Selvudvikling

Hvorfor får jeg det bedre uden min psykolog?

af Gry Brøndum 18. marts 2021
Foto: Shutterstock
… Tanken strejfede Gry, da corona satte en stopper for de ­ugentlige psykologsamtaler. Kan det at fokusere på problemerne og arbejde med at løse dem i sig selv være stressende?

Da landet lukkede ned på grund af corona, holdt jeg op med at gå til psykolog fra den ene dag til den anden.

Jeg kunne simpelt hen ikke.

Pludselig var der ikke mulighed for at styrte hen til psykologen og tale om stress eller angstproblematik ... Og samtidig sænkede en ny ro sig.

Uden så mange sociale aftaler. Uden den daglige gang på kontoret og uden samtalerne om alle problemerne, der skulle fikses.

Det forunderlige var at opleve, at selv om pausen fra det hele bragte ny uro og nye udfordringer med sig, var det også lidt, ligesom om man kunne tænke: ”Hvad er det egentlig lige, jeg får ud af den der terapi? Jeg har det faktisk okay uden.

Og hvad var det nu egentlig lige, de der samtaler om alt det svære førte med sig? Fik jeg det bedre eller værre eller bare uforandret?”

Spørgsmålet, som man ikke kan lade være at stille sig selv efter at have haft “psykologfri” i meget, meget lang tid, er, om det at fokusere på sine problemer og arbejde med at løse dem i sig selv kan være stressende?

Det er der i hvert fald to norske psykologer, Jørgen Akre Flor og Leif Edward Ottesen Kennair, der har været inde på i bogen ”Skadelige samtaler – Myten om bivirkningsfri terapi”.

Terapi kan gøre det værre

Forskning i effekter af psykoterapi gør det også klart, at der faktisk er grund til at have et kritisk perspektiv på idéen om, at terapi altid er godt.

At vi ved at få indsigt i vores uhensigtsmæssige adfærdsmønstre og vores relationer ved hjælp af professionelle samtaler kan slippe effektivt af med stress, angst, tvangstanker og depressioner.

Men hvor mange forløb ender egentlig med, at vi for alvor udvikler os, så vi ikke skal til psykolog igen?

En forskningsartikel fra Frontiers in Psychology fra 2019 peger med flere internationale studier på, at mellem 40 og 60 procent af patienterne i psykoterapeutiske forløb ikke når et succeskriterie for helbredelse eller bedring af deres tilstand.

Og mellem fem og otte procent af patienterne får faktisk direkte forværret deres mentale tilstand af terapien.

Men det er vanskeligt at komme frem til brede konklusioner om, hvad der er årsagen til, at patienter kan få det dårligere af terapi.

For hvordan skal vi vurdere, om det er patienternes problemer eller psykologens metode eller noget helt tredje, der er årsag til forværring af de mentale problemer, spørger de to norske psykologer Jørgen Akre Flor og Leif Edward Ottesen Kennair i deres bog.

Dertil kommer, at der også er forskel på de psykologer, vi går hos.

Nogle har en psykoterapeutisk tilgang og søger groft sagt svar på vores problemer i vores tidlige relationer og barndommens læring.

Narrative psykologer støtter patienter til at se flere historier om sig selv end de historier, der måske holder dem fast i negative mønstre.

I den kognitive terapi zoomer terapeuten ind på vores tanker og følelser og hjælper patienten med selv at være bevidst om og kunne korrigere tanker, der skaber negative følelser.

Og så er der det sidste skud på stammen: Den metakognitive terapi, som med sit fokus på patientens strategier i livet kan forklare, hvorfor de metoder måske ikke altid virker så godt.

Liv i tomatplanten

Chef for Center for Metakognitiv terapi CEKTOS og forfatter til “Lev mere tænk mindre” og “Grib livet slip angsten” Pia Callesen kan godt forklare, hvorfor en pause fra terapien i en coronatid kan virke som en lettelse:

– Ud fra den metakognitive forståelse af sindet så har vi nogle strategier, hvor vi bruger tid og kræfter på bestemte tanker, og dermed holder vi liv i tomatplanten så at sige. Så det giver god mening, at man godt kan få det bedre af ikke at gå til psykolog, siger hun, med henvisning til at problemerne godt kan blive en plante, man vander under terapien, så de vokser sig større i stedet for at blive mindre.

– Masser af studier viser, at psykisk mistrivsel handler om, at vi bruger tid på for mange tanker om at forstå os selv: Hvorfor gjorde jeg sådan? Hvorfor er jeg sådan? Hvad er der i vejen med mig? forklarer Pia Callesen.

