Først kan de godt lide, at hun har store armbevægelser. Men i virkeligheden er det noget helt andet, de vil have

Højrødt jakkesæt. Koboltblå neglelak. Pels og møllehjulshat. Tre flasker champagne med uventede gæster på en tilfældig onsdag.

Johanne Bille er i farver. I et lidt gråtonet skandinavisk samfund stikker hun ud og kan føle sig vejet og fundet for meget, så en af Johannes venner plejer at minde hende om noget essentielt: “Det er ikke dig, der er for meget, det er de andre, der er for lidt”.

Det er en god sætning, som hun også har haft brug for at huske i andre og mere komplicerede hjørner af sit liv. De findes jo, siger hun, de mænd, der indledningsvis synes, man er, lige som man skal være.

For snigende at mene det modsatte, og så sætter kontrollen og den usunde underdanighedsdans ind. Det har hun også prøvet. Ligesom en af af karaktererne i hendes nye roman “Et liv med dig”.

Benny og Flora. Arbejder begge på samme containerskib. Forelsker sig. Bliver modvilligt skilt ad meget kort efter. Cecilie og Matthias. Har boet sammen. Hun gik, men kan ikke komme videre. Vil have ham tilbage.

Men spørgsmålet er, om det forhold overhovedet var sundt. Om nogen af de to forhold faktisk var det.

Benny er havnet på et værtshus. Ret permanent. Cecilie er havnet på en bænk foran Mathias’ lejlighed. Ret fastlåst. Det er udgangspunktet.

– Jeg har været drevet af at finde ud af, hvad fortællingen om den store kærlighed gør ved os. Om hvor langt man vil gå i kærlighedens navn. Selv om det kan ødelægge ens liv.

Johanne har skrevet det meste af romanen på et brunt værtshus.

– Jeg har virkelig søgt det der værtshusmiljø, fra jeg var ikke særlig gammel. Og jeg har værtshuse rundt omkring i byen, hvor jeg krammer med bartenderne. Så bogen er også lidt en kærlighedserklæring fra mig til værtshuslivet.

Hun er 30, så det ligger vel ikke lige for, men:

– Jeg kan godt lide de brune værtshuse, fordi jeg synes, det er et generøst rum, hvor man bliver tvunget til at engagere sig i hinanden.

– På cafeer eller restauranter kigger ingen op, når man kommer ind ad døren, og jeg begriber det ikke, jeg kan blive så ærgerlig over det.

– På et brunt værtshus er det så sikkert som amen i kirken, at alle kigger op, måske endda sender et nik og ligesom anerkender: ”Velkommen til den her dagligstue, her engagerer vi os i hinanden.”

– Så det kan godt gøre mig bange, at der bliver færre og færre af de brune værtshuse, for jeg synes, der er en tendens til, at vi lukker os mere og mere om os selv. Det kan jeg blive nervøs over, fordi meget af mit liv er at være alene.

– Jeg har ingen kæreste, ingen børn, for mig har værtshusene også været en måde at have et netværk på. Jeg bliver inviteret til deres julefrokoster, er ligesom en del af miljøet.

I begyndelsen gik hun på værtshus sammen med venner, nu kommer hun der også alene med sin computer. Sidder og skriver. Og stam’erne, som stamgæsterne på et værtshus kaldes, ved efterhånden godt, at hun først er klar til en Grøn Tuborg, et nummer på jukeboxen og en snak, når hun klapper computerlåget ned.

– Du ved … vi snakker næsten om det samme hver gang, stam’erne og jeg. Systemet. Hvordan man får udbetalt kontanthjælp og invalidepension. Og jeg fortæller lidt om mine bøger.

– Når man sidder på bodega som ung kvinde og kigger på de her mænd, der sidder alene i baren og måske fordomsfuldt tænker, at de er nogle lidt sølle eksistenser, skal man lige huske, at alle har en forhistorie. Og så er de bare nogle rigtig dejlige mennesker. Der er en grund til, at folk er endt, hvor de er endt.

Afgrund

Johanne selv voksede op i, hvad hun kalder et kulturelt hjem på Frederiksberg. Hun læste Johannes V. Jensens “Kongens fald” som 10-årig.

– Jo jo! Jeg tog bare alt det, jeg syntes virkede spændende i de kæmpestore bogreoler, jeg tror ikke, jeg forstod det hele, men jeg læste alt.

Hendes mor er uddannet jordemoder, men læste jura, da Johanne ikke var særlig gammel, og blev sekretariatschef i Skuespilforbundet. Faren var rockanmelder alle mulige steder og også redaktionschef på Information i mange år.

– Vi boede i en stor herskabslejlighed, og i min barndomserindring væltede det ind med musikere og forfattere. Alt handlede om ånd, kultur, kunst og store samtaler.

– Det var et festligt hjem på den bedst tænkelige måde. Det gør nok også, at jeg begår mig let i mange forskellige miljøer, for kunstnere kan være svære størrelser at have med at gøre.

Verdens dejligste barndom er indkapslet i et varmt og glædesfyldt lys. Den slutter brat.

– Min far falder om på badeværelsesgulvet, da jeg er 19 år. Og dør. Helt pludseligt. Han var 63, ingen havde set det komme. Det ændrede hele mit liv, fordi min far var min bedste ven.

– Det var min far, der lærte mig at skrive. Han redigerede mine tekster, fra jeg var syv-otte år. Jeg skrev historier, men kunne nærmest ikke stave endnu, vel? Og siden snakkede vi om mine noveller, om dramaturgi og karakteropbygning. Så forsvandt han … og så var der bare en afgrund så dyb.

Den aften, det skete, var Johanne ikke hjemme.

– Min mor og min søster var der, men jeg havde lige forelsket mig i ham, jeg faktisk endte med at blive gift med. Det var vel nærmest vores anden aften sammen. Så jeg var ikke hjemme, da min far døde, fordi jeg var forelsket … Det er stadig vildt at tænke på.

Hvad betød det for dit nye parforhold, at du mistede din far på den måde?

– De første to år var jeg fuldstændig ødelagt. Der handlede det rigtig meget om mig og ikke særlig meget om min kæreste. Jeg tror, det kan komme til at skabe en ubalance, når man er i så stor sorg.

– Jeg havde i hvert fald rigtig meget brug for andre mennesker og var nok heller ikke så meget til stede i parforholdet, fordi jeg også satte mig ned og skrev min første bog, “Tænk nu hvis”, som er en kærlighedserklæring til min far og et forsøg på at bearbejde det, der skete.

Så hun debuterede som 21-årig, men:

– Det er et paradoks for mig. Min debutroman udkommer, da jeg kun er 21 år, og det er en fantastisk ting, men den kommer, fordi der er sket noget helt forfærdeligt. Det er svært at komme sig over, ikke?

– Skriften og døden – de to ting går ligesom hånd i hånd i mit liv. Det kan jeg godt have svært ved at forlige mig med. Det er som om, det aldrig bliver rigtig lystfuldt for mig at skrive, fordi det også kommer af noget, der er så tungt.

I år er det 10 år siden, Johanne mistede sin far.

– Hans død gjorde og gør stadig, at jeg tager helt enormt meget ind af livet. Jeg har det sådan: Jeg kan dø i morgen, så jeg skal nyde det så meget, jeg overhovedet kan.

– Jeg har en tendens til at have lidt travlt. Med arbejde. Gerne at ville skrive mange bøger. Med rigtig mange aftaler. Jeg ligger aldrig på min sofa, for hvis jeg døde i morgen, ville jeg da ikke have ligget på sofaen! Jeg har skrevet, som var der intet i morgen.

Ægteskabet

Lille, lækker taglejlighed på Frederiksberg. Køkkenalrum. Soveværelse. Skråvægge. Skoene uden for hoveddøren på reposen. Kun Johannes.

Dit ægteskab med din store forelskelse fra dengang?

