Moderskab

Dorthe Gerlach blev mor som 40-årig: "Jeg følte mig rigtig meget som en outsider i forløbet"

af Tine Bendixen 4. juni 2021
Foto: Robin Skjoldborg
Efter at have forsøgt i 13-14 år lykkedes det endelig: Dorthe Gerlach blev til sin egen store overraskelse gravid. Situationen var så uvirkelig, at det var svært for hende at finde sig selv i den. Det var, siger hun, ”så sindssyg en oplevelse”, at hun mistede jordforbindelsen.

Før alting blev anderledes, boede Dorthe Gerlach og Michael Hartmann i en lejlighed med hjemmemusikstudie i Rantzausgade i København.

Nu bor de i en villa i Helsingør. Årsagen hedder Harry.

– Der er sket det meget, meget vilde, at jeg er blevet mor, og jeg er blevet det sent i livet.

– Jeg har altid gerne villet være mor, og vi besluttede os for at begynde at lave børn, da jeg var 26-27, men det viste sig ret hurtigt, at det var svært.

– Han kom, lige før jeg fyldte 40. Jeg havde nået at begynde at indstille mig på … at det IKKE blev.

Dorthe Gerlach har gået utrolig stille med dørene. I rigtig mange år. Over halvdelen af sit voksne liv faktisk.

Og det her er vel i virkeligheden historien om, hvad der kan ske, når noget, man i al hemmelighed har ønsket sig brændende, men efterhånden næsten har opgivet at få, pludselig går i opfyldelse: Man kan momentant miste jordforbindelsen.

Dorthe svævede i begyndelsen rundt så langt ude i universet, at hun ikke kunne åbne døren til sit moderskab.

Opslidende

Dorthe og Michael har forsøgt sig med alt, hvad der findes på fertilitetsbehandlingshylderne i årenes løb. Mange gange.

Det siger lidt om forløbet, at det ”glider sammen”, hvor mange gange det faktisk blev til. Det har været ”opslidende”.

– Af samme grund har der været pauser undervejs. For det er så svært at være i. Jeg har prøvet ALLE strategier, der findes til det.

– Også ”Nå, men nu prøver vi bare lidt med venstre hånd, og så havde jeg lige den der hormonbehandling og lader være med at tænke så meget over det, og så rammer det nok ikke så hårdt, når det ikke lykkes. Igen.”

– Men så rammer det alligevel lige så hårdt. Og man kan blive så opslugt af det, at man har svært ved at være til stede i sit liv og glæde sig over de glæder, der er. Man kan ikke være i det nonstop. Hvis jeg havde været i det nonstop, havde jeg opgivet noget før, fordi det er så opslidende.

– Så er man ude en megahyggelig aften med veninderne. Men tænker: ”Okay, måske skulle jeg ikke drikke så meget vin. Hvis jeg gerne vil prøve at gå i gang igen om 14 dage, skal jeg måske lige holde kroppen helt ren og urkvindesart og parat.” 

– Eller: ”Hov, nu kan jeg mærke, at jeg bliver lidt stresset, og så bliver jeg stresset over, at jeg bliver stresset, for det er ikke godt for kroppen at være stresset, for så kan æggene ikke sætte sig fast.” Altså … ALT det der.

– Det bliver sådan en dagsorden, som hele tiden er til stede. Selvfølgelig påvirker det. Det påvirker psyken, og man bliver presset ud et sted, hvor man ikke er helt sig selv. Det påvirker kroppen på alle mulige måder.

– Man bliver proppet med hormoner og bliver derfor tit meget hævet i kroppen, så i årenes forløb har jeg nogle gange fået den der: ”Nååå? Hvad er det for en lille hemmelighed, der gemmer sig derinde?”

– Men man er bare overhovedet ikke gravid. Man har faktisk måske lige netop været igennem et forløb og fået at vide, at man IKKE var gravid.

At vælge 100 procent åbenhed og ren besked til omgivelserne var umuligt for hende.

– Det kunne jeg ikke overskue. Jeg havde ikke noget behov for at tale med alle mulige om det. For mig var det noget, som var hemmeligt. Eller … som jeg gik med selv. Jeg ved godt, at det for mange ikke er et tabu, men jeg synes, det er enormt privat.

– Jeg tror, det er derfor, jeg ikke har delt min historie med særlig mange i årenes løb. Jeg har ikke haft lyst til at lægge mig op på dissektionsbordet i en samtale om, hvorfor vi havde svært ved det.

Hvidvin

For små to år skulle hun have svaret efter endnu en fertilitetsbehandling. Den dag skulle de øve med bandet hele dagen.

– Jeg skulle ringe mellem 14 og 15, så jeg spurgte Michael, om vi lige kunne stoppe tidligt og få pakket sammen 20 minutter før.

– Jeg kunne ikke overskue at få det negative svar, hvor der var andre mennesker, jeg blev ked af det hver gang, så jeg tænkte, at jeg kunne ringe ude i bilen.

–Jeg havde lagt en rigtig god flaske hvidvin på køl derhjemme og sagde: ”Så kan vi bare køre hjem og drikke et glas vin, og så er det, som det er.”

Dorthe ringede i sidste øjeblik, sygeplejersken havde faktisk slukket computeren, men fik den startet igen, mens Dorthe ventede, og sagde så:

”Ja – jamen den er positiv.” ”Hvad betyder det?” spurgte Dorthe paf. ”Det betyder, at du er gravid.”

– Det er syret – min hjerne kunne slet ikke forstå den besked, den fik. ”Kan du sige det igen?” ”Ja, tillykke, du er gravid!” ”Undskyld, men vil du lige dobbelttjekke med mit cpr-nummer?”

– ”Jeg kigger på det nu, og det er helt sikkert, at du er gravid.” ”NÅ? Men jeg har ellers lagt en flaske hvidvin på køl, men så skal jeg nok ikke have den.” ”Nej, det skal du nok ikke.” ”Jamen, tak!” fik jeg så sagt.

– Det var virkelig mærkeligt … Michael var faktisk også paf. Jeg tror, at han i den sidste tid mest prøvede for min skyld med ”vi skal have et barn”-projektet. Jeg tror egentlig ikke, han regnede med, at det ville ske.

Gravidmaver

Men det gjorde det. Og en februardag sidste år tjekkede Dorthe og Michael ind på Hillerød Sygehus.

– Vi var lige flyttet forinden, så jeg havde gået i hele forløbet op til på Rigshospitalet, men der havde de indført, at alle blev sendt hjem efter maks. fire timer, sådan er det ikke på Hillerød, og det lykkedes at få lov til at føde på dér i stedet, det var jeg sindssygt glad for.

– Der var så meget RO og kompetence, det var en skøn, skøn oplevelse, og der var ikke noget med, at det skulle overstås i en fart, eller at nu måtte vi hellere tage hjem. De tog sig så meget af mig, altså jeg er i evig taknemmelighedsgæld. Wauw!

Dorthe græder.

– … Det her var jeg ikke lige forberedt på … Men … Det var noget med hele graviditeten og mig.

– Selv om kroppen voksede, og jeg godt kunne se, at jeg var gravid og skulle have en baby ligesom alle de andre kvinder, der gik derude med deres gravidmaver og med deres babyer i barnevogne, følte jeg mig rigtig meget som en outsider i forløbet.

– Fordi jeg havde vænnet mig så meget til at være på det andet hold i mange år. Fordi jeg var hende, som IKKE kunne få børn. Jeg havde svært ved bare at sige: ”Nå, men fedt nok, så har jeg fået mit medlemskort, så melder jeg mig da bare ind i klubben.”

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hun var bange for, om graviditeten overhovedet blev til et barn.

– Der var en grad af uvirkelighed, som faktisk blev ved med at være der, selv om jeg kunne mærke liv. Til det sidste var jeg stadig bange for, om det nu virkelig var sandt. Den følelse havde jeg lidt hele vejen igennem. Jeg følte mig ikke helt sikker, før det barn var ude.

– Men der var noget ved den måde, jeg blev modtaget af de jordemødre på, som gjorde, at det for første gang føltes helt naturligt: Her er jeg, jeg er faktisk en kvinde, som skal FØDE et barn.

–  Jeg følte mig taget imod, og jeg følte, at jeg var en naturlig del af det, der skulle ske. På Hillerød prioriterer de deres fødselsafsnit superhøjt.

