Interview

Ritt Bjerregaard: "Man kommer kun videre ved at blive vred og tænke, at det kan de ikke være bekendt"

17. maj 2021
af Birgitte Bartholdy
Foto: Nellie Møberg
Ritt Bjerregaard vender altid sin vrede udad, når hun er i krise. Det er der en vældig kraft i, siger hun i dette interview, hvor hun også fortæller om sit åbne ægteskab med Søren, sine sidste hårde år i politik og vigtigheden af at holde venskaber ved lige.

For fire år siden købte Ritt Bjerregaard og hendes mand det gravsted, hvor de skal ligge.

Det har hun skrevet om på sidste side i sit fjerde og afsluttende erindringsbind, ”Ovenpå”, der udkommer på hendes 80-års fødselsdag.

Og helt naturligt snakker vi om det som noget af det første, da vi mødes til interviewet i hendes hjem i Kartoffelrækkerne i København.

Det siger lidt om, at ingen emner er forbudte, når man er sammen med hende. 

Før det taler vi om epidemien. Både Ritt og hendes mand er udsatte.

Søren er 87 og har fået en ny hjerteklap, og han har også en pacemaker og noget med ryggen. Ritt fik for en del år siden uhelbredelig kræft, som har spredt sig til lungerne.

Derfor passer de på sig selv og har mest holdt sig til sommerhuset nord for Kerteminde. Indtil Ritt ikke længere kunne holde isolationen ud og måtte ud og have selskab.

Hun har altid været mere socialt anlagt end Søren, så nu pendler hun mellem ham i Kerteminde og København.

– Jeg er stadig forsigtig, men nu er vi begge vaccineret, så det får vel en ende, siger hun.

Det fantastiske er, at hun ikke mærker noget til kræften.

– Jeg har ingen smerter og er ikke under behandling. Efterhånden har jeg skåret det ned til, at jeg går til scanning en gang om året, for jeg er så nervøs hver gang.

Og hidtil har de beroliget mig med, at den kun vokser lidt.

Hun ser heller ikke spor syg ud, tværtimod gløder hun af livsglæde, nærvær og humor. Også da vi går over til at snakke om gravstedet.

– Det er klart, at når man fylder 80 og har en uhelbredelig sygdom, så bliver døden en realitet, siger hun og ser mig fast i øjnene.

– Den må jeg forholde mig til, og som en del af det købte Søren og jeg gravstedet på en bakke på Vestre Kirkegård i København og fik lov til at plante fem æbletræer, der er af sorten Ritt Bjerregaard.

– Indimellem besøger jeg stedet med veninder. Så drikker vi kaffe og calvados og sludrer om, at nå, så skal jeg en dag ligge der. Mine veninder synes jo godt, det må vente lidt, og det synes jeg også.

– Men det er hyggeligt at tænke på, at de nok kommer igen, når jeg er død, og kigger til æbletræerne. Måske timer de det endda med, at de kan plukke æblerne, når de er modne.

Æblesorten, der er navngivet efter hende, fik Ritt i gave ved sin 60-års fødselsdag af den norske landbrugsminister Bjarne Håkon Hanssen.

Sorten er udviklet i Norge på Ås Landbrugshøjskole, og Søren drillede hende med, at det nok ville blive små gule, sure æbler, som voksede på træerne.

Men det er det ikke, ler hun. De er røde og søde og smager rigtig godt.

Nej, døden er hun ikke bange for.

– Men jeg er bange for at havne ubehjælpsom på et plejehjem og blive holdt i live meget længe. Så jeg er tilhænger af aktiv dødshjælp.

– Hvis jeg bliver helt hjælpeløs, vil jeg gerne have nogle piller. Så vil jeg spise dem efter et dejligt måltid mad, gå i seng og vide, at det var det liv.

– Derfor lavede jeg også først et livstestamente, og nu har jeg lavet et behandlingstestamente, som garanterer, at jeg ikke bliver holdt i live for enhver pris.

Verdensmester i netværk

Som sagt står hjælpeløsheden ikke lige for døren. Ritt virker lige så stærk, nysgerrig og livlig som altid.

Dagen før interviewet var hun et smut i Aarhus, hvor hun sammen med sin tidligere kollega i Folketinget, Christine Antorini, gik 17 kilometer med krimiforfatteren Elsebeth Egholm.

– Det er til en ny bog om at vandre, som jeg er ved at skrive med Christine. Vi gik i fodsporene på Elsebeth Egholms krimiheltinde Rina, der er læge og streetart-kunstner i Aarhus.

Besøget var Ritts idé.

Hun havde aldrig talt med Elsebeth Egholm før, men da hun læste hendes krimi, blev hun optaget af den rolle, Aarhus spiller i den, og fik idéen om, at byvandringen kunne være spændende.

Sådan har Ritt altid været, fornemmer man. Hun rækker ud og skaber kontakt med alle mulige og får stadig nye venner.

– Det giver mig en stor glæde og tryghed at være en del af andres liv, og at de er en del af mit. Men min store omgangskreds er ikke opstået ud af ingenting. Venskaber skal holdes ved lige.

