Ekspert om tendens hos kvinder, der lige har født: “Det skaber et enormt pres på kvinder”

Rikke Stokland var gravid i uge 38 og stod i svømmehallen, da hun opdagede det første strækmærke. Hun begyndte med det samme at græde, selvom hun vidste, at det burde være lige meget.

Det var det bare ikke. For strækmærket var kulminationen på nogle hårde måneder, hvor hun havde taget 20 kilo på, og med en højde på godt 150 centimeter var hun allerede i 6. måned blevet spurgt, om hun snart skulle føde.

De første mange måneder elskede Rikke ellers at være gravid. Efter at have kæmpet med sin krop og selvbillede i mange år, havde hun fundet ro i sin krop, og hun var stolt af, at hun nu var i gang med at skabe et menneske.

Men da hun opdagede, at hendes krop bogstavelig talt var ved at sprække, blev hun alligevel påvirket, selvom hun godt vidste, at det både var naturligt og slet ikke farligt.

– Jeg begyndte at græde, men jeg blev også vred over, at jeg skulle have det sådan. For jeg troede ikke, at jeg havde et problem med strækmærker, men det havde jeg så. Det gik op for mig, at jeg ikke kan undgå at blive farvet af de idealer, jeg møder, og hvordan andre folk ser mig.

Samtidig blev hun vred over, at hendes fokus blev flyttet fra at stå tæt på terminen og glæde sig til at blive mor til at bekymre sig om noget helt andet, der burde være overfladisk.

Vægttab udeblev

Følelsen af at have en helt forkert krop forsvandt ikke efter fødslen. Tværtimod, fortæller Rikke Stokland.

– Jeg kan huske, at jeg virkelig væmmedes over min mave. Jeg fik det fysisk dårligt ved at se på den mærkelige form den havde fået efter mit kejsersnit. Det var en meget fremmed følelse, for jeg var endelig nået til et sted, hvor jeg havde sluttet fred med min krop, og nu var fokus et helt andet.

Rikke Stokland havde blandt andet hørt klassikeren om, at hun nok skulle tabe sig ved at amme.