Vindermænd - jeg er sikker på de findes
28. juni 2012Jeg elsker mænd og har været forelsket i en del - de sidste 18 år fortrinsvis i min egen - og er træt af at høre om tabermænd.
Synes egentlig også, det er underligt, at mændene pludselig bliver tabere, fordi kvinderne er på arbejdsmarkedet, tager gode uddannelser, får gode job osv. For det kommer meget nemt til at virke, som om der på sejrsskamlen kun er plads til ét køn. Lige nu altså kvinder - og mændene må så ligge og græde i svinget. Det er klart, at hvis vi kigger rent statistisk på mænd og kvinder, så kan det meget nemt blive en konkurrence om at nå op på 50 procent (mindst). Manden skal tage 50 procent af barslen, 50 procent af husarbejdet. Vi skal SELVFØLGELIG have ligeløn og lige anerkendelse for vores bidrag til hjemmet, familien osv. Men hvordan kan det være, det, at det går bedre for kvinderne, automatisk udlægges som en bagdel for mændene? Skal det være en konkurrence, hvor nogen skal vinde? Vinder-kvinder.
Når vi vinder, så taber mændene åbenbart automatisk, og så gider vi dem ikke. Så kører vi karrieren alene, får børn alene, bor alene, tager på ferie alene.
Kunne vi forestille os, at vi vinder-kvinder også gerne vil have vinder-mænd. Og at vinder-mænd ikke nødvendigvis er nogle, der har længere uddannelse og højere løn end os selv. Men nogle mænd, der hviler i sig selv, og ikke føler sig trængt af ændrede roller. Mænd, som gerne vil være meget sammen med deres børn og er stolte, når deres kone får lønforhøjelse også, selv om hun så tjener mere end ham - fordi han er i balance og ved, at hans status ikke afhænger af, at andre har det dårligere end ham.
For selvfølgelig anerkender jeg, at det er et problem, at mænd ikke i tilstrækkeligt stort antal tager længere uddannelser, at de mister ufaglærte job og står alene tilbage, når kvinderne så åbenbart finder andre mænd med mere held i livslotteriet eller klarer sig uden mænd i hverdagen. Men jeg tænker, at det bliver lidt småirriterende, når dette problem udlægges som en kamp mellem kønnene. En kamp, som ENTEN mændene ELLER kvinderne vinder.
Med to sønner og en datter i børneflokken er jeg selvklart optaget af, at drengene ikke skal tabe noget som helst - men jeg måler det ikke på, om de får den længste uddannelse, den højeste løn eller en kvinde, der er tilpas meget "mindre" end dem selv, så de ikke føler sig truet på deres maskulinitet.
For det sidste synes af og til at være tilfældet, når nogle mænd klynker over, at de nu er taberne, fordi kvinderne ikke anser dem for uundværlige som forsørgere. Måske er det dér, humlen er. At maskulinitet for nogle mænd stadig måles på, at vi kvinder er afhængige af dem. Maskulinitet er at være klogest (hvordan man så end afgør det) og tjene mest og lave mindst muligt husarbejde.
Sådan nogle mænd kender jeg faktisk ikke mange af - måske er de en uddøende race - for moderne mænd er klar over, at et godt og ligeværdigt forhold til en kvinde er båret af kærlighed og fællesskab, og det er der intet taberagtigt ved. Og jeg tror, de sagtens kan se, at de vinder en masse ved et ligeværdigt forhold. Her taler jeg ikke om en fordeling, der hedder 50 procent af alt - det må de enkelte familier afgøre med hinanden. Men jeg tror på, at kønsrollerne skal være noget mere nuancerede, og at vi skal holde op med at tro, at hvis kvinderne får noget, så er det taget fra mændene og omvendt.
Jeg er i hvert fald klar til at dele førstepladsen med alle vinder-mændene.
LÆS OGSÅ: