Helene Thyrsted fra Fat Front: "Jeg håber, at folk ser, at tykke mennesker er mere end bare tykke"

Helene Thyrsted er klædt i en blå buksedragt med leopardprint, hun har sit hår i en høj knold på toppen af hovedet, og hendes sminke er lagt i pinupstil med sort eyeliner og markant optegnede læber. Og så er hun tyk. Det lyder som et skældsord i manges ører, men i dokumentarfilmen ”Fat Front”, som Helene er med i, tager fire unge skandinaviske kvinder ordet tyk tilbage som en neutral beskrivelse. I dokumentaren følger vi Helenes rejse ind i kropaktivismens univers på det sociale medie Instagram og udviklingen i hendes forhold til sin egen krop. – I dag har jeg et sundere forhold til min krop, hvor der er mere balance. Jeg er mere åben, jeg taler mere om mig selv og om de ting, der er svære. Førhen var jeg god til at fokusere min energi på andre og på, at de skulle have det godt. Jeg er blevet bedre til at tage udgangspunkt i mig selv og være åben om, at jeg også har behov og grænser, og dem skal jeg også respektere. Jeg skal ikke blive ved med at give og give for at være god nok. Men der har ikke altid været den balance i Helenes liv. Indtil for nogle år siden havde hun det ikke godt med sin krop. På grund af forholdet til den holdt hun sig tilbage, for hun havde svært ved at forestille sig, at hun kunne lykkes med noget. – Jeg talte rigtig grimt til mig selv. Og jeg gjorde det meget bevidst. Jeg havde en idé om, at hvis jeg kunne gøre mig selv nok ked af det, så kunne jeg motivere mig til at tabe mig. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt med en tusch havde lavet en tegning af en ko, der, hvor mit ansigt ville være i badeværelsesspejlet. Og så havde jeg skrevet noget grimt i stil med ”du er klam”. Fordi jeg tænkte, at hvis jeg bare blev ved med at fortælle mig selv det, ville jeg nok på et eller andet tidspunkt hade mig selv nok til, at jeg ville tage mig sammen. Men det er jo ikke sådan, det fungerer. For jeg blev bare mere ked af det og vred på mig selv. Og det skinnede over i alt andet, fordi jeg blev overbevist om, at jeg ikke kunne finde ud af noget, så jeg kunne lige så godt lade være med at prøve.

Udskamning hjælper ikke

Samfundet fortæller ofte tykke personer, at de er mindre værd på grund af deres udseende. Man skulle måske tro, at den negative forskelsbehandling ville få dem til at tabe sig og passe ind, men det modsatte er tilfældet, siger Signild Vallgårda, professor ved Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab.

- I samfundet sker en stigmatisering af tykke personer, der bliver set som svagere mennesker, fordi man har en opfattelse af, at de er tykke, fordi de ikke har nogen selvkontrol. Undersøgelser fra udlandet viser også, at tykke mennesker bliver dårligere behandlet end andre, og det ses for eksempel på arbejdsmarkedet. Desuden er der et æstetisk aspekt, hvor mange mennesker ikke finder tykke mennesker tiltalende, og de har ofte mindre succes hos det modsatte køn. Et resultat af at opleve stigmatisering er ofte, at folk trækker sig socialt. De kan endda lettere udvikle psykiske problemer. Udskamning får derfor ikke folk til at vælge at tabe sig, og vægttab er faktisk alligevel stort set umuligt for de fleste. Så udskamning hjælper slet ikke. LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Jeg har den perfekte bikinikrop

Digitale venner

Det var, indtil hun fandt et fællesskab på internettet, hvor folk deler billeder og tanker om krops- og selvbillede. Her er der videoer af tykke kvinder, der danser rundt i undertøj, billeder af strækmærker og billedtekster om oplevelsen af at have en krop, der ikke ligner idealet. Fællesskabet kendes ofte under betegnelserne kropspositivitet og kropsaktivisme, men Helene forklarer, at der er en forskel.

