Gal eller normal?

Der er noget i vores kultur lige nu, som er en kende kuriøst. Nemlig den store dyrkelse af mennesker, som falder uden for normalitetsbegrebet, og så den indsnævring af normalitetsbegrebet, der synes at foregå i vores skolesystem på samme tid. For eksempel sad jeg forleden og bladrede i Billed-Bladet og stødte dér på den ene mere mærkelige og outrerede realitystjerne efter den anden. Der er sket en del siden Biker Jens og Dildo Jill. For eksempel var Linse fra Bryggen og Gustav, der er for "lækker til love", rejst til Møgeltønder for at hilse på den lille ny prinsesse. De var fotograferet ved gitterporten, hvor de forsøgte at komme ind på slottet og til deres store skuffelse selvfølgelig blev afvist. Et lidt skørt indfald i grunden og samtidig jo både sjovt og herligt.

Min søn på 13 elsker Linse. Han synes, hun er ganske vidunderlig, skør, eksotisk og vildt mærkelig og anderledes, med mor Ann, der altid skal have en porter på en bodega sammen med sin hund og "veninden" Lebbe Lone - som ved gud heller ikke er som alle andre. Overalt i det offentlige rum synes de unge at støde på den ene mere outrerede personlighed efter den anden. Men dér hvor de færdes til daglig, i vores skolesystem, skal der efterhånden ikke meget til, før nogen bliver skilt ud, får smidt bogstaver efter sig, eller før man tænker om dem, at de ikke ligger inden for normalspektret. En svag læspen, og de bliver sendt til talepædagog, lidt uopmærksomhed, og de skal medicineres.

På en eller anden måde virker det som et sammenstød af en slags; det outrerede i modsætning til det meget normale. Det, der samtidig er lidt sjovt, er, at vi elsker det, der er anderledes, ophøjer det, er nysgerrige omkring det og sidder og glor med stor fornøjelse på det hver eneste aften, mens vi ser ned på det normale som noget, der er kedeligt og uden særlig energi. Ikke noget, der er efterstræbelsesværdigt på nogen måde. Alle vil gerne være noget særligt, ingen har lyst til bare at være ligesom alle de andre.

Det fik mig til at tænke på, om det kunne forholde sig sådan, at vores kærlighed og dyrkelse til det "unormale" også kan ses som et oprør mod den "normalitet", der så heftigt forsøges presset ned over hovedet på os? Det var da en tanke værd, for hvad er det vi skal stræbe efter her i livet, og hvad ønsker vi for vores børn?

Kærlig hilsen
Renée

FLERE KLUMMER

Renées klumme i sidste uge: Hvem har hapset mændenes mandighed?

Lonnie Kjer: Farvel fobi

Julia Lahme: Hjemmedyrket aldersfacisme

Tine Bedixen: Det hedder altså vasketøj

Dorthe Kandi: Karma eller tilfældighed