Interview

Kaya Brüel: "Jeg er heldigvis ikke aldersforskrækket"

22. marts 2021
af Britta Bjerre
Foto: Heidi Maxmiling, DR/Agnete Schlichtkrull og Line Yde
Kaya Brüel føler sig taknemmelig for at have stået i tv og sunget med og for danskerne hver eneste morgen siden august sidste år, da hun overtog "Morgensang" efter Phillip Faber. Hun fik det, hun kalder sit drømmejob midt i en coronakrise.

Kaya Brüel kalder det både sit drømmejob og ”en gigantisk gave” at få, at hun og hendes musikalske makker og ven, Ole Kibsgaard, blev dem, der overtog ”Morgensang” efter Phillip Faber.

Sammen har de stået i tv og sunget ”Morgensang” på DR1 med og for danskerne hver eneste morgen siden midt i august sidste år - og med kontrakt til og med påsken i år.

- Tænk, at det skulle vokse ud af en krisetid, siger hun, men fortsætter også:

– Det har på den anden side også været hårdt. Fordi samtidig med at jeg sidder her og føler mig velsignet og taknemmelig, er der mange, der har det svært, og der er folk i min branche, som simpelthen må sælge deres instrumenter og prøve at finde noget andet at lave, fordi de ikke kan komme ud og spille.

– Det er nærmest, som hvis du forestiller dig Titanic, at jeg er kommet om bord på den fine redningsbåd med redningsveste og varme tæpper, mens der stadigvæk ligger andre dernede og kæmper for at overleve.

– Jeg føler mig meget heldig. Men omvendt tror jeg heller ikke altid på held. Jeg synes også, at det lå ligefor, at det var mig og Ole, der skulle lave det her. Nogle gange må man give sig selv den credit og sige: ”Det her skulle vi, fordi vi har noget på hjerte”. Det er der selvfølgelig også andre, der har. Men nu var det sgu vores tur!

Hvad ender det her med?

Kaya Brüel, der er 48 år, mor til en datter på 21 og en søn på 12 og gift på 23. år med børnenes far, filminstruktør Kenneth Kainz, omtaler det år, der er gået, siden verden blev ramt af corona, som ”det mærkeligste og mest overraskende år nogensinde”.

- Hvad har jeg lavet (altså inden ”Morgensang”)? Jeg har gået hjemme med familien, med Asta og Alois, og har strikket og lagt puslespil og gået ture. På en måde var det helt rart pludselig at blive tvunget til at lave ingenting.

Og det kan man sagtens sige, så længe man ikke føler sig livstruet af sygdom eller økonomi eller har siddet begravet til op over begge ører med både hjemmeskoling og hjemmearbejde, siger hun og uddyber:

– Selvfølgelig begyndte usikkerheden om, hvor længe det her ville vare ved, at påvirke en. Jeg har da haft perioder, hvor jeg er vågnet med et gisp og tænkt: ”Gud, hvad ender det her med? Hvad gør vi?” Men netop som jeg begyndte at få lidt koldsved over situationen, blev der åbnet en smule op hen over sommeren sidste år, og jeg fik spillet lidt. Og SÅ kom altså opgaven med ”Morgensang”.

At det i år faktisk er 30 år siden, Kaya udgav sit debutalbum, har også sat tanker i gang.

For forestillede hun sig dengang, at hun 30 år senere stadig ville leve og ånde for musikken?

– Dengang jeg udgav min første plade, var det svært at tænke 30 år frem i tiden. Men jeg har altid vidst, også dengang, at sang, musik og skuespil var den vej, jeg skulle gå. Så egentlig kommer det ikke bag på mig, at jeg nu, 10 soloudgivelser og et hav af teaterforestillinger og koncerter senere, stadig er på samme spor. 

 

– Derfor tror jeg også, at det kommer til at blive ved de næste, om ikke 30 år, så godt derhenad, om helbredet tillader det. Jeg kan da godt se mig selv sidde som 80-årig crooner på en hyggelig pianobar og fortælle røverhistorier, siger hun.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Da vi lige drejer videre indenom emnet ”alder”, siger hun: 

– Jeg er heldigvis ikke aldersforskrækket. Det er selvfølgelig vildt at tænke på, at nu er der to år til, at jeg fylder 50. Det siger jeg mest, fordi min mor kun var 59, da hun døde af kræft. Tænk, hvis jeg selv ikke skulle være her længere om 10 år. Men den tanke må man hurtigt skubbe fra sig igen. Og det gør jeg også.

– Det er ikke noget, jeg går og ruger over. Jeg lever virkelig i livet, synes jeg. Jeg går glad på arbejde og er glad i det, jeg laver. Så længe man lever sit liv, så godt man kan, kan man ikke gøre det bedre. Og man kan i hvert fald ikke leve livet ved at gå og være bange for at blive syg.