– I de netværk, jeg har taget initiativ til, sørger jeg for, at vi altid aftaler, hvornår vi skal ses næste gang. I Folketinget drillede vi engang Poul Nyrup med, at han havde en vane med at slå folk på skulderen og sige: ”Gamle ven, nu skal vi snart drikke en kop kaffe.”

– Det gjorde han også med Karl Hjortnæs, og en dag sagde Karl, da han kom tredje gang: ”Jeg gider ikke høre mere om den kaffe, for det bliver jo aldrig til noget.” Jeg har det sådan, at hvis jeg vil ses regelmæssigt med nogen, skal det sættes i system. Og hvis vi ikke får det ud af vores møder, vi troede, må vi lade det ophøre.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

For hende er det en fornøjelse at bringe folk sammen.

Hun tænker over det, når hun møder nogen, at det kunne være interessant, hvis de mødte den og den af hendes venner, og så husker hun på den viden. Det har ført til mange dejlige sammenkomster.

Fest skal der også være, når hun fylder 80 år.

– Lige fra jeg var barn, har jeg været glad for fødselsdage og fejrer dem altid. Det hænger nok sammen med, at jeg fylder år 19. maj, som er sådan en smuk tid på året. Jeg vil gerne dele glæden over den med andre.

– Denne gang bliver det ekstra festligt, for da slår jeg min runde fødselsdag sammen med lanceringen af ”Ovenpå” 19. maj.

At blive ældre har aldrig generet hende, selv om der selvfølgelig er ændringer, hun har skullet vænne sig mere til end andre.

– Jeg må indrømme, at det var svært, da jeg fik konstateret endetarmskræft og måtte opereres. I en periode havde jeg endda en stomi-pose på maven, hvor afføringen blev ført ud. På forhånd tænkte jeg, at det ville være forfærdeligt. Men jeg fandt ud af, at det egentlig var til at leve med, også hvis det blev for altid.

– Det blev det så ikke, posen blev heldigvis fjernet igen ved den næste operation, og det var da rart. Men hen ad vejen har jeg flere gange konkluderet, at man kan tilpasse sig meget, når man skal.

Slinger i valsen

Hun er i det hele taget ikke den, der klager eller bøjer nakken, når verden går hende imod, det fremgår også af hendes nyeste bind erindringer.

”Ovenpå” handler især om hendes sidste fire år i politik, hvor hun var overborgmester i København. På forhånd forstod mange ikke, hvorfor hun orkede at stille op.

Hun var 64 og havde været både undervisningsminister, socialminister, EU-kommissær og fødevareminister.

Var tiden ikke inde til at slappe lidt af? 

– Det mente mange. Men jeg syntes, det var en smuk idé, at jeg, der voksede op på Vesterbro, sluttede mit politiske liv af med at gøre noget for, at København blev et bedre sted at bo. Jeg var rigtig glad for den udfordring.

Under valgkampen fremstillede modstanderne hende som gammel og næsten senil.

Men vælgerne så ikke hendes alder som en ulempe, og det gjorde hun heller ikke selv.

– Jeg synes jo, vi skal stå ved, at vi ældes. At håret bliver gråt, og vores kroppe bliver anderledes og ser anderledes ud. Det sker for os alle sammen. Vi forandrer os og er ikke så kønne, som vi var engang. Til gengæld kan vi have desto flere erfaringer at byde på, end da vi var unge.

Ritt endte da også med at blive valgt med over 60.000 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2005.

Men årene på rådhuset blev ikke fyldt med de resultater, som hun håbede på.

Især ville hun gerne have opført flere billige boliger, så lærere og sygeplejersker også fik råd til at bo i hovedstaden.

Hun prøvede i flere omgange, men blev udsat for det ene benspænd efter det andet.

Blandt andet gjorde den tunge styreform på rådhuset det svært.

I bogen beskriver Ritt det som et mikrokosmos, hvor de politiske konflikter udspillede sig åbent, og politikerne misbrugte embedsapparatet til partipolitisk virksomhed.

Alle beskyttede de fordele, de havde for sig selv, og havde rig mulighed for at modarbejde hinanden og overborgmesteren.

– Det var handlingslammende, og systemet gjorde, at jeg opgav at fortsætte. Jeg kunne godt have klaret at tage fire år mere som overborgmester aldersmæssigt, men havde ikke lyst.

– Jeg gik til valg på, at der ikke skulle være nogen slinger i valsen, og der var masser af slinger i valsen, som jeg ikke kunne love at rette op på. Andre har forsøgt efter mig, men det er stadig ikke lykkedes.

Noget fik Ritt dog igennem.

Når hun går rundt i København, er der mange små og store forandringer, hun er stolt af, at hun var med til at finde penge til og fik skubbet i gang.

Allermest holder hun af Cirkelbroen over for Det Kongelige Bibliotek, som hun fik den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson til at tegne.

Og så er hun glad for, at hun fik gjort noget ved integrationen og skabt bedre klubmuligheder for de halvstore drenge, der hang for meget ud på gadehjørnerne og blev fristet til kriminalitet.

