Interview

Ulla Essendrop: Jeg har nærmest ikke eksisteret, før jeg kom til Danmark

af Britta Bjerre 4. april 2021
Foto: Nellie Møberg
Ulla Essendrop, der har sat ”Aftenshowet” på pause og er blevet vært på DR Nyhederne, er født i Calcutta og kom til Danmark som adoptivbarn, da hun var knap tre år. Først efter hun selv er blevet mor, er den fortid, hun ikke kender, begyndt at kalde.

Ulla Essendrop har ét billede.

Det er alt, hvad hun har fra sine første tre leveår, eller helt præcist: Fra sine første to år og ti måneder, som er den del af hendes liv, hun tilbragte på et børnehjem i Calcutta, indtil hun blev adopteret af et musikerpar fra Aalborg-bydelen Skalborg og kom til at vokse op i Danmark.

Et billede, der viser hende selv som en lille pige på et sort-hvidt billede.

Med tynde ben. Et lille, kært ansigt, der ser alvorsfuldt ind i kameraet. Og iklædt en kort, fin kjole med seler. 

Den nu 44-årige Ulla Essendrop kender stort set intet til sin fortid i Indien. Ud over dette ene billede.

– De fleste mennesker ved, hvordan de så ud, da de var helt små. De fleste har nogen til at hjælpe sig med at skabe historien om sig selv.

– De har nogen, der kan fortælle dem historier om, hvordan de var dengang. Jeg har ingen viden om mig selv som baby. Intet. Jeg har nærmest ikke eksisteret, før jeg kom til Danmark to år og ti måneder gammel.

Ubekymret

Alligevel handler hendes historie egentlig ikke om at mangle noget.

Tv-værten, som vi kender fra ”Aftenshowet”, men som netop har skiftet til DR Nyhederne, hvor hun fortsætter som morgenvært på TV-Avisen, fortæller en historie om at få noget.

Få forældre. Få muligheder. Få færdigheder. Og få lov. 

Da Ullas danske forældre, som begge er professionelle klassiske musikere, men nu er pensionerede, hentede hende i Kastrup Lufthavn i 1979, fik hun en ubekymrethed ind i sit liv og fik lov at folde sig ud og finde sin egen vej, fortæller hun.

– Jeg var ubekymret. Langt op i gymnasietiden var jeg simpelt hen så lykkeligt befriet for tanker om, hvad andre syntes om én. Det slog mig slet ikke, at det var noget, man kunne bekymre sig om.

Og anderledes følte hun sig aldrig. 

– Jeg tænkte aldrig over det. Der var ingen, hverken i min barndom eller ungdom, der pegede mig ud som anderledes. Jeg har ikke følt det. Virkelig ikke.  

Professionel danser

 Hendes barndom og ungdom var præget af dans og musik.

– Jeg har hørt mine forældre spille hele min opvækst. Utallige gange har jeg været med min mor, når hun spillede i Dronninglund Kirke, hvor hun var organist, og jeg har siddet utallige gange på bagerste række i koncertsalen, når min far spillede i Aalborg Symfoniorkester. Jeg sang selv i kirkekor og spillede klaver i 10 år. 

Og så dansede hun. Og efterhånden dansede hun mere og mere.

– Jeg begyndte at gå til dans sammen med en veninde, da vi var omkring seks år. Dansen ramte mig lige i hjertekulen med det samme.

Mens hun gik i gymnasiet og senere på universitetet, dansede hun sideløbende med sine studier og lavede musikvideoer, forestillinger, opvisninger.

Alt muligt forskelligt. Funk, hiphop, showdans. Og som konkurrencedanser var det mest latin. 

Hun læste humanistisk informatik, som blev til en bachelor i kommunikation på Aalborg Universitet.

Derefter tog hun et sabbatår, hvor hun levede af at danse som professionel danser, hvorefter hun fortsatte på Aarhus Universitet på medievidenskab.

Ved en korsvej

Hvis hun skal udpege en korsvej i sit liv, er det dér: I valget mellem danseverdenen og mediebranchen.

På det tidspunkt hun stod ved den korsvej, boede hun i London, hvor hun arbejdede for Viasat Broadcasting.

– Jeg vidste, at det er med tv-branchen, som det er med dansen: Du kan ikke gøre nogen af de dele halvt. Når du går derind, skal du gøre det 100 procent, fuldt og helt. Og så blev det altså tv, jeg valgte. 

– På en måde havde jeg også danset det, jeg skulle. Men samtidig ved jeg også, at hvis jeg ikke var havnet i mediebranchen, ville jeg have haft en danseskole i dag. Det er jeg sikker på.

– I virkeligheden har jeg fået det bedste af det hele. Dansen har givet en masse til min palet og det, jeg er, og det, jeg kan. Det er noget med tilstedeværelse. Det er noget med at kunne se folk i øjnene og ikke være genert, selv om man er genert.

– Det er noget med at stå ved sin kropslighed og ikke føle sig forkert. Og netop det er guld værd, især i denne tid, hvor alt bliver studeret og kommenteret ned til mindste detalje. 

Mor for tre år siden

For tre år siden blev Ulla mor til en søn, Theodor. Det åbnede for de tanker, der var begyndt at rumstere og kalde på noget i hende. 

– Alle de her tanker om at være adopteret er først begyndt at opstå hos mig, efter jeg er blevet voksen. Men det er klart, at efter jeg har fået min søn, har det sat et spejl op. Når man ser sit lille barn, tænker man jo: ”Var jeg også sådan som barn?”.

– Under graviditeten bruger man en masse tid på at sætte sig ind i alt muligt om børn. Da møder man igen og igen denne her sætning med, at det er de første 1.000 dage, der er afgørende for at forme et barn. Og de 1.000 dage af mit liv ved jeg ikke noget om.

– I de 1.000 dage, hvor et barn er allermest hjælpeløs, aner jeg ikke, hvem der har været der for mig. Har jeg været overladt til mig selv? Jeg ved det ikke. Og hvad er det så i de 1.000 dage, der har været med til at forme mig og trække tråde til den person, jeg er i dag? Det ville jeg ønske, at jeg vidste. 

Ked af det

Hun kan ikke huske, hvornår hun første gang blev klar over, at hun var adopteret. Men det har aldrig været en hemmelighed. 

– Jeg husker bare, at vi talte om det, når jeg var interesseret. Og som sagt optog det mig ikke i mine yngre år. Men ja, det er jo virkelig en identitetsbrik, der mangler.

Hvad ser hun selv, når hun kigger på det eneste billede, hun har af sig selv?

– Jeg ser et ret betuttet barn. Billedet berører mig altid. For jeg ser også et lille menneske, der er født ind i håbløshed. Vi ved godt alle sammen, at der folkeslag imellem og internt imellem folk er et hierarki.

– Og forældreløse børn i for eksempel Indien er nærmest den nederste bundposition, man overhovedet kan starte et liv i. Derfor gør billedet mig også altid lidt ked af det, samtidig med at jeg er lykkelig for at have det. 

Hun har aldrig for alvor forsøgt at finde tilbage til sin historie i Calcutta. 

– Det er ikke alle, der har den trang til at ville lede efter deres biologiske rødder. Det er vigtigt at huske i det her.

Hver eneste adoptionsfortælling er individuel. 

Men ville hun ikke hellere have en viden om de år, hvis det er muligt, end leve med uvisheden?

– Det har jeg ikke noget svar på. Ikke endnu. Men jeg er klar over, at hvis det er noget, jeg skal forfølge, skal jeg være parat til, at der måske kan ligge nogle svar i det, som kan gøre ondt. Det kan også være, at der slet ikke er nogen svar. Og det vil også gøre ondt. 

Lidt om alder

Og så lige til sidst: Hvad er det bedste ved at være i 40’erne?

– At man ved, hvad man står for, og at man ved, hvad man vil, og hvad man ikke vil. Og nå ja, jeg kan da godt tænke, om tv-branchen bare tygger mig og spytter mig ud, når jeg er 50. Hvem ved? Måske. Men så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg inden da vil have skabt andre muligheder for mig selv.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Livet bekymrer mig ikke på den måde. Efter at Theodor er kommet til, kan jeg godt bekymre mig på hans vegne. Om jeg klæder ham godt nok på til livet. Men bekymringer på egne vegne, nej. Jeg skal nok klare mig