Line Jensen har tegnet den kaotiske hverdag, så alle følte, hun var deres ven. Nu er hun ved at lære en vigtig lektie

I en lille by på Møn ligger et hus i proces.

Garagen er ved at blive omdannet til gæsteværelse og kontor, der ligger værktøj rundt omkring i de halvfærdige rum, og et fint lag støv dækker gulv og den nybyggede trætrappe, som leder op til førstesalen med store vinduer og en smuk udsigt: Marker dækket af rim, stier mellem gamle huse, og et glitrende hav med en sol ovenover, der nogle gange titter frem og bader rummet i lys.

Her står en gæsteseng og, vigtigst, et skrivebord. Ved det skrivebord, med udsigt ud over landet og vandet, har tegneserietegneren og kvinden bag instagramprofilen @linejensen_illu med 78.000 følgere, Line Jensen skrevet sin nye bog “Min fine ven – en vennebog for voksne”.

Det er første gang, Line Jensen har skrevet en bog med længere tekster, og det er den bog, der er anledningen til mit besøg på Møn.

Det færdigrenoverede hovedhus har hyggelig udestue, kig til have, og rundt omkring er der dimser, tingeltangel og den slags lidt tilfældige “rod”, der gør et hjem til et hjem.

”Jeg er ved at rydde op”, skrev Line Jensen til mig dagen inden, men så, da jeg kommer, udbryder hun med et grin:

– Det er som om, der altid vil være bare lidt rodet, ikke?

Line Jensen er kendt for sine tegninger, der viser alle sider af at være kvinde, mor, kæreste, arbejdshest – og menneske.

Tegningerne forestiller måske en kvinde, der forsøger at balancere på ryggen af to heste med “Family” og “Work” skrevet nedenunder, en mor med sit barn på skødet, der siger “Mor, i går var du en idiot, ik?”, hvortil moren svarer “Jo, skat”, eller teksten ”Jeg er ikke ansvarlig for den gode stemning” trykt på en mulepose.

Foruden tegningerne og instagramprofilen er Line Jensen gået viralt med kampagnen “Postkort fra sommerlandet”, hvor folk har kunnet dele deres alt andet end lykkelige somre med Line og hinanden, hun har skrevet børnebogen “Helmut” om en tysk flygtningedreng, og så er hun med sine tegninger også en aktiv stemme i en række debatter om alt lige fra øremærket barsel til klimakrise og kvinderettigheder i Iran.

Et liv i forandring

Det er ikke kun Line Jensens hus, der er i forandring, Line Jensen er også ved at rykke rundt inden i sig selv, kan jeg ikke lade være med at tænke, da vi sætter os ved det store spisebord for at tale om hendes liv og de venskaber, der er kommet og gået – eller blevet.

– Jeg har virkelig været i en gradvis transformation de sidste år. Mit liv har ændret sig så meget. Jeg er gået fra at være enlig mor og selvstændig til at møde Rune, blive musikerkone og få mine to yngste børn, siger Line Jensen og fortsætter:

– Det er først, efter jeg er begyndt at tegne offentligt, at jeg er blevet mere mig selv. Jeg har lært at insistere på at have min egen stemme.

– Rigtig mange af mine venner siger: “Nu gør du endelig det, det hele tiden har været meningen, du skulle gøre.” Men der er også nogle, der er sådan lidt: “Hvorfor vil du pludselig hellere lægge en tegning på Instagram end at ringe til mig?” Det kan godt prikke til en skam i mig, for jeg kommer i tvivl, om de har ret.

– Men jo mere, jeg møder den antagelse, jo mere tænker jeg også, at det handler om noget i dem selv, for jeg har jo ikke ændret mig, jeg er bare blevet mere mig selv. Eller: Jeg har nok hele tiden været mig selv, men der er flere, der ser mig nu.

Line Jensens vennebog er fyldt med sider, man selv kan udfylde med og om sine venner, men den er også pakket med små fortællinger om Line Jensens venner – og liv. Her er alt lige fra barselsvenner til løbevenner, ungdomsvenner og skilsmissevenner.

Line Jensen har, med sine egne ord “altid haft mange venner”, helt fra hun var lille, hvor hun voksede op i bofællesskab med børnegruppe og leg uden særlig meget opsyn fra voksne.

Det var hende, der blev bedt om at sidde ved siden af den nye pige i klassen, for hun var god til at sikre sig, at alle kom med i legen og i fællesskabet.

– Min storebror gik og fiksede ting ovre i værkstedet, han var sindssyg god til cykler og biler, og jeg fik at vide, at det der praktiske ikke var noget for mig. Til gengæld fik jeg ansvaret for den gode stemning, og det påtog jeg mig med stor ære og glæde, fortæller hun.

Samtidig var Line Jensen et barn, der var meget alene. Hun “tog bussen selv ud til endestationen og sad lidt der og kiggede bare for at tage hjem igen”.

– Jeg har altid været glad for mit eget selskab og været god til at underholde mig selv. Min barndom gav mig et stort behov for at have mit eget rum, og det blev udfordret efter, jeg fik små børn. Det har virkelig været problematisk for mig, at jeg ikke kunne have mit hoved for mig selv, siger hun.

Kunsten at være mor

Line Jensen blev mor for første gang, da hun var 26 år. Forud for det kom et tilfældigt møde med en gruppe af musikere, der spillede i et bluesband på Cassablanca i Aarhus Festuge.

Det var i slutningen af 90’erne, og egentlig var det trommeslageren, Line Jensen var lidt vild med, men det endte med at blive bassisten Nicolai, som blev hendes kæreste og far til hendes første barn.

Med fødslen af datteren oplevede Line Jensen at blive fjern for sine venner. Ikke kun fordi hun som den eneste havde fået et barn, men også fordi kæresten Nicolai havde et, med Line Jensens egne ord, “heftigt kokainmisbrug”.

– Mine grænser blev skubbet og skubbet. Til sidst turde jeg ikke sige til nogle af mine venner, hvordan det foregik hjemme hos os. Jeg dækkede over alt muligt, løj og den slags. I forvejen var det et svært sted i den periode med venner.

– Det var venner fra studiet og gymnasiet, og de gik i byen, havde travlt med skole og studiet, og jeg følte, jeg var helt sat ud på et sidespor, for jeg var bare alene hjemme med en baby, fortæller Line Jensen, der i den periode også fik det, hun kalder sine ”mor-venner” fra mødregruppen.

– Når jeg var sammen med mine gamle venner, følte jeg mig alt for sat og familieagtig, fordi jeg havde fået et barn, og de levede mit gamle liv med at gå i byen.

– Når jeg var sammen med mor-vennerne, følte jeg mig alt for ung og alt for ikke-rigtig som mor, fordi mit liv var i frit fald. Jeg havde ikke nogen steder, hvor jeg rigtig kunne være mig selv. Det var virkelig et vendepunkt for mig. En stor identitetskrise.

Men da Line Jensen gik fra Nicolai og blev alene med et lille barn, stod vennerne der, og Line Jensen kunne fortælle, hvad der egentlig var foregået derhjemme.

– Da det hele så brød sammen, faldt fra hinanden, var mine venner der jo alligevel. Det var lige så meget en øvelse i mig selv, hvor jeg skulle lære at lade paraderne falde over for mine venner.

– Der var en rigtig lang periode, hvor jeg ikke kunne tåle at se det blik, de sendte mig, når jeg fortalte om, hvordan vi virkelig havde det. De var i chok, da jeg endelig fortalte dem om det, og så kunne jeg jo godt se, hvor langt vi var kommet ud, siger Line Jensen.

– Jeg kan få helt kvalme bare ved at tale om det, for det sidder virkelig stadig i mig. Jeg kan også stadig blive i tvivl om, hvor meget af det der var, at han blev et røvhul, og hvor meget af det, der skyldtes, han var misbruger.

Hvad ville dine venner sige?

– De ville nok sige, han var en idiot, griner Line Jensen og fortsætter:

– Og han gjorde fandeme også mange idiotiske ting. Men jeg må holde fast i, at han også var en vidunderlig mand, og jeg valgte ham som far til mit barn. Det er han jo stadig, selv om han er død nu, og det har jeg skulle finde en måde at være i med Nora.

– At hun både har haft en far, der elskede hende og var sød, men at han samtidig havde et misbrug, der gjorde, at hun virkelig har oplevet nogle ubehagelige ting, børn ikke burde opleve.

– Jeg fik med nød og næppe trukket mig selv ud, fordi det var skadeligt for mig, men jeg kunne jo ikke trække hende helt ud af det, for det var jo stadig hendes far. Det har været mega svært og er det stadig. Hvor meget skulle jeg have gjort, hvad kunne jeg have gjort? Kunne jeg have skærmet hende bedre?

Efter bruddet med Nicolai fulgte otte år i Line Jensens liv, hvor hun var alene med sin datter – og meget, meget tæt på sine venner.

De gamle venner hjalp med at sætte fliser op i den lejlighed, Nicolai og Line havde kæmpet med at få renoveret, og nye venner kom til.

