Selvudvikling
27. januar 2015Tina Splidsboel: Frygten for at gå glip af noget
Da jeg gik på barsel, overskyggede frygten for at komme til at kede mig og angsten for at gå glip af noget forventningens glæde ved den lille ny
Af: af Tina Splidsboel
Mit liv tog en voldsom drejning her i efteråret. Fra at være typen, der havde kalenderen booket mindst tre uger frem med venneaftaler, middagsdates, alskens sociale arrangementer, udlandsrejser og så et fuldtidsarbejde oveni, sidder jeg nu fastlåst i den del af sofaen, jeg har døbt ammehjørnet. Jeg går ikke på arbejde længere, og kalenderen er så godt som tom. Jeg er på barsel. Min verden er på en måde skrumpet. Hvor dagens højdepunkt tidligere var gourmetmad på en ny københavnerrestaurant, succes på arbejdet, et glas årgangsportvin i gode venners lag og glæden ved købet af en flybillet over Atlanten, består min dag nu af fraser som: ”Sikken en flot bøvs”, ”Jaaah, du er verdens sødeste baby”, og: ”Er der remoulade i bleen?”, selv om der aldrig rigtig bliver svaret igen. Jeg fører enstavelsesmonologer dag ud og dag ind. Og dagens højdepunkt er, hver gang min lille pige sender et sporadisk smil retur. Eller når jeg indkasserer en masse likes for en statusopdatering på Facebook eller for et skamredigeret foto, jeg har lagt på Instagram. De sociale medier spiller en efterhånden vigtigere rolle i mit liv nu. LÆS OGSÅ: 13 gode råd mod digital stress FOMO er et begreb, jeg i høj grad har taget til mig de seneste par måneder. Fear of missing out handler om, at vi er bange for at gå glip af noget – især på de sociale medier. Men mit sociale liv leves for tiden på de sociale medier. Jeg labber glubsk alle jer andres liv i mig. Der er ikke den sjove status, det jobskifte, den nye kæreste, selfie med trutmund, indtjekning i Kastrup Lufthavn eller endnu en, der har gennemført et maraton, jeg ikke liker. På den måde føler jeg, jeg kan være med til festen hjemmefra i min sofa. Jeg oplever således, at livet kører forbi som en film i dobbelthastighed, mens jeg skiftevis ammer fra højre og venstre bryst. Og angsten for at misse noget vigtigt på de sociale medier sidder dybt i mig, når nu jeg ikke selv ”er derude” længere. Men hvad går jeg egentlig glip af? Det har jeg faktisk virkelig svært ved at svare på. FOMO er allerede genstand for akademisk forskning i USA. Forskerne har blandt andet konkluderet, at jo nemmere man er at behovstilfredsstille, og jo mindre tilfreds man er med sit liv, desto større er sandsynligheden for at lide af FOMO, der ofte er forbundet med negative følelser som usikkerhed, misundelse og angst. Ingen har nogensinde lidt af godartet FOMO. Folk, der har FOMO, tjekker de sociale medier hyppigere end andre, hvilket kun øger deres FOMO. Tal lige om en #OndCirkel. Ydermere kan FOMO være en livsfarlig lidelse. For FOMO-folk risikerer liv og lemmer ude i trafikken, fordi de tjekker de sociale medier, når de cykler og kører bil. Da jeg gik på barsel, overskyggede frygten for at komme til at kede mig og angsten for at gå glip af noget forventningens glæde ved den lille ny. Men jeg tror på, at det er sundt at blive revet ud af hverdagen en gang imellem, sat ned i tempo og blive mindet om, hvad det hele i virkeligheden handler om. Nemlig kærlighed og nærvær. Ja, undskyld hvis jeg lyder som en amerikansk film fra 2007 med Jennifer Aniston i hovedrollen, men jeg er ved at kurere mig selv for den FOMO, der langsomt har sneget sig ind på mig. Jeg vil hellere misse out, at Stine er på spaophold på et hotel i Ballerup, at Nikolaj lister de 10 bedste plader i 2014, at Johanne linker til endnu en billedserie med sjove katte, end gå glip af min datters bittesmå udviklingstrin, eller når hun ligger på mit bryst og kigger mig dybt ind i sjælen med sine store brune øjne. Hvis jeg dog ikke lige skulle forevige øjeblikket og lægge det på Instagram. #StopDigSelv.