Interview

Sisse Fisker: "Jeg tog nærmest direkte hjem og sagde op på DR"

af Britta Bjerre 26. april 2021
Foto: Heidi Maxmiling
Jeg tror, det kom ret meget bag på dem i DR. Også på andre. Jeg mødte hele tiden den der overraskede reaktion: ”Hvad skal du SÅ?” Sådan fortæller 44-årige Sisse Fisker om dengang, hun sagde sit job op. Hun savnede tid til sin familie. Og hun savnede mening.

Her i maj er det syv år siden, Sisse Fisker og hendes nystiftede SMILfonden for første gang afholdt en fest for børn på Rigshospitalet.

Dengang var hun stadig tv-vært.

I dag står hun i spidsen for en forening, der er på finansloven, har aktiviteter på 21 børneafdelinger og støtter flere tusind syge børn og unge. Og hun er grundlykkelig.

Hun ved godt, at der nok er mange, der ikke rigtigt ved, hvad det er, hun har haft gang i de seneste seks-syv år. 

– Men måske er der alligevel nogen, der tænker: ”Hende dér Sisse Fisker laver da vist et eller andet for syge børn, siger hun.

Og det gør hun jo.

For det, ”der jo bare startede med en fest inde på Riget”, har i dag udviklet sig til en forening, der er kommet på finansloven, har en årlig indtægt på over 10 millioner kroner, har 15 ansatte og 100 frivillige tilknyttet, har aktiviteter på 21 børneafdelinger rundt om i landet, arrangerer sommercamps for flere hundrede børn og deres familier hvert år og for tiden fast støtter cirka 400 familier med sociale tilbud og rådgivning.

Blandt andet.

Og Sisse Fisker, hun er direktør for det hele, altså direktør for SMILfonden. 

Selv kan hun faktisk bedre lide udtrykket: ”At være velgørende iværksætter.”

– For det er i virkeligheden en kæmpe iværksætterrejse, jeg har været på, konstaterer hun om det, der er sket, siden hun sagde op som tv-vært på DR i august 2015.

Og det gjorde hun som en reaktion på en reportagerejse, hun havde været sendt ud på for DR for at lave optagelser til programserien ”Livets opskrift”.

Her besøgte hun fem steder i verden, der er kendt for, at her lever menneskene længere og sundere end de fleste andre steder.

Og den opgave gjorde et så stort indtryk, at hun vidste, hun måtte lægge sit liv om.

Er sindssygt passionsdrevet

– Jeg er sindssygt passionsdrevet. Jeg følger mit hjerte. Jeg tog nærmest direkte hjem og sagde op på DR.

Programmerne blev produceret, og hen over sommeren skrev jeg en bog om det, jeg havde oplevet på rejserne, og da jeg var færdig med at skrive bogen i august, sagde jeg op, fortæller hun.

– Jeg tror, det kom ret meget bag på dem i DR. Også på andre. Jeg mødte hele tiden den der overraskede reaktion: ”Hvad skal du SÅ?” Og folk studsede, når jeg svarede, at det vidste jeg ikke, men at jo, jeg skulle et eller andet.

– Først og fremmest handlede det for mig om at få mere tid til min familie. Og mere tid til at få sat SMILfonden endnu mere på skinner. 

Da hun ringede og talte med sine forældre om sin beslutning, sagde hendes far da også: ”Hvad skal du leve af?”

– Han er jyde og går gerne med både livrem og seler. Det gør jeg egentlig også selv. Men her tænkte jeg: ”Det går sgu nok.” Sådan havde jeg det virkelig. Men det der med, at man bare siger op, det virker grænseoverskridende på mange. Det opslag, jeg lavede om det på Facebook, blev set af over en million.

Hjemme mødte hun fuld opbakning fra sin mand, Sune.

– Men han vidste også, at dybest set var jeg lidt færdig med at lave tv. Jeg kunne jo mærke, at når jeg havde med de der SMIL-folk at gøre, havde jeg fat i noget, der gjorde mig godt, samtidig med at jeg gjorde noget godt for nogle børn, som aldrig rigtigt havde fået opmærksomhed fra sådan nogle som os.

– Ud over alt det, vi laver på hospitalerne, som er for alle indlagte børn, har vi i SMILfonden valgt at have fokus på børn med sjældne diagnoser og kirurgiske diagnoser. Vi prøver at være noget for dem, der står alene eller er meget få med en sjælden diagnose, og samle dem i et fællesskab på tværs af diagnoser.

Gik all in

Efter tre år som dels frivillig og dels halvtidsansat i sin egen forening var opgaverne vokset så meget, at Sisse i 2018 valgte ”at gå all in” og blev fuldtidsansat direktør.

Om det har været en fordel at være ”kendt fra tv”, ved hun ikke rigtigt. 

– I starten var det måske. Da var det jo også mig og mit netværk, der drev det. Det var mig og mine venner og min familie og alle dem, jeg kendte, der beredvilligt stillede op. Men i dag har SMILfonden nået et andet niveau.

– Og når man skal søge A.P. Møller Fonden om penge, er de vist flintrende ligeglade med, om man hedder Sisse Fisker eller Bodil Hansen.

– Selvfølgelig er jeg som stifter en stor del af SMILfonden, men noget af det, jeg arbejder på, er faktisk, at SMILfonden skal kunne leve uden mig. Ikke at jeg på nogen måde er på vej væk. Men det er da ikke sikkert, at jeg skal blive ved med at være direktør.

– Det kan sagtens være, at det bliver en anden på et tidspunkt. Det må tiden vise. Men jeg slår i hvert fald ingen vilde kolbøtter lige foreløbigt.

– Tænk, nu får jeg penge for at være her, hvor jeg allerhelst vil være. Jeg tjener ikke i nærheden af, hvad jeg tjente engang som tv-vært. Men det betyder ingenting. Jeg er lykkelig. Grundlykkelig, simpelt hen.

Sisse forlod tv for at få mere tid og finde mere mening, og det synes hun, hun er lykkedes med. 

– For de der to-tre år siden, da foreningen virkelig begyndte at vokse, arbejdede jeg for meget. Da skulle jeg lige have min mand til at sige til mig: ”Du sagde op for at få mere tid, ikke?!”

– Og så kunne jeg jo godt se, at det var lige før, jeg rendte mere rundt blandt andres børn end mine egne. Det har jeg fået styr på. Men jeg ved også, at jeg har det allerbedst, når jeg har travlt.

Jeg er et dejligt sted i livet

I dag er hun et dejligt sted i sit liv, siger hun.

– Jeg er 44, og jeg synes, alderen giver mig en ro indeni. Jeg er hverken bange for at fylde 45 eller 50. Jeg elsker at holde fødselsdag. Elsker hvert år, jeg bliver ældre. Alternativet er jo værre. Og med alt det arbejde, jeg laver her, bliver man også mindet om at skønne på livet.

– Jeg har to velfungerende unger. Jeg er sammen med den mand, jeg skal være sammen med for altid. Vi bor, hvor vi gerne vil bo, og har de bedste naboer, der findes. Jeg har simpelt hen alt, hvad jeg kunne bede om.

– Der er kun lige dét, at tiden er begyndt at gå hurtigt, synes jeg. Min ældste søn er 11, den yngste er ni. Og jeg tænker: Hvor er mine små børn blevet af? Så meget desto mere skal vi jo fandeme gribe dagen. Altså hver eneste dag.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og nej, hun savner ikke sit tv-liv, siger hun.

– Når jeg sidder og ser nogle af mine kolleger på morgen-tv eller i ”Aftenshowet” eller på de daglige sportsnyheder tænker jeg: ”Godt det ikke er mig.”

– Det eneste, der kunne lokke mig tilbage som tv-vært, var, hvis der skulle laves en version to af ”Livets opskrift”. Dét ville jeg gerne lave igen.