Interview

Lisbet Dahl: "Jeg elsker at le, og jeg elsker næsten endnu mere at få folk til at le"

af Jacob Wendt Jensen 3. maj 2021
Foto: Heidi Maxmilling
Lisbet Dahl er netop fyldt 75 og er i år med i sin revy nummer 45, både på scenen og som instruktør. Førstedamen inden for landets største revy, Cirkusrevyen, lever i nuet uden at tænke for meget hverken frem eller tilbage.

I villaen i Gentofte befinder der sig både hund og kat og ganske ofte også logerende børnebørn.

Og så et Lisbet Dahl-dyr i midten af det hele. Sådan et, der har været med i den danske underholdningsverden siden begyndelsen af 1970’erne.

Lisbet Dahl har især været en stor del af den revyverden, vi danskere har kigget ind i – nu snart i seks forskellige årtier.

Og selv om det er klart, at det får en ende på et tidspunkt, bliver det langt fra lige nu.

Forberedelserne til årets Cirkusrevy er i fuld gang, da Lisbet sidst i marts bliver interviewet til SØNDAG, og premieren er meget tæt på, når dette interview kan læses.

Den er under alle omstændigheder planlagt til fredag den 7. maj.

Med Lisbet Dahl på scenen sammen med kæmpen Niels Olsen, de superrutinerede Cirkusrevy-veteraner Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard og debutanten Merete Mærkedahl.

Det er hende, der gør det så godt som Otilia i ”Badehotellet”, at forventningerne til hende som morsom er store.

Og sidst, men ikke mindst – i særdeleshed i år – Ulf Pilgaard, der har bebudet, at denne sæson bliver hans sidste i Cirkusrevyen.

Mon der overhovedet bliver plads til alle dem, der vil se den slags i et telt, der kan risikere at have reduceret kapacitet på grund af corona-restriktioner?

Ingen ved, hvordan den slags udvikler sig, så det perspektiv må vi springe over her.

Dør af grin ved tanken

Lisbet kan godt lide at ræse lidt rundt i forskellige emner, mens jeg forsøger at holde hende fast omkring vores to glas danskvand.

Snart vil en kat aes, og snart er der lidt besvær med at lukke lågen til en kakkelovn med hyggelige flammer. Emnet ”revy” sætter ild i Lisbet Dahl:

– Revy passer til mit temperament, fordi det består af alting. Mit temperament er meget lad os nu se at komme i gang-agtigt. Selv alvorlige ting kan man godt tage med i en revy. Det er ikke det, vi fortrinsvis går efter, men vi har haft alvorlige emner med i Cirkusrevyen.

– Og så elsker jeg bare humor. Jeg elsker at le, og jeg elsker næsten endnu mere at få folk til at le. Jeg ser komik i alting. Jeg kan slet ikke lade være, siger Lisbet Dahl og kommer i tanke om et eksempel fra dengang, Claus Ryskjær og hun arbejdede sammen.

Lisbet Dahl

Er født i København 9. april 1946 og er dermed for nylig fyldt 75 år.

Har spillet med i sammenlagt 45 revyer. Tallet dækker over 33 gange i Cirkusrevyen inklusive 2021 og 12 andre revyer.

Var sidste år sammen med Lane Lind med i Marc Harpsøes kortfilm ”Den verden vi valgte”, der vandt en pris for ”Bedste historie” på Rock the Shorts-filmfestivalen i Los Angeles.

Har fem børn, ni børnebørn og to oldebørn.

– Jeg kan næsten dø af grin ved tanken. Rysse og jeg var på turné, og så var der en mand på den anden side af gaden, der fik øje på os midt i sin færd fremad.

– Manden kiggede så meget på os, at han til sidst gik direkte ind i en mast. Jeg døde simpelt hen af grin. Jeg kan ikke lade være.

– Vi er et glad folkefærd ude i Cirkusrevyen. For det meste er vi positive og glade og humoristiske – både vi på scenen og dem bagved scenen. Den slags mennesker er dejlige mennesker at være sammen med.

– Selv om der altid har været snobberi i forhold til revy, så er det såre enkelt for mig. Det er dejligt at gøre andre mennesker glade. Vi mennesker har nok at spekulere på med mænd, koner, børn og svigerbørn, der irriterer, eller hvad det nu kan være, og det får man forhåbentlig hjernen væk fra, når man ser en god revy.

Hvordan foregår det mon så, når de medvirkende begynder at forberede en revy? Når de har to måneder til at sætte den sammen fra et tomt arbejdsbord til et fyldt telt?

– Vi er startet med at sidde rundt om et bord nede i Jernbanecaféen på Bakken, fordi der er mere plads end der, hvor vi plejer at være. På den måde kan vi holde to meter imellem os, og så bliver vi testet to gange om ugen.

– Jeg skal for eksempel testes i aften. Så sidder vi bare og snakker. Ringer til forfatterne, eller de ringer til os. Vi diskuterer og snakker og drikker kaffe eller San Pellegrino. Det gør vi i tre-fire uger.

– Først 6. april har vi planlagt at gå i teltet. Vi ved ikke, om vi må spille 7. maj, men vi er nødt til at lade, som om vi må, og så må vi tage den derfra, siger Lisbet Dahl.

Alt bliver endevendt – uanset om de indsendte numre kommer fra en amatør i Hobro eller nogle af landets største revyforfattere som for eksempel Vase & Fuglsang, Carl Erik Sørensen eller måske Niels Olsen og Henrik Lykkegaard, der også skriver ud over at spille med.

– Ligegyldigt hvor stoffet kommer fra, bliver det læst højt. Nogle gange er vi ved at hænge os. Nogle gange får man en tekst, som fungerer og er skidesjov, men hvad så … hvor er pointen? Jeg har lagt mærke til, at man i andre revyer blæser lidt på, om der er pointer eller ej. Men jeg kan nu godt lide, at der er en pointe.

– Nogle gange er det, som om du har to sketcher sat sammen i én, hvor man tænker: ”Nå, dér brækkede den midt over”. Så kan det godt ske, at vi køber en idé af nogen og så selv arbejder videre med den.

– Her fem-seks uger før premieren har vi nok 15 numre, vi alle synes om, men de har ikke bestået scenetesten endnu. De skal ses på selve scenen, før de bliver helt godkendt.

– Kun ganske få af dem, ved vi lige nu, kommer til at holde 100 procent. Det er meget minutiøst arbejde. Hvor meget corona skal vi have med? Vi kan jo ikke have det i alle numrene. Det er et af årets store spørgsmål.

Ulf skal fejres

Og så er der lige det, at Ulf Pilgaard skal hyldes i denne hans sidste sæson. Men hvordan? Det må heller ikke gå over gevind.

– Jeg ved ikke, hvad det bliver for et nummer, for der bliver skrevet til ham to forskellige steder i øjeblikket. Så må vi se, hvad det bliver til i sidste ende.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det må ikke blive for sentimentalt, men vi skal samtidig sørge for, at folk får noget for pengene. Publikum skal da have lov at sige ordentligt farvel til Ulf. Han skal sgu da slutte af med manér. Sådan må det være.

– Ulf er en eminent revyskuespiller og blandt andet en meget fin dronning Margrethe. Også selv om han bare sidder ned i fire minutter og siger en tekst.

– Ingen i Danmark kan synge en revyvise, som han kan. Men han er også blevet 80 år, og det er en naturlig ting at stoppe på et tidspunkt, for der er altså et højt tempo og et vildt drive i en revy.

Ligesom hun selv har ­spillet hundredvis af revynumre gennem tiderne, så har Lisbet Dahl også set tusindvis af andre numre.

– Jeg har set rigtig mange sindssygt gode revynumre. Et af dem, jeg uvilkårligt tænker på, hvis jeg skal vælge et af de bedste, er Ulf Pilgaard, der fremførte ”Lærte vi noget” i 2006, som Vase & Fuglsang skrev.

– Ingen turde skrive eller sige noget om Muhammedkrisen dengang. Jeg blev ringet op af pressen og sagde: ”Jo, det tør Cirkusrevyen, for ellers ville Cirkusrevyen ikke være her”.

