Samfund

Læge Tyra Grove Krause om kampen mod corona: "Jeg skal have god tid til at bearbejde det, når alt det her er slut"

af Malin Westerlund 15. marts 2021
Foto: Heidi Maxmiling
Tyra Grove Krause er med i fronten for indsatsen, der skal føre os gennem den største krise siden 2. verdenskrig. Det er et kæmpe ansvar og en kæmpe arbejdsbelastning, men det giver hende ikke søvnløse nætter.

Godmorgen, hilser hun i det tidlige solskin. Med glimt i øjnene og farve i kinderne parkerer hun cyklen uden for bygning 207.

Det er en fin ældre toetagers bygning i røde og gule teglsten, i byggestil identisk med alle de andre bygninger, der omkranser den aflange plads, og helt anderledes end den hvide patriciervilla, som mange af os nok forbinder med Statens Seruminstitut. 

– Det er en gammel kaserne, siger hun på vej op ad trappen til sit kontor.

Heroppe under de fritlagte bjælker var der i tidernes morgen sovesale, spisesal og lejligheder til sergenterne.

Nedenunder stod 35 heste i deres båse. Den aflange plads udenfor var ridebane. SSI overtog hele molevitten, da kasernen blev nedlagt i 1973.

Siden er flere bygninger blevet revet ned, men det seneste år har man haft akut behov for at udvide, og overalt på området udenfor skyder telte og pavilloner op.

Tyras kontor er lyst og venligt. Det virker nymalet, og der står flyttekasser op ad væggen.

– Ja, jeg er lige flyttet ind, siger hun, smider frakken og skænker kaffe.

Hun kommer direkte fra et møde, men hun har ikke brug for tid til lige at samle sig. Hun er klar. Imponerende oven på det år, hun har været igennem.

– Det har været et af de hårdeste år i mit liv. Det har været fuldstændig vanvittigt. Bare arbejdsbelastningen og det hele tiden at skulle omstille sig.

– Det har været en kæmpe faglig udfordring. Samtidig har vi skullet skalere helt vildt op. Bare den afdeling, jeg var leder af indtil nytår, er på et halvt år vokset fra 35 til flere end 60 ansatte. Så der har også været en stor ledelsesopgave.

Og så har Tyra også et privatliv og et familieliv med de glæder og sorger, der følger med.

Tyra Grove Krause

Tyra Grove Krause er læge og har siden nytår været næstkommanderende på Statens Serum Institut.

Under pandemien har hun haft ansvar for overvågningen og skrevet på de risikovurderinger, som politikerne styrer efter.

Familien består af manden, Thomas, og de tre sønner på 13, 17 og 20 år, og Tyra cykler dagligt de 10 km hver vej mellem kontoret og hjemmet.

Bortset fra et par ugers sommerferie og et par weekender i september og oktober har Tyra Grove Krause ikke haft en eneste fridag, siden pandemien startede.

2020 blev også året, hvor hun mistede sin mor.

Alligevel har hun hverken haft søvnløse nætter eller andre symptomer på stress, og hun hverken ligner eller føler sig som en hængt kat.

Hun tværtimod stråler, mynde­slank i sin småblomstrede skjorte og rundskårne sorte nederdel til over knæet.

Og samtidig hviler der en imponerende ro over den 50-årige læge. ”Jeg bliver altid så rolig, når du er i nærheden,” sagde tv-lægen Peter ­Qvortrup Geisling til hende, engang hun var med i ”Lægens bord”.

 

En avis har skrevet om den indtagende stamina, der omgiver hende.

– Jeg tror bare, jeg er rimelig robust, siger hun selv, næsten som om det kan undre hende.

– Og jeg er sjældent ked af det.

Nervøst barn

Men sådan har det ikke været altid.

– Jeg var meget pylret som barn, græd meget det første år i skolen, havde tilbagevendende angstperioder og var vist meget nervøs. 

Læreren foreslog, at Tyra gik et år om, men moren afslog: ”Tyra har bare let til tårer. Det går over.” Og det gik over.

På en spejdertur til Bornholm.

