Interview

Leonora Christina Skov om uønsket intimitet: "Det, der skete dengang, er et traume for mig"

af Tine Bendixen 16. april 2021
Foto: Heidi Maxmilling
Leonora Christina Skovs nye roman "Hvis vi ikke taler om det" vil garanteret skabe ballade i forlagsbranchen. Her beskriver hun magtrelationer, og det hun kalder "uønsket intimitet", som hun har oplevet på egen krop.

Det er slidsomt at være forfatter.

Se bare den faste plads ved det runde bord i køkkenet, hvor Leonora Christina Skov igennem et år har siddet og skrevet ”Hvis vi ikke taler om det” – efterfølgeren til ekstremsællerten ”Den, der lever stille” – malingen er simpelt hen slidt af bordkanten helt ind til træet.

– Det var en lettelse endelig at få afleveret manuskriptet. Det har været et kæmpe pres: Shit, hvad nu hvis jeg ikke kan skrive noget, som er lige så godt, og som folk bliver lige så glade for?

- Og hvad nu hvis de tror, det bare er en dårlig toer? Jeg har al mulig frygt for alt muligt.

”Hvis vi ikke taler om det” handler om bogsuccesen, om det efterhånden svindende håb om at finde en forklaring på, hvorfor hendes mor var, som hun var, om barndomsscenarier, der skal nuancere billedet af hende selv, og så handler den ikke mindst om Leonoras besværlige vej til at blive forfatter, hvilket blandt andet indebærer ulige magtrelationer mellem både mænd og kvinder.

– Den skal først og fremmest fortælle den del af historien, der ikke er med i den første. For nu har jeg holdt 150 foredrag om den, og det gik op for mig, at jeg bliver set som et eller andet forbillede i alle livets forhold, og det syntes jeg lige, jeg måtte korrigere lidt.

Vi tør godt spå: Der skal nok blive ballade i og omkring forlagsbranchen.

Hvorfor overraskede succesen med ”Den, der lever stille” dig så meget?

– Fordi jeg aldrig har haft succes med noget af det tidligere på den måde. Jeg har haft masser af pressebevågenhed, men jeg har ikke haft noget bogsalg. Og jeg har været vant til at blive opfattet som en, der var svær at identificere sig med.

– Jeg har egentlig altid haft følelsen, at der ikke var noget af det, jeg stod med, min historie, som nogen ville kunne genkende.

– Det tænkte jeg heller ikke – at den ville sælge – da jeg skrev ”Den, der lever stille”. Jeg syntes bare, det var en vigtig historie, som ville ramme smalt, og det ville være okay.

– Hvis det virkelig gik højt, kunne det være, jeg kunne sælge 10.000 eksemplarer, og det ville være mere, end jeg nogensinde havde solgt før.

Hvor meget har den solgt?

– 145.000. Ha ha ha …

Katjing, katjing, man hører millionerne rulle ind.

– Pengene betyder helt konkret, at jeg har kunnet sige mit anmelderjob op, og det er jeg simpelt hen så glad for, jeg har savnet det i NUL sekunder.

– Jeg var færdig med det, flere år før jeg sagde op, men jeg turde ikke slippe det, for jeg kunne ikke leve af mit bogsalg, og hvad skulle vi så leve af?

– Så for mig er de penge en frihed, for det er klart, at jeg har tjent nogle millioner på den bog. Det betyder, at Annette og jeg begge kan skrive på fuld tid, og at vi ikke behøver at lave andet.

– Og der er aldrig nogen, der kommer til at kunne give mig en eller anden dum opgave, jeg ikke vil have.

Muligvis bortset fra et par nye luksusparfumer til den elskede hær af dem, hun i forvejen har stående på og i sit guldstafferede toiletbord, har hun ikke givet sig selv en gave som tak for indsatsen.

– Men jeg har givet Annette nogle flotte sko og en meget dyr ring – en motherfucker med diamanter. Hun har tit for sjov drillet mig med, at hun ville have en diamantring. Nu har hun fået en, og den er MASSIV. Og hun fortjener den. Hun har stået det her igennem sammen med mig.

Vasketøj

Hvad tror du, din mor, fru Skov, tænker nu? Hvis vi lader som om, hun tænker?

