Selvudvikling

Hjemmedyrket aldersfacisme

af Julia Lahme 12. juli 2012
Vi kvinder er blevet aldersfacister. Vi nægter simpelt hen at blive ældre. Ingen vil være gamle. Vi vil have faste ungpigebryster, gå i det samme tøj som vores døtre og være så lækre, at vi kan gå på jagt efter de unge hanner

Vi kvinder har noget med vores alder. Som om vi ligesom Peter Pans Kaptajn Klo kan høre vækkeuret tikke i krokodillens bug og blot venter på at blive indhentet af den. Krokodillen altså. Ikke bugen. Vi viger bort fra vores alder og nægter at se den i øjnene, og vi kræver at kunne leve, som om vi ingen alder havde. Kvinder som jeg er sent ude med at få børn. I forhold til biologien burde vi få dem i begyndelsen af vores 20'ere og ikke i begyndelsen af vores 30'ere, hvor vi nu yngler. Flere og flere kvinder får deres første, andet eller tredje barn, når de har passeret deres 40. år, og på den måde trækker vi også ungdommen i langdrag. Både fordi der går længere tid, inden vi for alvor er nødt til at blive voksne (= når børnene kommer). Og fordi vi danske kvinder tilsyneladende har lyst til at forlænge den tid, hvor vi har hjemmeboende børn. Mange af os kan altså se frem til at fylde 60, inden vi får reden for os selv igen - og hvordan det kommer til at blive, er jeg sikker på vi kommer til at læse hyldemeter efter hyldemeter om om ganske få år. For helt nemt bliver det nok ikke.

Skønhedsbehandlinger bliver mere og mere radikale, og når selveste übercool Madonna vælger at have et ansigt som en babyrøv frem for som en 50-årig, så er der vel ikke bare tale om trend, men om en monumental én af slagsen. Vi nægter simpelt hen at blive ældre. Ingen vil være gamle. Vi vil have faste ungpigebryster, gå i det samme tøj som vores døtre og være så lækre, at vi kan gå på jagt efter de unge hanner. Vi nægter at nøjes med de kedelige gamle på vores egen alder, nej, vi vil have en fast ung viril elsker, også når vi selv er knapt så meget det ene og det andet.

Vi kvinder er blevet aldersfacister, og den bedste kompliment, vi kan give hinanden, er, at vi ser unge ud. På Facebook smiler vi smålummert og storkælent til kameraet, uanset om vi er 15, 25 eller 45, og vi nægter at vokse med vores alder. Og nej, jeg skal da ikke kunne sige mig fri for en dag at bede om al den pølseforgiftning, Dr. Feelgood har i sprøjten ... men jeg håber fandeme, jeg kan nære mig. For forandring og ungdommelighed kan komme andre steder fra, og måske skal det, at vi nu bliver sundere og sundere og lever længere og længere, måske bruges på noget andet end at svinge med svesken, som var vi stanghormonelle teenagedåser lige lukt på vej i "Paradise"-helvede.

Jeg har to forslag: 1) Kærlighed. Al den, der allerede er. Måske skal vi bruge de ekstra år på at elske hinanden med alle de rynker og rynkede numser, vi nu har. 2) Til at gå på arbejde i. For helt ærligt. Det bliver sgu da KUN sjovere at arbejde: Jo ældre man bliver, og jo mere perspektiv og erfaring man får, desto sjovere bliver det.

Tænk nu, hvis vi holdt op med at bekymre os helt så meget over bekymringsrynken og på en eller anden måde kanaliserede alt det over i at læse mere, elske mere, spise bedre mad og blive dygtigere til det, vi holder af at arbejde med? Det bliver nogle gode år, det er jeg sikker på.

PS: Lynch mig ikke, hvis jeg om 15 år tigger om rynkereducerende injektioner her og dér og alle vegne (jeg var "ung", jeg vidste ikke bedre).

Dorthe Kandi: Vindermænd - Jeg er sikker på de findes

Lonnie Kjer: Farvel fobi  

  Forfatter og etnolog Julia Lahme, 35 år Dårligste vane: Nikotintyggegummi, kaffe, chokolade, sko. Alt i rigelige mængder. Største fejltagelse: Ikke at holde godt nok fast i alle dem, jeg holder af. Bedste beslutning: At få rengøringshjælp og dermed redde mit parforhold. Motto: Der er en særlig plads i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden.