Familieliv
18. april 2023

Kære mor … Hver gang vi får gæster, stiller jeg mig selv dette spørgsmål

"I begyndelsen gik det fint. Men så … langsomt kunne jeg mærke irritationen," skriver Karen Straarup i denne uges brevkasse.
Af: Af Karen Straarup, Lene Straarup
Karen_Lene

Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Kære mor

Så skete det igen. Jeg fik malet mig selv op i et hjørne, hvor et rent martyrium blev min eneste udvej.

For et par uger siden, skulle vi have vores gode venner og deres to børn på besøg med en enkelt overnatning.

Det føltes som meget længe siden, vi sidst redte op i gæsteværelset. Lad mig bare sige det sådan: Vi har været temmelig fraværende i alle vores relationer de sidste to år.

Men nu skulle det være.

Og det betød jo, at der skulle ryddes op og gøres rent. Støvsugeren måtte i gang, gulvene skulle vaskes, badeværelserne og toiletterne skulle have en tur og vindueskarmene ryddes for bunker med tegninger, rudekuverter, uåbnede skolefotos og et par ugers ustrøgne perleplader.

Der skulle handles stort ind, børnene skulle i bad og kattebakken tømmes.

Alt dét og en masse andre småting tilsat lidt nerver løb sammen i mit hoved, og jeg glemte nok at indvie min bedre halvdel i, hvad der foregik på indersiden af den oprydningstornado, der som et lyn fra en klar himmel meldte sin ankomst midt i lørdagens morgenkaffe.

Kære mor

Brevkassen "Kære mor" er en ærlig og nysgerrig brevveksling mellem journalist Karen Straarup og hendes mor, psykolog og familierådgiver Lene Straarup.

Karen og Lene har en tæt relation, der kun er blevet tættere, efter de for fire år siden valgte at flytte sammen igen og bo tre generationer under samme tag.

Karen synes, det kan være hårdt at få enderne til at mødes og bruger tit sin mor, når hun kommer i tvivl, og har brug for et godt råd.

Læs med, når de sammen, forsøger at finde ud af livet med børn, karriere og det at være kvinde. Og om det hele var nemmere for 30 år siden?

I begyndelsen gik det fint. Men så … langsomt kunne jeg mærke irritationen.

I løbet af en halv time fik jeg hvirvlet mig godt og grundigt ind i en masse negative tanker, der fik mig til at føle mig helt alene med alle de her kedelige opgaver: Hvorfor er det altid mig, der skal stå for det hele?

Jeg mærkede, hvordan mine øjne blev til små sprækker, min mund en tynd streg og mit åndedræt overfladisk og hurtigt. For hver ting, jeg puttede i opvaskemaskinen, blev jeg mere og mere voldsom – nærmest eksplosiv i mine bevægelser.

Det var umuligt at trække stikket på det. Min krop var fyldt til bristepunktet af følelsen af uretfærdighed over, at jeg åbenbart var den eneste, der tog ansvar for weekendens besøg – og jo dermed også, hvorvidt besøget ville blive en succes.

Jeg VED godt, at det ikke er fedt. Jeg ved godt, at jeg opfører mig urimeligt – selv mens det står på.

Men jeg ved også, at mange af mine veninder kender følelsen og har lige så svært ved at stoppe i tide.

Jeg tror, du ved, hvad jeg snakker om. Jeg mindes i hvert fald at have mødt en lignende martyr i min barndom, når vi skulle have gæster, julen stod for døren eller der var andre begivenheder, der involverede den nervepirrende kombination af husligt arbejde og fokus på egne og andres forventninger.

Hvad er det for en mekanisme? Hvad sker der?

KH Karen

Kære Karen.

Mekanismen, du beskriver, tør jeg godt kalde “Det kvindelige martyrium”.

Du beskriver så fint, hvordan det vokser indefra, uden at de andre i familien aner, hvilken vulkan der lige om lidt går i udbrud.

Martyren farer rundt og ordner, mens resten af familien slapper af og hygger sig. Hun forsøger at bekæmpe irritationen, indtil det ikke længere er muligt at udholde følelsen af ALTID at være alene om ALTING.