– Åh gud… Jeg tror, min far sagde det bedst. Da jeg havde vundet ”De Gyldne Laurbær”, holdt forlaget en kæmpe fest med 500 mennesker – alle mulige boghandlere. Jeg måtte invitere 15 med.

– Min far sad ved et bord ved siden af min veninde Maria, det var et storslået arrangement, Aura sang, der var taler og ros.

– Så spurgte Maria min far: ”Hvad tror du egentlig, Ingelise ville sige, hvis hun havde levet til at se det her?” Min far så ned og sagde: ”Det er nok meget godt, hun er død”.

Leonora griner:

– Det er jo ærlig snak. Og jeg tror faktisk, at han har ret: Min mor ville korse sig hele vejen i graven over det her. Fordi hendes grundsynspunkt var, at man ikke skulle udstille sit beskidte vasketøj, man skulle ikke skille sig ud, man skulle være normal, man skulle ikke råbe op, og man skulle for guds skyld ikke se sådan her ud.

Hvordan?

– Malet ville hun kalde mig. Og sådan med alt for mørkt hår. Jeg er overhovedet ikke mørkhåret i virkeligheden, mit eget er tre toner lysere, og jeg har ikke en krølle, jeg er fuldstændig glathåret.

– Så altså … hun ville sige, jeg er alt for meget. Går i alt for farvestrålende tøj. Alt det, man ikke kan gøre, når man er i min alder. Min kjole er for kort. Jeg kan høre hende sige det hele.

Leonoras far siger i ”Hvis vi ikke taler om det”, mens ”Den, der lever stille” bare sælger og sælger, at bogsalget nok snart går i stå. For det kan jo ikke blive ved …

Hvad handler det om?

– Jeg har tænkt meget over det. Min far gør det der i ekstrem grad, og min mor ville også have gjort det, hvis hun havde levet.

– Da jeg fik det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, ringede jeg helt vildt happy til hende og fortalte det, og så sagde hun “nå, men det havde jeg ikke fortjent”.

– Hun mente bare principielt, at staten ikke skulle give så store beløb til NOGEN kunstnere. Altså … det var den eneste anerkendelse, jeg nogensinde havde fået, og jeg havde været i gang i 10 år, og jeg sad og kiggede på den der telefon og tænkte HVAD FANDEN?

– Så blev det til en stor politisk diskussion i stedet for et tillykke til mig. Hun har altid været sådan, men det har min far altså også.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det med at blive talt ned til … Jeg tror faktisk, at ens forældre tror, at de gør én en tjeneste ved lige at realitytjekke med en, så man hele tiden har fødderne på jorden og forstår, hvor meget man skal arbejde, hvis man nogensinde skal blive til noget.

– Det holder på en eller anden måde aldrig op. Det er klart, det også er en måde at dykke folk på. Og misundelse. Selvfølgelig.

– Jeg tror ikke, at min far er misundelig på mig, men min mor var det helt tydeligt. Jeg havde talenter for nogle ting, jeg var meget bedre i skolen end hende, jeg kunne begå mig på en anden måde, og det så hun på med sådan en undren, fordi hun havde en eller anden forestilling om, at alt, hvad jeg var, var noget, hun også var. At jeg på en eller anden måde var en sum af de to mennesker, og der var ikke noget ud over det.

– Så hun forstod ikke, hvor det kom fra. Det var faktisk de sider af mig, hun ikke kunne forbinde sig med.

Overgreb

En ubehagelig scene: Når Leonora, som dengang hed Christina, skulle sove, skiftedes forældrene til at sidde ved siden af børnesengen. Hvis hun prøvede at rejse sig, blev hun presset tilbage mod madrassen.

De blev siddende på skift, til hun udmattet af gråd overgav sig. Og hun måtte under ingen omstændigheder komme ind til forældrene om natten, hvis hun vågnede og havde haft mareridt.

Det er jo et overgreb?

– Ja, det er det, det føler jeg også. Det ligger ikke så langt fremme i min bevidsthed længere, men det gjorde det i rigtig mange år. Hvad fanden? Hvorfor var det dem sådan om at gøre, at jeg skulle spærres inde på den måde og ligge på den måde?

Blev du slået?

– Ja. Af min far. Men det holdt op, da jeg var relativt lille. Ikke at jeg synes, det gør det bedre.

Smæk?

– Ja. Det fik jeg, hvis jeg ikke makkede ret. Jeg tror, jeg var syv-otte år, da det stoppede. Jeg ved ikke, hvorfor han ligesom trak grænsen der. Det var sgu da bedre at slå på en, der var ældre, end på et lille barn, skulle man mene. Når jeg ser ham i dag, er det superunderligt at tænke: Guud, den mand har rent faktisk slået mig.

Vi taler midtfirserne. Så Leonora er vel barn af en tid, hvor folk ellers efterhånden vidste, at man ikke slår børn.

– Det tror jeg ikke, de vidste på samme måde. Og det var først, da jeg blev meget ældre, at jeg begyndte at tænke, ”måske er det ikke sådan hos alle”. Ud over at jeg havde hørt fra min veninde Anita fra børnehaven, at hun gerne måtte komme ind til sine forældre om aftenen.

– Det gik jeg hjem og sagde til mine forældre: ”Det må Anita gerne”. Men sådan var det ikke ”her hos os”. ”Her hos os” var ligesom en cirkel, mine forældre havde tegnet. ”Her hos os er det sådan og sådan, og det er normalt”. Det godtog jeg jo. 

Unormalt

Da Leonora var 17 år og gik i gymnasiet, var hun på studietur – en rundrejse i Tunesien.

– Jeg havde fået nogle veninder, hvilket var meget overraskende for mig. De tog alle sammen p-piller og havde kærester, jeg var bare nørden, der gik med min knold. En aften på rundrejsen kom jeg til at dele værelse med en, jeg aldrig havde talt med før.

– Vi lå i bælgravende mørke og snakkede, og så begyndte jeg at fortælle hende, hvordan jeg egentlig havde det derhjemme, hvor meget jeg følte mig fuldstændig kvalt, og hvordan det eneste jeg ville var at få en høj studentereksamen og så komme væk hjemmefra, jeg ville skrive, jeg følte mig ikke elsket derhjemme.

– Jeg talte den halve nat. Hun sagde flere gange, at det ikke var normalt, det, der foregik. Det var første gang og sådan set også sidste i min gymnasietid, at jeg fortalte, hvordan jeg havde det.

– Næste morgen rejste vi videre og snakkede ikke om det siden, vi blev heller ikke venner. Men jeg havde fortalt det, og det havde været chokerende nok for mig selv. Det at sige det højt. Så ER det der ligesom. Men jeg gjorde ikke mere.

Jo mere kontrol, des mere oprør skaber den slags i mennesker, medmindre man knækker dem?

– Ja ... Mit oprør skete så først, da jeg flyttede som 19-årig, de var en alt for stor overmagt indtil da. Jeg kunne ikke noget i det der. Det handlede ikke så meget om deres regler i sig selv, det handlede om den måde, de udøvede deres magt på.

Jeg forsvandt fra deres liv, de tog alle billeder væk, de holdt op med at tale om mig.

– Om at have en mor, som græd, og om at jeg havde fået at vide, fra jeg var helt lille, at det var min skyld, at hun græd. Og det handlede om at have en far, der var så autoritær og støttede så meget op om hende.

Elskede de hinanden?

– Det ved jeg simpelt hen ikke … Før min mor døde, ville jeg have sagt, at ja, min far elskede hende, for han blev hos hende, og da jeg sprang ud, valgte han hende og hendes vanvittige kurs.

– Det var jo hende, der syntes, at jeg var pervers, og min far understøttede så det. Han var egentlig mere lose, hvad min seksualitet angik, end hende. Men det kom aldrig til udtryk, for udadtil var de bare enige om alt. Så han fravalgte mig, kan man sige. 

De brændte dine ting?

– Ja, de kørte hele lortet på forbrændingen. Jeg forsvandt fra deres liv, de tog alle billeder væk, de holdt op med at tale om mig.

– Jeg tror, jeg forestillede mig dengang, at de nok talte om mig derhjemme. Men så vidt jeg kan forstå på min far, så talte de faktisk ikke om mig, fra jeg sprang ud, jeg forsvandt bare ud af deres liv.

