Johanne Bille
Essay

Jeg har taget en beslutning, der får mine venner og familie til at grine lidt nervøst

29. august 2022
Af Johanne Bille
Foto: Les Kaner
Forfatter Johanne Bille har begået et essay om det kørekort, der er adgangsbillet til vilde drømme, men som åbenbart er p … svært at tage. Hvad sker der for at være bange for at køre bil?

Det begyndte med Bruce Springsteen. Jeg voksede op med ham, med hans sange om at køre i en bil gennem sit land, køre mod sin store kærlighed eller væk fra den.

Køre bare fordi. Liggende på gulvet i stuen lyttede jeg til musikken, forestillede mig friheden i at cruise derudaf på landevejene.

Jeg var et barn dengang, men i min fantasi kunne jeg køre, ligesom Bruce Springsteen gjorde det i Racing in the Street eller i Thunder Road. “These two lanes will take us anywhere”, synger Bruce på sidstnævnte, og jeg mærkede det så tydeligt.

Vejene kunne føre én alle steder hen, det var bare et spørgsmål om at følge dem.

Det var min far, der satte Bruce Springsteen på derhjemme, og jeg fornemmede, hvordan han, ligesom jeg, var tiltrukket af denne drøm om at køre bil som Bruce Springsteen.

Han talte om landevejene, når vi lyttede til musikken, han talte om vejskiltene og de forfaldne butikker, der farede forbi.

Om den klare nat, vejen kun oplyst af forlygter, om de mennesker, man mødte på sin vej. Men min far kunne ikke køre bil, selv om han var voksen, han kunne ikke engang svømme.

Jeg spurgte ham aldrig hvorfor, den slags tænker børn ikke på at spørge ind til, ellers også spurgte jeg ham faktisk, men har glemt svaret.

Det var et mirakel, at min far overlevede højresvingsulykken.

Han kom cyklende der på H.C. Ørstedsvej i København, havde lige afleveret min søster i børnehaven, og lastbilen så ham ikke.

Jeg tænker på, hvordan min far havde det, lige inden lastbilen ramte ham. Følte han lidt af den frihed, Bruce Springsteen synger om, mens han hjulede afsted?

Lastbilen svingede, min fars ben mast under hjulene, barnesædet krøllet sammen.

Min far vejede over 100 kilo, men der i hospitalssengen så han lille ud. Han kunne være død, sagde min mor igen og igen, du kunne være død.

Cyklerne blev solgt, ikke bare hans cykel, men alle vores cykler. Ingen fra vores familie skulle ud på vejene igen, basta.

Frygt er ikke altid rationel. Den kan sidde i en krop, i en hel familie, som en infektion.

I min familie var det frygten for vejene, frygten for trafikken, der inficerede os. Vi lærte at se os ekstra godt efter, når vi krydsede en vej, min søster og jeg, vi lærte, at ingen ville passe på os derude.

Linjen “These two lanes will take us anywhere” blev ikke længere en hyldest til alt det mulige, den linje vidnede pludselig om det uforudsigelige, nej, det farlige i uforudsigeligheden.

Jeg cyklede aldrig igen, og når vi lyttede til Bruce Springsteen derhjemme, nævnte ingen bilkørsel med et ord.

Men sidste sommer skete der noget.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det lige blev den sommer, det kunne sikkert være sket på alle mulige andre tidspunkter, men pludselig sad jeg i en bil på vej op i sommerhuset med en veninde, og hun åbnede vinduerne, og jeg glemte alt om at være bange.

Jeg hvilede armen i vindueskarmen, og min veninde skiftede gear.

Hun var så selvsikker, mens hun gjorde det, hånden var rolig om gearstangen, lod den glide videre til femte.

Og det var dér, da jeg iagttog min venindes hånd, at jeg fik tanken: Det kunne være mig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det var misundelse, der gjorde, at jeg fik den tanke, men nok også, at jeg var træt af at være bange for noget, der er et grundvilkår i et moderne menneskes liv, nemlig at færdes i trafikken.

Jeg begyndte at høre mine yndlingskørenumre med Bruce Springsteen igen, jeg iagttog trafikken omkring mig med en ny opmærksomhed.

Hvordan svinger man i et kryds? Hvordan skifter man bane?

Nysgerrigheden var i gang med at udmanøvrere frygten, en drøm fra barndommen begyndte at findes igen. Jeg ville lære at køre bil, ganske enkelt, lysten til det var en natsværmer i brystet.

Når jeg fortalte mine venner og familie om det, grinede de lidt nervøst. Hvordan har du tænkt dig at lære at køre bil, når du ikke engang kan cykle?

Og indrømmet, det er garanteret ikke den rigtige rækkefølge at gøre tingene i, men bilen tiltrak mig på en måde, som cyklen ikke gjorde.

Det er banalt, den følelse af frihed og samtidig kontrol, der er forbundet med at køre bil, men ikke desto mindre ramte det mig.

Jeg ville også have den følelse i kroppen, som min veninde, uden at vide det, havde vist mig, da hun skiftede gear. Jeg ville ikke være bange.

Intruktøren fortalte som det første, at man skulle betale 5.000 kroner i selvrisiko, hvis man skadede bilen. Så var vi ligesom i gang.

Da jeg endelig tilmeldte mig et kursus i at tage kørekort, føltes det som en sejr i sig selv.

Op til, at forløbet begyndte, så jeg massevis af YouTube-videoer om at køre bil.

Jeg så køreprøver, optaget med et lille kamera på instrumentbrættet, jeg så pædagogiske videoer, der lærte én, hvordan man gebærdede sig på vejen.

Det føltes lidt som at gøre noget forbudt, men allerede ved at se videoerne mærkede jeg det, jeg higede efter: Jeg havde tænkt mig at se frygten i øjnene.

Og ikke nok med det, det indebar også, at jeg skulle lære noget nyt. Hvor tit kan man sige det i sit voksenliv – at man lærer noget nyt, sådan rigtigt?

Det var længe siden, jeg sidst havde begivet mig ud i noget, hvor jeg ikke vidste, om jeg kunne bunde.

Til min første teoritime var alle meget yngre end mig.

Jeg sad der, klar med notesblok og kuglepen, men videoen, der blev afspillet, var så hæsblæsende hurtig, at jeg ikke kunne følge med. Det var umuligt at tage noter.

Bagefter gennemgik læreren videoen, og de unge drenge på mit hold (der var kun dem og jeg) kunne svare på alle spørgsmålene, og jeg kunne ikke, selv om jeg havde set alle video­erne på YouTube.

Sammenfletning, blev der råbt i kor, da et skilt tonede frem på lærredet, vognbaneskift!

Jeg anede ikke, hvad de ord egentlig betød i praksis. Det var som at lære et nyt sprog og samtidig have læsevanskeligheder, og mig, som altid har været god i skolen, blev pludselig flov: Hvad tænkte jeg dog på?

Selvfølgelig kunne jeg ikke lære at køre bil i en alder af 28 år, jeg kunne jo ikke engang cykle!

Det sneede helt vildt, den dag jeg skulle på manøvrebane. Det var sent om aftenen, mørkt, jeg havde været på arbejde hele dagen og var så træt, så træt.

Bilerne holdt ude på den lille indhegnede plads, og allerede synet af dem gav mig svedige håndflader.

De var af en lille model, bittelille faktisk, men det virkede fuldstændig utænkeligt, at jeg skulle få én af de biler til at køre rundt der i indhegningen.

Instruktøren fortalte som det første, at man skulle betale 5.000 kroner i selvrisiko, hvis man skadede bilen. Så var vi ligesom i gang.

Jeg satte mig ind bag rattet, tog selen på, og så kunne jeg bare ikke. Dyt med hornet, hvis du har brug for hjælp, havde instruktøren sagt, og jeg dyttede.

Hun kom hurtigt hen til bilen, åbnede døren.

Hvad sker der, spurgte hun, og jeg sagde det, som det var: Jeg tror ikke, jeg kan. Selvfølgelig kan du, sagde hun, nærmest vrissende, og så satte hun sig ind på passagersædet.

Kobling i bund, sagde hun, ganske langsomt løft foden. Jeg mærkede bilen snurre under mig, og så sneglede den sig afsted.

Det lykkedes mig aldrig at komme op i andet gear, og imens drønede de unge drenge rundt omkring mig, sneen føg, og bare tanken om at skifte gear gjorde mig angst.

Der var ingen frihed forbundet med det at køre på manøvrebanen, der var bare en indhegnet parkeringsplads med snehvid asfalt og mig, der ikke lykkedes med at konfrontere min frygt.

Jeg havde skrevet den første køretime i min kalender, selvfølgelig, men egentlig havde jeg ikke behøvet gøre det.

Hvis man vækkede mig om natten af en dyb søvn, ville jeg stadig kunne huske datoen og tidspunktet.

Jeg kom i alt for god tid, stod på parkeringspladsen ved Frederiksberg Centeret og ventede nervøst.

Trafikken havde virket helt vild på vej derhen, myldretid, og jeg forsøgte at berolige mig selv, jeg skulle sikkert bare køre frem og tilbage på en villavej, for det var dét, jeg havde set i de videoer, der var kommet frem, når jeg googlede første køretime.

Endelig gled en bil ind på parkeringspladsen, og ham, der var min kørelærer, steg ud.

Han var flere år yngre end mig, og jeg kom til at le. Er det dig, der skal lære mig at køre bil?

Jeg kan lære alle at køre bil, sagde han overbærende. Vi satte os ind i bilen, og jeg så på ham. Han var bamseagtig og tryg.

Lad os komme afsted, sagde han, og jeg tændte bilen, kiggede på pedalerne, stadig i tvivl om speeder, bremse, kobling, speedometer.

Det gennemgår vi bare, sagde han, og så: Nu skal du køre ud.

Jeg vil jagte fornemmelsen af frihed igen. For Bruce Springsteens skyld, for min fars skyld, men mest af alt for min egen.

At lære at køre i trafikken er at lære at være en del af et fællesskab. Her er der nogle regler, vi er blevet enige om at følge, sammen, for vores alles skyld.

Jeg kendte ikke reglerne, selv om jeg på det tidspunkt havde været til tre teoritimer.

Jeg drejede for sent, for tidligt, stoppede flere meter fra stoplinjen med bankende hjerte.

Jeg gik i stå på en stor vej i Valby, hyperventilerede, kom i gang igen, mens andre bilister dyttede omkring mig.

Kørelærerens stemme var meditativ, jeg forsøgte at gøre alt, hvad han sagde uden at tænke over det.

Skift gear, kommanderede han, og jeg gik fra andet gear til fjerde, han rettede det uden at virke synderligt påvirket af det.

I et kryds ude ved Toftegårds Plads kom en ambulance kørende, og jeg glemte alt om forskellen på bremser og speeder, trådte speederen i bund, fløj ud i krydset, så kørelæreren måtte tage fat i rattet for at undgå koalition med en anden bilist.

Og der sad jeg så, en voksen kvinde med tårer i øjenkrogene over noget så lavpraktisk som at køre bil.

Mine hænder holdt krampagtigt fast i rattet, jeg mærkede pulsen i de våde øjne.

Men med sin dybe stemme beroligede kørelæreren mig: Det sker for selv den bedste.

Og så, nærmest bag om ryggen på mig selv, kørte jeg bilen helt alene. Det skete lidt uden for Ballerup.

Pludselig kørte jeg 60 kilometer i timen, jeg skiftede bane med rolige bevægelser, jeg stoppede, når jeg skulle, og startede når jeg skulle.

Det lykkedes mig at skifte gear igen og igen, hver gang kontrolleret.

Jeg så bøgehækkene fare forbi, kiggede på vejen foran mig, de modkørende, og jeg var ikke i Danmark længere, jeg kørte af en amerikansk landevej, og jeg glemte at være bange.

Jeg hørte Bruce Springsteen for mig, baby, we were born to run, og jeg var født til at køre.

Min kørelærer sagde ingenting, det var som om, han ikke var til stede, jeg kørte helt selv, alene, den her bil var min, den her vej var min.

Det tog kun få minutter, så kom der et kryds, og jeg gik i stå, igen, men i den tid, det stod på, følte jeg mig præcis lige så fri, som jeg havde drømt om.

Frygten var væk, jeg var en del af det fællesskab, der kaldes trafikken, og jeg var det uden at bæve.

Først, da vi landede på parkeringspladsen ved Frederiksberg Centeret, mærkede jeg krampen i tæerne og ømheden i nakken.

Det føltes som en meget lille pris at betale for det, der lige var sket i nogle minutter uden for Ballerup.

Jeg mærkede barnet i mig juble, jeg mærkede, at det her projekt, hvor dødsdømt andre end synes var, var det helt rigtige.

Lærer jeg nogensinde at køre bil? Jeg ved det ærligt talt ikke.

Min næste køretime er på torsdag, og jeg vil gøre forsøget igen, jeg vil jagte fornemmelsen af frihed igen.

For Bruce Springsteens skyld, for min fars skyld, men mest af alt for min egen