Hun skulle bare lige hente en melon. Så ramte bilen hende skråt bagfra, og hun røg af cyklen

Hun skulle bare lige hente en melon den novemberdag sidste år. Søs Fenger cyklede ned ad Jagtvej på Østerbro, da bilen ramte hende skråt bagfra. Hårdt.

Hun og cyklen røg direkte ind under den. Hun fik en hudafskrabning, trykkede ben, ribben og brystmuskler. Mere skete der forunderligt nok ikke fysisk. Mentalt er det en anden sag, for der skete noget magisk i det øjeblik.

Søs Fenger havde egentlig tænkt sig ikke at tale om den ulykke. Vi skulle da tale om ”Vuggeviser”, hendes nye album for voksne, og om behovet for fredfyldte sange i den urolige tid, vi lever i.

Men alting hænger jo sammen. Ulykken er flyttet ind i Søs’ liv. Ind i Søs. Ikke fordi den har efterladt hende traumatiseret. Den er livsforandrende på en måde, hun aldrig havde forestillet sig. Søs er blevet en anden. Dén anden er hun i gang med at lære at kende.

Lyder det langhåret? Så må hun hellere forklare det selv:

– Mit liv ser meget vildt ud lige nu. Jeg kunne faktisk ikke finde ud af, om jeg skulle snakke om det, før du kom, men … det er ligesom det, der ligger øverst i hovedet lige nu.

– Ulykken var en virkelig dramatisk og meget aggressiv oplevelse … jeg blev rusket ud af mig selv, for jeg blev ramt ret hårdt af bilen. Det var, som om der blev sparket en masse uforløste og ophobede ting ud af mig.

– Min gode ven siger, ”Det er jo supersmukt”, og det synes jeg egentlig også. Det er noget med at få et spark i r…., som er så kraftigt, at jeg er nødt til at adressere det. Jeg er nødt til at finde ud af, hvad det kommer til at betyde for den, jeg er. For jeg har været noget andet, inden jeg blev ramt af den bil.

Hvem hun var før? Lidt for pleaseragtig. Lidt for konfliktsky. Lidt for meget barn med antennerne ude. Siger hun selv.

– Det er fint at være en følsom sjæl, det er også derfor, jeg skriver musik, men… det kan godt indebære, at man tilsidesætter sine egne behov alt for meget i forhold til andre mennesker. Nu er jeg i kontakt med ting, jeg aldrig har været i kontakt med før.

– Jeg er overbevist om, at det er godt, men det er også et svært sted at være, for jeg har kendt mig selv som person i over 60 år, nu er jeg ved at lære en anden person at kende. Som jeg kan mærke, at jeg gerne vil være. Men hvis jeg har brugt hele mit liv på at opbygge en persona, og den så bliver sprængt i tusind stykker, er det klart, at det tager tid at finde ind til, hvad det autentiske er.

Er det en ny Søs, der kigger mere på sine egne behov og siger fra, og nu er det fandeme nok?

– Ja. Det er hende, der siger, ”jeg har en grænse”. Det er fint. Den er jeg glad for, at jeg har. Den er sund, ikke? Men det er en meget følelsesladet tid, jeg er totalt grådlabil hele tiden. Så … det er tid til at skrive nye sange, og det er tid til at glæde sig over en masse ting.

– Jeg føler en større solidaritet med mig selv. Det er det eneste ord, jeg kan sætte på det lige nu. For jeg føler mig sådan lidt tomhjernet bogstavelig talt. Der er tømt. Jeg har ikke så meget at holde fast i, så der er meget, der skal skabes på ny. Men den solidaritet har jeg tænkt mig at holde fast i, for det er ligesom at have noget at læne sig op ad. At føle at man tager vare på sig selv.

Det har du ikke været så god til?

– Åbenbart ikke. Jeg tænker meget på det i forhold til det med at tilsidesætte sine egne behov, som jo er en meget smuk ting at gøre en gang imellem. Det kan være godt for stemningen og for det sociale samvær. Men nogle gange er det bare en kæmpe fejl. For det kan betyde, at folk ikke lærer én rigtigt at kende. Fordi man er bange, gør man måske det modsatte af det, man egentlig vil: nemlig at vise, hvor man står, så andre kan føle sig trygge. Det vil da give federe relationer. Det er noget af det, jeg reflekterer over nu.

Og det er tid til nye sange. Der er særligt ét nummer på det nye album ”Vuggeviser”, der virker vanedannende og som et mentalt kærtegn: ”Højt over skyerne”. Søs bliver glad for, at jeg nævner lige dén sang.

– Den er jeg virkelig stolt af. Min søn August sagde, ”Jeg synes, du skal skrive et par sange selv, så det ikke kun bliver fortolkninger”. Så gik jeg hjem med det samme og skrev ”Højt over skyerne” og ”Blomsterbarn”. De væltede bare ud. Jeg tror, jeg har trængt til det.

– For med den verden vi lever i lige nu, er der sgu så meget at tage stilling til, det hele er bare ret vildt og uoverskueligt. Jeg trængte til at have fokus på noget, der var nuttet, positivt, ikke krævende, noget der handlede om søde ting, og som lunede lidt. Engle, skyer, stjerner og hjerter – altså tryghed og varme.

– Jeg tror, at vi mennesker virkelig har brug for en pause en gang imellem, så vi ikke hele tiden skal gå og vride hænder og tænke over, hvor vi er på vej hen, hvor samfundet, verden og kloden er på vej hen. Det kan fylde så meget, at man bliver helt overvældet.

Bondekonetøj

Lyngby den 2. december 1961 i en verden, der ser helt anderledes ud. Søs bliver født som den lille fine rosin i pølseenden – hun er mindst af fem søskende.

– Jeg var et mystisk barn. En sær lille enspænder. Min storebror har et minde, fra jeg var meget lille. Jeg havde taget bondekonetøj på: forklæde, tørklæde om hovedet og træsko. Der skulle sås en ny græsplæne derhjemme, jeg havde taget en lille sæk med græsfrø og gik og sang en eller anden sang, mens jeg såede min mark.

– Jeg har tit haft rollespil for mig selv, hvor jeg bare har været i en helt anden verden. Det er en del af mig, som jeg sætter pris på, og som jeg dyrker. Det barnlige.

Var dine forældre også sådan?

– Nok mest min far. Han var noget af et legebarn. Men han døde jo, da jeg var lille ...

Søs var fem år, da hendes far døde af kræft.

– Dér tror jeg måske, at der skete lidt et skift. Og op igennem min opvækst blev jeg mere og mere sådan… altså jeg tilsidesatte mig selv. Min mor måtte virkelig tage et stort slæb med mange børn og ikke nogen særlig høj uddannelse.

De havde kartoffeldag en dag om ugen. Kartoffelmos, bagte kartofler, nye kartofler ... Søs elsker kartofler, det gjorde hun også dengang. Og hun hjalp til. Ligesom sine søskende.

– Man havde bare nogle ting, som man gjorde for fællesskabet. Den ene uge var det måske mig, der gjorde rent på badeværelset, den næste uge gjorde jeg noget andet. Vi fik ikke penge for det, som børn gør nu. Det føltes bare meget naturligt.

Men én ting var den stramme økonomi. Der var også en anden udfordring:

– Min mor havde det svært. Eftersom jeg var den yngste, var jeg nok ekstra opmærksom på, at hun ville blive alene, når jeg flyttede. De andre flyttede hjemmefra, ud og leve deres liv, det skulle de selvfølgelig, det er sådan, livet er, og jeg elsker dem alle sammen meget højt, men jeg var den sidste, der boede hjemme, og jeg var særligt opmærksom på, at hun ville blive alene, når jeg flyttede – det var bare sådan, det var.

– Og dér lærte jeg for alvor at tilsidesætte mine behov. Det der ungdomsoprør skete aldrig … den der rigtige trods, fik jeg aldrig rigtig levet ud. Når jeg ser film, hvor der er helt umulige teenagere, tænker jeg altid, hold da op, hvor ville jeg gerne prøve det. Jeg er misundelig på det.

Søs mor fandt ”ikke rigtig” en ny mand, efter Søs’ far døde.

Hvad tror du, det har betydet for dit voksne forhold til mænd, at du mistede din far så tidligt?

– Ja… det har jeg tænkt meget over. Det har en effekt. Når man mister sin far så tidligt i livet, mister man jo sin første store kærlighed. Og hvis man så mister ham meget pludseligt, når man ikke en gang at få sagt farvel, og han får ikke sagt farvel til én, han er pludselig bare væk. Det er sådan en forsimplet udgave af … situationen, men den er sand, fordi det er det, man som barn oplever.

– Det er også det, der siden har fået mig i terapi. Jeg tror, jeg havde en indgroet usikkerhed overfor mænd. En usikkerhed overfor forholdet som begreb. At … jeg ikke var helt sikker på, om jeg kunne stole på det.

– Jeg har heldigvis haft nogle virkeligt dejlige kærester, men jeg kan da godt mærke, at jeg har haft sværere ved virkelig at gå ind i det 100 procent. Der har måske altid været sådan et lille … forbehold.

Lige nu har hun ikke nogen kæreste.

– Jeg har heller ikke rigtig plads til at være opsøgende eller savne det, fordi alt det, der sker inde i mig lige nu, er sådan en slags genopbygning. Jeg ser det nu ikke som en umulighed at få en kæreste.

Men:

– Sidst jeg lavede et interview og snakkede en lille smule om noget med en kæreste, fortolkede et netmedie artiklen og lavede overskriften: ”GIV MIG EN KÆRESTE!!”. Jeg blev tæppebombet med henvendelser fra søde mænd: ”Nååå, jeg vil gerne prøve at være din kæreste, jeg er sgu frisk på at give det et skud, du skal bare komme ud af busken, Søs”.

– Det var da sødt, men jeg blev så overvældet, for det var måske flere hundrede henvendelser, og jeg tænkte bare, ej, hvor er det vildt tarveligt at lave sådan en overskrift. Hvis jeg havde gidet, havde jeg måske gjort indsigelse: ”Det der har jeg ikke sagt, og ved I, hvad det betyder for min hverdag lige nu?” Samtidig var det også supersødt, at de mænd var så friske.

– Nå men nok om det – jeg er i hvert fald ikke ude med snøren. Det er nogle andre boller på suppen lige nu. Som man siger. Ej, det lød ikke så lækkert, vel?

Så skraldgriner hun.

Uhyggeligt

Søs virker ret autentisk. Interessant og paradoksalt nok er det faktisk hendes tvivl om egen autenticitet, der i løbet af livet periodisk har fået hende til at søge psykolog.

– De første gange var det helt klart, fordi jeg kunne mærke, at jeg bare skulle have noget hjælp. Jeg havde følelsen: Jeg ved ikke, hvem jeg er, og jeg synes, jeg roder rundt. Dér gik jeg hos forskellige kvindelige terapeuter, men der var ikke rigtig noget af det, der virkede.

– Jeg kunne mærke, at jeg kunne sådan … snøre dem. Jeg kunne få dem til at grine, jeg kunne lyve så meget, at jeg kunne lade som om, at jeg var følsom og åben, men i virkeligheden løj jeg og spillede en rolle som en god patient, som var ved at få det bedre. Sådan at jeg undgik de ubehagelige emner, når vi nåede frem til noget, som var for uhyggeligt for mig.

– Men på et tidspunkt kunne jeg bare mærke, at det var noget, jeg var nødt til at tage fat om. Jeg begyndte hos en mandlig terapeut. Og så skete der ting og sager.

– Han kunne provokere mig, så jeg selv fandt ud af, hvordan jeg havde det. For jeg var åbenbart ikke rigtig i kontakt med det. Han tvang mig til at komme i kontakt med det.

En særlig session med gestaltterapi. Terapeuten satte tre taburetter frem og sagde: ”For mig at se har du tre personligheder, som slås lidt om pladsen. Den ene er helt lille Søs, den anden er teenageren, og den tredje er voksne Søs.”

– På et tidspunkt sad jeg på teenagertaburetten og græd. Jeg var utrøstelig, rasende, skuffet over min mor, syntes ikke, hun havde opdraget mig, jeg syntes, at jeg selv havde skullet finde på det hele, og jeg var dødtræt af at have alt det ansvar og af at undertrykke mine egne behov. Ting, som jeg aldrig før havde sagt!

Så bad terapeuten hende gå hen og sætte sig på voksentaburetten og sige til teenager-Søs, at voksne Søs nu tog over.

– Der skete noget helt magisk. Imens jeg rejste mig, tog en dyb indånding og gik hen til den anden taburet, var det som i slutscenen i ”The Usual Suspects”: Vi har set Kevin Spacey som krøbling i hele filmen, men dér kommer han ud på gaden, retter sig ud og går som en helt almindelig mand. Sund og rask og på vej.

– Jeg kunne sætte mig ned på taburetten, der var ingen tårer, der var ro på, og så sagde jeg til teenager-Søs ”Nu må du godt lige holde en pause, nu tager jeg over”. Det var fantastisk at mærke mine forskellige sider komme i dialog i stedet for at slås mod hinanden. Samtidig var jeg også nødt til at indse, at jeg har de her tre personligheder i mig.

En anden gang bad terapeuten hende rejse sig.

– Og så gjorde han sådan en irriterende ting, han skubbede til min brystkasse og sagde: ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det? Hvad vil du gøre ved den vrede?”. Han blev ved med at skubbe. Og skubbe. Og sagde: ”Så skub dog igen!”. Pludselig væltede der en vrede op i mig.

– Vi mennesker og måske især vi kvinder er så vant til at undertrykke vores vrede, fordi vi ikke vil være til besvær eller fylde for meget. Jeg har i hvert fald været vant til at undertrykke en vrede, hvis folk har overtrådt mine grænser, så den er blevet vendt indad.

– Men lige pludselig kunne jeg mærke, at nu var det nok. Så skubbede jeg ham. Han er en næsten to meter høj kæmpe mand. Jeg skubbede alt, hvad jeg kunne, jeg lillebitte skiderik, og det var bare noget af det dejligste, jeg har prøvet. Bagefter var jeg bare sådan ”okay!” over mig selv og børstede lige skuldrene af: Du kan bare komme an! Det gav mig så meget styrke at prøve det af og mærke, at jeg kunne det.

– De oplevelser har lært mig noget. F.eks. det med at være skuffet over min mor. De ressourcer, som du forventer eller så inderligt ønsker dig, at andre mennesker skal give dig – dem har du inden i dig. Ligesom du har antihistaminer og så videre. Det er både kemisk og psykologisk.

– Du har ressourcer til at hjælpe dig selv med at finde balancen. Det mener jeg.

Hvad har overrasket dig mest ved at blive ældre?

– Hmmm, udviklingen. At jeg stadig er foranderlig. At jeg stadig kan skrive sange, hvor jeg tænker, guud, hvor er det fedt. For jeg er virkelig ikke en særlig flittig og heller ikke en særlig selvsikker sangskriver.

– Når jeg har skrevet en sang, skal jeg altid opmuntres, for jeg tænker, ej, jeg ved sgu ikke, om det er noget. Du ved… bare en grundlæggende lille usikkerhed om, om jeg kan præstere … heldigvis har jeg nogle mennesker, som siger, ”Det er da fedt, kom ud med det!”.

Men du vidste godt, at du ramte plet med ”Højt over skyerne”, ikke?

– Ja!

Selskabshoarder

Vi sidder i hendes stue på Østerbro. Møbler og tableauer i orientalsk stil, kelimtæpper, malerier i guldrammer på smukke tapeter med guldtryk. Farver. Og gamle bamser på en stol. Mange.

– Jeg er total hoarder. Jeg har så mange mærkelige ting, og efter vi mistede vores gamle mor forrige år, har vi søskende selvfølgelig også skullet tømme et hus og fordele nogle ting til vores forskellige hjem, det gør det ikke bedre. Altså, der er forskellige grader af hoarding. Der er den ekstreme grad, hvor folk har stabler af tidsskrifter og aviser i hele hjemmet, så der kun er smalle gange, hvor man kan gå. Jeg er sådan … selskabshoarder …

Hvad samler du på?

– Alt muligt. Legetøj. Bamser. Kurve. Havehandsker.

Havehandsker?

– Jamen, dem har jeg hoardet oppe i sommerhuset. Jeg samler også på buddhafigurer. Bøger. Pynteting. Gamle ting. Lego. Instrumenter. Krea-projekter. Linoleumstryk. Ting fra Japan – jeg er besat af Japan. Stofrester, som skal blive til et eller andet, det er dejligt at sy, jeg har så mange projekter.

Hvad giver det dig at samle?

– … Jeg synes, at tingene taler til mig på en eller anden måde. Det er da også lidt mærkeligt at have sådan en bamsesamling, men jeg kan godt lide at blande forskellige udtryk. Og jeg elsker genbrug.

Hun har lige været igennem klædeskabet. Smidt ud, solgt, foræret videre.

– Hold da op, hvor er det fedt, nu kan jeg trække vejret. Der var lidt for mange bunker, der lå tøj på stole og taburetter. Der var virkelig ting, jeg ikke havde haft på i 10 år.

– Mange ting beholder man, fordi man tænker, ”hvis jeg taber fem-syv kilo, er den så flot på mig”. Men det ved jeg godt, at jeg ikke gør. Det er et tyranni at blive ved med at sige til sig selv: ”Nu skal du blive åleslank”. For det bliver jeg ikke. Man skal altså også give sig selv lov til at blive over 60 og bare elske det. Jeg kan godt lide følelsen af, at nu er jeg her i livet. Og det er fint.

Nulstillet. Det er det ord, hun bruger om sig selv. Nu. Og hun kalder det smukt.

– Da jeg fuldstændig uforberedt blev ramt af bilen, var det, som om jeg blev set, som om der faldt en masse lag af, og så var der mig tilbage. Jeg var helt forvirret. Og jeg har tænkt meget over det med at stå ubeskyttet, som jeg gjorde. Det var lidt som at blive gennemskuet, som hvis nogen sagde: ”Jeg ser dig autentisk, jeg ser dig ægte”.

– For jeg har løbet om hjørner med andre for at undgå noget ubehageligt … en sandhed, der gjorde ondt inden i mig. Som jeg ikke rigtig helt har sat ord på endnu, men der har i hvert fald været noget, jeg har modarbejdet. Når man så bliver outet så pludseligt, som jeg gjorde ved påkørslen, kan man ikke kæmpe eller slås længere, så er man nødt til at sige, okay jeg er blevet set. Så det er mit næste udgangspunkt. Og det er rart at få ind i mit system.

Hun har cyklet ulykkesruten. I mørke for at prøve det af, det gik faktisk meget godt. Og hun har snakket og snakket og snakket om det, der skete den novemberdag.

– For det er også en vigtig ting – at fortælle historien. Jeg kunne godt mærke det … lige så snart vi havde sat os ned her, gav jeg op.

– Jeg har ellers haft en indre dialog det sidste par dage: Jeg taler ikke om ulykken, det er ikke det, vi skal. Men det hele hænger sammen. Så fremover vil jeg måske forholde mig en lille smule mere holistisk til mit liv. Nogle vil måske kalde det flippet. Men jeg tror meget på det.

– Det er også det, jeg er vokset op med: Peace, Love and Understanding. Og det er det, der blomstrer frem i mig. Hende bondekonen er en del af mit autentiske jeg. Hun må godt fylde lidt mere. Hun er sjov. Og mærkelig. Og hun har en ret fed tid lige nu …

Artiklen blev udgivet i femina uge 9, 2024. Dette er en redigeret version.