Interview

Når Johannes Nymark får hadbeskeder, svarer han venligt tilbage på dem

af Susse Wassmann 24. juni 2021
Foto: Carsten Seidel
Skuespiller og sanger Johannes Nymark vil ikke lade sig smitte af dårlig energi. Derfor svarer han venligt tilbage, når han modtager hadbeskeder. Han gør sig umage for atmøde verden med nysgerrighed og hjælpsomhed.

Hav en rigtig dejlig dag, skat. Jeg elsker dig. Husk at hjælpe nogle andre i dag.

Den afskedshilsen får Johannes Nymarks 6-årige datter, Maggie My, hver morgen, når hun bliver afleveret i børnehaveklassen af sin far.

– Når jeg så henter hende igen og spørger, om hun har hjulpet nogen i dag, kan hun finde på at sige: ’Hmmm, nej, men jeg gik med Leonora hen og hjalp en.’

– Så det kan godt være, at det tager lidt tid, før det stadfæster sig, smiler Johannes Nymark.

Det med hjælpsomhed ligger ham meget på sinde. Så meget, at det er blevet en vej i livet for ham. En nødvendighed.

– Jeg synes, at vi skal hjælpe hinanden her i livet. Selvfølgelig er der perioder, hvor man ikke har overskuddet til det, men så bliver man forhåbentlig mødt af nogen, der har det.

– Det ligger i hvert fald som en konstant bevidsthed for mig at huske at udvise hjælpsomhed og venlighed. Det er nok en måde at være i livet på, som viser sig på flere planer. 

– Vi mennesker indeholder jo alt muligt, og jeg kan også mærke lysten til at være skide egoistisk og kun tænke på mig selv. Vi bliver jo født som egoister – børn er meget selvcentrerede, for vi kan ikke en skid, når vi bliver født, vi er afhængige af andre og kræver hele tiden noget.

– Så jeg tror, at der ligger et kæmpestort stykke arbejde som menneske i at nå ud over det. Nå et sted hen, hvor man kan lægge sig selv til side og tænke på andre.

– For jeg tror ikke, at man bliver et lykkeligt menneske af at være ligeglad med andre. Det gør ikke mig glad. Det gør det derimod at være hjælpsom og venlig, siger Johannes Nymark og tilføjer:

– Kan du ikke huske, da man som barn havde lavet et eller andet i fritidshjemmet af træ til sine forældre? Den glæde ved at give dem noget, jeg havde brugt rigtigt meget energi og tid på, var større end at få en gameboy af dem i julegave.

Jeg har det enormt svært med uretfærdighed

Et par timer i selskab med Johannes Nymark efterlader ingen tvivl om, at der foregår meget oppe i hovedet på ham.

Der bliver reflekteret og taget stilling til det, han møder i livet – måske som resultat af at have en filosof til far og en psykoterapeut til mor.

Lige nu har Johannes en af hovedrollerne i punkrock-musicalen ’Green Day’s American Idiot’, som er baseret på musikken fra det amerikanske band Green Day’s album ’American Idiot’.

Et show, der handler om vores søgen efter mål og mening i livet og opfordrer os til at reflektere over det liv, vi lever, og det liv, vi gerne vil have.

Hvad er lykke? Hvordan definerer vi den? Og hvor findes den?

– Forestillingen handler om tre unge mennesker, som bor i en forstad til en stor amerikansk by og skal finde ud af, hvad de vil her i livet.

– De sumper og hænger ud på parkeringspladsen og vil gerne væk fra forstadslivet, hvor fristelserne fra alkohol og stoffer ligger ligefor.

– Så de køber en busbillet til storbyen for at finde ud af, hvad livet ellers kan være. ’American Idiot’ er et meget politisk album, det er tungt, mørkt stof og en kommentar til det samfund, vi lever i.

Er du selv et politisk menneske?

– Jeg følger meget med i politik og ser nyheder i hvert fald en til to gange om dagen. Og det, der virkelig kan få mig op af stolen, er uretfærdighed.

– Jeg har det enormt svært med uretfærdighed – det er nok gennemsyrende for min måde at være i verden på. Og har altid været det.

Store spørgsmål til en lille dreng

Vi skal en tur til en anden forstad for at forstå, hvordan Johannes Nymark er skruet sammen, nemlig den lille by Mårslet syd for Aarhus, hvor han er vokset op.

Ikke ulig karaktererne i ’American Idiot’ var den største udskejelse fredag aften at mødes nede ved bageren, drikke sig i hegnet og vælte rundt på en mark.

Og Johannes havde allerede købt billetten væk, inden han tog sin studentereksamen.

– Det var en tryg opvækst i en lille by med kun én folkeskole, rulleskøjter på vejen og hænge ud foran den lokale bager.

– Jeg husker mig selv som en glad dreng, der var spændt på, hvad livet ville med mig. Hvad jeg ville med livet.

– Min far er uddannet filosof og har skrevet flere bøger om filosofi, så han gik meget hjemme, da min søster og jeg var små. Senere tog han arbejde i en IT-virksomhed for at tjene penge. Min mor var daghøjskolelærer og uddannede sig senere til psykoterapeut.  

En filosof og en psykoterapeut – det lyder som et hjem, hvor der blev diskuteret meget?

– He he, ja, det gjorde der. Jeg er blevet stillet store spørgsmål om livet fra en tidlig alder – også indimellem lidt for store for en lille dreng.

– Jeg kan huske, at jeg indimellem var sådan: ’Årh, det ved jeg ikke! Jeg går ud og leger!’ Men det var sundt nok, tror jeg. At vi talte så meget sammen.

– Jeg vidste allerede meget tidligt, at jeg ville være skuespiller, så jeg havde allerede booket billetten til New York, inden jeg blev student.

– Jeg gik bare og ventede på at komme væk. Jeg tænkte ikke så meget på at lave film … mere scenekunst. Og noget med musik.

– Så da jeg var 18, tog jeg et år til New York, hvor jeg tog et uddannelsesforløb som skuespiller og blev undervist i step og flere andre ting.

– Det var et kæmpe vendepunkt i mit liv. Jeg skulle stå på egne ben for første gang og være helt alene for første gang i en kæmpestor by.

– Jeg boede i en lejlighed i Queens og tog subwayen hver dag til skole og følte, at det var der, jeg for alvor blev voksen. Der var livet før og efter New York.   

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nysgerrig i stedet for krigerisk

Hjemme igen søgte Johannes Nymark ind på musicallinjen på Den Danske Scenekunstskole og kom ind.

Intentionen var at tage hjem og uddanne sig og rejse tilbage til New York, men da han begyndte at få arbejde, allerede inden han blev færdig på skolen, blev New York droppet.  

– Jeg havde fundet ud af at kombinere skuespillet med musik – i New York er det kæmpestort at lave teater på den måde – og jeg tænkte, at det var det, jeg skulle lave resten af mit liv.

– Det skulle jeg så ikke, for jeg opdagede, at det også er skidesjovt at lave film. Jeg kunne godt mærke, at der skulle lidt mere benarbejde til for at få lov til at komme til casting på film, når man kom fra musicalverdenen – selv om vi faktisk har lige så meget uddannelse i drama.

– Men jeg var virkelig indstillet på at gøre det stykke arbejde, fortæller Johannes Nymark, som siden har spillet flere store roller på film i blandt andet ’Steppeulven’, ’Lykke-Per’ og TV 2’s dramaserie ’Mellem Os’. 

Hvad med musikken? Du var også medlem af gruppen Lighthouse X, der vandt Melodi Grand Prix for fem år siden?

– Ja, bandet var lidt en parentes i mit arbejdsliv. Det opstod som et velgørenhedsprojekt, et ønske om at bruge musikken til at gøre noget for nogle børn og unge, så der gik en del af vores indtjening til en organisation, vi hver især valgte.

– Jeg valgte Børnehjertefonden, fordi jeg kendte til Hjerteforeningen i forvejen. Min mor lever med en hjertesygdom, så det har altid fyldt i vores familie, og i dag er jeg ambassadør for Hjerteforeningen, fortæller Johannes Nymark.

Hjælpsomheden og venligheden igen. Er det nogle værdier, du har med hjemmefra?

– Ja, og nok en god åbenhed. En viden om, at verden kan se ud på mange forskellige måder i forskellige menneskers optik, og at det er okay, at vi er forskellige.

– Og en nysgerrighed på, hvorfor vi er forskellige, og om man kan opnå en samhørighed i den forskellighed.

– Så man ikke nøjes med bare at sige: ’Det forstår jeg ikke!’, når man møder en anden mening end sin egen. Jeg bliver nysgerrig i stedet for krigerisk, og jeg ville ønske, at den krigeriske måde at reagere på ikke var så udbredt, for så tror jeg, at vi kunne komme meget længere.

– Hvis vi kunne gå ind i det i stedet for at gå væk fra det og spørge, hvad det handler om. Hvorfor ser vi så forskelligt på det her? Det er da interessant. I stedet for at sige: ’Idiot!’

– Der ligger sådan en latent vrede i folk, især på de sociale medier. Folk har en ventil der, og det kan virkelig være uskønt, synes jeg.

Deltager du selv i den offentlige debat?

– Jeg kan godt finde på at ytre mig, hvis der kommer noget forbi mig, som jeg ikke kan lade være med at kommentere på. For eksempel de syriske flygtninge, som bliver sendt hjem – det synes jeg er svært at forstå. Bevæggrunden for det.

– Jeg har været rimelig åben om, hvor jeg står i politiske spørgsmål, så de, der følger mig, er ikke i tvivl. Hvis jeg føler, at jeg kan gøre en forskel ved at sige, hvad jeg mener, så synes jeg ikke, jeg kan tillade mig at lade være.

Skal vi ikke hellere tale om noget andet? 

Det var egentlig meningen, at jeg ville tale med Johannes om regnbuefamilier, da han selv er medlem af den nok mest kendte af slagsen i Danmark.

Indtil for nylig boede han og ekskæresten, Silas Host, som også er far til hans to børn Maggie My og Bob Jones, og moderen til børnene, Louise Mahnkopf, i en stor villa i Brønshøj.

Nu har storfamilien efter flere måneders husjagt fundet et større sted, som fremover også skal huse Johannes’ kæreste gennem tre år, Jeppe Christoffersen.

Men!

– Skal vi ikke hellere tale om noget andet? spørger Johannes Nymark, da jeg beder ham om at fortælle, hvordan det er at bo i en regnbuefamilie. 

Det kan vi godt. Hvorfor?

– Fordi det er noget, der følger mig … ikke, at der er noget galt i det, jeg synes bare, at jeg har givet så meget på den konto, og jeg kan mærke sådan en udtømthed omkring det.

– Det handler også om ikke at blive fanget i sådan en kasse, som mange af os bliver sat i.

– Vi mennesker er meget hurtige til at sætte hinanden – og os selv – ned i nogle kasser, som afgrænser os. Og begrænser os. Det har jeg selv kunnet mærke.

– Hvorfor har vi behov for det? Jeg forstår det til dels, for hvis ikke vi gør det, bliver verden måske for åben. Det er nok en naturlig ting, men indimellem bliver det for meget.

Så når jeg siger regnbuefamilie, føler du også, at jeg sætter en etiket på dig?

– Ja, lidt. Selv om jeg godt kan forstå, at du gør det. Jeg så et indslag i tv for nylig, hvor man talte om ’coronabørn’. Børn, der er født det sidste år, er nu blevet et begreb.

– I indslaget udtalte en psykolog, at det ikke gavner nogen, at vi sætter en etiket på de børn, at vi sætter hinanden i bås. Men det ligger i os, det behov.

– Jeg har ikke noget imod begrebet regnbuefamilie som sådan – det er meget sødt. Og det er blevet et symbol på mangfoldighed og åbenhed, så det er fint.

– Men jo flere interviews jeg laver, der handler om det, jo mere findes det stadig som noget, vi skal tage stilling til. Det er lidt dobbelt. For det er jo også vejen frem at være åben om det.

– Men jeg håber, at vi en eller anden dag ikke behøver at tale om det mere. Fordi det ikke er interessant længere.

Kvæler hadet med venlighed

Den anskuelse kan man jo ikke anfægte. Så i dette interview undlader vi at fedte rundt i Johannes Nymarks regnbuefamilie og taler i stedet lidt om fordomme og vores behov for at sætte hinanden i bås.

Er vi ikke snart ude over det? 

– Jo, måske os, der sidder i denne del af landet, det er nemmere i København. Men jeg tror, at der er forskel på, hvor man er henne i landet.

– Jeg synes, det er skønt at se, hvordan familier popper op i alle mulige konstellationer, og jeg har en fornemmelse af, at der er opnået en åbenhed, som gør, at flere og flere åbner sig for, at en familie er andet end ’bare’ far, mor og børn. Det er jeg glad for.

– For der er så mange eksempler på, at utraditionelle familier fungerer kærligt og åbent og dejligt. Og ofte bliver traditionelle kernefamilier jo også brudt op og kommer til at udgøre andre familiekonstellationer.

Har du oplevet fordomme mod din måde at leve livet på?

– Faktisk ikke så meget. Det har kun været i Facebook-indbakken, at folk ikke har kunnet forstå min måde at leve på. Det var en sød måde at sige det på, ha ha!

Hvad gør du med de beskeder?

– Jeg svarer altid sødt og venligt på dem. For jeg gider ikke andet. Jeg er da ked af, at der er nogen, der gider at bruge tid og energi på at lade mig vide, at de synes, at min måde at leve på er forkert. Det er jo bare trist for dem.

Det hidser dig ikke op?

– Det er et valg, tænker jeg. For hvis jeg skulle blive hidsig og ked af det hver gang, som heldigvis ikke er så ofte, så får de jo lov at vinde. Og det er nok også det, de gerne vil. Er det ikke det, man vil med at være hadefuld?

– Jeg kvæler det med venlighed, så det må være lidt en fuser for dem. Det har været mit udgangspunkt for at håndtere det.

– Det er det samme, hvis du har et skænderi med en: Hvis du går med på overfusningen og selv gør det, så bliver det jo bare ved.

Flytter sammen med kæresten 

Det andet store vendepunkt i Johannes Nymarks liv var – selvfølgelig – hans to børn. Og apropos fordomme fortæller Johannes lige denne lille historie om sin 4-årige søn:

– I min søns børnehave møder han et hav af forskellige etniciteter, hvilket jeg tror er skidesundt. En dag, da han kom hjem og havde lært at skyde megahårdt med sin fodbold, råbte han: ’Far, far, jeg kan skyde den helt op til Allah!’ Det var vildt sjovt.

– Men der er sikkert nogen, der vil tænke: ’Åh nej, er det ikke farligt?’ Det kan jeg slet ikke se. Jeg fortalte ham bare, hvor dygtig han var. 

Har du altid gerne villet have børn?

– Ja, det har altid ligget som en klar tanke, at selvfølgelig skulle jeg det. Det var bare et spørgsmål om hvornår og hvordan.

– Jeg var 28, da vi fik Maggie, og da gik jeg fra ung voksen til rigtigt voksen, føler jeg. Nu er jeg 35, og for nylig har jeg tænkt meget over det med tid.

– Jeg har boet i vores gamle hus i syv år, og jeg har før lagt mærke til de der 7-års cyklusser. Der sker et eller andet, når der er gået syv år. Man bevæger sig et andet sted hen i livet.

Gør du det nu?

– Ja, det er en ny start på en måde. Det markerer flytningen. Og selv om jeg har været sammen med min kæreste i tre år, så har vi ikke boet sammen før.

– Nu har vi fundet en løsning, hvor min kæreste og jeg har vores eget, og alle i vores lille familie får sin egen enhed. Det nye for mig er, at vi skal bo sammen i vores lejlighed – det bliver dejligt, det er en ny etablering af et hjem.

Så I bor ikke på kollektiv-måden, hvor I spiser sammen og har fællesrum osv.?

– Nej, det gør vi ikke. Vi har et fællesskab, men lige så meget et privatliv. Vi har valgt den måde at bo på, fordi vi gerne vil være sammen om at have børn sammen.

– Så jeg har adgang til der, hvor børnene er, og de har adgang til, hvor jeg er, og så får vi det til at fungere med interne aftaler om, hvem der har ansvaret for at hente og bringe osv. Det er vi nødt til at være organiserede omkring.

Det lyder som den perfekte skilsmisse … 

– Jeg vil sige det sådan, at jeg er glad for dér, hvor vi er nu. Hvor vi kan få tingene til at fungere og har fundet en måde at bo på, hvor det hele fungerer godt.

– Jeg er stolt af, at vi har formået at lande der, hvor vi er nu. Selvfølgelig er der altid ting, der er svære, når man bryder op. Jeg synes bare, at vi har håndteret det godt.