Hvad har det gjort ved dig, at du ikke har følt dig elsket?

– Det har gjort en del i forhold til mine relationer til andre mennesker. Især da jeg var i 20’erne. I den nye bog skriver jeg mere om de relationer. Jeg udvælger mig for eksempel ofte tydeligvis en eller anden ældre kvinde, som ikke bryder sig særlig meget om mig – lad mig bare tage min redaktør på de første par bøger.

– Jeg så op til hende og syntes, hun på alle mulige måder var brillant. Jeg ville gerne have, at hun kunne lide mig. Det kunne hun egentlig ikke på nogen særlig måde. Hun kunne helt sikkert bedre lide Knud Romer. Og det blev mere og mere tydeligt, at hun ikke kunne lide mig.

- Dér gennemspillede jeg fuldstændig den samme relation, som jeg havde haft til min mor. Ligesom jeg også har gjort det med en række stedfortrædere igennem tiden. Jeg har fundet en, som var tvetydig omkring, hvad vedkommende syntes om mig, og prøvet at overbevise vedkommende om, at jeg var okay.

– Det har været min lille spændende leg. Jeg skulle have venskaber eller professionelle relationer med nogen, som egentlig ikke brød sig om mig. I det her tilfælde – en professionel relation – kunne jeg prøve at få en anden udgang på historien, for jeg kunne ikke få den med mine forældre, for jeg så dem jo ikke. Det var ikke muligt at ændre dem og deres opfattelse af mig.

Hvorfor var det så slemt at være homoseksuel?

– Ja … Jeg ved helt ærligt ikke, hvorfor min mor syntes, det var det værste i verden. Men det syntes hun. Det var værre, end hvis jeg havde været narkoluder. Som min far sagde til mig. Jeg havde håbet, at jeg kunne få svar, inden hun døde. Eller efter, af nogle mennesker, der havde kendt hende, og som meget gerne måtte have kontaktet mig.

– Men jeg har aldrig fået svar. Og der var ikke noget tidspunkt, hvor hun egentlig blødte op. Annette har aldrig været velkommen.

Hvordan har hun taget det?

– Meget roligt. Hun syntes, det var deres tab, og det har hun helt ret i.

Forlæggeren

Der har været et par mænd i Leonoras liv før Annette. Det ved Annette godt. Men selv om de to har været sammen i 18 år, var der en, ”forlæggeren”, som hun ikke havde fortalt om.

– At skrive den historie var noget lort fra start til slut. Men jeg har hele tiden tænkt, at hvis jeg skulle skrive en bog til, så skulle historien om ham med, fordi den handler om magtforhold, som er et gennemgående tema i bogen.

Scenen ser sådan ud: Purunge Leonora, der er startet på litteraturvidenskab på universitetet i København, har fået antaget sin allerførste bog, den feministiske antologi ”De røde sko”, på et mindre forlag.

På et tidspunkt meddeler forlæggeren, at han ”gerne vil lære hende bedre at kende”.

Her starter rødvinsseancerne på forlagskontoret – når de andre ansatte er gået hjem.

Det bliver til adskillige møder med seksuelt indhold, før hun formår at få dem flyttet til et mere ufarligt tidspunkt i løbet af dagen.

Leonora omtaler sig selv i tredje person, da hun siger:

– Med forlæggeren er det jo klart hende, som ikke siger nej. Altså hvor nederen er det? Det er da meget federe at være Sofie Linde og som 18-årig stå og sige: ”Gu’ vil jeg da ej gi’ dig et blowjob, skrid ad helvede til”. Frem for at være den person, som ikke kan se, hvor det nej er henne.

– Den side af mig mener jeg jo ikke, er flatterende. Men jeg syntes, det med ham manglede så ekstremt i den første bog. Det var afgørende. I forhold til sådan … min vej ind i den her branche. Det var sådan, det startede, friends!

Føler du, at du er gået i seng med en mand for at få udgivet en bog?

– Nej. Det føler jeg ikke. Men jeg er bange for, at det er, hvad folk vil tænke. Nej … Altså, jeg var jo gudskelov der, hvor jeg HAVDE fået en kontrakt, og bogen var on it’s way, men jeg var bange for at blive sparket ud, og jeg var bange for, at han ville miste interessen for mig og for bogen, hvis jeg ikke ligesom makkede ret. Det var sådan, det var.

