Interview

Det er som om, der et gået hul på en gammel betændt barndomsbyld. Og Rachel Röst har selv ført kniven

26. august 2022
af Tine Bendixen
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Rachel Rösts anden roman “Pyntesmil” giver piskesnerpende indsigt i de psykologiske mekanismer i partnervold og konsekvenserne. Rachel har selv oplevet et psykisk voldeligt parforhold.. Hun siger det selv: hendes forfatterskab er terapeutisk.

Rachel Röst med det røde hår udstråler en ro, en hvilen i sig selv, som er i nærmest paradoksal kontrast til den enorme uro og smerte, hendes bøger dykker ned i.

Hun svarer forunderligt nok uden omsvøb på alt. Men måske er det bare sådan: Når man først har givet sig selv lov til at eje sin egen livshistorie, sætter det fri.

For man bliver stakåndet af at undertrykke den og holde den hemmelig for andres skyld, åbenhed gør det lettere at trække vejret. Selv om det ikke er uden omkostninger. Heller ikke for Rachel.

Hun var 44 år, da hun debuterede med “Grundvold”, der er løseligt baseret på hendes ekstreme opvækst i en mormonfamilie med en fanatisk religiøs, psykisk voldelig og kontrollerende far og en svag og sygelig mor.

Nu er hun 45 og aktuel med “Pyntesmil”, der handler om partnervold set igennem det nu voksne, skadede barns øjne. Også den berører elementer fra hendes eget liv, selv om bogen er fiktion – hun har selv levet i et psykisk voldeligt forhold som ung.

Det er, som om der endelig er gået hul på en ældgammel betændt barndomsbyld, Rachel har selv ført kniven, og al materien bliver til ord, der forløser både hende selv og hendes læsere.

Hun skriver med en rasende fart om dysfunktionelle relationer, og hun har langt fra skrevet sig tom.

- Nej, jeg er overhovedet ikke færdig, jeg er lige begyndt på bog nummer tre. Jeg har brug for det, det er TERAPI.

- Hemingway siger, at det ikke er nogen sag at skrive, man skal bare sætte sig over papiret og bløde. Haha. Så for at det man skriver, skal være sandt, bliver man nødt til at komme i forbindelse med sine egne følelser.

Ødelagt

“Pyntesmil” er en ætsende fortælling om partnervold og konsekvenserne – især for de børn, der er vidner til volden. Gry er som voksen et “låst” menneske underlagt barndommens skam og forældrenes hemmeligheder.

- Jeg har brugt meget af mig selv, selv om jeg ikke har samme baggrund som Gry. I “Grundvold” skrev jeg meget om et faderforhold, der fylder, og det gik op for mig, at min mor har stået lidt i skyggen, fordi min far har fyldt så meget, så jeg fik lyst til at skrive om et mor/datter-forhold.

- Om en kvinde, som var ødelagt. Og … MIN mor sad i den sidste del af sit liv ligesom Grys mor også alene i en beskidt lejlighed og havde en undulat.

Rachel Röst

45 år, universitetsuddannet i litteraturvidenskab, har i 2012 startet organisationen “Læs for Livet”, der samler bøger ind og skaber biblioteker på bosteder for udsatte børn og unge. I dag er organisationen også er hendes arbejdsplads.

Mor til søn på 25 år.

Aktuel med romanen “Pyntesmil” – en ætsende fortælling om partnervold, konsekvenser, hensyn, hemmeligheder og ofre. Gry kæmper som voksen for retten til at tale om sin egen barndomshistorie, hvor faren tævede moren.

Rachel debuterede i 2021 med dokumentarromanen “Grundvold” som er løseligt baseret på hendes egen opvækst i mormonkirken.

- Min mors personlighed og baggrund var anderledes, men det var sådan, min mor boede med den der undulat, der fløj frit, derfor var der fugleklatter på gulvet. Min mor var enormt stakkels, kunne slet ikke overkomme noget og fik varer leveret, fordi hun nærmest ikke kunne tåle at gå ud og havde meget social angst.

Det er en direkte reference til Rachels eget liv, at Gry i bogen googler, hvordan man kan slå en undulat ihjel, så det ligner et uheld.

- Det gjorde jeg også selv på et tidspunkt, fordi min mors undulat også sad og sagde: “Jeg elsker dig” og “Møs møs”, og det gjorde mig vanvittig, fordi min mor aldrig havde vist mig den form for kærlighed.

- Det virkede fuldstændig grotesk, at den der lille fugl skulle sidde og prale af det. Det blev sagt så mange gange til det lille kræ, at den havde lært det udenad.

Så:

- Det var andre ting, min mor blev udsat for. Men der er en sand ramme. Absolut også i det med at være lidt mor for sin mor.

Er du på en særlig måde rustet til at håndtere det svære?

- Da min mor døde, vidste jeg, at jeg blev nødt til at skrive om det, fordi det føltes så voldsomt. Jeg sad inde i pårørendeværelset på intensivafdelingen med min computer på skødet og skrev noter, fordi det var sådan, jeg kunne håndtere det.

- De andre i rummet gloede på mig, og mine søstre blev sure, fordi det virkede så kynisk, at jeg skulle lave det om til stof, men det var bare sådan en overlevelsesmekanisme for mig.

Dommedag

Rachels barndom var præget af regler, straf, sult – madpakke fandtes ikke, aftensmaden bestod tit af risengrød kogt på skummetmælkspulver – og sommertøj året rundt, fordi der ikke var andet.

Faren kontrollerede benhårdt familien med sin religiøse fanatisme og sine trusler om dommedag. Moren flygtede ind i medicin og sygelighed og befandt sig mest på sofaen, tog sjældent morrollen på sig og gik aldrig i brechen for sine børn.

Med “Grundvold” fandt du ud af, at det er okay at fortælle sin historie? At man har rettigheder til den?

- Ja, fuldstændig. Det er faktisk også det, “Pyntesmil” handler om: retten til at fortælle sin egen historie. Samtidig har det også været vildt kompliceret. Jeg ser f.eks. ikke min ene søster på grund af “Grundvold”.

- Hun har ikke lyst til at se mig, det er på en eller anden måde gået for tæt på, selv om jeg har prøvet at skåne begge mine søstre utrolig meget. Der er ting, jeg har skåret helt fra. Mine forældre er afbildet mere en til en.

Alle menneskers liv involverer andres. Derfor er det ikke altid konsekvensfrit at sætte ord på sin fortid.

- Det er vildt underligt, at jeg ikke ser min søster, det er da et tomrum. Jeg har også lidt svært ved at forstå det, det gør ikke det heller ikke nemmere. Der er en sårbarhed, jeg ikke har opdaget eller ikke helt kan sætte mig ind i. Jeg håber, vi finder sammen igen, for det er ikke så rart. Vi er så få tilbage i familien, og hendes fravær mærkes bestemt.

- Jeg havde også problemer med min anden søster, fordi vores far lå og var ved at dø, samtidig med at “Grundvold” udkom. Der blev hun meget beskyttende over for ham, og vi så ikke hinanden i et halvt år, men det kom vi over, efter en fortryllelse var fordampet, tror jeg.

- Hun havde været i det rum omkring døden og min far, der havde kræft, og hun passede ham meget. På Facebook skrev hun noget med, at “kærligheden overvinder alt – også barndommens bagateller”. Hun gjorde ligesom det, vi havde oplevet, til ingenting. Men efter et stykke tid kunne hun godt erkende, at der nok var lidt mere på spil for os dengang.

Måske tager man i virkeligheden ikke vold mod kvinder så alvorligt, fordi man tænker, at “det er nok ikke så slemt”. Men det ER en form for tortur i rigtig mange tilfælde.

Rachel siger det direkte: Den barndom har i hvert fald ødelagt noget i hende selv.

- Ja, det er jo det … Jeg er meget følsom over for kritik, og jeg er … meget påpasselig over for forhold. I det hele taget om man kan stole på folk, om de kommer til at såre en. Jeg fik min søn, da jeg var 20, men jeg blev hverken gift eller noget i mine tyvere og tredivere, fordi jeg var så bange for at reproducere sådan en familie.

- At jeg ville ende med at lege far, mor og børn på sådan en giftig måde. Også fordi de mænd, jeg havde mødt, VAR giftige. Så jeg tænkte: Det er åbenbart det, jeg tiltrækker, så hvis jeg er tiltrukket af nogen, er de sikkert dårlige for mig.

Er det en konklusion så – at du ikke skal være sammen med en mand?

- Nej. Nu er jeg også kommet over den alder, hvor jeg skal have flere børn, så jeg har haft nogle fine parforhold. Men jeg har aldrig haft et langvarigt forhold. Det længste varede fire år.

Chokeret

Det sværeste ved at skrive “Pyntesmil” har været at gå ind i den grove vold.

- Jeg har skrevet kapitler, hvor jeg bagefter har opdaget, at jeg nærmest har holdt vejret hele tiden. Jeg har interviewet to kvinder, som har været udsat for vold i parforholdet og blev ret chokeret over, hvor voldsom volden var. På tv er det meget noget med, at så får man lige en flad og bliver skubbet, men …

Der er virkeligheden som i bogen: tænder bliver slået ud, revner skal syes, knogler brækker, hårtotter trækkes ud og efterlader skaldede pletter?

- Ja, det er det. Så selv om det er barsk at læse, har min mission været, at det må være ærligt. Måske tager man i virkeligheden ikke vold mod kvinder så alvorligt, fordi man tænker, at “det er nok ikke så slemt”. Men det ER en form for tortur i rigtig mange tilfælde.

- Jeg vil gerne ruske lidt i folk i forhold til partnervold. Sådan ER det her, og vi er nødt til at gøre noget ved det.

- Cirka halvdelen af de kvinder, der opsøger kvindekrisecentre, er der ikke plads til, det synes jeg ikke, vi kan byde de kvinder.

- Regeringen har lavet et udspil med 22 forslag til forebyggelse af partnervold, de bliver taget op i efteråret, og der er meget fine ting imellem, men det har taget lang tid at nå dertil, og det er slet ikke sikkert, at det bliver stemt igennem.

Rachel giver ikke noget for undskyldninger om nogle mænds temperament.

- Nogle gange snakker man om, at det handler om mænd, der har et temperament og så løber det af med dem. MEN, hvis man kigger på, hvordan volden i virkeligheden forgår, er den meget kontrolleret.

- Han slår, der hvor tøjet dækker. Han slår derhjemme. Så man kan ikke bare sige, at det er et iltert temperament, der løber af med de mænd. Partnervold sker IKKE på gaden. Der er en eller anden tanke bag, ikke?

Nogle voldelige mænds behov for at kontrollere – handler det om sex eller magt?

- Det er på en eller anden måde kvinder som “ejendom”. Hvis man kigger på psykologien i det, må det bunde i noget usikkerhed og utilstrækkelighed. De tænker, at hvis kvinderne kommer ud i verden, vil deres opmærksomhed flyde væk fra mændene og over på veninder og andre mænd, så den eneste måde, de kan bibeholde kærligheden, er ved at isolere og styre.

- Og for kvinderne – det er et kæmpe sats at gå, hvis man virkelig er bange for at blive slået ihjel, fordi man oplever de der mænd fra sådan en forfærdelig side. Derfor vil de ikke være ved det.

Grys voldelige far, Connor, har noget med i bagagen: sin mor. Vi møder hende kortvarigt i “Pyntesmil”. Det er ikke noget charmerende møde.

Du fritager ikke kvinder for skyld?

- Nej. Vi er ikke kun ofre. Vi kan også være grænseoverskridende og så videre. Det var vigtigt for mig at få sagt. Der er myter om, at kvinder er de gode, og hvis bare kvinder bestemte, ville der ikke være nogen krig. Det tror jeg overhovedet ikke på.

- Kvinder kan også være perfide, ondskabsfulde, grænseoverskridende. Det er bare mest mænd, der tyr til fysisk vold, vi reagerer ikke på samme måde. Men der er mange former for vold. Psykisk vold, seksuel vold, stalking. Hvis man ser vold i et bredere perspektiv end fysisk, tror jeg, at kvinderne også er på banen

Nabovold

Psykisk vold hos naboen kan ikke høres. Det kan fysisk. Rachel sad engang i sin lejlighed og kunne høre tumult og råb, og hvordan hendes underbo blev “væltet rundt”.

- Så gik jeg ned og bankede på. Hun åbnede døren helt forfærdet i ansigtet, kunne knap møde mit blik. “Er du okay?” spurgte jeg. Hun rystede på hovedet, så jeg gik ind i lejligheden. Der stod en mand derinde, jeg bad ham om at gå NU. Det insisterede jeg på nogle gange, så smækkede han mig en, så jeg fløj igennem lejligheden.

- Bagefter ringede jeg til politiet. Min underbo havde flere gange været udsat for vold, men ville ikke anmelde det. Men jeg anmeldte ham og han fik en betinget dom på et halvt år, så jeg HÅBER, han ligesom har taget det alvorligt. Men jeg ved det ikke. Jeg bor der ikke længere.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Modigt, ikke? Muligvis burde hun også have ringet til politiet først, siger hun, men:

- Sådan er jeg åbenbart ikke. Jeg blander mig. Og jeg har ikke været traumatiseret af det eller noget. Jeg kunne åbenbart godt tåle at få en på hovedet en enkelt gang, selv om jeg selvfølgelig var chokeret.

Rachel reagerede. Men er det det, vi gør oftest? Eller har vi det mest bekvemt med skyklapper på?

I “Pyntesmil” er Connor en velrenommeret dokumentarfilminstruktør, og hans kone Helene er smuk og tavs om den ekstreme vold, han udsætter hende for og desværre bare helt utrolig klodset i hverdagen … Gry og hendes bror tør intet sige af angst for, at det går ud over moren.

Da faren endelig bliver outet, bilder han en bekendt af parret ind, at det er hans kone, der er mentalt ude i tovene. Og vedkommende vælger at tro ham.

- Det bliver også kompliceret af, at Connor på alle mulige måder er en accepteret mand. Han er dygtig, kan være charmerende, det er svært at tro på, at der kan være en dæmonisk side også.

- Jeg tror, man lidt for ofte er for villig til at tro på den gode side. At man ikke kan få den til at passe sammen med vold. Det giver en dissonans.

Kan man faktisk elske én, der slår?

- Det, tror jeg, sagtens man kan.

Kan den, der slår, faktisk elske?

- Det tror jeg også. Jeg tror, de ting kører ved siden af hinanden. Jeg tror, man kan lave en mental opdeling. Det er som om, man godt kan have to verdener kørende på en gang. Jeg har også været i et parforhold, hvor jeg levede i psykisk vold. Jeg var omkring 25 år.

- Jeg blev talt grimt til og kontrolleret, og der var seksuelle overgreb, hvor jeg sagde nej, men det foregik alligevel. Men jeg storelskede ham samtidig. Min egen lillebitte erfaring fra parforholdet med psykisk vold er, at man virkelig kan splitte det op. Man kan elske en mand samtidig. Sådan lave en lille parentes omkring volden, så den ligesom ikke påvirker kærligheden.

Det var dig, der gik?

- Ja, jeg gik flere gange og kom tilbage til ham. Det lykkedes kun at gå med min søsters hjælp. Jeg flyttede hjem til hende i 14 dage. Han skrev breve til mig, som hun smed ud, fordi det ville være for let for mig at gå tilbage i det, fordi jeg et eller andet sted stadig elskede ham.

Hvordan forklarer du forholdet for dig selv?