– Når jeg tænker tilbage på de otte år, hvor jeg var enlig mor og single, så husker jeg det som en af de bedste tider i mit liv. Netop også fordi mine venner kom til at fylde så meget og fik lov til at fylde så meget.

– Det var en stor sorg for mig, da jeg så mødte en ny mand, Rune, og fik små børn og helt logistisk ikke kunne have særlig mange venner i mit liv. Jeg følte, jeg mistede en del af mig selv, fortæller Line Jensen.

Rune var en del af den musikervennegruppe, Line Jensen fik, da hun mødte Nicolai. Han var venner med Nicolai og andre af Lines venner, og da de otte år senere mødtes til en koncert, så de på hinanden, og det var som om, de begge tænkte: Gud, dig? Hvorfor har jeg ikke tænkt på det før?

Rune og Line blev kærester, to børn kom til, og pludselig så Line Jensen sig nok engang adskilt fra sine venner af babygråd, bleer og alt den praktik, der hører med til at få to børn meget hurtigt efter hinanden.

Hun arbejdede som grafisk designer, og det var, mens hun var på barsel, at hun begyndte at tegne sin kaotiske hverdag og dele tegningerne på Instagram.

– Rune var hele tiden ude at spille, fordi vi skulle have økonomien til at hænge sammen, vi havde ingen penge, og jeg var meget alene med børnene.

– En morgen vågnede jeg og kunne ikke støtte på foden. Det gik der et halvt år med, og jeg ved stadig ikke hvorfor, men jeg kravlede rundt med babyen og kunne ikke forlade det haveforeningshus på Amager, vi boede i. Det var så godt som umuligt for mig at se mine venner, jeg sad bare der i sofaen og var virkelig ensom.

– Jeg manglede mine venner, og jeg kunne samtidig ikke overskue at have dem på besøg, fortæller Line Jensen og fortsætter:

– Instagram og tegningerne blev min kontakt til omverdenen. I starten var tegningerne bare til mine venner, jeg havde kun 200 følgere, og egentlig havde jeg det også lidt dårligt med sådan at vise, hvordan det var herhjemme. Omvendt kunne man jo bare holde op med at følge mig! Ret hurtigt kom der flere og flere følgere til, der havde det på samme måde som mig.

Venner med alle

Årene gik, børnene blev ældre, og Line Jensen opbyggede i hæsblæsende tempo en forretning ud af de tegninger, der oprindeligt var en måde at kommunikere med hendes venner på.

Pludselig var hun nogens chef, havde sin egen butik i Nansensgade i København og et stort publikum. Det er et travlt og hektisk liv, hvor det hele tiden kan føles, som om man er bagud, siger Line Jensen, der blev syg med stress for cirka to år siden.

Det er også derfor, vi nu mødes i huset på Møn, der længe har været familiens sommerhus, men hvor de nu bor fast.

– Da jeg blev syg med stress, stod alt åbent og sitrede og flimrede hele tiden. Vi boede i byen der, og den første måned kunne jeg ikke andet end prøve at få børnene i skole og så bagefter ligge på sofaen og græde.

– Nogle weekender tog børnene og jeg herned, og der kunne jeg virkelig igen mærke, hvor lidt der skulle til. Det at være her og sidde ude på terrassen – puh, det aede mit nervesystem, fortæller Line Jensen.

Hvordan ser du tilbage på de sidste par år?

– Det har været voldsomt. Det har også været skidesjovt. Hver ny ting har været en mulighed, jeg skulle prøve af, men jeg er også et sted lige nu, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke, at meget nok mest er sket, fordi det var en mulighed, mere end det er, fordi det er noget, jeg aktivt har valgt eller drømt om. Lige nu er jeg et sted, hvor jeg skal skrælle noget af det fra igen.

Og skrælles af, det bliver der: Butikken i Nansensgade er lukket, når dette interview udkommer, og webshoppen bliver der skruet ned for. Hvad der skal ske med Line Jensens Instagram, må tide vise, men noget skal der ske.

– Mine følgere på Instagram lærte mig at kende på en måde, hvor de følte, at selvfølgelig var vi venner, når vi så mødtes ude i byen. Det er jo virkelig trygt og dejligt og rart, det synes jeg faktisk ægte, men … Jeg kan også mærke, at det er et stort ansvar og også lidt et stort pres at skulle være venner med over 70.000 mennesker.

Har du bygget en forretning på at være alles ven?

– Ja, og nu vil jeg gerne ud af det igen! Jeg håber, at der på et tidspunkt bliver mere stille på min Instagram, men jeg har svært ved at forestille mig, hvad der kommer i stedet for.

– Det med at lukke butikken og skære ned på min webshop er jo også et forsøg på ikke hele tiden at skulle sikre mig, at jeg er øverst i folks bevidsthed. Jeg er ved at kaste op af det nu!

– Jeg har den her følelse af, at jeg skal gøre alle glade og være alles ven. Hvis jeg siger noget, som nogen er uenig med mig i, så bliver de virkelig skuffede og skriver vrede beskeder. Det kan være 1 besked ud af 100, men det er fuldstændig ligegyldigt. Det rammer sindssygt hårdt, og angsten for at få sådan en besked kan afholde mig fra at lægge noget op i ugevis.

– Jeg kan ikke være i, at alle skal synes, jeg er sød. Det er jeg ved at lære: Alle behøver ikke at kunne lide mig, siger Line Jensen.

Samtidig er hele præmissen for Line Jensens forretning også besværlig, fortæller hun. For når følgerne føler, hun er en ven, de ikke har mødt endnu, skyldes det ofte også, at hun tør sige ting højt, andre ikke tør sige.

Hun viser bagsiderne ved børnelivet, kærestelivet, arbejdslivet – og ved sig selv.

– Jeg har levet af hele tiden at fortælle folk, at jeg ikke kan finde ud af ting, synes, ting er svære, eller er dårlig til noget. Det har været en usund balance at være økonomisk afhængig af at fortælle folk, at jeg er hende, der er lidt dårligere end dem, kommer endnu senere ud ad døren, roder mere.

– Jeg er endt med hele tiden at sidde og pille i, hvad jeg er dårlig til, men nogle gange vil jeg altså også bare gerne være hende, der er god til noget, ikke?

Vennerne er de vigtigste

Og så er vi ved at være tilbage til begyndelsen. Line Jensen som barn, der nød sit eget selskab, men som også altid fik at vide, hun skulle sørge for den gode stemning. Er hun i virkeligheden stadig hende den søde pige, der sørger for at få alle med?

– Det er først ved at gå op for mig, hvor meget det spænder ben for mig, at jeg skal være limen i sociale sammenhænge og få alle til at have det godt.

– Jeg skal have mange gange rundt i manegen, før jeg rigtig forstår det. Det er en stor del af det, jeg skal lære nu. Det er okay, at alle ikke kan lide mig. Det er en frygtelig erkendelse, og det er så angstprovokerende, siger Line Jensen, der med sin nye vennebog vil forsøge at huske både sig selv og os andre på, hvorfor venskaber er så vigtige.

– Det fede ved at skrive bogen var også det der med … Der kommer nogle kærester, og de går igen, men hele tiden er vennerne der, og de er vigtige, ikke? Både når man møder nogen, og når man går fra nogen.

– Problemet er, at mens vi er i selve parforholdet, så er der mange af os, der tænker “nå, men vennerne er der bare”. Det har jeg i hvert fald selv oplevet. Det der med at have en veninde, man er vildt tæt med, og så får hun en kæreste og et barn, og så VED man bare, at nu går der nogle år, før hun ringer igen. Det er der så meget frustration, sorg og skuffelse forbundet med, og jeg har oplevet det fra begge sider.

– Jeg har både været hende veninden, der stod og vinkede, og jeg har også været hende, der har sagt: Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke overskue at ringe til dig, ven, for jeg har fået et barn og skændes med min mand hele tiden.

I det snart færdigrenoverede hus på Møn fylder vennerne på en anden måde, end da Line Jensen og hendes familie boede i byen. Her er man også venner med nogen, fordi de bor i samme by, eller man mødes tilfældigt på stranden.

Der er ro og plads til “bare at være sammen” i stedet for at mødes til hastige aftaler på cafeer inden arbejde. Det er igen en ny måde for Line Jensen at have venner på, og sådan vil det nok blive ved.

Livet forandrer sig, venskaberne forandrer sig. En start kan være at sige højt, at man gerne vil have tingene på en anden måde, og det gør Line Jensen, da interviewet nærmer sig sin afslutning, og mørket er ved at falde på.

– Jeg har altid fået ros for at få alle med og tænke på alle, være den gode ven. Det har jeg altid været stolt over at kunne, men for tiden mærker jeg også, at det kan jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke altid få alle med i legen! Nogle gange vil jeg også bare gerne være hende den sure, der bagtaler de andre sammen med mine venner, ligesom alle andre gør.

Artiklen blev udgivet i femina uge 6, 2024. Dette er en redigeret version.