Clara Rubin
Liv

Da de andre mødre gik ud og lagde regnslag på barnevognene, så hun chokeret til. Så gik noget op for hende

23. februar 2024
Af Heidi Kirkeby Mogensen
Foto: Privatfoto
Clara Rubin og hendes kæreste fulgte Sundhedsstyrelsens anbefalinger til førstegangsforældre. Nu kritiserer hun dem.

Clara Rubin er til efterfødselstræning med sin datter, som på det her tidspunkt er lidt mere end tre måneder gammel, sammen med otte andre mødre.

Clara render ofte, flere gange i timen, ud til barnevognen, hvor hendes datter ligger og sover for at tjekke op på hende, som der står i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at man skal.

I løbet af træningen går det op for hende, at hun er den eneste, der render frem og tilbage mellem træning og barnevogn.

Der går cirka halvanden time, før hendes sidemakker går ud og tjekker til sit barn, fordi babyalarmen har afsløret, at barnet er vågnet.

Clara er forvirret, og forvirringen bliver ikke mindre, da det begynder at regne.

De otte andre mødre fræser ud og lagde regnslag på barnevognene, hvor børnene ligger og sover, mens Clara chokeret ser til.

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal man nemlig undlade regnslag på barnevognen, når det regner og i stedet stille den under et halvtag. For “selv et lille barn kan trække regnslaget ind med risiko for kvælning”, lyder det i anbefalingen.

Da Clara Rubin og hendes kæreste skulle være forældre for første gang, tog de et aktivt valg om at sætte deres lid til Sundhedsstyrelsens bog “Sunde børn - en bog til forældre fra Sundhedsstyrelsen”.

Det er en håndbog til nybagte forældre, som indeholder Sundhedsstyrelsens råd og anbefalinger til det lille barn. Det inkluderer blandt andet råd om søvn, babypleje, samsovning, valg af barnevogn og alle andre tænkelige scenarier - og er udfoldet på 136 sider.

Parret valgte at orientere sig efter bogen, fordi de ville undgå junglen af hjemmestrikkede råd om forældreskabet fra Instagram og det endeløse internet.

- Vi tænkte, at det var sund fornuft at gå til en autoritet på området. Der er noget tyngde i Sundhedsstyrelsen, så det måtte være den bedste og mest valide kilde til information, som bygger på data og ikke bare på en mavefornemmelse, siger Clara.

Efter et par måneder hvor Clara havde fulgt anbefalingerne til punkt og prikke, spurgte hun sine veninder, hvordan de gjorde det? Hun syntes, det var hårdt.

Gjorde hvad, spurgte de hende. Hvordan gør I, når jeres barn skal sove lur, og I hele tiden skal have et øje på det. De kiggede forvirrede på hende og spurgte, om ikke hun stolede på hendes babyalarm?

Og der gik det op for hende. Der var ingen andre, der vandrede Frederiksberg tynd under deres barns middagslur i tre stive timer i november, de lod dem bare stå i gården med en babyalarm, og så gik de ned og tjekkede engang imellem.

Clara og hendes mand troede, at de var dækket ind med anbefalingerne. Men Clara er næsten overbevist om, at anbefalingerne har bidraget til flere unødige bekymringer i hendes første tid som mor.

- For at være helt ærlig, så tror jeg, at jeg havde været mere rolig, hvis ikke jeg havde læst dem, siger Clara.

Hun mener, at der specielt er tre punkter, hvor Sundhedsstyrelsen fejler i deres anbefalinger til nybagte forældre.

Clara mangler gennemsigtighed og overskuelighed, når hun læser anbefalingerne.

- Det hele bliver blandet sammen i en pærevælling, så der er en kæmpe risiko for, at de vigtige anbefalinger drukner, siger Clara.

Desuden studser hun lidt over det generelle ordvalg i anbefalingerne, fordi hun mener, at det som forælder er svært at navigere i, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt, især når der står “risiko for kvælning” i forbindelse med brug af regnslag på barnevogn.

- Når jeg læser noget med kvælningsrisiko fra en myndighed, så tænker jeg, at man skal tage det ret seriøst. Det er ikke det punkt, jeg vælger at tage med et gran salt, siger Clara.

Til sidst peger hun på, at det ifølge hende lavpraktisk er helt urealistisk at skulle følge alle anbefalingerne, hvis også man skal have et liv til at hænge sammen.

Hun nævner blandt andet eksemplet med samsovning. Det anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke, at man gør. Barnet skal helst sove i sin egen seng i forældrenes soveværelse.

- Når jeg snakker med folk, sover alle med deres nyfødte på dem eller tæt op ad dem, siger Clara.

Hendes forvirring bliver kun større af, at medarbejdere fra Sundhedsstyrelsens i 2019 udtalte sig til Zetland, hvor de pointerer, at der i virkeligheden er meget få ting, man bør gøre, og de resterende 135 sider kan man som forælder selv plukke i.

- Jeg synes, at det er lidt forkert at lægge ansvaret om vurderingerne over på almindelige mennesker. Det vil jeg sige er myndighedernes ansvar, siger Clara.

Charlotte Kira Kimby, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, forklarer, at bogen ikke er ment som direkte anbefalinger, men som et opslagsværk med gode råd til nybagte forældre.

- Man skal ikke sætte sig ned og læse bogen fra A til Z. Det er måske der, misforståelsen ligger, siger hun.

Hun mener desuden, at bogen tydeligt er opdelt i kapitler, og at det fremgår, hvad disse handler om.

- Der er ikke behov for at fremhæve noget over noget andet, man skal bare slå op i den, hvis der er noget, man er i tvivl om eller nysgerrig på, siger Charlotte Kira Kimby.

Ordlyden ser hun ikke som noget problem. Hun mener, at man skal fremlægge risikoen, som den er, og sige hvad det handler om.

Hun pointerer, at det er første gang, de hører kritik af bogen.

- Vi er ikke parate til at lave den om, for den fungerer.

Hun uddyber, at hvis de gentagne gange hører kritik af den, vil de genoverveje det.

Læs også