Selvudvikling

Karma eller tilfældighed

af Dorthe Kandi 19. juli 2012
Jeg har taget karma til mig, for jeg tror i den grad på, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden, og jeg vælger at tro, at det kommer godt tilbage til én selv

Vi står i kø, min datter og jeg, efter en dejlig koncert. Bag os står en bemærkelsesværdig kvinde klædt i smuk græsgrøn kjole og med et par iøjnefaldende tatoveringer - skøn stil, tænker jeg. Elsker, når folk tør skille sig ud. Få minutter senere står kvinden foran os - køen er ellers velopdraget, lang, lige og uden masen - men pludselig er hun altså smuttet lige foran os for at få sin jakke nogle sekunder før, og jeg kommer til at sige meget højt: "Helt ærligt, det er virkelig dårlig stil og karma, det dér ..!". Hun vender sig selvfølgelig om og prøver i en nedladende og ironisk tone at retfærdiggøre sig selv - at andre også gør det samme og den slags elendige argumenter. Som om det, at andre er nogle idioter, hvad de ikke var i netop denne situation, er en god undskyldning for selv at være det.

Jeg burde have ladet det fare. Det havde jeg gjort, hvis hun havde smilet og sagt undskyld, eller sagt noget sjovt om, at hun bare sådan skulle tisse og derfor skynde sig, eller hvad ved jeg. I stedet føler jeg mig kaldet til at understrege, ikke mindst over for min datter, at det ikke er i orden - og så plopper argumentet om dårlig karma igen ud af min mund. Og da det nu også er blevet vores tur, og vi får vores jakker før hende, der snød, så mener hun, at det går lige op! Jeg siger - med lidt skadefryd (og det er ikke god karma): "Nej, det er bare karma - du snød, og derfor kommer du nu til at vente længere, end hvis du bare have holdt din plads i køen ...".

Jeg tror ellers ikke på de højere magter, som oftest fremstilles som gamle, mere eller mindre intolerante mænd. Men jeg tror på, at der findes "mere mellem himmel og jord" - for mig handler det dog om mavefornemmelse og intuition. Det har vi altid brugt, når vi skal fornemme fare, mærke efter, om folk lyver eller lignende. Men jeg har taget karma til mig, for jeg tror i den grad på, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden, og jeg vælger at tro, at det kommer godt tilbage til én selv. Som vores ældste har tatoveret på sin arm: "What goes around comes around" - og så kan man jo lige så godt sørge for at sende mest muligt godt ud i verden, så det på den måde vil være venlige smil og handlinger, der rammer én i nakken, når karmaen slår til.

Dårlig karma kender jeg da også - selvfølgelig. Jeg har vrisset ad folk på cykelstien, fordi de ringet hidsigt med klokken (HADER den lyd), rystet overbærende (læs: nedladende) på hovedet ad de lidt for friske trafikanter, der kører slalom ind imellem os andre, overser de røde lys - faktisk er der masser af forbedringspotentiale i min cykel-karma. Men jeg husker også de gange, en medtrafikant har smilet, holdt tilbage, gjort plads - det breder sig straks til os andre og får én til at komme lidt gladere frem.

Måske er karma lige så meget det, at ved at tro på, at det gode kommer tilbage til én, møder man verden på en noget venligere facon og med mere overskud ... Den slags smitter, og derfor kommer det tilbage til én. Jeg ved det ikke - og egentlig er det også lige meget, for resultatet er det samme. Hvis du og jeg smiler til hinanden og derefter til nogle andre, ja så ender det jo med, at der er flere smil i verden, end hvis vi lod være. Og smil kan man altså ikke få for mange af, vel?

Så selv om jeg har meldt mig ud af Folkekirken og ikke er hverken buddhist, nudist eller andet på "-ist", så tror jeg på karma. Og jeg øver mig i at sende så meget god energi, smil og hjælpsomhed ud i verden som muligt - og bare tanken om det, gør mig i bedre humør. Så måske er jeg i virkeligheden egoist - med god karma!

LÆS OGSÅ:

 

Renée Toft Simonsen: 5 bud på det gode parforhold