Selvudvikling

Camilla Kjems: "Jeg kan åbenbart ikke klare det uden lykkepiller"

af Christina Bølling 6. januar 2021
Foto: Ulrik Jantzen
Mediechef og tidligere chefredaktør på femina Camilla Kjems prøvede for at halvt år siden at trappe ud af den lave dosis lykkepiller, hun har taget i mange år. Det gik ikke, men hvorfor er det egentlig stadigvæk tabu, at så mange af os har brug for pillerne?

Lad os tage det første først: Hvorfor gider Camilla Kjems egentlig overhovedet tage ud og holde foredrag om at være psykisk sårbar for en masse mennesker, hun ikke kender, eller at tale i telefon med en ung fyr, der ringer, fordi han har fået et angstanfald og gerne vil tale med én, der kender det?

Hun behøver ikke. Hun har så meget fortjent at læne sig tilbage og nyde livet lidt.

Svaret på, hvorfor hun stiller op, og hvorfor hun altid vælger det triste og melankolske, kræver kun et sekunds møde med hendes bløde blik: Det forpligter at være en af “de stærkeste svage“.

Og mennesker, der battler med livet, er som regel mere interessante for hende end dem, der bare flyder med. Og hver gang hun stiller op for andre, der er sårbare, stiller hun også op for sig selv.

– Det ligger til min natur at være nærmest provokerende ærlig. Jeg synes ikke, at man skal gå og holde på hemmeligheder om sig selv og sin psyke. Jeg har fortalt på min arbejdsplads og i mit tidligere job som chefredaktør på femina, at jeg tager lykkepiller, fordi jeg har tendens til depression og angst.

- Det kræver selvfølgelig overvindelse i starten, især fordi det ikke er sådan svag-stærk-enkelt. Det er komplekst, så jeg kan være bange for, at folk vil misforstå det og opfatte mig som skrøbelig på en helt anden måde, end jeg er.

- Jeg er ikke stakkels. Og skrøbelig er ikke det samme som svag, og når alt kommer til alt, er jeg ikke bange for at stå op for mig selv.

– Jeg er mere bange for, hvor hårdt jeg ville dømme og fordømme mig selv, hvis jeg var uærlig og for fej til at stå frem med min historie, som ikke kun er fed. Det er netop gennem åbenhed, at man finder ud af, at “gud, man er ikke alene”. Der er måske flere, der har det som mig, end der er mennesker, som kommer igennem livet uden skrammer.

Du bestemmer ikke selv

Forfatter og mediechef Camilla Kjems, 46, synes ikke, at man skal skamme sig over, “hvad man har med hjemmefra på madpakken”.

Hun har taget anti-depressiv medicin, siden hun var 22 og begyndte at være plaget af angst. Siden har hun i perioder kæmpet med det, hun kalder sine “indre dæmoner”, som altid har trukket hende i retning af det mørke.

– Min kæreste forstår det slet ikke, for han tiltrækkes af det lyse og lette, og jeg har da også flere gange tænkt, om jeg i virkeligheden bare har valgt den forkerte vej og kunne have haft et positivt mindset som ham, hvis jeg havde satset anderledes, siger Camilla Kjems, som har kæmpet med forskellige former for angst igennem livet.

Blandt andet med sygdomsangst og angsten for at dø, som er helt reel, fordi hun allerede som 17-årig fik konstateret modermærkekræft.

Apropos forholdet mellem sygdom og angst for sygdom, som plager mange med angst: Der er 16.000 tilfælde af hudkræft om året, mens der er cirka 20-30 gange så mange tilfælde af mennesker med angst.

250.000, heraf størsteparten kvinder, spiser lykkepiller for at håndtere angst og depression.

Tallet er faktisk et fald i forhold til tidligere, til gengæld bliver de, der tager pillerne, ved længere end før i tiden. Lykkepillerne kan være svære at slippe.

For Camilla Kjems har medicinen ikke ændret hendes grundfølelse af lejlighedsvis ensomhed og angst, men de har til gengæld gjort det muligt for hende at leve en helt almindelig og ret krævende hverdag med tre hjemmeboende børn, et ambitiøst og tidskonsumerende job og et aktivt socialt liv.

Pillerne har været som en slags forsikring mod, at angsten skulle spænde ben for hendes drømme og kappe hendes forbindelse til omverdenen.

Kappe realiteterne. Kappe båndene til andre. Til dem, hun elsker.

– Bare at tale om at miste kontakten gør mig bange, det er vel en angst for sindssyge. Men mange af os, der lider af angst, er også draget imod det, der skræmmer os, på en måde, der virker modsætningsfuld.

- Gudskelov ved jeg efterhånden, efter at have talt med så mange kloge mennesker og psykiatere og psykologer om det her, at de af os, der allermest frygter at blive sindssyge, ikke er det eller bliver det.

- Vi er bare angste, men det er såmænd slemt nok, siger Camilla, der er begyndt at se sit sinds kombination af udadvendthed, kreativitet, store ambitioner og gåpåmod parret med dysterhed som et komplekst spind af kemi og psykologi – og måske også af noget, der er større end os selv. Gud, skæbne og karma.

Hellere fri – sådan er det!

