kathrine
Kærlighed og sex

Kl. 23.40 tjekker jeg telefonen for 38. gang den dag. Efter fem timer ramte koldsveden. Og nu, efter 10 timer er det game over

22. februar 2024
af Kathrine Hinge
Foto: Rita Kuhlmann
"Det er tydeligt for enhver, at han enten ikke har tænkt sig at svare eller er i gang med at formulere en nedslående besked. Uanset hvad, så ved du nu, at du er på vej ind i en periode med selvbebrejdelse, selvforagt - og måske endda selvhad."

Kathrine Hinge er redaktionschef på Ally og vært på podcasten "Stadig single". Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Klokken er 23.40, og jeg tjekker min telefon for hvad der må være 38. gang den dag. Stadig ikke noget svar. Selvom jeg ligger i min seng, så ved jeg, at jeg ikke kommer til at sove den nat.

For tankerne er allerede begyndt at tage fart i mit hoved - det har de gjort lige siden jeg om formiddagen trykkede send på en sms til den mand, jeg har datet de seneste tre måneder.

Jeg ville høre, om vi skulle ses igen - eller hvad han tænkte.

Hvis du dater, så har du sikkert også sendt sådan en besked afsted med høj puls og galoperende hjerte. Og så ved du måske også, hvordan det føles at hænge til tørre på sådan en besked 10 timer efter, du har sendt den.

I de første timer uden svar, er man stadig ved godt mod. Han kan jo være travlt optaget den dag. Var det ikke også noget med, at han skulle hjælpe sin mor med noget? Hans telefon kunne jo også være løbet tør for strøm.

Efter fem timer rammer koldsveden. Der ér noget galt. Han have set beskeden.

Efter 10 timer er det game over. Det er tydeligt for enhver, at han enten ikke har tænkt sig at svare eller er i gang med at formulere en nedslående besked. Uanset hvad, så ved du nu, at du er på vej ind i en periode med selvbebrejdelse, selvforagt - og måske endda selvhad.

For du er blevet afvist. Afslået. Vurderet og forkastet.

Det er name of the game, når man vover at bevæge sig ud på kærlighedens jagtmarker - men ikke desto mindre er afvisninger altså noget af det allersværeste ved at være single.

For når man er single, kan det i forvejen være ret svært at bevare en grundlæggende tro på, at man er god nok. At man er sød nok, pæn nok, klog nok, sjov nok, dejlig nok til at andre kan komme til at elske en. For faktum er jo, at når man er single, så er man ikke elsket af ret mange andre end dem, der forventes at elske dig. Din far, mor, søster, bror.

Jeg er godt med på, at mange mennesker heldigvis også har virkelig kærlighedsfyldte forhold til deres venner, men forstå mig ret. Følelsen af at være uelsket og uønsket kan altså i perioder godt få overtaget for singler - særligt, når man føler sig afvist og blokeret af kærligheden, når man ingen matches får på Tinder, eller når man lige er blevet droppet af sin date.

Afvisninger gør nas – hvordan undgår man, at de sætter sig fast? - med Cecilie Lind

Afvisninger gør nas – hvordan undgår man, at de sætter sig fast? - med Cecilie Lind

Stadig single | 36 min

Og uanset hvor stor en klovn, h*n har været, så er mange af os enormt tilbøjelige til at vende en afvisning ind ad. Sådan har jeg det i hvert fald ofte selv.

Hvis min date eksempelvis ikke svarer på en besked, så må det være fordi, jeg har sendt en kedelig sms, eller fordi jeg er kedelig.

Og hvis jeg bliver droppet, så er det nok fordi, jeg ikke var god nok til ham - ikke var sød nok, pæn nok, klog nok, sjov nok, dejlig nok. Det er ikke altid, jeg når at overveje, om han overhovedet var dejlig nok til mig. Eller om vi var et match.

De kloge siger til mig, at det handler om mit selvværd. At jeg skal styrke mit selvværd til at kunne modstå afvisninger - men hvordan skal jeg kunne gøre det, når jeg samtidig bevæger mig rundt i et minefelt på datingens jagtmarker, hvor den næste afvisning potentielt truer lige om hjørnet?

Derfor er jeg begyndt helt at undgå dem. Afvisningerne. Hvordan gør man det, spørger du nok?

Ved noget så simpelt som at undgå at date. Jeg ved godt, det ikke er særligt hensigtsmæssigt - men jeg er kommet frem til, at det er den eneste mulighed, jeg har. Og det er også kun for en stund.

Men jeg er nødt til at trække stikket en smule fra diverse datingapps, hvis jeg skal have tid og ro til at opbygge mit selvværd igen. Tid og ro til at sikre, at mit fundament ikke slår sprækker og nattesøvnen ikke ryger, næste gang jeg ikke får svar på en sms fra min date.

På den måde håber jeg, at jeg en dag igen kan kigge nysgerrigt på en endt relation og forstå, at vi bare ikke var et match. At det ikke handler om mig - og om at jeg er forkert. Men at vi er forkerte for hinanden.

Og hvis du sidder derude og venter på en sms eller har et bristet hjerte og et flakket selvværd, fordi du er blevet afvist, droppet eller slået op med - så vid, at du ikke er forkert. Og du er ikke alene - vi er mange, der har det ligesom dig.

Det eneste, der hjælper, er tid til at hele - og måske en pause fra datingapps.

Læs også