Selvudvikling
8. maj 2015

Renée: Svært at acceptere, at vi gør ting forskelligt!

Nogle gange kan det bare være så uendeligt svært at acceptere, at andre mennesker gør tingene på en anden måde, end man selv gør.
Af: Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/article/renee-1.png
For nylig kunne jeg næsten mærke lysten til liiige at hjælpe min ældste søn til at gøre det, han skulle, på MIN måde. Han skulle skrive en større opgave hen over weekenden, og det er jo noget af det, jeg ved noget om. Han havde fortalt om opgaven, fundet bøger om emnet og var kommet hjem fredag og var gået direkte i gang. Alt gik som smurt, han fik skrevet otte sider noter på fem timer. Det skulle selvfølgelig fejres med lidt computerspil, han var jo nærmest foran allerede. Fredag blev til lørdag, og alt var gået så godt, så der var masser af tid. Og ja, om aftenen skulle han til en vens fødselsdag, hvilket var mega hamrende vigtigt! Omtrent på det tidspunkt vovede jeg pelsen og spurgte til tidsplanen. Var det nu fornuftigt at bruge tiden, som han gjorde? Ork ja, sagde knægten, han kunne skrive over en side på en time. Desuden mente han ikke, jeg overhovedet skulle blande mig, hvilket han havde fuldstændig ret i. Men desværre fik jeg dårlige nerver af den afslappethed, han lagde for dagen. Var det mig, der skulle skrive den opgave, havde jeg stensikkert siddet foran skærmen hele fredagen og lørdagen med. Jeg ville nok ikke behøve mere tid end ham til at lave den, så lørdag aften ville jeg måske allerede være færdig, og søndagen kunne derefter gå med computerspil. LÆS OGSÅ: Hvilken type forældre er du? Test den her Men vi mennesker er forskellige, og jeg skulle jo ikke blande mig, så jeg brugte hele weekenden på at øve mig i at lade være. Søndag morgen lufter jeg så min frustration over for en god veninde på vej gennem skoven. Men der er ingen sympati at hente. For som hun siger, hun ligner min søn meget mere, end hun ligner mig. Det dér med at slå sig ned og lade en opgave være på programmet, lige indtil den er færdig, aner hun ikke hvordan man gør. Hun er en urolig sjæl, der hurtigt keder sig. Der er imidlertid mange veje til Rom, hvilket hendes nyligt overståede MBA-eksamen var et klart bevis på. Hendes opgave var blevet halvdårlig, og hun vidste det. Hendes temperament er ikke til at gå i dybden. Men hun havde læst og forstået det. Og da opgaven skulle forsvares, havde hun brugt det faktum, at den var halvdårlig, som et eksempel på en opgave lavet af en af de personlighedstyper, hun var til eksamen i! Censor havde været så imponeret, at hun havde fået 12. Som hun meget smukt sagde denne søndag morgen: ”Så er det nok bare sådan, Renée, at nogle af os må sætte os ned og læse det i en bog, mens andre, ja vi lærer det åbenbart, mens vi er lige midt i det!”. Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Det er vigtigere at anderkende end at rose sit barn

Læs mere om:

Læs også