“Jeg skulle ikke have holdt på min søsters hemmelighed. Jeg skulle have snakket med nogen”

Sofies søster var fuldkommen head-over-heels forelsket. Det var den slags stormende forelskelse, der rakte ud over alle grænser. Hun svævede på en lyserød sky, tænkte Sofie.

Søsterens nye kæreste var ikke Sofies type, men hun kunne godt se, at han var charmerende. Lidt nørdet, men charmerende, sød og omsorgsfuld. Så hun var glad på sin søsters vegne.

Men en dag faldt søsteren, Anne, på sin cykel og brækkede benet, og Sofie bemærkede, at omsorgen fra kæresten blev omklamrende og kontrollerende.

Anne måtte ikke længere gå i højhælede sko, og hun skulle have hjælp til alt. Hun var jo til fare for sig selv, var hans forklaring.

Da Anne blev gravid med deres første barn, måtte hun ikke gå ned ad trappen uden at holde ved gelænderet, og hun fik strenge ordrer om, hvad hun måtte og ikke måtte spise. Hun måtte heller ikke bare uden videre bruge en kniv i køkkenet, for hun kunne jo komme til at skære sig selv, og da barnet blev født, måtte Sofie ikke holde sin lille niece.

Det var kun ham, der kunne trøste barnet rigtigt. Hele tiden fik Anne at vide af ham, at hun ikke gjorde det godt nok. Hun var ikke en god mor.

I et par år så Sofie til fra sidelinjen. Hun så sin søster blive fortalt, at hun var en dårlig mor, der var uansvarlig og som ikke kunne tage vare på sit eget barn.

Hun så hende forsvinde. Og Sofie vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

Det lykkedes ham at skære Annes venner og familie ud af hendes liv, han isolerede hende og bebrejdede hende altid, hvis hun prøvede at lave aftaler. Til sidst var Sofie den eneste, Anne havde tilbage. Den eneste, der måtte blive lukket helt ind.

– Jeg blev selv involveret i det, jeg var også en del af hans spil, og jeg var bange for ham. Bange for, at det ville lykkes ham at skære mig ud også, fortæller Sofie.

Hun holdt sig gode venner med ham, for hun ville for alt i verden ikke miste muligheden for at se sin søster og niece. Men da Anne blev gravid anden gang, tog det for alvor fart.

Hver dag fik Anne at vide, at hun var en dårlig mor, og det blev sværere og sværere for hende at opretholde en facade, når Sofie kom på besøg. Sofie havde allermest bare lyst til at ruske hende og sige, at hun skulle tage sig sammen og forlade ham. Men det kunne hun ikke bare.

– I den periode mistede hun alle former for livsgnist. Min sprudlende og udadvendte søster forsvandt, men hun dyssede det samtidig ned. Jeg spurgte hende, hvordan hun kunne holde det ud, men hun kunne ikke selv se det.

Imens det stod på, gik Sofie med tankerne for sig selv. Hun vidste, at noget var galt, men hun følte ikke, at hun kunne fortælle det til nogen. Specielt ikke, fordi Anne selv gjorde alt for at opretholde en facade udadtil. Det føltes grænseoverskridende at fortælle andre om Annes private liv, som hun selv forsøgte at dække over.

Og så var Sofie heller ikke helt klar over, hvor destruktivt forholdet faktisk var.

– Jeg følte ikke, jeg kunne gå ud og stikke hende i ryggen og fortælle en masse om det. Jeg var virkelig ked af det, fordi jeg oplevede det som noget frygteligt, men jeg følte ikke, jeg kunne gøre noget, fordi jeg ville være tro mod min søster. Så jeg begyndte selv at blive virkelig mærket af det, forklarer Sofie.

Hun blev sin søsters hellested. Næsten hver eneste dag spurgte Anne, om ikke Sofie ville komme forbi om aftenen. For når Sofie var der, så trak han sig tilbage. Selv om Sofie næsten ikke selv kunne overskue det, så gjorde hun det for Annes skyld. Hun mødte op og klarede sig igennem et par timer.

Hvordan Anne kunne være i det døgnet rundt, spurgte Sofie sig selv om.

– Jeg kunne mærke, at hun gav op. Når han talte grimt til hende eller ville diskutere, så gav hun op. Hun faldt sammen som en sæk kartofler. Og sådan fortsatte det i rigtig lang tid.

Sofie forsøgte at presse på for at få Anne til at forlade ham. For at få hende til at indse, hvor dårligt et forhold, det var. Men Sofie var selv følelsesmæssigt involveret i det, og hun så heller ikke klart. Hun vidste ingenting om, hvad der foregik. Hun vidste ikke, at der var noget, der hed psykisk vold.

Så da Anne endelig fortalte deres forældre, at forholdet til manden ikke var problemfrit, faldt der en sten fra Sofies hjerte. Nu stod hun ikke med det alene. Nu kunne hun sammen med deres forældre forsøge at hjælpe Anne.

Selv om Sofie kæmpede utrætteligt for at redde sin søster – for at få hende til at forlade ham – så blev Anne sammen med manden, der nedbrød hende for øjnene af deres familie. Det var først, da Anne blev syg med voldsomme stress-symptomer som hjertebanken og kom til lægen, at der skete noget.

Hurtigt gennemskuede lægen, hvad der foregik, og henviste Anne til Danner. Deres mor overtalte Anne til at ringe ind til dem, og de tilbød hende en visitationssamtale på krisecentret.