– Jeg vil ikke underminere vigtigheden af hele den der self love-bølge, for det var også sådan, jeg startede. Hvis du hader din krop, er du nødt til først at indse, at det behøver du ikke. Så får man sådan et high af det, og så dyrker man det, og det er okay. Men der er også en politisk side af det, og det er det, der er forskellen. Det er fint, at kvinder i alle størrelser kan få bekræftet, at det er okay at have appelsinhud, strækmærker og poser under øjnene, men som tynd bliver du ikke diskrimineret på arbejdsmarkedet, i sundhedssystemet eller i tøjkæder på grund af dit udseende. - Nu når vi et punkt, hvor folk, der har taget kropspositivismen til sig, siger: ”Jeg er for kropspositivisme, så længe du ikke er overvægtig.” Men det var hele pointen. Det handler ikke om at elske sig selv. Det er fedt, hvis man kan. Men det er der mange mennesker, der ikke er i stand til. Det, du kan bede nogen om, det er at sige, at din krop ikke afgør dit værd. Den afgør ikke, hvordan du skal behandles som menneske. Om den er stor, lille, sund, usund, gør ondt eller ej, så skal du behandles med respekt og værdighed, og det har du ret til at kræve, og det vil jeg være med til at kræve for dig og for mig. Venskaberne Helene har opbygget over Instagram, har overrasket hende. Der sidder rigtige mennesker i den anden ende, og de er klar til at hjælpe og støtte hinanden.

– Når vi taler om sociale medier, så handler det tit om, at det gør os asociale og til sådan nogle zombier. At vi ikke er til stede. At vi får suget et eller andet ud af os ved at sidde med ansigtet nede i den der telefon hele tiden. Og jeg kan godt se, at hvis du sidder til en familiemiddag, er det måske ikke det fedeste, at du sidder og sender beskeder samtidig. Men den idé om, at man ville være mere social, hvis man ikke havde sociale medier – jo måske, hvis det er nemt for dig at være social. Men det er ikke tilfældet for alle. Så de mennesker, der ellers ville være totalt isoleret i deres lokalsamfund, har nu mulighed for at nå ligesindede. - Når du tilvælger mennesker, der ligner dig, og som er med til at bygge dig op og heppe på dig, så er det så kraftfuldt. Og Instagram er min dagbog. Det betyder ikke, at jeg deler alt, men det er der, jeg har den opbakning, som jeg ikke altid føler, jeg har omkring mig. Så når jeg har en dårlig dag, eller når jeg har det svært med min krop, så kan jeg dele mine følelser og tanker, og så kommer der en kaskade af kærlighed tilbage.

Fat Front

”Fat Front” følger fire unge skandinaviske kvinder, der er trætte af skam og selvhad. I mange år har de sat deres liv på pause. De har ventet med at købe nyt tøj, tage ud at danse og få en kæreste – de har hele tiden ventet, til de en dag blev tynde. Det skete bare ikke. Så nu har de besluttet sig for at leve livet fuldt ud i stedet for at gemme sig væk.

De kender ikke hinanden, men de mødes og knytter bånd gennem en voksende bevægelse på Instagram, hvor tusinder af kvinder lægger billeder og videoer af deres deller og appelsinhud op på platformen. Her støtter og opmuntrer de hinanden, mens de kæmper mod diskrimination. De ønsker respekt og ligeværd i et slankefikseret samfund, mens de samtidig kæmper med lavt selvværd fra et helt liv. I filmen følger vi med i kvindernes kropsaktivisme fra den allerførste start og gennem deres individuelle rejse fra selvhad til selvkærlighed, hvor de lukker os ind i en smuk, men også konfliktfyldt kærlighedshistorie. Kampen for at elske sin krop og sig selv som tyk.

– Hele idéen om, at frigjorthed nødvendigvis skal være nøgenhed, det er jo ikke rigtigt. Det handler om, at du skal gøre det, du har lyst til – nu gør jeg det mere ekstremt, så du kan se, at det ikke er farligt – og så gør du det, du gerne vil. Jeg hepper på dig hele vejen. Hvad håber du, folk får ud af filmen?– Jeg håber, at folk ser, at tykke mennesker er mere end bare tykke. At vi også er individuelle personligheder med håb, drømme og indhold. Og at vi har en masse at byde på. At vi er kloge, sjove og velformulerede. Og vi er også tykke, og det er okay. Men i og med at vi har den ene ting til fælles, at vi er tykke, så har vi ligesom fået det her fællesskab, hvor vi har et indblik i en verden, som folk overser. Har du et råd til andre, der kæmper med forholdet til deres krop?– Det ville nok være at spørge sig selv: ”Hvis andres holdning til dig ikke betød noget, hvordan ville du så have det? Handler det om noget for din skyld eller for andres skyld? Men uanset hvad det svar er, så har du lov at være her. LÆS OGSÅ: Sammenligner du dig selv med andre kvinder I forbindelse med filmen har Helene og de andre kvinder lukket folk ind der, hvor det gør mest ondt. Og det er sårbart at vise verden ens ømme punkter. – Det er der, jeg kan såres. Det er at give folk magten, at vise folk, hvor de kan gøre mig ondt. Men jeg tror, det er vigtigt. Min aktivistiske stemme er vred, men den er også nødt til at gøre det forståeligt, hvorfor den er det. Så derfor er jeg nødt til at kombinere den vrede med en forklaring på, at I gør os ondt, for ellers forstår folk det ikke, og så er jeg bare en sur feminist mere. Men hvis jeg skal rykke noget ved de mennesker, der skal se det her, så er jeg også nødt til at lade dem forstå, hvad det er, der bevæger sig i mig. Derfor er jeg nødt til at åbne op for nogle ting og give det til dem og håbe, at de ikke smider det i skraldespanden. Filmen tager med vilje ikke stilling til kvindernes helbred. Både fordi det er et emne, hvor folk har meget splittede holdninger, og fordi det ikke passer i den kropsaktivistiske ånd. – Hvis vi hiver det over på sundhed, accepterer vi også præmissen, at hvis folk ikke er sunde, er det okay, at vi ikke behandler dem ordentligt. Men det accepterer vi ikke. Hvorfor skulle man ikke behandle folk ordentligt, hvis de er syge? Det er, fordi der er den her opfattelse af, at det er ens egen skyld, og man kan bare tage sig sammen. Så hvis man ikke vil udskammes, kan man jo bare holde op med at være tyk. Men der er ikke nogen, der har fundet den knap endnu, og det har ingen ret til at kræve.

Vores fokus på kroppen

Ifølge Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri og kvinde- og kønsforsker, er det ikke meningen, at vi fra naturens side alle skal have den tynde krop. Men vores samfund er opdraget til at se den som det sunde ideal.

- Vi har altid fokuseret på vores kroppe, hvilket man også kan se på skulpturer og malerier fra forskellige tidsaldre. Men i starten af 1900-tallet begyndte man at bade mere og gå mindre påklædt, og derefter begyndte vi som samfund stille og roligt at udvikle en sundhedsnorm. Den norm blev især styrket efter 2. verdenskrig, hvor man i Norge begyndte at lave de første højde-vægt-tabeller, hvor man så på livslængde i forhold til vægt. Det er det, vi efterhånden kalder BMI, selv om det var noget andet dengang. På dette tidspunkt definerede en norsk forsker den sunde krop som den unge krop, fordi han mente, den var smukkest. Selv om hans tabeller viste, at dem, der var lidt overvægtige, når de blev gamle, levede længere. Hans definition startede for alvor vores fokus på krop, vægt og sundhed. - Herefter fortsatte samfundet med at sige, at alle skulle have den tynde krop. Og fra 1960’erne og indtil for 10 år siden kom der et enormt krav om, at man for guds skyld skulle spise fedtfattigt og gå på slankekure, fordi man skulle have den helt tynde krop. Det er der en masse mennesker, der har taget skade af, for folk har ikke kun fra naturens side den tynde krop, og når man går på slankekur, kan man få man yoyo-vægt, når slankekuren mislykkes, og man giver totalt op. Desuden er der nogle, som af forskellige genetiske årsager bliver overvægtige fra barnsben. For cirka 10 år siden fandt man ud af, at det ikke er kosten, men derimod motion, som er det allervigtigste. Så nu er fokus drejet over på, at vi helst skal motionere alle sammen. Men den veltrænede krop er måske ikke den, vi alle sammen skal have. Måske skal vi bare gå op ad trapperne og gå nogle lange ture og så være tilfredse med den ikke helt tynde krop. - Men det startede med et påbud om, at det er godt at se ung ud. Som samfund er vi opdraget til at stræbe efter ungdomskroppen. Heldigvis er der sket det, at normalvægten for BMI er blevet sat op. Man har måttet erkende, at den rundere krop faktisk er den, der er sundhedsidealet. Hvad der så er det kosmetiske ideal, det kan være et andet. Som for eksempel det, man bruger i modebranchen. Men det snævre fokus er stille og roligt ved at blive brudt nu. Ved at man for eksempel peger på, at man godt kan være meget overvægtig og alligevel dyrke motion og have en spændstig krop. Så den modsatte bevægelse er i gang.