Tyra, der var begyndt et år for tidligt i skole, var kun seks år og sammen med sine to storebrødre. Den ene var flokleder og skulle af sted på en vandretur og være væk i et par dage. Tyra, der skulle blive hjemme i lejren, var ude af den.

Til sidst fik hun lov til at gå med, og hun gennemførte turen, gik 20 kilometer om dagen med overnatning i bivuak. Moren har siden fortalt, at hun fik en forandret Tyra hjem, og Tyra medgiver, at hun nok er blevet hærdet på den tur.

Hun har i hvert fald ikke haft problemer med nervøsitet eller usikkerhed siden dengang og husker i det hele taget sin barndom midt i København som tryg.

– Det har været et af de hårdeste år i mit liv. Det har været fuldstændig vanvittigt.

Moren var hjemmegående, og faren, der ikke lever længere, var læge.

Da Tyra var 11, blev forældrene skilt, og Tyra og hendes to brødre blev hos moren.

På grund af farens alkoholmisbrug havde de i mange år ikke kontakt til ham. Men moren var sej. Hun var sådan en, der selv reparerede vaskemaskinen, når den gik i stykker.

Efter skilsmissen tog hun studentereksamen som 40-årig, læste kunsthistorie, og da hun blev færdig, fik hun stilling som museums­inspektør på Louisiana.

– Jeg er nok vokset op i et lidt mandeagtigt miljø. Vores hjem var altid fyldt med mine brødres venner.

Omgivet af mænd

Måske er det derfor, hun ikke tænker så meget over, at hun både privat og i sit arbejde er omgivet af mange mænd og trives fint med det.

Hun opfatter ikke engang sig selv som karrierekvinde eller som specielt ambitiøs.

– Jeg troede egentlig, jeg skulle være hudlæge. Det syntes jeg, var interessant, nok fordi jeg selv har lidt af astma og allergi hele mit liv.

Men så kom hun på SSI efter sin turnus.

Det blev til en ph.d. i forekomsten af astma og allergi i Grønland, og efter et halvt år som læge i Grønland vendte hun i 2009 tilbage til SSI, hvor hun under pandemien har haft ansvar for overvågningen og skrevet på de risikovurderinger, som også politikerne styrer efter, og hvor hun siden nytår har været næstkommanderende.

Jeg er i hvert fald ikke bange for at træffe beslutninger. Det er ikke så svært for mig.

– Det er, som om det bare er kommet. Der sker måske noget, når man er så længe i en organisation, siger hun og tøver.

Måske er det alligevel ikke hele forklaringen. 

– Men jeg er i hvert fald ikke bange for at træffe beslutninger. Det er ikke så svært for mig. At lytte til dem, der ved noget, og reagere ud fra det. Det handler om at prioritere, hvad der er vigtigst her og nu.

Stor støtte hjemmefra

Som leder kan hun godt lide at få det bedste ud af folk.

– Det er sjovt at få de mange fagligheder til at spille sammen. De, der sidder med alle vores registerdata, virologerne ude i laboratorierne og epidemiologerne, der kobler det hele sammen.

Det kræver stor tillid. Og det har hun. Både på arbejde og derhjemme. Og Tyra har ingen problemer med at overlade det huslige til sin mand, Thomas.

– Vi har f.eks. også altid delt forældreorloven.

Da de boede i Grønland, havde Thomas orlov. Deres mellemste var seks måneder, da de tog derop, og Tyra kom hjem og ammede i pauserne mellem patienterne.

Det kunne hun, fordi de boede i en lejlighed på hospitalet, og med årene er Tyra blevet den i familien, der har arbejdet mest.

Det er en fælles beslutning, men Thomas har også skullet vænne sig til det. Han er industriel designer og havde i mange år sit eget firma. Lige nu har han en deltidsansættelse i en industriel virksomhed.

– Ellers ville det heller ikke have hængt sammen. Det sidste år har det været ham, der har stået for det meste derhjemme.

Og med tre store drenge passer det i virkeligheden meget godt.

– Thomas kan f.eks. godt lide at gå og rode med motorcykler. Det kan han gøre i sit værksted derhjemme, og så kan de drenge, der gider, være med.

Drengene er 13, 17 og 20, og Thomas er 10 år ældre end Tyra.

De to mødte hinanden, mens Tyra stadig læste medicin. Hun var på vej til Wien for at studere i to semestre. Han skulle til London på designskole i fire.

Så de første to år havde de et langdistanceforhold. De ringede og skrev breve til hinanden. Til sidst gik de over til fax.

– Det er vildt, hvad der er sket på de år.

Lange dage

I dag kan hun mødes med kolleger i hele verden, både hjemmefra og fra kontoret oppe under loftet i den gamle staldbygning.

Og computeren gløder.

Det sidste år har været et arbejdsår. Bortset fra et par ugers tiltrængt sommerferie og et par weekender i september og oktober har Tyra ikke haft en eneste fridag.

Og arbejdsdagene er lange.

Vækkeuret ringer klokken 6.15. Så står hun op og drikker kaffe med Thomas en halv times tid. Kvart i syv vækker hun sin yngste, de to ældste står først op lidt senere, og mellem halv otte og kvart i otte cykler hun hjemmefra.

Der er knap 10 kilometer fra familiens hus i det nordlige København til Artillerivej på Amager, og mens hun cykler, hører hun lydbog eller podcast. 

– Jeg holder meget af den tur, siger hun.

Mellem otte og halv ni er hun fremme, og det meste af dagen står på møder. De fleste er onlinemøder, og frokosten indtager hun gerne ved computeren.

Klokken er ofte 18, før hun sætter sig op på sin cykel igen. Familien spiser ved 19-20-tiden, og efter maden åbner hun igen sin computer.

Jeg tror, det er noget, jeg skal have god tid til at bearbejde, når alt det her er slut.

– Der er ofte også et møde om aftenen, fortæller hun, for mange af dem, hun skal mødes med, kan kun om aftenen eller i weekenden. Og så er der pressen. Den står hun til rådighed for døgnet rundt, og den er mere kritisk, end hun er vant til fra tidligere. 

Tæller ned

Det er typisk midnat, før Tyra sover. Og det er o.k. Men i weekenderne tager hun sig et par timer til. Da finder hun også tid til en løbetur:

– Jeg rører mig normalt ret meget.

Før pandemien løb hun tre gange om ugen. Og satte sig gerne med et strikketøj. Oven på en lang arbejdsdag var det en god måde at koble af på.

Det er der ikke tid til nu. Det er lidt som en general i felten, og det er et afgørende slag, der lige nu udkæmpes. Det får hende til at ranke ryggen, men det er ikke nemt, når fjenden er ukendt. 

– Vi vidste godt, der kunne komme en pandemi. Men vi havde forestillet os influenza eller noget, der lignede sars. En sygdom som covid-19 er epidemiologens mareridt. Fordi den både kan være alvorlig og give milde forløb, og man kan smitte, uden at man overhovedet har symptomer.

– Det gjorde sars for eksempel ikke. Og det er derfor, man er nødt til at teste og smitteopspore, og derfor det har været nødvendigt at lukke hele samfund ned.

Selv gør Tyra alt, hvad hun kan, for ikke at blive smittet. Hun tror ikke, hun tåler covid-19 særlig godt med sin astma.

Indtil videre er det lykkedes. Hverken Tyra eller hendes mand og børn har været smittet. Men da hendes mor døde sidste år i april, var hun syg af covid-19.

Hun boede på et af de plejehjem, der var hårdt ramt af coronaudbrud, og hun var svækket i forvejen. I en lang periode kunne de ikke få lov til at se hende.

– Det var frygteligt. Jeg tror, det er noget, jeg skal have god tid til at bearbejde, når alt det her er slut.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Så jo, Tyra tæller ned.

Hun tror, der venter nogle hårde måneder, men ser frem til en god lang sommerferie.

Så skal de op til sommerhuset i Sverige. Og hun skal strikke, løbe, læse, gå i sauna og nyde haven. Hun elsker at gå i haven. Skulle hun nogen sinde lave noget helt andet, skulle hun være gartner i en slotspark. 

Vi står ude på trappen, da hun siger det. Næste onlinemøde kalder.

– Kan du selv finde ud?