Johanne Bille
Klumme

Man skal ligge i ske om natten og morgenen efter takke nej til kaffe. Der er noget, min generation glemmer, når vi dater

25. august 2022
Af Johanne Bille
Foto: les kaner
Min date sluttede med, at han sagde: “Skal du ikke snart til at gå” - og det fik mig til at tænke på, at der er én ting, der ikke er plads til, når man dater i min generation.

Johanne Bille er forfatter og kulturredaktør på Femina.  

Jeg er single, og jeg er træt. Så enkelt kan det siges; egentlig kunne det her debatindlæg vel bare stoppe der, men det gør det selvfølgelig ikke, dels fordi der i så fald ikke ville være nogen til at udgive det, dels fordi jeg har noget andet eller måske rettere mere at sige.  

Jeg har været single i tre år.  

Forud for mine tre år var jeg henvist til den skyggetilværelse, som det er at være single i sluttyverne, hvor ens satte venner bliver gift og får børn, er syv år i et parforhold, der udviklede sig til ægteskab.  

Da jeg efter skilsmissen kom ud på det såkaldte singlemarked, var det med et knust hjerte og skælvende hænder men også en ukuelig optimisme og tro på, at noget bedre ventede derude.  

Som de fleste andre singler nok ved, skulle jeg blive skuffet. Datingmarkedet anno 2022 egner sig ikke til sådan én som mig og måske heller ikke til dig, der læser dette.  

Der er nemlig især en ting, som der ikke er plads til, i hvert fald ikke når man dater i min generation, og det er intensitet.  

Jeg læste Christian Groes kommentar i Berlingske fra 5. august, og jeg blev på sin vis opløftet. Det er et ganske fint debatindlæg, hvor Groes beskriver vigtigheden af at lade timing råde og være mindre utålmodig.  

”Træf et valg” skriver han og fortsætter ”Vær tålmodig, koncentrer dig og lev med den evige mulighed for at miste det hele igen.”  

Jeg øver mig sådan set i at gøre det hele.  

Ligesom mange andre er jeg også lidt efter lidt blevet præget af en kultur, der, med Christian Groes’ ord, er en ”Low effort, low impactdatingkultur med hurtige matches, hurtige møder, hurtige knald.”  

Samtidig trives jeg ikke i den.  

Jeg skriver dette en søndag, hvor jeg med en knude i maven gør mig umage for ikke at lukke ensomheden ind, efter et såkaldt ”hurtigt knald” sluttede med, at min date sagde:  

”Skal du ikke snart til at gå?”.  

Så kunne jeg stå dernede på gaden og vente på en taxa, tænke: Aldrig igen. Selvom jeg udmærket godt ved, at det vil gentage sig.  

”Vi glemmer dermed langsomheden, indsatsen og umagen, men det er faktisk den, der binder os sammen,” skriver Christian Groes, og det vil jeg give ham ret i.  

Det er dog ikke det eneste, vi glemmer, når vi dater – eller måske rettere ikke det eneste, vi frygter.  

”Det her betyder noget, venner!,” kunne min far finde på at råbe ud i en koncertsal, når vi havde hørt et særligt godt nummer, men når man dater i sluttyverne er det som om, ingenting egentlig må betyde noget.  

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Man skal knalde, mens man ser hinanden i øjnene længe og inderligt, men bagefter ikke engang spørge, hvad personen hedder til efternavn.  

Man skal ligge i ske om natten og morgenen efter takke nej til kaffe.  

Man skal dele sine hemmeligheder over lidt for mange øl på Enghave Plads, men bagefter ikke engang skrive ”tak for i aften”. 

Som Linea Maja Ernst skrev i Weekendavisen d. 12. augugst om min generations hang til at skrive SMS’er med små bogstaver og fravær af emojis: ”Det er paradoksalt, hvordan man gør sig så umage for at lyde nonchalant. Man (okay: jeg) er så besat af, hvad andre mennesker tænker om én, at man investerer en hyperbevidst energi i at få det til at se ud, som om man er ligeglad.” 

Jeg er ikke god til at virke nonchalant, jeg er ikke god til at få det til at se ud som om, jeg er ligeglad.  

Jeg vil intensiteten, om den så bare er i 24 timer eller over et par uger.  

Jeg vil gjalde ud over tagene: ”Det her betyder noget!” også selvom jeg ved, at det, jeg har oplevet – lad det være et knald, en samtale over en øl, en Instagramtråd - ikke skal vare for evigt.  

Der skal ikke særlig meget til, før de jævnaldrende mænd løber skrigende væk fra mig.  

En besked med en sang, der mindede mig om noget, han sagde. Et emoji-hjerte sendt efter et par fadøl. Eller blot det at blive liggende i sengen lidt for længe – ikke rejse sig og gå med det samme.  

Jeg ser på flere af de mænd, jeg har datet de sidste tre år, og det er nærliggende at mene, at de bare er dårligt opdraget, men jeg tror faktisk ikke, at det er der, den berømte sko trykker.  

Jeg tror ganske enkelt, vi er blevet bange for at give os hen. Vi frygter intensiteten, for den kræver vores udelte opmærksomhed –  hvad vil der ikke ske, hvis vi pludselig rent faktisk gav os hen?  

Tænk: Det kunne jo være, at vi for en stund mistede os selv.  

Det er en skam, for det er jo netop det, det hele handler om: At miste sig selv et øjeblik.  

Vi fødes alene og dør alene, siger man, men en fuldstændig afgørende del af at være menneske er nogle gange at glemme lige præcis dette.  

At fortabe sig i noget – også bare hvis det er en hobby, et særligt godt stykke musik eller (gisp!) et andet menneske - er et af de mest effektive værn mod selvleden, ensomheden, depressionen.  

Det er der, det rykker. Der, hvor man tager sig selv i at stoppe op og blot være til stede; gøre noget så banalt som at nyde livet.  

Så til nogle af de mænd, jeg har datet (I ved sikkert, hvem I er) og de mænd, jeg måske kommer til at date, er der her en udfordring:  

Prøv at lade jer fortabe i øjeblikket.  

Orgasmerne bliver faktisk også bedre af det.