– Og … hvis jeg ikke havde fået den omsorg, tror jeg faktisk, at det godt kunne have slået lidt klik for mig, for det VAR så sindssyg en oplevelse.

– Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har holdt lidt igen med nogle følelser under graviditeten på grund af mit årelange forspil med ikke at kunne blive gravid, men det var simpelt hen så vild en oplevelse at føde og få det barn. Og jeg reagerede følelsesmæssigt voldsomt.

Så voldsomt, at sygehuset også lige screenede hende for, om hun mon balancerede på kanten af en fødselsdepression.

– Selvfølgelig var der smerterne og det fysiske, og det tog tid. Jeg fik veer fredag aften, og Harry er født tidligt søndag morgen. Men … det var også noget med, at jeg oplevede, at jeg mistede fodfæstet fuldstændig. Altså at jeg næsten … mistede mig selv.

– Jeg følte mig som sådan et stykke silkestof, der blafrer rundt i universet. Så det var både enormt forløsende og en følelse af frihed, men det var også fuldstændig uden at have fødderne på jorden, uden at have tag på mig selv, uden at have hold på: Nå ja, det er den her, jeg er, her er min kerne, her står jeg, det er sådan tilværelsen er. Nej, alt var bare sådan pfuff.

Kunne Michael holde din ballonsnor?

– Han prøvede, og han var faktisk rigtig bekymret. Men der skete det … undskyld, jeg tøver, men det er, fordi det er svært for mig at beskrive, hvordan det var …

– Men det VAR både det der med, at det var voldsomt for kroppen, så jeg mistede helt fornemmelsen af min egen krop, samtidig VAR det virkelig det her mirakel – jeg havde gået til det sidste og tænkt: Nu holder jeg lige lidt igen, indtil vi er sikre på, at der kommer et barn ud. Og pludselig var der et barn.

– Jeg kunne næsten ikke fatte det, jeg var så taknemmelig, og det var så ekstremt uvirkeligt. Du ved … Jeg kunne ikke bare lægge mig ned som en bjørnemor med det her barn i favnen og bare sove de næste dage. Jeg blev ved med at være vågen, fordi hjernen bare kørte rundt.

– Det hele kørte og kørte, så jeg kunne ikke sove, og så bliver man skør. Jeg sad bare med det her barn hele tiden, og når han sov, lå jeg bare og kiggede på ham og GRÆD. Jeg græd og græd og græd.

– Da der så var gået et par dage, opdagede jeg pludselig min krop igen og blev helt sindssygt forskrækket, fordi jeg ikke havde opdaget, hvor hårdt den havde kæmpet.

– Jeg stavrede ud og skulle tisse om morgenen, mine ben kunne næsten ikke bære mig, jeg kiggede i spejlet og så det der fuldstændig forhutlede, forstyrrede menneske i natskjorte.

– Det var lidt som at træde ind på et værtshus og se sin bedste ven sidde ovre i hjørnet efter en tredages druktur og sige: ”Jamen for fa’en gamle jas, du er jo helt ødelagt, hvad fa’en er der da sket?”

– Sådan havde jeg det med at genfinde min krop: Hvad er der dog sket? Jeg stod bare og holdt om mig selv sådan: ”Nåååhr, jamen, jamen søde skat, hold da op, du er jo helt kvæstet.” Og det var jeg.

NEJ!

Samtidig var der sindet, som bare, siger hun, slap alle barduner. Simpelt hen fløj af sted.

– Jeg var virkelig lykkelig, men jeg var også virkelig mærkelig, fordi jeg ikke sov. Jeg var bare skudt af sted på en raket, og jeg var enormt forløst og enormt fortabt på samme tid. Efter nogle dage blev Michael meget bekymret, fordi jeg bare sad og græd. ”Tror du ikke, vi skal ringe efter din mor?” sagde han.

– Men NEJ, DET skulle vi i hvert fald ikke. Jeg ved ikke, om det er sådan en moderne kvindeting: Jeg kan FANDEME godt finde ud af det med baby! Og nu vil han ringe efter min mor! Jeg tog det som en falliterklæring.

– Men det endte faktisk med, at han skar igennem. Han var også megastresset, alt var også nyt for ham, og han havde bare den her kvinde, som han dårligt kunne kende. Hun sad bare med det her lille mirakel og græd hele tiden og kunne slet ikke hænge sammen.