De bitreste minder

Der er i det hele taget mange sejre at se tilbage på, men også store nedture.

I et par af dem har det haft betydning, at hun er så god til at stå fast på sit.

Da nogen i 1978 mente, hun havde brugt for mange penge på at overnatte på Hotel Ritz ved et møde i Paris, for eksempel, nægtede hun at sige undskyld og betale sit påståede overforbrug tilbage og blev fyret som undervisningsminister.

Siden erklærede rigsrevisionen, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.

I 1991 var der igen turbulens omkring hende.

Hun blev anklaget for ikke at have ret til at bo i en stor lejlighed, hun havde lejet på Vesterbrogade, når hun samtidig havde folkeregisteradresse på Fyn.

Ingen kunne dog overtale hende til at skille sig af med lejligheden, og derfor afsatte hendes gode ven, Svend Auken, hende som gruppeformand.

Senere fik hun rettens ord for, at hun intet ulovligt havde gjort.

– Det er nok mine mest bitre minder. I de situationer har det hjulpet meget, at min mand og jeg kunne snakke om, hvad motiverne i virkeligheden var. Han er god til at give mig et billede af, at det ikke har noget at gøre med, at jeg selv er uduelig.

– Mange kvinder borer rundt i, at de nok ikke er dygtige nok eller har gjort noget forkert. Jeg er så heldig, at jeg vender det udad. Det burde alle lære.

– Selvfølgelig kan man ikke undgå at blive ked af det, men det skal hurtigst muligt overstås. At være ked af det betyder bare, at man går ned i et mørkt hul og synes, det er synd for en, og det kan man ikke komme videre fra.

– Man kommer kun videre ved at blive vred og tænke, at det kan de ikke være bekendt, jeg skal nok vise dem, at de tager fejl. Det er der kraft i, og den kraft har Søren hjulpet mig til at finde frem.

Det åbne ægteskab

Når man spørger, hvad højdepunktet i hendes private liv er, svarer hun, at det er ægteskabet med ham.

De holdt guldbryllup for nogle år siden og er stadig glade for hinanden.

Hvordan holder man hinanden ud så længe?

– Man besinder sig på, at man ikke skal lave hinanden om. Jeg forelskede mig i en mand, der var helt anderledes end nogen, jeg havde mødt før, i dag vil folk beskrive ham som nørdet. Men vi har hele livet kunnet tale om det meste.

– Derfor har vi også klaret at have et åbent ægteskab, hvor vi begge indimellem havde andre kærester. Vi syntes begge, det blev for indsnævrende kun at gå op og ned ad hinanden, og det er jo altid dejligt at forelske sig.

Hvordan tacklede I at se hinanden blive glade for andre?

– Ved at være ærlige og samtidig have stor tillid. Det gjorde mig gladere, mere åben og sjovere at være sammen med, når jeg fik lov til at dyrke mine forelskelser. Men det krævede selvfølgelig, at jeg kunne holde ud at se, når Søren blev glad for en anden, og at vi kunne stole på det løfte, vi gav hinanden om at blive sammen.

– Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville være gift med Søren, men det kom ikke ud af det blå. Det var en beslutning, jeg tog, at sådan ville jeg leve mit liv.

I dag tror hun ikke, at hun og Søren kunne have et åbent ægteskab.

Dengang kunne de holde kæresterierne hemmelige, men i dag ville nogen fotografere dem sammen med andre, og det kunne ende med ødelæggende skandaler.

– Også fordi vi lever i en mere puritansk tid nu, hvor man går op i at være den eneste ene, og ellers vil man skilles. Jeg tror, at mere rummelighed kunne redde mange ægteskaber, og at det ville være godt for børnene.

– Men jeg kan selvfølgelig ikke give opskriften på, hvad andre skal gøre. Jeg kan blot sige, at min egen opskrift er at give hinanden plads og ikke prøve at lave hinanden om.

Indimellem er hun og Søren rygende uvenner og synes, at den anden er dum. Men når konflikten er overstået, kan de altid snakke om, hvad den i virkeligheden handler om.

De var også uenige, da Ritt besluttede at holde op som overborgmester. Søren syntes, hun skulle fortsætte, men hun ville ikke. 

– Når jeg står over for store livsforandringer, bruger jeg tit et lille år på at argumentere med mig selv, med Søren og med andre. Det gjorde jeg, både dengang jeg sluttede mit politiske liv, og da vi solgte æbleplantagen, hvilket virkelig var hårdt for mig.

– Jeg gjorde det også, da jeg besluttede at gå i gang med mine erindringer. Jeg diskuterede med forfatteren Hanne-­Vibeke Holst, om jeg kunne skrive dem selv. Det var hun i tvivl om. Så tog jeg en tur på skriverefugium og lod det komme an på en prøve, og det viste sig at være en kæmpe fornøjelse for mig at skrive.

– Nu er det blevet til fire bind og mange gåture, hvor jeg har tænkt på mit liv og på mennesker, jeg har mødt. Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver nu, hvor jeg ikke længere kan styrte hjem og skrive om mine tanker længere.