Selvudvikling

Sebastian Dorset: ”Vi mennesker er jo ikke skabt til ensomhed”

af Karin Heurlin 18. januar 2021
Foto: Dan Mariegaard og Jesper Sunesen
Sebastian Dorset ved, hvordan det er at være ramt af en mørk depression. Men han ved også, at der er en vej ud i lyset. Blandt andet med hjælp fra de rigtige mennesker. Og hunde.

En dag kom en ven uanmeldt forbi Sebastian Dorsets kollegieværelse i Aarhus.

Besøget ligger mere end 25 år tilbage, men det har stadig en afgørende betydning for komikerens liv. Det var nemlig vennens øjne, der første gang fangede de foruroligende snitsår lige under Sebastians bluseærme.

Og vennen, der første gang hankede op i Sebastian og hjalp ham op af et kulsort hul. Det uanmeldte besøg på kollegieværelset er samtidig et fingerpeg om, at man en gang imellem bare skal dukke uanmeldt op.

Og et bevis på, at man skal blande sig i andres liv. Også selv om de helst vil være alene og i fred.

Det ville Sebastian Dorset, da han var i begyndelsen af 20’erne og læste på Journalisthøjskolen. I to år var han i en tilstand, hvor han helst sad alene med blikket i en bog eller i et primitivt computerspil.

Alt andet var uoverskueligt. Bare at sende et brev kunne være et opslidende dagsprojekt. For var kuverten nu for krøllet? Og skulle han købe noget nyt papir? Og hvordan skulle han skaffe et frimærke?

– Det var som at have tømmermænd hver eneste dag. Jeg havde svært ved at tage mig sammen til noget som helst, og jeg haltede mig igennem det hele. Det gjorde, at jeg følte mig som en fupmager og nærmest var en undskyldning for mig selv, siger Sebastian Dorset.

Dengang anede han ikke, at hans tilstand faktisk havde et navn: Depression. Det vidste han bare ikke.

Han vidste derfor heller ikke, at der var en vej ud af alt det sorte. Så da meningsløsheden til sidst blev for overvældende, tog han en hobbykniv og forsøgte at skære pulsårerne over.

– Jeg tænkte: Hvorfor vågne op til endnu flere nederlag, når man bare kan gøre en ende på det hele en gang for alle?

Sebastian Dorset

50 år, standupkomiker og tekstforfatter.

Privat er han kæreste med Suzan Hecht Duran, som har fire børn på 13, 15, 18 og 20. Parret bor hver for sig.

En effektiv slagplan

Sebastian fik heldigvis aldrig gjort en ende på det hele. Den dag hans ven dukkede uanmeldt op og opdagede arrene og snitsårene på armene, tog Sebastians liv nemlig en drejning.

Vennen sørgede ikke kun for at fjerne hobbykniven. Han sørgede også for at lægge en slagplan. Sebastian skulle i gang med at dyrke motion og holde op med at drikke alkohol. I hvert fald en måned.

Samtidig indgik vennen en fast aftale med Dorset: Hver dag skulle de to mødes og gå ud og spille pool.

LÆS OGSÅ: Camilla Kjems: "Jeg kan åbenbart ikke klare det uden lykkepiller"

– Vi spillede godt nok meget pool i den periode. Men det hjalp mig, fordi jeg kom ud og mødte mennesker og blev revet væk fra mine negative tanker. Vi mennesker er jo ikke skabt til ensomhed. I den svære periode holdt jeg mig meget inde. Nok fordi jeg var bange for at fejle og blive afsløret som en idiot, hvis jeg gik ud.

Med den nye slagplan gik Sebastian ikke bare ud. Han begyndte også at løbe. Den første tur foregik i sjap og kulde 1. januar. Sebastian stred sig frem og pressede sig selv, så han til sidst kunne smage blod og måtte holde pause.

Da han så sig tilbage, kunne han konstatere, at han dårligt havde forladt kollegiets område. Men man skal som bekendt starte et sted. Sebastian startede stort set fra nul, men efter et halvt år var han ikke bare i god form, men også i et langt lysere humør.

Det hjalp også, at han flyttede til København og begyndte i praktik på Se og Hør.

– Når man passer et arbejde, får man jo ikke bare løn. Man får også et arbejdsfællesskab, og det gav mig ro at høre til et sted. Jeg tror aldrig, jeg har siddet til så sjove frokoster som på Se og Hør.