(For det meste er der faktisk et gran af rimelighed over det kvindelige martyrium, der ofte vokser ud af et skævt ansvar for de opgaver, der hører hjemmet til. Det er også en interessant historie om moderne kvindeliv, vi kan tage hul på en anden dag).

Martyren i os udløses som regel efter en lang indre tankestrøm, der er begyndt længe før, vulkanen begynder at rumle.

Tankerne er negative og tit koblet sammen med ord som ALDRIG og ALTID og vil typisk føre til følelser som bebrejdelse, vrede og uretfærdighed. Du beskriver så malende, hvad der sker med dit kropssprog, og hvordan opvaskemaskinen må stå model til din vrede.

For vores tanker påvirker vores følelser. Når jeg underviser, bruger jeg ofte modellen “Den kognitive diamant”, der viser, hvordan tanker, følelser, krop og handlinger påvirker hinanden.

Dét, vi tænker, kan ændre det, vi føler, som så kan ændre det, vi gør, tænker og føler. Det er en evig udveksling, så længe vi lever.

Hvis jeg skal give dig et godt råd, så start med at registrere de negative martyrtanker, så snart du kan mærke, at de er ved at få tag i dig. Og så skal du sige det højt til din bedre halvdel.

Både at martyren er på vej, men også at du har brug for hjælp til at overskue situationen. I eksemplet, du nævner, handler det jo også om at få sat ord på, at der nerver på spil. At det er dit inderste ønske om at lykkes med at skabe en hyggelig og god ramme omkring jeres gæster, der ender med at fremkalde martyriet. Her er det klogt at stoppe op og bede om et kram.

En måde at undgå martyriet – og undgå at levere stress og dårlig stemning til hele familien – er at starte med at acceptere, at vi ikke kan læse hinandens tanker. Risikoen bliver mindre, hvis din mentale liste med ting, der skal gøres, er sagt højt og afstemt med familien, INDEN du kaster dig over opgaverne.

Men det er lettere sagt end gjort. For du har helt ret. Martyriet er også kommet til mig igennem livet. Du nævner nogle tidspunkter med selvakkumuleret stress og spidsbelastning i dit barndomshjem, hvor mit martyrium ramte resten af familien og skabte rigtig dårlig stemning i nogle timer.

Jeg håber, du og dine brødre kan tilgive mig.

Men måske især dig, som jeg jo dermed fik introduceret til og ubevidst oplært i det kvindelige martyrium.

Martyren her husker særligt, hvordan det ind i mellem var at bo sammen med tre teenagebørn, der ofte glemte, at de ikke boede på hotel med helpension, men var en del af et fællesskab.

Drengenes kæmpestore kondisko, der var efterladt i entréen, og din daglige besættelse af stuen, hvor du kunne sove flere timer på sofaen med et tændt fjernsyn, krummer ud over hele køkkenbordet, tomme mælkekartoner i køleskabslågen, skraldeposen fyldt til randen og en opvaskemaskine, der aldrig blev tømt.

Medmindre jeg bad jer om det. Sådan kunne udsigten se ud fra mine briller, når jeg kom hjem fra en lang dag på arbejde.

De dage, jeg var træt, havde jeg allerede tænkt for mig selv, at jeg ville møde dette scenarie når jeg satte mig i bilen på vej hjem – og så kunne martyrens følelser ikke holdes tilbage.

Men på langt de fleste dage havde jeg energi til at få øje på de små tegn på ansvar for fællesskabet og få stor glæde ved det.

I dag er det mest din far, det går ud over, når martyren en sjælden gang melder sin ankomst.

Kære Karen, for at blive martyr skal man sørge for at lide længe i stilhed. Lide så længe, at stemningen indeni er blevet så sort, at der ikke længere er gode måder at bede om hjælp på … Og så det ender i konflikt.

Det er nok det sværeste for både børn og ægtefæller at håndtere. Men også for kvinden, for det er der, man bagefter må krybe til korset og sige undskyld.

Og det er ikke let for en martyr.

KH mor

Læs mere om:

Læs også