Han var jo meget ældre end dig?

– Ja, det var han virkelig. Altså, det her er i modsætning til scenerne med mine forældre, da jeg sprang ud – de vanvittige ting, der er blevet sagt og gjort, har jeg fortalt mine venner om i 20 år.

– Derfor var det meget tydeligt for mig, hvad historien var, da jeg skulle skrive den ned. Men her var det ikke på samme måde, for jeg havde ikke fortalt det til NOGEN.

– Det var først, da Sara Danius fra Det Svenske Akademi i 2017 stod og snakkede om ”uønsket intimitet”, at jeg tænkte, fuck, det var jo det, der var tale om.

– Også fordi jeg ikke kunne forbinde mig med termen overgreb, det syntes jeg ikke, der var tale om, han voldtog mig jo ikke. Det var ikke på den måde, men hvad var det så?

Uønsket intimitet?

– Ja, de ord indfangede det ligesom, og så kunne jeg fortælle om det. Det gjorde jeg ikke i stor stil. Jeg fortalte det til Annette.

Tågehorn

Er du forberedt på, at der kan komme en vis mediebevågenhed?

– Ja. Altså … for at starte et andet sted: Mens jeg skrev de scener om forlæggeren, kom Sofie Linde relativt kort efter med alt det, der handler om #MeToo. Og pludselig passede det, jeg havde skrevet, lidt bedre ind, end det nogensinde har gjort før.

– Det passede ikke særlig godt, da jeg skrev det i marts, der var ikke nogen #MeToo i Danmark ud over de der damer, der blev hamret tilbage i helvede, hvor de befandt sig i forvejen.

– Så jeg tænkte, at der måske var en mulighed for faktisk at kunne fortælle de her historier nu. Og så begyndte alle mulige journalister at ringe til mig for at høre, hvordan det var i forfatterbranchen. Jeg sad her … lige præcis ved mit lidt smadrede bord i køkkenet. Og jeg tænkte bare, fuck fuck, hvad gør jeg?

– Et eller andet tågehorn fra forfatterforeningen var ude og snakke om, at han ikke mente, der var noget problem i forfatterbranchen. Så lavede jeg et par posts på min Instagram-profil, hvor jeg gav dem et spark i røven og skrev, at jeg havde skrevet om de oplevelser, jeg selv havde haft i forlagsbranchen, i min nye bog.

– Men at jeg ikke havde tænkt mig at gå ind i det, simpelthen fordi jeg ikke vil have, at det skal være debatstof, for det er et helvede på jord.

– Jeg syntes bare, de skulle lette røven og få lavet en ordentlig undersøgelse af en advokat. Så ringede tågehornet, og jeg fortalte lidt om mine oplevelser over en kop kaffe, og det endte med en undersøgelse.

– Men inden havde jeg bunkevis af journalister i røret, de ville have mig til at uddybe, men det nægtede jeg. Jeg kommer simpelt hen ikke til at reducere det, der er sket, til debatstof. Det, der skete dengang, er et traume for mig, og det skal sateme ikke ud i den form.

– Så jeg har i stedet tænkt: Okay, så må jeg lægge det frem med alle nuancer og al den skyld, jeg selv har følt og har påtaget mig. For ingen skal komme og sige, at jeg ikke vil påtage mig skyld og ansvar. Jeg har påtaget mig alt, og det kan de så få lov til at se. Og så må folk tage stilling. Jeg kommer ikke til at gå i rette med dem.

Du har sagt, hvad der skal siges i bogen?

– Det synes jeg. Jeg har skrevet det så tæt på, hvordan det føltes, som jeg kunne gøre det.

Og han lever endnu?

– Det gør han. Men jeg tænker også, at hvis man vil have et bedre eftermæle i en bog, så MÅ man opføre sig bedre. Altså, det er, hvad der sker, når man er en idiot. Så ender man i nogens bog.

– Især hvis man er en idiot over for forfattere. Det skal man lade være med. For så sker der det, at man bliver skrevet om. Det kan ske. Og det skal man tænke på, inden man går i gang med det dér, tænker jeg.