– Ulf gik ind i smoking og sang den gamle ”Vi er stadig i samme båd”-melodi med ny tekst. Det var den, Helge Kjær­ulff-Schmidt sang i sin tid i en Hornbæk-revy. Med den store, flotte tegning af Roald Als bagved med billeder af Pia Kjærsgaard og Anders Fogh.

– Det var virkelig et godt nummer – folk klappede så meget til premieren, at vi næsten ikke kunne komme videre. De var så taknemmelige over, at der blev taget hul på det emne.

At løfte teksten

Men hvordan vælger man revynumrene, for er det ikke forskelligt fra menneske til menneske, hvad man griner ad?

– Jeg bruger min intuition sindssygt meget. Jeg kan læse en tekst op, som jeg aldrig har set før, og så spille den, og så ved jeg det bare. Er det ikke mærkeligt? Et revynummers succes handler selvfølgelig om teksten, men det handler mindst lige så meget om skuespilleren.

– Du kan tydeligt mærke, at det er de gode skuespillere, der får det til at gå hjem. Det bedste er en skøn tekst og en skøn skuespiller. Det næstbedste er en skøn skuespiller og en dårlig tekst. Hvis teksten er bare okay, og der kommer en genial skuespiller på, kan det blive genialt i teltet.

Om sit hold i år siger Lisbet Dahl:

– Niels Olsen er vidunderlig, når han går ind på en scene. Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard kan noget specielt hver for sig – men også sammen.

– Deres nummer med to elektriske scootere til klassisk musik i sin tid var bedårende. Lykkegaard har en galskab og følelser i en revy, som er sjældne. Merete Mærkedahl er et nyt bekendtskab, og det lader til at være et godt bekendtskab.

– Og så er der mig selv. Vi er seks skuespillere i år, fordi Ulf skal hyldes og alle skal have gode numre – både i ensembler og også solo – så det er ikke så lidt af et puslespil.

Hvad er den dejligste del af revyarbejdet?

– Når det hele samler sig hen mod premieren, og vi skal til at spille for publikum, for der opdager man, hvad man egentlig står med, fordi man omsider får en reaktion på det, man laver. 

Revy går hurtigere i dag

I revyens verden går det hurtigere og hurtigere år for år.

Da Lisbet Dahl begyndte midt i 1980’erne, kunne et nummer godt vare seks eller syv minutter. I dag er det halve rigeligt.

– Undtagelsen ville måske være en pensionistvise, der varede 10 minutter, men det ville så være en af pointerne med den. At det gik langsomt. Som en gimmick. Simon Rosenbaum sagde: ”En revy skal afspejle den tid, vi lever i”, og det skriver jeg under på.

I begyndelsen sagde jeg: ”Tak for det! Synes I, jeg er så skidegammel, at jeg snart skal holde op?

– Revyen skal være et billede af det liv, der foregår uden for teltet. Og livet går jo i et meget højere tempo, om så det er i tv eller bare eksistensen af internettet, der gør, at alting går kvikkere. Og så må revyen naturligvis også gøre det.

Nu da Lisbet Dahl selv er blevet 75, er det et naturligt spørgsmål at stille, hvornår hun mon selv bliver træt af ræset.

Næsten inden jeg har stillet det, fortæller hun, at hun indtil for få år siden blev sur over det. Men heldigvis ikke længere.

– I begyndelsen sagde jeg: ”Tak for det! Synes I, jeg er så skidegammel, at jeg snart skal holde op?”. Jeg skræmte indimellem livet af journalisterne. Men selvfølgelig skal jeg holde op på et tidspunkt. Jeg kan jo ikke blive ved til evig tid, men jeg vil ikke sige noget mere præcist, for så står journalisterne der som et søm.

– Under alle omstændigheder var det klart, at det ikke skulle være på samme tid som Ulf Pilgaard. Det ville være synd for ham.

– Jeg tager et år ad gangen, og vi har aldrig planlagt to år frem i tiden. Det er kun, fordi de andre revyer er begyndt at booke skuespillerne langt frem i tiden, at vi har været nødt til det samme.

Glemte, jeg var gammel

Men hvad mon Lisbet Dahl lige før sin 75-års fødselsdag tænkte om sit trekvarte århundrede?