– Min mor fløj over fra Vendsyssel, fordi Michael ringede efter hende: ”Du er nødt til at komme.” Og torsdag – efter næsten en uge – fik jeg første gang en reel nattesøvn. Og SÅ gik det meget bedre.

Hvorfor er det så svært at bede om hjælp?

– Jeg ved det ikke, og det er megalatterligt. Vi har i vores kultur fået os skruet op til, at vi SKAL kunne klare det hele selv hele tiden. Og ja … Jeg kunne bare ikke klare det. Det kunne jeg bare ikke.

– Det var ikke, fordi jeg havde brug for så meget hjælp, men bare at nogen kom og sagde, ”Hey, jeg kører lige ud og køber nogle småkager, hvis der nu kommer nogle barselsgæster” eller ”Vi mangler at få købt det babybadekar, det ordner jeg lige” eller ”Nu skal jeg holde ham, så du kan tage et bad”. Små ting altså.

Man kan jo vælge at opfatte det som en gave. At hun bare ikke magtede at tvinge det perfekte igennem. At hun lod følelserne bestemme.

– Ja, for jeg tror egentlig, det var fint, at det var så tydeligt for alle, hvordan jeg havde det. For Michael. For sundhedsplejersken. For alle mulige. Så jeg FIK den omsorg, selv om min automatreaktion var at sige: ”Nej tak, jeg skal ikke have hjælp.”

– Harry er jo født næsten præcis en måned, før hele landet lukkede ned, og jeg tror, det har været lidt held i uheld for mig, for jeg havde brug for LANG tid til at samle mig og lande i det. DET gav coronaen, der var bare lukket. Også for koncerter.

Det var, siger hun, også så heldigt, at de havde en økonomisk buffer, en opsparing, de kunne leve af.

– Jeg skulle have været ude at spille koncerter, da han var to måneder. De blev jo også aflyst, og når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Hvordan fa’en skulle jeg kunne have gennemført det?

– At stå på en scene handler om nærvær og at give og være til stede i det, der sker. Om at være grounded og stå solidt, hvor man står, så man kan sende noget af sted. Men med en sjæl, som karter rundt ude i universet, bliver det alt for skrøbeligt.

Atypisk

Dorthe føler sig taknemmelig og lykkelig og ”strøget over håret af en hellig hånd”. Hun er for længst landet i sig selv igen. Og i den nye konstellation ”far, mor og børn”, som har ændret alt. Også kærlighedslivet.

– Det er vel lidt atypisk, at man er sammen i 20 år, før man får et barn, så det har været lidt syret. For vi var så … landet i livet. Sådan landet i hver sin identitet og i vores identitet sammen. Pludselig kommer der en joker ind, som ændrer hele dynamikken.

–Nu er vi en familie. Og som Michael sagde i starten: ”Hvad med ham der den lille mærkelige dreng, hvornår skal han hjem?” Ha ha ha … For sjov, og vi har virkelig kunnet grine af det undervejs, men det er jo rigtigt på den måde, at det er virkelig flippet, at der pludselig flytter sådan en lille person ind i ens liv, som ændrer ALT muligt.

– Vi skiftede også hele spillepladen på én gang. Vi flyttede fra København, lige inden jeg fødte. I 20 år havde vi boet i lejlighed og haft hjemmestudie og frihed, og skulle vi lige gå ned og få en frokost?

– Så flyttede vi i villakvarter i Helsingør. I hus med have og, shit, et gasfyr, man ikke ved, hvordan man skal betjene, og nu løber wc’et. Alt det der. Hele scenariet omkring os ændrede sig, og så kommer der et lille menneske, som flytter ind og OGSÅ ændrer alt muligt.

– Når man er så gamle, som vi er, er man blevet rigtig god til at vide, hvad man har behov for, og hvordan man skal få dækket de behov. Man er trænet i at … sætte sig selv først. Dér kommer bare en helt anden dagsorden med sådan en lille gut. Der er ikke plads til os selv. Til vores egne behov. I lang tid.

Det er en skillevej.

– Der hvor jeg står lige nu, kan jeg se, at der er mange ting, som er forbi. Kapitlet i København er afsluttet. Det er min ungdom, der er forbi, jeg ved godt, det er sent først at lukke den bog, når man er 40, men det er det, der sker, når man først får det barn sent.

– Da vi havde tømt lejligheden i Rantzausgade og var flyttet, kom vi tilbage 14 dage senere for at gøre rent. Det var flippet at låse sig ind. Man går igennem gaden, låser sig ind ad hoveddøren, går op ad trapperne til fjerde sal, låser døren til lejligheden op, alt føles, som det plejer, det sidder i fingrene – og så er lejligheden bare tom.

– Det var faktisk først dér, jeg blev ramt af, hvor meget TID der var gået, hvor meget liv jeg havde levet, og hvor meget liv vi havde levet sammen dér. Alt det, der var hele summen af alle de øjeblikke, som har været i den lejlighed.

– Hvor man har været lykkelig og glad og haft venner på besøg. Og hvor man har råbt og skreget ad hinanden og smidt med blomstervaser. Altså hvor man har været allermest ulykkelig og allermest i skyerne. Hele summen af det.

– Måske fordi alle møblerne og gardinerne og det hele var væk, var der ligesom plads til at åbne ind til den her tomme lejlighed, og så stod det hele der bare … som sådan en kæmpe, summende bisværm af øjeblikke, som … var forbi. Jeg kunne mærke vægten af den tid, der var gået.

Og dig og Michael er stadig sammen?

– JA. Vi har gået igennem svære ting som par. Med at få et barn. Men også med sygdom og dødsfald – Michaels forældre havde nogle lange og svære sygdomsforløb i en sammenhængende periode på fem år, hvor alting bare var nonstop sygdom og død. Vi har været igennem nogle virkelig svære ting sammen.

Også i en periode under kampen for at få et barn med tvivl om hinanden som par.

– Nu har vi fået nøglerne til et nyt hus og et nyt liv og en ny begyndelse. Det er det, jeg føler lige nu. Jeg mærker meget tydeligt, at der er ting, der er forbi, og en hel masse, der først lige er begyndt. Det er virkelig som at stå på dørtrinnet og sige farvel og tak til en masse, som jeg ved, definitivt ligger bag mig.

– Og samtidig starter det hele forfra på en finurlig måde. Det er det, der er fantastisk. Allerede nu, selv om han kun er et år, får jeg lov til at opleve verden på ny – igennem hans øjne.

– Alle de små og store oplevelser, at se ham gå og rode i jorden og spørge, ”kan du høre fuglene?”, er som at få hele verden foræret en gang til og få lov til selv at få den der vidunderlige ”første gang” – for anden gang. Det er kæmpestort.

–Også at se Michael folde sig ud som den mest vidunderlige far. Jeg ser nye sider af ham, som klæder ham. Jeg ser en ny glæde i ham. Selv om han stadig indimellem siger: ”Ham den lille mærkelige dreng, hvornår skal han hjem?” Ha ha!

Alting er anderledes efter Harry. Man kan simpelt hen høre, at livet har taget en drejning på den nye ep ”Krigerhjerte”, hvor nummeret ”Montebello” er til Harry – Dorthe håber, det er en sang, han kan bruge til noget, når hun engang ikke er her længere:

”Lær dit Fadervor / uanset hvad du tror / Det kan blive så mørkt, at det er det eneste, du har / Giv en hånd til den, der ligger ned / Giv slip på nag og bitterhed / Giv altid lidt mere, end du tager

Jeg håber, at du danser, som om ingen kigger / Spring, som om du lander sikkert / Hold blikket i din stjernekikkert / og lad det lys, du har / skinne lige så klart som nu”

Melankolien er mærkbar på ”Krigerhjerte”.

– Jeg har nok altid haft en melankolsk slagside, men den er meget til stede i de nye sange. Så kan folk sige, at det da er mærkeligt, for … dér sidder hun på sin grønne græsplæne foran villaen med sin lille baby, og det burde bare være happy days.

– Men det ER nok, som min farmor siger: ”Det er bare salt og peber hele tiden og hele livet igennem.” Melankolien hører med, det er også den, der gør, at jeg kan være så meget til stede i hvert øjeblik med min søn, fordi jeg ved, at det ikke er noget, jeg kan tage for givet.

– Øjeblikke, skønne øjeblikke, forsvinder hele tiden. De er her, og lige om lidt er de væk.