Der endte med at gå næsten fem måneder, før hun flyttede derfra igen. Højgravid, da hun sov der den første nat, og med et lille barn på armen, da hun gik derfra.

I de måneder var det ikke kun Anne, der var på krisecenter, for Sofie boede der nærmest også. Hun var hos sin søster hver eneste dag, arbejdede på skæve tidspunkter og tog opkald fra Anne i smug på arbejdet for at holde på sin søsters hemmelighed.

– Jeg sov med hende i køjesengen på Danner, for hun kunne ikke sove alene. I den periode var min puls konstant høj. Men min søster var der ikke. Der var kun tre procent af min søster tilbage i den kvinde, der sad foran mig. Hun sad med sin højgravide mave i en sofa hos Danner og strikkede et babytæppe. Helt tom i blikket.

Det blev til et langt ophold, og det var voldsomt for Sofie, der holdt en facade oppe gennem det hele. Både over for sit arbejde, sin omgangskreds og ikke mindst over for sin søster. Hun fortalte det ikke til nogen i lang tid, fordi det føltes privat, skamfuldt og tabubelagt. Hun magtede heller ikke at prøve at forklare udenforstående om psykisk vold, når hun knap selv havde sprog for det.

– Det var en kæmpestor ting for mig og min familie, at min søster boede på et krisecenter. Hun var ikke en kvinde uden midler eller netværk, og alligevel var der behov for, at min søster skulle bo på krisecenter. Det var voldsomt.

Anne kunne sagtens bo hos sin familie, men hos Danner kunne hun få hjælp af specialister, som bedre forstod hende og det, hun gik igennem.

– Det er faktisk noget, jeg har skullet forsvare mange gange efterfølgende, når jeg har fortalt om det. For opfattelsen er, at det kun er underbemidlede kvinder uden netværk, som har brug for at være på et krisecenter. Det kunne ikke være mindre sandt, slår Sofie fast.

Mens Anne boede på krisecenter, mistede Sofie selv fodfæste. Hun var som en robot, der kørte direkte fra arbejde til Danner for at være hos sin søster. Hun var sjældent hjemme, kun for at pakke en taske med rent tøj, før hun var på farten igen. Hun tilsidesatte alt i sit eget liv for at være der for sin søster.

– Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg arbejdede overdrevet, og gav mere af mig selv, end jeg havde. Jeg boede derinde, havde intet liv, ingen normalitet. Jeg brændte mit lys i begge ender, og jeg magtede ikke at fortælle folk om, hvad der foregik. Hun ville heller ikke have, at det kom ud, for hun var bange for, hvad folk ville tænke om hende.

– Jeg følte, at jeg udstillede hende, hvis jeg fortalte åbent om det til mine veninder, som en eller anden form for underholdning til et middagsselskab.

Efterhånden som Anne kom mere og mere til sig selv, var Sofie og forældrene fortsat bange for, at hun ville gå tilbage til ham.

De havde ingen idé om, hvad der foregik, for som pårørende til partnervold vidste de ingenting om det afhængighedsforhold, søsteren havde været i.

Da Anne kom hjem fra krisecentret, var Sofie fuldkommen drænet. Hun havde ingen energi, intet overskud. Og hun havde brug for at afreagere, hvilket resulterede i, at hun festede en hel sommer. Hun besøgte senere en psykolog, men fik alligevel aldrig rigtigt håndteret det, der var sket. Hun manglede at tale med én, der virkelig forstod, hvad psykisk vold var.

Først for nogle måneder siden, flere år senere, knækkede hun fuldstændig sammen.

– Alt var kaos, jeg følte mig utilstrækkelig, og det hele eksploderede. Min krop sagde fra, og jeg blev sygemeldt i to måneder. Det var alt det ubearbejdede med min søster kombineret med flere ting, der fik det hele til at ramle.

I dag kan hun se, at hun for alt for meget ansvar for sin søsters liv. Hun troede, hun skulle fikse alt og passe på hende.

– Men det kan man jo ikke. Man kan kun være der, til personen selv er klar til at gå. Og det nytter ikke noget at bruge sig selv mere, end hvad man har at give af. Man bliver nødt til at lade op. At jeg isolerede mig selv for at være der for hende, var ikke en givende situation.

– Jeg skulle ikke have holdt på min søsters hemmelighed. Jeg skulle have snakket med nogen.

I dag har både Sofie og Anne det godt. De er kommet endnu tættere på hinanden og har fået sprog for at snakke om, de har været igennem, og om de røde flag, som ingen af dem så i begyndelsen. De håber, at deres historie kan være med til at aftabuisere psykisk vold – både for offeret og de pårørende.

– Jeg spottede ikke de røde flag dengang. Jeg lagde ikke to og to sammen. Jeg tror også, det handler om, at vi i den danske kultur ikke vil blande os for meget i folks forhold. Det er privatliv, og det er svært at skulle sige noget negativt om sin søsters ægtefælle, siger Sofie.

– Men man kan blidt skubbe dem i en retning, hvis man har mistanke om, at de lever i et voldeligt forhold. Følg hende hen til Danner, sid med til mødet eller vent i venteværelset. Vær der og vær ikke dømmende, men mød hende med kærlighed. Så hun ved, at hun ikke er alene.

Hos Danner kan du som voldsudsat kvinde eller pårørende få hjælp til at bryde med volden, få basal krisehjælp og hjælp til afklaring og overblik over din situation og dine handlemuligheder.

Sofie og Anne er ikke kvindernes rigtige navne. Redaktionen er bekendt med deres fulde identitet.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.