En fordel

Det sjove trak i Sebastian. Også efter fyraften, hvor han søgte mod hovedstadens standup-scene. Ikke at han selv vovede sig derop. Han sad på tilskuerrækkerne og samlede mod.

Godt nok var han begyndt at skrive på sit eget materiale, men der skulle gå syv måneder, inden han sagde det højt. Faktisk trådte han kun op på scenen, fordi Amin Jensen en aften nærmest tvang ham op til mikrofonen.

Der var ikke meget mere end en håndfuld mennesker i salen. Men man kunne høre dem grine, da Sebastian tog ordet. Det gjorde Amin Jensen åbenbart også, for han hev efterfølgende Sebastian Dorset med til sine egne shows en gang imellem, hvor han fik de første fem minutter som opvarmer.

Egentlig skulle man tro, vejen op til en standup-scene må føles lang og stejl, når man kort inden har siddet alene på et kollegieværelse og kæmpet med ensomheden.

Men for Dorset har depressionen faktisk givet ham en fordel som standupkomiker.

– Når man har prøvet at sidde med en hobbykniv og blodet dryppende ud af armen, så føles det altså ikke så slemt, at et eller andet it-firma i Ballerup ikke griner af dine vittigheder.

Logrende kærlighed

Selv understreger Dorset, at han ikke er ekspert på området. Han har bare prøvet depressionen på egen krop, og en af de ting, som har hjulpet ham allermest, kom nærmest logrende ind i hans liv.

Da han for år tilbage mødte en ny kæreste, fulgte der nemlig en hund med. Bino. En cavalier king charles spaniel. Den viste sig at være en helt særlig hund med en helt særlig personlighed.

– Jeg opdagede, at den var meget stemningsfølsom. Hvis nogen var kede af det, anbragte den sig på dem, siger Sebastian, som også gjorde sig andre opdagelser, da Bino trådte ind i hans liv: Det var sundt for hans eget sind at have en hund.

Sundt at få frisk luft og faste vaner, som en hund jo kræver. Og sundt at mærke den ubetingede kærlighed og opmærksomhed fra hunden. Efter et par år gik Sebastian og kæresten fra hinanden, men Sebastian beholdt Bino, og han har stort set ikke været uden hund siden.

Da Bino døde, købte han nemlig Hugo af samme race, og selv om det er en ny hund, har den samme indvirkning på ham. Takket være Hugo får Sebastian daglige gåture.

Og han får desuden en så stor og begejstret kærlighed, at der udspiller sig lange og inderlige genforeningsscener i mindst 10 minutter, hver gang Sebastian bare har været ude med skraldeposen.

I Sebastians øjne er en hund et effektivt middel mod depression, men der er selvfølgelig også andre grunde til, at han aldrig har ramt bunden siden. Også hans nuværende kæreste, Suzan, som han har været sammen med de seneste fem år, og hendes fire børn har spillet en betydningsfuld rolle.

LÆS OGSÅ: Studie viser, hvornår i livet vi er lykkeligst

– De giver mig en grund til at gå på arbejde, ud over min egen fornøjelse, og en pligt til at være der, hvis de har brug for mig. Jeg kan jo ikke bare forsvinde, når de regner med mig, og når vi efterhånden deler så mange års minder. For et par år siden fulgte jeg de to yngste i skole på første skoledag og stod med dem i hånden og sang skolesangen. Jeg var mere rørt, end de var.

Af og til kan Sebastian dog stadig godt mærke symptomerne puste ham i nakken. Men han har lært at være mere overbærende med sig selv. Og lært at slække på kravene.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Når jeg begynder at glemme aftaler, så er det første tegn på, at jeg har for mange bolde i luften, og så skal jeg passe på mig selv. Jeg har lært ikke at stresse. Og jeg har lært, at jeg ikke behøver være den komiker i Danmark, der sælger flest billetter.

- Jeg skal bare være mig, siger Dorset, som lige siden det uanmeldte besøg på kollegiet har sørget for at have faste rutiner i sit liv, så hverdagen ikke bare smuldrer væk med ingenting.

I dag er han stadig dybt taknemmelig for, at vennen bankede på døren den dag. Og han vil anbefale andre at gøre det samme, hvis de er bekymrede for en person i omgangskredsen.

– Jeg ved godt, det kan føles grænseoverskridende bare at troppe op og blande sig. Og du tænker måske, at du ikke er den nærmeste. Men det er du. Den deprimerede har ikke nogen, der er nærmere end dig.