Selv om Camilla Kjems har skrevet en bog (“Du skal turde elske først”, Gyldendal, 2018) og holdt foredrag for Psykiatrifonden om angst og er på det rene med sin psykiske skrøbelighed, har der hele tiden været et ønske om at få det så godt, at hun ikke havde “brug” for pillerne.

For et halvt år siden prøvede hun for fjerde gang at trappe ud af medicinen.

– Jeg troede, at nu var jeg endelig ovre min årelange kamp mod angst og depression og havde endda udgivet en bog om det. Jeg følte mig parat til at trappe ud og blive “clean”.

- Jeg havde ikke flere ubearbejdede traumer i bagagen, ingen store livskriser om hjørnet og havde endda fundet manden i mit liv, med hvem jeg føler mig mere tryg og elsket end nogen sinde før.

LÆS OGSÅ: Stærkere end nogensinde før - not!

- Jeg følte mig stærkere end nogen sinde før, men skæbnen bed mig i røven.

Hun trappede ud af medicinen på egen hånd og fornuftigt. Tog først en pille hver anden dag. Så en halv. Så en kvart, til hun til sidst var helt fri. Men vejen var bumpet.

– Bivirkningerne kom bag på mig, de var værre, end jeg husker det fra de tidligere gange. Jeg fik synsforstyrrelser, ondt i maven, kvalme og fik jag af smerte mærkelige steder helt uden varsel.

- Til at begynde med kunne jeg ikke mærke, at mit humør ændrede sig, men jeg fik mindre lyst til sex. Det med nedsat sexlyst siger man ellers typisk sker, når man begynder at tage lykkepiller. På mig virkede det modsat, altså da jeg holdt op med at tage dem.

En dæmonisk kraft

Ellers vidste Camilla Kjems ikke selv, at hun var på vej ind i sit mørke. Det var jo mest fysisk, der var reaktioner.

– Men min mor, der kender mig allerbedst, kan høre det på min stemme, når jeg er ved at blive deprimeret. Også før jeg selv er rigtigt klar over det. På den måde er depression jo noget mærkeligt noget og helt anderledes end angst, for den siver ind i ens indre som en usynlig gas, der påvirker ens måde at tænke og handle på, uden man bemærker det. Det bliver en del af én selv.

- Angst er helt anderledes og noget, der kommer udefra – sådan føles det i hvert fald – noget, man reagerer på med panik, flugt eller ved at fryse.

– Det hele flyder sammen, for når man er deprimeret, begynder man også at opsøge det, der gør én bange, mere og mere i tankerne.

- Jeg har lige hørt en podcast med forfatteren Peter Øvig, der fortæller om en dæmonisk kraft, der ulmede i ham, og det mørke fascinerede ham. Han endte med at få en virkelig svær depression og elektrochok. Det med det dæmoniske kan jeg så meget genkende, fortæller Camilla Kjems.

Allerede efter fem måneder som medicinfri måtte hun kaste håndklædet i ringen og erkende, at end ikke modenhed, erfaring og kærlighed er nok til at slå kroppens kemi.

– Det er ufatteligt, at jeg i en alder af 46 år stadig kan blive ramt af angstanfald og depression – når jeg absolut intet har at være bange for eller ked af.

LÆS OGSÅ: Tabubryder: Christina er psykiater - og har selv lidt af angst

– Det var frustrerende. Vi kender dem jo alle sammen, solstrålehistorierne om kvinder, der har været igennem noget hårdt – stress, sygdom, depression – og som så kommer ud på den anden side stærkere og lykkeligere end nogen sinde før. Sådan en historie ville jeg gerne være.

- Det, jeg opdagede, var desværre, at jeg stadig er det samme mix af sårbar, stærk og svag, som jeg altid har været.

- Og desværre også i lige så høj grad underlagt min krops kemiske processer, som jeg altid har været. Jeg måtte endnu en gang acceptere, at ydre faktorer ikke kan kurere mig for at være den, jeg er, med de “svagheder”, jeg er født med – og hoppe tilbage på medicinen.

Når enden er ... sand!

Camilla Kjems ville gerne have fortalt en anden historie. Men samtidig er hun glad for, at det er, som det er. Og for, at virkeligheden ikke laves om til en god historie, for det er det ikke.

– Det er vildt, at 20 milligram Fontex, som er det, jeg har fået fra starten, hvilket er en relativt lille dosis, kan gøre så stor forskel.

- Jeg føler mig ikke spor robust, og det er ikke spor fedt at være angst og depressiv, når man kan se, at andre går igennem livet langt lettere end én selv, og det gør de.

- Men det er vigtigt for mig at sige, at det her ikke er et valg, men at man godt kan leve et liv med angst. Som en veninde siger: “Du kan godt gå tur i skoven, selv om du halter lidt, ja, så halter du, mens du går, so what? Alternativet er ingen gåtur.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

- Jeg ville elske at sige, at den erkendelse betyder, at jeg nu er kommet ud på den anden side klogere og stærkere end nogen sinde før – men det passer ikke.

- For nogle gange er der ikke noget at lære. Nogle gange er ting bare, hvad de er. Og det vigtigste, vi kan gøre, er atter at finde balancen og komme videre. Igen og igen. Så kommer der en pandemi, så en skilsmisse, et dødsfald og en fyring. Og vi kommer igennem, vi lærer, og vi forsøger at finde mening. Men vi vil altid være sårbare og svage – for det er sådan, det er at være menneske.