
Anne Sophia Hermansen: "Havde jeg vidst de ting, jeg ved i dag, havde jeg selvfølgelig gjort nogle ting anderledes"

Anne Sophia Hermansen fortæller om at lære af fejl, balancere privatliv og arbejde, og finde sin egen vej i livet.
Foto: Les Kaner
Fredag efter fredag sætter Anne Sophia Hermansen, Sørine Gotfredsen og Anna Libak sig til mikrofonerne for at tale om verdens tilstand, demokrati, og skattetryk, feminin giftighed, porno og Jeff Bezos bryllups-frådseri i podcasten ”Damerne først”. Det er underholdende alvor.
Her kan du møde radiovært, kulturkommentator, litteratur- og kunstanmelder Anne Sophia Hermansen.
Hvad kendetegner dig som menneske?
– Jeg er flittig og nysgerrig og hele tiden undervejs med mig selv. Jeg har tidligere ofte indtaget kontroversielle standpunkter og har også udkæmpet kampe. Jeg er blevet bedre til at vælge mine kampe med omhu. Min sjæl er jo heller ikke teflonbelagt. Jeg synes egentlig, at det, der kendetegner mig bedst i dag, er, at jeg er god til at lære af mine fejl. Og så har jeg fundet ud af, at venlighed er en superkraft. I toget på vej hjem fra et foredrag i går sad jeg og læste en bog, da en mand over for mig interesseret spurgte, om den var god. Jeg manglede bare 20 sider, så han fik den, da jeg var færdig. Sådan nogle ting synes jeg, man skal gøre hver dag.