Det er vel ikke udtryk for alle mænds sexopfattelse, men hvad er det – blindhed?

– Magtrelation. Og jeg tror ikke, det er, fordi kvinder opfører sig supermeget bedre. Hvis de har muligheden eller har den der magtrelation den anden vej. Det synes jeg, jeg har set eksempler på.

Så det handler ikke om køn?

– Nej og jo. Det handler om køn, på den måde at mændene ofte er i toppen af hierarkiet og derfor traditionelt har haft muligheden. Men jeg har også været i den form for magtrelationer med kvinder.

– I forbindelse med en kvindelig forlægger – det var ikke en seksuel ting, men handlede om den magtudøvelse, der kan foregå, når man har muligheden, når man har magten. Og så er det altså ikke alle, der opfører sig lige pænt. Uanset køn. Jeg mener, det er det, det handler om.

Så:

– Der er nok mange, der kommer til at læse i den bog – som ikke bliver så glade.

Hvad er du mest bange for?

– Hmmm. Jeg er mest bange for reaktionen fra alle de mennesker, der er i live. I den sidste bog var relativt mange af dem døde. Og de kunne ligesom ikke reagere fra graven, det vidste jeg jo godt. Men jeg var bange for min fars reaktion på den første bog. For hvad han kunne finde på at gøre ved sig selv.

– Han fandt så på at gøre ingenting ved sig selv. Han tog ligesom slet ikke ind, hvad der stod, og det gjorde det enormt nemt for mig at lancere den.

– Der var ikke noget med, at han pludselig stod og råbte op et eller andet sted og blev interviewet i morgen-tv. Der var ro på. Der var kun én, der blev rasende, og han var ikke engang citeret med navn.

– Med den nye bog er det scary, at jeg simpelt hen ikke kan forudse, hvem der vil blive rasende, og hvem der vil blive smigret. Jeg aner det ikke. Det er den følelse, jeg har.

Sikkerhed

Status: Nogle gange må man tage en kæmpe omvej for at finde hjem. Det har taget hende 20 år, siger hun.

Hvordan er du egentlig blevet et helt menneske?

– Det har sgu da også taget meget lang tid. Altså … det har jo hjulpet mig helt vildt meget at være i et parforhold gennem lang tid med en, som jeg føler mig elsket af. Hvor der ikke er den der dynamik, hvor jeg skal gøre alt muligt for, at hun kan lide mig.

– Jeg har en sikkerhed i, at hun faktisk elsker mig, og det gør hun uanset hvad, det betyder helt vildt meget for mig.

– Jeg har også fået nogle venner, hvor der ikke er den dynamik, at jeg skal præstere og gøre og hjælpe og strenge mig an og hele tiden være bange for, at de ikke er der.

– Det at vide, at der er en kreds omkring mig, som faktisk er der, har været afgørende for mig.

– Og så vil jeg sige om den sidste bog, at det mest rørende for mig var, at mit liv på en eller anden måde var noget, andre kunne spejle sig i. At jeg følte, at jeg var indenfor. Jeg stod ikke og kiggede ind på de andre, der havde et liv – hvor vi ikke rigtig forstod, hvad der foregik hos hinanden.

– Jeg var en del af noget med den bog, som jeg ikke har prøvet før. Og jeg modtog helt vildt meget kærlighed tilbage fra mine læsere. Det var virkelig dejligt.

Følelsesudfriende?

– Det har det helt sikkert været.

Det har du ikke oplevet i forhold til din far?

– Nej. Det har jeg ikke. Og jeg tror, at den relation, jeg har til ham, er, som den er. Jeg tror ikke, at han evner mere. Han læste jo min sidste bog, og der er ikke kommet noget tilbage andet end mere af det samme, så jeg tænker, at det ligesom er dér, han er med sig selv. Jeg ved ikke, om han kommer til at læse den her.

Leonoras kone Annette kommer ud i køkkenet for at hente en kop kaffe midt i den artikel, hun er ved at skrive til Weekendavisen.

Hvad siger hun om den transformation, Leonora har oplevet? Fra kæmpende forfatter til meget ombejlet forfatter? Fra lidt på sidelinjen til så absolut inde i varmen?

– Hun er blevet mere elskelig.

Leonora smiler.