– Hold fast hvor er det irriterende, at jeg ikke kan holde en fed fest! I coronatiden flyttede jeg op på landet næsten et halvt år med min kat. Åd takeaway, drak for meget vin og blev federe og federe.

– Jeg har desværre kun tabt halvdelen igen. For nylig skulle jeg have taget nogle billeder. Da jeg så billederne tænkte jeg bare: ”Gud, du alt forbarmende, hvor jeg ser jeg ud ad helvede til!”

– Der ringede jeg for første gang en journalist op for at få dem lavet om. Så kom Dennis Knudsen og shinede mig op i to timer med hår og makeup, hvorefter der blev taget billeder i lækker kjole og alting. Og jeg så nøjagtig lige så rædselsfuld ud på dem, siger Lisbet Dahl og griner, inden hun fortsætter:

– Jeg havde nær helt glemt, at jeg var blevet gammel, og jeg havde jo bare gået og feset den af i coronatiden. Det hele var jo alligevel lige meget. Så det eneste, der irriterer mig ved at blive 75, er, at jeg gerne ville se ud, som da jeg var 50 år.

– Bortset fra det så har mit temperament bare godt af at være i gang, så jeg kan gå og tale og argumentere. Så må jeg erklære mig ligeglad med, at håret er fladt. Jeg får heldigvis stadig tilbudt roller i både tv-serier og film, for nu kan jeg spille en gammel kone.

Hvad ville du sige, hvis du i din nuværende alder mødte en ung Lisbet Dahl?

– Ikke en skid. Jeg var også lykkelig, da jeg var 18. Jeg var kommet på elevskole. Jeg kendte mange af skuespillerne, fra da jeg var barn, på grund af mine forældre.

– Hver gang jeg havde ferie, og min mor var på turné, kom jeg med ud og mødte skuespillerne. Var med i bussen på turné. Jeg er opdraget til at have selvtillid, så jeg ville ikke behøve mere af det. Måske ville jeg så bare sige: ”Glæd dig!”

Omkring Lisbet Dahl er der en flok på fem børn, ni børnebørn og to oldebørn. De sidste er det sværest at få at se nu om dage.

– Jeg står jo efterhånden i tredje række. Og coronaen har spredt os for alle vinde. Her i huset bor min yngste søn og hans kæreste. Min yngste datter har også boet her, men de flyttede ud, da de næste flyttede ind, fordi vi alligevel blev for mange.

– Det sidste års tid har det været svært at se de allermindste. Jeg plejer ellers at samle 28 til julefrokost og påskefrokost, men jeg måtte jo aflyse de sidste gange.

– Jeg er meget tæt forbundet til mine børnebørn. De har også stort set alle sammen boet her en overgang, hvis der har været problemer. Folk spørger: ”Hvordan kan du holde det ud?”. Jamen, det har da været vidunderligt.

– Jeg varter dem jo ikke op. Jeg vil gerne inspirere dem til at blive rummelige og ikke gå i for små sko. Jeg er meget familie-mindet, så det betyder utroligt meget i mit liv, siger Lisbet Dahl og fortsætter:

– Jeg var 18, da jeg fik barn første gang, og mit yngste barn er født i 1990, så han er 30 år i dag. Det er det vigtigste i hele verden, at ens børn er lykkelige. Det har jeg altid sagt. Først senere fandt jeg ud af, at det var et stort forlangende.

– Nogle gange kan man undre sig over, at der ikke er mere rummelighed. Nogle gange kan vi godt blive uvenner, men så går der som regel en måned eller to, og så er vi gode venner igen. Det sidste handler om evnen til at tilgive.

– Jeg har altid været en samlende kraft i familien, og der skal også være plads til ekskoner og eksmænd – specielt hvis der er børn involveret. Vi kan ikke lade børnene sejle deres egen sø, og hvis vi ikke opfører os ordentligt efter skilsmisserne, kan vi jo ikke være bekendt at blive skilt og gift igen.

Har du lavet testamente?

– Det gider jeg da ikke. For hvad? Den dér lysekrone? Hold kæft, nej da. Jeg har fem børn, og de arver lige. Det må være rimeligt enkelt. De må sørme selv klare resten, når jeg ikke er her længere.