– Det var forholdet, der holdt længe, ikke ægteskabet, jeg var sammen med ham i syv års tid. Så blev vi gift. Og så gik jeg fra ham ret kort tid efter. I 2019.

Der er langt til den kæmpe herskabslejlighed fra din barndom til lejligheden her? Du ville ikke forsøge at genskabe det, du kom fra?

– Jeg tror, det til dels er det, jeg forsøger. Det her er også en lejlighed, hvor man dukker uanmeldt op. Det gør folk generelt ikke så meget længere, men det gør man her. Man ringer på og spørger, om jeg er hjemme til en kaffe.

– Det er også en lejlighed, hvor man kan finde på at åbne tre flasker champagne bare fordi. På den måde har jeg taget det med mig. Men der skete noget, da jeg blev skilt. For det hjem, jeg havde med min eksmand, var som mit barndomshjem.

– En stor lejlighed, der tit var fyldt med mennesker, og der var altid nogen fra udlandet, der lige skulle overnatte hos os. Så jeg har prøvet at have det der hjem, men så havde jeg brug for en anden bevægelse … jeg gik fra ham, fordi jeg simpelthen mistede mig selv i det.

– Pludselig handlede det hele om at være en god vært og skabe et rum for andre. Det handlede slet ikke om at skabe et rum inde i mig, hvor jeg var glad. Men han er en af mine bedste venner i dag.

Hvad har du så lært om kærlighed?

– Jeg tror, det er det, “Et liv med dig” også handler om: At kærlighed også rummer nogle krænkelser. Og at man skal være virkelig på vagt over for de krænkelser, der sker i kærlighedens navn.

– Jeg har oplevet at miste mig selv i kærligheden. Jeg er også et menneske, der kan elske rigtig meget og uden livrem og seler. Jeg går bare ind i det, og det kan godt være farligt, man ender med at miste sig selv fuldstændig. Det er også derfor, jeg er alene i dag – jeg er så bange for at komme til at miste mig selv igen.

Johanne vil gerne lige pointere, at hun ikke bebrejder sin eksmand noget. Den periode af hendes kærlighedsliv handlede om hende selv.

– Det handler bare om at elske så meget, at man hele tiden møffer sig til rette, for at kærligheden trives bedst muligt. Uden i virkeligheden at spørge sig selv: “Jamen, hvordan trives jeg bedst, hvad har jeg brug for?”

– Det er også derfor, jeg nu har brugt fire år på kun at skulle tænke på mig selv, og hvad jeg har lyst til. Fordi jeg endte med at elske på en måde, som gjorde, at der ikke var særlig meget plads til mig.

Umoderne

Vi har danmarksrekord i enlighed. Johanne tror, en del af det handler om, at vi er bange for at blive skubbet til mentalt af et andet menneske.

– Det er jo også en del af kærligheden, og det er derfor, den er så svær. Den balancerer hele tiden på en knivsæg. For kærlighed er også at turde sige: “Du må gerne rykke lidt på mig, du må gerne gå ind i mig og påvirke mig”. Det, tror jeg, vi er blevet bange for.

Vi er simpelthen blevet for bange for nærhed, engagement – for at være os selv. Sammen med andre, siger Johanne.

– Det er det samme, jeg oplever i mit datingliv. Det er en ret intim ting at gå i seng med hinanden, men det fysiske kan vi godt, men vi kan ikke snakke sammen bagefter. Fordi det er … for meget. Og det er for meget. Jeg kan også blive så ærgerlig over, at vi går i seng med hinanden og ikke engang spørger, hvad hinandens efternavn er.

Det er et billede på uærlighed i den tid, vi lever i. Og den uærlighed har hun det svært med.

– Min tilgang til livet er, at ting gerne må betyde noget. Ting må gerne være vigtige. Ting må gerne ruske. Vi må gerne sætte os selv på spil. Men det oplever jeg i højere og højere grad er håbløst umoderne. Og det kan jeg blive ked af.

Kunsten at sætte sig selv på spil, give sig selv lov til at være den, man er … På et tidspunkt skulle Johanne læse op til et litterært arrangement. Det var højsommer. Ikke desto mindre havde hun bare lyst til at have en af sine store pelse på.

– Det var det eneste, jeg havde lyst til: At klæde mig ud og komme i den her kæmpestore pels og svede tran indenunder. Jeg havde også en stor hat på.

– Men den måde folk kiggede på mig på, da jeg gik ned ad gaden … Det var ikke på en “hvor er du fed”-måde, det var “hvad fanden bilder du dig ind at stikke ud?”

– Og jeg har simpelthen besluttet, at næste gang, jeg skal elske nogen, skal det være én, der synes, det er fedt, at jeg går ned ad gaden med en kæmpestor pels og en stor hat på.

Det siver langsomt frem i “Et liv med dig”, at Cecilie ikke må være, som hun er, i forholdet til Mathias.

Har du nogensinde selv oplevet faresignaler?

– Ja, det har jeg. Jeg har været i relationer, hvor jeg har tænkt, at “det her ku’ godt gå hen og blive slemt”. Jeg forstår dynamikkerne indefra, som jo er den traditionelle voldsspiral, der starter med et forsøg på at få én til at passe ind i nogle rammer, og så udvikler det sig langsomt.

– Jeg har ikke på den måde prøvet fysisk vold, men jeg har oplevet, at den spiral kan starte, siger hun.

– Psykisk vold og dysfunktionalitet kan være svært at snakke om, fordi det faktisk er noget, der ligger imellem to mennesker. Men det, jeg har oplevet på egen krop, er, at jeg har haft lyst til at minimere mig selv.

– Jeg har været sammen med mænd, hvor jeg har oplevet, at de har det svært med en kvinde, der har lidt store armbevægelser, og så pakker jeg mig selv ind og gør mig mindre. Det kan hurtigt eskalere ud i andre ting: “skal du have det tøj på nu?”, “skal du tale så højt?”, “skal du grine på den her måde?”, “skal du have den flaske champagne?” Det var de mekanismer, jeg var interesseret i at undersøge i “Et liv med dig”.

Gråzone

Bogen dykker ned i et spektrum fra de sunde mekanismer til de usunde, men især dem i midten:

– Terapeut Jytte Vikkelsøe har en teori om, at krænkelser altid vil finde sted i et forhold, men hun snakker om de sunde krænkelser. At man bliver udfordret.

– Og så er der den anden boldgade, som “Toves Værelse” – hardcore psykisk og fysisk vold. Dét, ”Et liv med dig” undersøger, er det, der ligger imellem de to ting, og som næsten kan være det sværeste at sætte ord på.

For hvordan beder man så om hjælp?

– Cecilie i bogen vil gerne fortælle sin mor om det, men hvad skulle hun overhovedet fortælle? Det er det, der er så skidesvært med de gråzone-krænkelser.

– Jeg kender det fra mig selv, jeg vidste nærmest ikke, hvad jeg skulle sige, jeg vidste bare, at jeg havde et ubehag og en følelse af at skulle passe ind, altså, at jeg skulle minimere mig selv.

– Jeg synes faktisk, jeg har prøvet det mange gange og med alle mulige forskellige mænd, der har krydset min vej. Men jeg er blevet rigtig god til at spotte det tidligt.

Det handler om magt.

– I relationen mellem Cecilie og Mathias bliver hun nødt til at være den underdanige, ellers virker det ikke. Og jeg skal lige huske at understrege, at det virkelig ikke har noget med min eksmand at gøre, men bagefter i mit liv har jeg oplevet mænd, der umiddelbart tænder på noget viljestyrke, men i virkeligheden gerne vil have underdanigheden, og dét, synes jeg, er noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet.

Din bog er også et indspark i #MeToo-debatten?

– Ja, det synes jeg. Cecilie og Mathias' historie er også en undersøgelse af, hvad der sker, når man går tilbage i et voldeligt forhold. Så jeg vil klart mene, det også er en politisk bog.

– Og jeg synes, der sker rigtig mange gode ting for tiden, når vi snakker sexisme og #MeToo. Samtykkelovgivningen. Vigtigt, ikke? Det er jeg all for.

– Jeg kunne bare tænke mig, at vi havde en større diskussion – så det ikke bare kommer til at handle om, hvorvidt Lizette Risgaard havde seksuelle undertoner eller ej. Jeg vil gerne snakke om, hvordan vi er ordentlige mennesker.

Vi lever i en tid, hvor vi ivrigt debatterer, om køn er en konstruktion. Men i din bog er mænd mænd og kvinder kvinder?

– Ja, der ligger nogle mønstre, nogle strukturer og noget opdragelse. Og nu skal jeg vare mine ord. Grunden til, at det er farligt for Flora at være ude på det containerskib er, at hun er kvinde. Det er den eneste grund til, at det er farligt for Flora at være der.

Hvorfor skal du vare dine ord?

– Fordi jeg lærte af “Når mænd forlader mig”, at hvis jeg siger ting på den rigtige måde, kan det faktisk forandre nogle menneskers liv.

– Jeg oplevede f.eks. med den bog, at fordi jeg gjorde mig sådan umage med præcist at få beskrevet, hvordan en voldtægt føles, var der rigtig mange, der kunne tage det med videre. Så jeg tager ord meget alvorligt.

– Indtil da var jeg faktisk en lidt apolitisk forfatter, jeg var bange for at mene noget – som i virkeligheden også bare havde noget at gøre med at blive voksen. Jeg er ikke så bange for at mene noget mere, jeg er voksen, nu vil jeg faktisk gerne sige, hvad jeg mener.

Desuden:

– Da jeg skrev “Når mænd forlader mig”, var jeg nede i så sort et hul, at jeg ikke gav en rød reje for, hvad folk tænkte om mig. Jeg skrev præcis, hvad der passede mig. Det handlede om, at jeg lige var blevet skilt.

– Jeg havde ligesom været forrest i toget, havde været i et langt forhold, vi var blevet gift, havde en dejlig lejlighed og et dejligt liv. Pludselig faldt det hele på gulvet. Det føltes som en falliterklæring, at jeg ikke var lykkedes med kærligheden.

– Men nogle gange skal man som menneske ned i de sorte huller og se sig selv i øjnene, og det blev jeg virkelig tvunget til at gøre dér. Og det åbnede en eller anden port i mig: Nu er jeg ligeglad med, hvad andre tænker, nu siger jeg, hvad jeg mener, fordi jeg tror på, at det kan forandre noget.

Udødelighed

Der manglede en til bogreceptionen, da “Et liv med dig” udkom. Johannes far, Torben Bille. Havde han været der, ville hun have sagt “Tak”.

Hun er 30 år nu. Har skrevet sin fjerde bog. Og har aldrig haft svært ved at kalde sig selv forfatter.

– Men at kalde mig journalist – det har været så svært og forbundet med så meget usikkerhed og skam, fordi jeg aldrig bliver en lige så god journalist, som min far var.

– Nu er “Et liv med dig” kommet, og der står på flappen, at jeg er forfatter og journalist. Så det sidste er faktisk større end det første. Jeg er endelig endt, hvor jeg skulle ende.

– Jeg er sgu faktisk mere stolt af det der journalistnoget, og der er umiddelbart meget mere nydelse og glæde ved det end ved at være forfatter.

Hvorfor så skrive bøgerne?

– For at være helt ærlig handler det om, at jeg er bange for at dø. Det at skrive er at sikre sin egen udødelighed. Det er noget med at holde døden på afstand og sige: “Nu kan det godt være, at jeg ikke kan blive her for evigt, men jeg kan skabe noget kunst, som bliver her.”

– Jeg håber, at “Et liv med dig” kan sætte nogle samtaler i gang. Jeg kan dø i morgen, og folk kan læse den i overmorgen og få noget ud af den. Det er jo det, det hele handler om: At man skal dø.

Interviewet blev udgivet i femina uge 37, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: