Maria Lisette Jacobsen
Interview

Maria lever som klog kone i en skov "Til sidst stod jeg helt ude på vippen og var nødt til at springe"

26. juli 2022
Af Hanne Vinther Mikkelsen
Foto Mew
I mange år drømte Maria Lisette Jacobsen om at leve i pagt med naturen og sin spirituelle tro. Pludselig en dag gjorde hun alvor af det. Hun sagde sit job op og fortalte sin mand, hun ville skilles. Men vejen til lykken var lang og brolagt med tårer.

Det kunne være taget ud af et eventyr om heksen, der bor i en fortryllet skov, hvor hun brygger magiske, boblende miksturer.

Men den moderne heks i bindingsværkshuset i Hesede Skov lever ikke helt op til myten. Godt nok har hun en kulsort kat, og der simrer urteafkog på komfuret.

Men med sin store, blonde hårpragt og tatoveringer af oldnordiske symboler, ligner 41-årige Maria Lisette Jacobsen mere reinkarnationen af gudinden Freja. Netop den nordiske mytologi spiller også en afgørende rolle i hendes liv.

– Jeg har været spirituelt søgende, siden jeg var barn, fordi jeg længtes efter et sted at høre til. Jeg kan huske, jeg så “Sound of Music”, og blev meget optaget af nonnernes overgivelse til troen. Det ville jeg også gerne opleve, men ikke i traditionel forstand.

– Så jeg var omkring blandt andet buddhismen og fællesskabet i technomiljøet som ung. Men jeg fandt først det, jeg havde ledt efter, da jeg mødte vikingemiljøet hos Sagnlandet i Lejre i min studietid.

– Det var en kæmpe åbenbaring for mig at opdage, at jeg gennem asatroen kunne få åndelige oplevelser i naturen og bruge skoven som min kirke. Det gav så meget mening, for naturen har altid været min livsnerve.

I dag er Maria blevet et fænomen med sit univers “Hyldemors have”, hvor hun har mange tusinde følgere på Facebook, Instagram og YouTube.

Hun snakker med skovens dyr, tager varslinger af vejret, går på hellige vandringer og sanker alt fra rød tvetand til hjertespand til helbredende salver og miksturer. Maria underviser både i nordisk plantekundskab og “personal empowerment", hvor kursisterne kan lære at finde svar i naturen på livets store spørgsmål.

Det gør hun ved hjælp af shamanisme, som er gamle stammesamfunds spirituelle praksis. For hun har lært sig kunsten som vølverne, der var vikingetidens kvindelige kultfigurer. De var en slags troldkvinder, som kunne rejse til åndernes verden for at hente styrke og vejledning.

Maria Lisette Jacobsen

41 år

Mor til to teenagere

Uddannet arkæolog, tidligere museumsinspektør

Lever i dag som klog kone

Bor i skoven ved Gisselfeld Kloster på Sydsjælland

På “Hyldemors Have” har hun tusindvis af følgere på Facebook, Instagram og YouTube

– Jeg tror ikke på fysiske guder, men på energier og skytsånder. Jeg ser alt omkring mig som besjælet, så jeg kan sætte mig i forbindelse med himlen, jorden, solen, skovens dyr eller træer for at søge råd. Men jeg vil ikke udråbe mig selv til hverken vølve, shaman eller heks, for den sags skyld.

– Det synes jeg er nogle helt særlige ærestitler. Jeg kalder mig bare for klog kone. Men det er vølvernes ritualer og urkraften i naturen, jeg bruger i mit arbejde som bindeled mellem den menneskeskabte og den åndelige verden. For mig er naturen kernen i alt, hvad jeg laver. Jeg har lige så meget brug for naturen, som jeg har brug for ilt, mad og vand.

Synes jeg er skør

Den senere tid, især efter coronapandemien, har Maria mærket, at rigtig mange nu søger det samme som hende selv – de vil tilbage til rødderne.

Den stigende interesse for nærkontakten med naturen og dens mytiske væsener, har givet ventelister til hendes kurser og følgerskaren vokser støt på de sociale medier.

Men Maria møder selvfølgelig også dem, der trækker på smilebåndet af det.

– Jeg har selv en meget rationel, akademisk side. Og jeg syntes da også selv i starten, at shamanisme lød som sådan nogle plastik-indianere. Hr. og Fru Jensen fra Brønshøj, der legede klæd-ud med en hjemmebygget svedehytte i baghaven.

– Men da jeg første gang på et kursus mærkede den her urkraft og mødte ånderne, var det ikke spor hokuspokus. Det var faktisk det mest jordnære, jeg har oplevet. Jeg er med på, det lyder ret langhåret, og der er nogle, der synes, jeg er skør.

– Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Det har givet mig mange meningsfulde oplevelser og syn, der ikke er tilfældige. I dag kan jeg se, at mødet med shamanismen var allerførste skridt på den vej, der allerede var lagt ud for mig.

Maria Lisette Jacobsen

Men der skulle gå mange år, før hun turde træde ind på vejen og forlade en akademisk karriere for at leve en alternativ tilværelse.

For undervejs følte Maria, at hun for vild. I sine egne og andres forventninger til, hvordan et godt, gennemsnitligt liv skal forme sig. Det har krævet store omveje og svære overvejelser at finde frem til det sted, hun er nu.

– Jeg har altid haft en utilpasset, indre vildskab i mig. Men jeg er opdraget til at undertrykke den og være fornuftig. Jeg var ikke særlig modig og satte ikke spørgsmålstegn ved det konventionelle liv. Derfor tog jeg en universitetsuddannelse som arkæolog, fordi jeg følte, det var forventet, jeg fik en formel uddannelse.

– Jeg fik også tidligt mand og barn, fordi jeg søgte trygheden ved tosomheden og det traditionelle. Efter universitetet fik jeg en god karriere, hvor jeg hurtigt steg i graderne til museumsinspektør. Jeg vidste jo godt, jeg var max privilegeret, fordi mange arkæologer ender med at være arbejdsløse. Så jeg var virkelig taknemmelig, men alligevel følte jeg mig rastløs og rodløs.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Maria blev skilt efter nogle år og stod alene med sin lille pige. Kort efter fandt hun en ny mand. De giftede sig, fik en datter sammen, og i sin fritid dyrkede Maria shamanismen og asatroen.

På papiret havde hun det perfekte liv med mand, to piger, nyrenoveret hus og et prestigefuldt job. 

– Der var bare det problem, at det slet ikke var det rigtige for mig. Min sjæl blev ved at sende kraftige signaler om, jeg ikke trivedes. Der var et konstant dilemma mellem det akademiske i mit arbejde og så min spirituelle side, som fyldte mere og mere. Det blev også et problem i mit ægteskab, for min mand forstod slet ikke min interesse.

– I dag kan jeg se, vi ikke delte den samme drøm, men mere var et velsmurt team, der var virkelig gode til at samarbejde om det praktiske i en børnefamilie. Men jeg kunne ikke se min vej ud af det, så jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg ville have det samme, som de fleste: Fast job, traditionelt familieliv og det helt rigtige hjem, som det ser ud som i bladene.

– Jeg brugte rigtig meget energi og mine tillærte evner på at passe ind. Men jeg følte mig som en firkantet klods, der prøver at passe ned i et rundt hul. Jeg havde en konstant længsel i mig efter et helt andet liv. Til sidst stod jeg helt ude på vippen, hvor jeg var nødt til at springe ud i det.

Det var alt eller intet

Og for snart tre år siden tog Maria en drastisk beslutning. Nærmest fra den ene dag til den anden sagde hun sit gode job op og fortalte sin mand, hun ville skilles. 

– Jeg vidste, der måtte være noget større derude. Naturen og shamanismen kaldte højere og højere på mig. Det kunne simpelthen ikke være meningen med livet at suse rundt i hamsterhjulet, hvor det mest handlede om arbejde og praktiske pligter. Men det var ikke nogen nem eller hurtig beslutning. Jeg blev ved med at tvivle og havde tusind spørgsmål.

– Skulle jeg fortsætte med far, mor og børn og give køb på min egen lykke? Skulle jeg være martyr eller vælge dét, der var rigtigt for mig? Hvad ville mine kollegaer mene om mig, hvis jeg sprang ud som klog kone? Hvor meget var jeg i det hele taget parat til at ofre? Til sidst tænkte jeg: Nu gør du det. Det er alt eller intet. Derfra gik det stærkt.

Vejen hertil har været brolagt med tårer. Men selv om det har været sindssygt hårdt, ville jeg gøre det igen. Jeg er blevet vækket til live igen.

Så kunne historien om Marias svære valg være sluttet her. Med en lykkelig udgang. Men sådan var det ikke. Langt fra. Det første års tid var hun dybt fortvivlet.

– Det har bestemt ikke været ” happy go lucky” Jeg følte en eksistentiel ensomhed, og jeg græd og var ulykkelig hver eneste dag. Jeg fik angstanfald og var totalt nedbrudt. Meget af tiden lå jeg som en sommerfuglepuppe på gulvet og orkede ingenting.

–  Til sidst endte jeg med at få en depression. Det var ikke fordi, jeg fortrød. Valget var aldrig til diskussion. Det var ansvaret for mit valg, der tyngede mig. Jeg var jo skyld i, at mine piger blev kede af det, og min mand var dødulykkelig. Jeg plagede mig selv med skyld og skam, fordi jeg fik en overvældende følelse af at have handlet egoistisk. 

Men med hjælp fra veninder og ligesindede i det spirituelle miljø lykkedes det Maria at rejse sig igen. Det seneste års tid har hun følt sig stærkere og mere fri end nogensinde før.

– Vejen hertil har været brolagt med tårer. Men selv om det har været sindssygt hårdt, ville jeg gøre det igen. Jeg er blevet vækket til live igen. Min sjæl har fundet hjem, for nu er jeg blevet et af jordens børn. Men det vigtigste for mig er, at jeg også har vist mine to piger, man ikke skal lade sig nøje. Man skal være tro mod sig selv. Det betaler sig i sidste ende.