Intuition slår tænkning

Når vi går til psykolog, er vi ofte drevet af en trang til at ville forstå os selv og få en indsigt via terapien, der skal forløse os, så vi slipper for at gøre og sige de ting, vi oplever, skaber problemer for os:

– Men ifølge den metakognitive videnskab kan vi se, at denne her svarsøgning kommer til at fylde for meget og bliver stressende, siger Pia Callesen:

– Man går og analyserer på sine grænser hele tiden. Og det er den tid, man bruger på det, som er problemet. For hvis vi i stedet bruger hovedet lidt mindre og får adgang til mavefornemmelse og intuition ved at få ro på de mange tanker, så kan vi opleve, at der kommer en accept og nye erkendelser af, hvad der sker i vores liv, som gør, at vi rykker os, siger hun. For vi behøver faktisk ikke at forstå alt om, hvad vi gør, før vi kan ændre vores adfærd og tanker:

– Man kan sagtens øve sig på en ændring, uden at man ved, hvorfor man ikke “kan sige fra” for eksempel. Rækkefølgen med først at skulle forstå og så give slip er ikke nødvendigvis den rigtige metode, siger Pia Callesen om den metakognitive “Lazy therapy”, der går mod bedring via mindre hovedbrud.

Min psykolog forstår mig

Et andet velkendt problem ved terapiforløb er, at vi patienter går til psykolog for at få trøst og anerkendelse, hvilket føles rart, men ikke altid er det, der skal til, for at vi udvikler os og lærer at klare os selv og vores udfordringer.

Pia Callesen arbejdede selv som kognitiv terapeut de første 10 år af sit arbejdsliv og har derfor ofte mødt de usikre klienter, der tvivler på sig selv i deres relationer og deres tackling af stress og kriser.

– De har brug for nogen, der bekræfter dem, men på den måde bliver jeg så sådan en slags “tis i bukserne”-person. Patienten kommer måske og siger: “Er jeg homoseksuel?” Psykologen siger: “Det er der ikke noget, der tyder på.” Og så kommer tvivlen igen nogle dage efter. Der kan det virkelig være et afhængighedsforhold, hvor patienten søger svar hos psykologen. Og der kommer hele tiden nye spørgsmål, forklarer Pia Callesen.

Hvordan skal man så som klient og psykolog være opmærksom på det?

Da corona groundede mig, forsvandt mange af de problemer, som jeg brugte tid på at tale med psykologen om, såsom “hvordan påvirker det mine børn, og hvad skal jeg gøre anderledes?”

– Spørg dig selv: Hvor lang er effekten af min terapi? Får jeg tilbagefald hvert halve år? Man skal jo gerne blive rask, når man går hos en terapeut, og ikke komme igen gang på gang. Groft sagt kan man sige, at kommer en patient igen og igen i over 10 år hos en psykolog, så virker terapien jo ikke. Så er det blevet et afhængighedsforhold.

Sæt tid på grubleri

Inden for den metakognitive terapi er målet, at patienten skal være selvstændig og frigøre sig fra psykologen, og derfor lægger man en plan for helbredelsen.

Når det gælder en borderline-personlighedsforstyrrelse, så skal patienten maksimalt være i terapi et år, og terapeuten bruger en manual for forløbet, som ifølge små studier fra Norge viser sig at skabe markante forbedringer i forhold til symptomerne hos fire ud af fem patienter, oplyser Pia Callesen.

Hvis man kommer til metakognitiv terapeut med angst og depression, så skal man være ude af forløbet igen efter maksimalt 12 samtaler.

– Vi danner os et overblik over folks strategier til at berolige sig selv og søge svar og træner dem i at komme ud af behovet for at tænke, spekulere, google, ringe til veninder etc. for at fordybe sig i de svære spørgsmål. Vi får simpelt hen folk til at sætte deres “grubletid” i kalenderen i en afgrænset periode hver dag, og så ender det med, at de slet ikke har brug for det, når klokken bliver for eksempel 17.00, og de nu giver sig tid til det, siger Pia Callesen.

Fik det bedre, da livet skiftede

Da corona groundede mig, forsvandt mange af de problemer, som jeg brugte tid på at tale med psykologen om, såsom “hvordan påvirker det mine børn, og hvad skal jeg gøre anderledes?”.

Jeg nød ikke at skulle af sted med to børnehavebørn om morgenen og få koldsved, hvis én af dem skulle tisse, når vi skulle ud ad døren, for så skulle flyverdragten jo af, og det gik ikke, for vi havde travlt, for mors chef ventede på kontoret.

Det var en stor lettelse ikke at skulle ud ad døren hver morgen og ikke at skulle haste til psykologsamtalen mellem deadlines og interviewaftaler og afhentning af børnene.

For selv om min arbejdsgiver havde sagt okay til samtalerne, havde jeg stadig masser af arbejde, der skulle laves.

Løsningen for mig kom uventet, fordi livet forandrede sig med corona. Jeg indså, at der skulle ændres på min dagligdag. Og at den helt dybe og transformative forståelse af, hvad jeg har brug for i mit liv, den har en psykolog ikke, uanset hvor klog hun eller han er.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Der skulle fysiske forandringer og andre prioriteringer til – ikke snak. Jeg mistede mit job og min psykolog under corona, til gengæld er min trivsel i hverdagen på vej tilbage.