk og på instagram profilen 'louiseleverlivet'

Mor til fire børn på 18, 20, 31 og 33 år – og mormor til tre

Bor i Nordsjælland.

Samboende og kæreste med “en dejlig privat nordmand”

Med rutsjebanen tilbage til livet

Tilbage på terrassen i Nordsjælland, pakket godt ind i dyner og tæpper, lå Louise herefter uafbrudt i en måned og prøvede at finde sig selv midt i kaos.

Når man er opereret, er man på papiret rask, og skal videre i sit liv. Uanset, hvor forandret, det end måtte være.

Sådan er sundhedssystemet indrettet, og der var bestemt heller ingen lyst til at blive i det kære væsen, som rent faktisk reddede Louise liv, længere end højst nødvendigt.

– De første dage på hospitalet var jeg fuldstændig væk. Jeg blev pakket ind i pleje og omsorg af de bedste stomi-sygeplejersker og af en fantastisk ung læge, som forklarede mig det hele. Jeg spurgte heldigvis om jeg måtte optage vores samtaler, så jeg kunne lytte til dem igen med min søster, som er sygeplejerske og kunne forklare mig, hvad der var sket. Siden har jeg været til kontrol en masse gange, og det har været lige før, at sygeplejerskerne kaldte på hinanden, så alle kunne se “hvor flot og totalt” smuk min stomi åbenbart er lavet.

– Det var jeg ikke umiddelbart enig i, men hvor er jeg taknemmelig for deres støtte og tro på, at jeg bliver hel og fin igen i min nye krop. For sådan føles den. Ny og anderledes. Men samtidig også, nu hvor min kræfter kommer væltende tilbage, vild og stærk og ja – smuk. For første gang i mit liv synes jeg faktisk, at jeg ser godt ud. For det klæder faktisk – mildt sagt – folk at være i live. Det er det, jeg allermeste føler mig nu, i live efter alt den elendighed. Levende og fuld af nye tanker og idéer til fremtiden, som skal leves for fuld kraft.

louise stomi

– Jeg er blevet meget optaget af hvordan jeg kan forene min sjæl, min passion og min krop med min kreativitet. For så er det, der er sket, ikke bare er ligegyldigt. Jeg kan mærke, at al den kærlighed, der er strømmet min vej fra så mange mennesker har gjort, at jeg har åbnet mig i langt højere grad. At jeg har skubbet min grænse mellem det personlige professionelle, til også at rumme det private. På godt og ondt. Det smukke, det dejlige og det grimme og ulækre.

Mange har oplevet at føle sig udstillede i pressen, i forbindelse med modgang. Men Louise Houvenaegel føler modsat, at hun selv styrer, hvad der bliver fortalt, og at der er respekt om sygdom.

– Jeg tror naivt på, at hvis man opfører sig ordentligt, så bliver man ordentligt behandlet og det er jeg blevet. Jeg har selv valgt at fortælle min historie, i håb om at andre i lignende situation kan finde deres styrke og vej videre. Det har hjulpet mig med at finde mening med elendigheden. Nu vil jeg tættere på mennesker.

– Jeg har fået så meget igen på grund af min ærlighed, de sidste måneder. Det er næsten symbolsk, at jeg i så mange år har arbejdet med at skabe rammer, og at jeg nu gå ind og arbejde med følelserne, fordi rammerne sprang. Det tør jeg godt nu. Jeg kan mærke i mit hjerte, at det er meningsfyldt. Jeg ved, at hvis det betyder noget for mig, så er mine følgere med mig.

Det er sårbart at mærke

Som barn af to udøvende billedkunstnere og med alkoholisme tæt på gennem hele barndommen, lærte Louise fra helt lille hurtigt at afkode, hvordan folk omkring hende havde det. Hvad der egentlig foregik. Om det var en god eller en dårlig dag.

En egenskab med den destruktive sideeffekt, at hun har haft rigtigt svært ved at mærke, hvordan hun selv har det. Derfor har hun tidligere i livet, kan hun nu se, haft svært ved at bede andre om hjælp og har klaret sig selv.

– Jeg har altid været lidt for god til at fortrænge mine følelser. Også overfor mig selv. Jeg har simpelthen ikke kunne mærke mig selv psykisk og fysisk, fordi jeg har specialiseret mig i at sørge for, at folk omkring mig har det godt og får den opmærksomhed og omsorg, som de selvfølgelig skal have.

– Jeg er overhovedet ikke nogen opofrende engel, jeg er bare bedst til at fikse alt muligt praktisk og få tingene til at glide. Det tror jeg, mange børn af en alkoholiker kan genkende. Samtidig kommer jeg jo fra en familie, fuld af kæmpestore personligheder. Kunstnersjæle på godt og ondt. Min legesyge og det utæmmelige har jeg jo også fra mit ophav, og det vil jeg ikke være foruden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Som barn var jeg elendig til at gå i skole og helt vildt god til at have fri. Jeg elsker at lege. Jeg lever nærmest i jagten på den bedste leg og sådan har det altid været. Jeg lever, når jeg leger, og det har al den alvor, jeg har været igennem i den grad understreget. Nu vil jeg ud at lege igen. Endnu mere end før, der gik hul på min tyktarm.

– Som så mange andre, især kvinder, har jeg spildt mange år på at være alt for hård ved mig selv og mit spejlbillede. Det har stomien effektivt sat en stopper for. Jeg findes og har kræfter til at lege og leve. Det bliver ikke smukkere end det, og det gør jeg heller ikke. Selv min stomi er jeg begyndt at tale pænt til og om: Hvis den skal være en del af mig, må jeg byde den velkommen. Ellers fylder den alt for meget, og det skal den simpelthen ikke have lov til.

Når stamtræet vakler

Siden hun var 19 år, har Louise været mor. I dag er hun mor til fire voksne og store børn og mormor til tre. Hun har aldrig følt, at børn var en hindring.

Tværtimod var og er de en kæmpe del af hendes identitet, og det elsker hun mere end alt andet.

For første gang i mit liv synes jeg faktisk, at jeg ser godt ud. For det klæder faktisk – mildt sagt – folk at være i live.

– Jeg blev mor som helt ung, fordi jeg ville give mig selv en stabil og traditionel familie. Jeg længtes efter at være del af far, mor og børn. Jeg har det allerbedst midt i familien, og fordi jeg har mine børn med to fædre, som jeg begge har et meget tæt forhold til, er det mig der samler alle, inklusive mine eksmænds nye familier, omkring langbordet. Hos os er vi omkring 25 personer, når vi “bare er de allernærmeste”, hvilket jeg synes er helt fantastisk.

– Min sygdom gav mig en ny mulighed for at se mine børn som de fire stærke voksne, de er blevet. De passer på hinanden og på mig. Jeg vidste godt, at de var både kvalificerede og omsorgsfulde og kærlige. Men da jeg ikke kunne noget som helst, dannede de simpelthen ring omkring mig og passede på hinanden. Faktisk var det lidt af et mentalt generationsskifte for mig.

– De står stærkt og jeg kan trygt læne mig op ad dem. De har min ryg. Jeg føler mig så forelsket i livet lige nu. Hold kæ … hvor er det fedt, altså. Jeg er sprængfyldt med energi og spilopper og vil ud at lege og så er det jo godt, at man ved at ens børn er blevet voksne og kan selv imens.

Gammel drøm og ny retning

Louise er godt klar over, at når kroppen slår bremserne i, skal man ikke tage let på, hvilken vej man så skal vælge videre frem. Sanseapparatet er i den grad blevet opgraderet, hver en lille hverdagsting bliver oplevet på fuldt blus.

Netop den følelse, vil hun absolut ikke være foruden og lade gå til spilde. Ikke mere udenomssnak, nu skal der arbejdes med det, der for alvor betyder noget. Nemlig mennesker og hvordan vi går og har det i vores liv.

– Jeg har altid været rigtig god til at beslutte mig ud af en tilstand, så at sige. Hvis jeg er havnet i en eller anden situation, som ikke føles rigtig, og som gør mig til en anden, end den jeg er, er jeg god til at sige til mig selv at “hende vil jeg ikke være, jeg vil være en anden”. Og når det er på plads, handler jeg. Jeg øver mig i at sige “jeg vil” i stedet for “jeg skal”.

– Helt bogstaveligt insisterer jeg på at gå med min lyst og min passion fremfor at gøre ting, udelukkende af pligt. Jeg har masser af pligter, som jeg elsker, og som har mit fokus. Men jeg vil vide, hvad jeg laver og hvorfor. Det gælder også, når jeg som nu har skulle finde vej ud af en krise. Jeg beslutter mig for, at jeg vil videre, og så sætter jeg noget god musik på.

– Faktisk kan man narre sig selv i godt humør, ved at spille musik og danse rundt i stuen, også selv om tårerne pisker ned ad kinderne i starten. At beslutte sig for at ville videre, er det første skridt på vejen. Mit motto er “det løser sig”. For det gør alting jo. Alt løser sig på den ene eller den anden måde. Det skal man huske.

louise stomi

Næste skridt i en helt ny retning er allerede taget. Louise har besluttet sig for at lukke sin interiørbutik og fokusere på sin webshop, for at frigøre tid til at udvikle det kreative univers, hun drømmer om at skabe.

Et sted, hvor mennesker kan lege og udvikle sig, gennem samtale og kreativitet. Hun har ikke fundet formen endnu, men de indsigter foråret har givet hende, og den respons, hun har fået på at dele dem, må ikke gå til spilde.

– Jeg har aldrig før omtalt min designvirksomhed som kunst, men nu er det tid. Det har altid været en drøm og et mål for mig at være udøvende kunstner, og nu er jeg klar til at arbejde konkret med mit kunstneriske udtryk. Jeg kan jo bare kalde mig designkunstner, som for mig er et smutbegreb, midt imellem kunsten og designet, som bor i mig. 

– Egentlig er jeg lidt stolt af mig selv. Jeg har tacklet al den her tumult rigtigt godt. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne, da jeg lå der helt færdig under dynen på terrassen hele april. Mens jeg var indlagt, fik min kære veninde sit hjerte knust i kærlighed. Jeg vil til enhver tid hellere have en stomi end at miste kærlighed. Jeg har mig, mit liv, min familie, min kæreste, mine venner, min designkunst, mine følgere. Jeg er så rig. Jeg har også min midlertidige stomi, som måske er med til at føre mig videre til det, jeg skal nu i livet.

– Jeg vil være verdens bedste legekammerat og støtte for mennesker, der vil arbejde med kreativ selvudvikling. Jeg vil designe, lave keramik, passe min familie, min blog og min webshop. Jeg vil invitere til meningsfyldte samtaler om, hvordan vi mennesker finder vej mellem alt det, vi tror vi skal og alt det, som gør os glade indeni. Det skulle der en livstruende episode til, for at jeg kunne se. Nu vil jeg lege alle mine yndlingslege på fuld tid. Bliver det nemt? Sikkert ikke. Men ved du hvad, det løser sig.