- Jamen mine egne grænser blev overskredet så meget i barndommen, at jeg nærmest ikke kunne mærke dem og ikke rigtig kunne forsvare dem. Det, tror jeg, han kunne mærke og udnyttede.

Det grænseoverskridende i barndommen kunne f.eks. være i lege, hvor hun blev holdt fast af sin far.

- Og hvor det endte med at gøre ondt på mig. Det var også grænseoverskridende at blive kontrolleret i forhold til, at jeg kun måtte bruge to stykker toiletpapir på badeværelset, og det blev råbt ind igennem døren. Og min far tog selve døren af til mit værelse, så jeg ikke kunne lukke den. På den måde har der været gentagne overskridelser af mine grænser.

Du måtte ikke være din egen person?

- Nej. Heller ikke i forhold til seksualisering af os børn. Vi måtte ikke overskride “Kyskhedsloven”. Altså at man ikke må have sex før ægteskabet og ikke må pille under tøjet og ikke må give mænd “dårlige tanker” og den slags.

- Jeg var seks år! Det er måske lidt svært at skulle være ansvarlig for, om mænd får dårlige tanker om én, når man er seks år.

Giftigt

I “Pyntesmil” har Gry arvet sin mors skam og forældrenes hemmelighed, og spørgsmålet er, hvor ødelæggende det er at blive voksen og ligesom “låst” af sin mor og far.

- Det har jeg tænkt meget over. For det første er det enormt ensomt. Gry er afskåret fra andre, hun har én veninde og har svært ved relationer og går i stedet ud for at knalde nogle mænd for at have en form for menneskelig kontakt.

- Hun har svært ved at fortælle sin sandhed, og så bliver hun selv kontrollerende både over for de der mænd og i den højtstående stilling, hun har. Hun har en angst for kontroltab, fordi hun har været magtesløs.

Det kender du selv?

- … Ikke i voldsom grad, men netop fordi jeg har været i parforhold med psykisk vold, har jeg en radar – det skal jeg ikke ud igen. Så jeg vil hellere være … ensom end komme ud i noget, der er skadeligt for mig. Det ved jeg af erfaring.

- De sidste par mænd, jeg har mødt, har været sunde, gode mænd, så jeg synes, jeg kan se en ændring på resultaterne, haha. Det giftige er noget med kropssprog, og hvordan en mand taler om andre mennesker.

- Jeg kan godt se røde flag ret hurtigt, men nogle gange ignorerer jeg et rødt flag. Hvis en mand har lidt for meget kørende på den gode side også, kan jeg nok leve med et enkelt rødt flag.

Lille Rachel ville i hvert fald være glad for, at jeg får udgivet nogle bøger. For mig har det været livsvigtigt at holde fast i, hvad jeg har oplevet og at dele det med andre.

Hvad har du selv arvet af dine forældres skam og hemmeligheder?

- Især fra min mor synes jeg, at jeg har arvet en fornemmelse af at være “den syge”, som om der er noget galt med mig, for det har hun været meget skamfuld omkring. Hun har også haft depressioner og angst – det havde jeg også i mine yngre år. Og det har ligesom sat sig fast, at jeg er sådan en, der bliver syg både mentalt og fysisk.

- Jeg venter lidt på at blive syg. Der er en svagelighed, jeg har taget på mig, som egentlig ikke helt passer. Men den kvinde, jeg har haft at spejle mig i, min mor, har været enormt svag, så det er nogle gange lidt svært at have et lidt modstridende selvbillede.

- Jeg er faktisk stifter af “Læs for Livet”, forfatter, mor til en velfungerende voksen søn og alt muligt andet. Men jeg kan af og til godt have et imposter-syndrome. At jeg i virkeligheden ikke er hende Rachel, men noget andet. At der latent inden i mig er sådan en mor-skikkelse som min mor.

Det er der jo ikke. Men der er en sorg.

- Jeg savner min mor og er virkelig ked af, at jeg har mistet hende. Hun blev 63, og jeg havde forventet at have hende nogle år endnu. Men samtidig kan jeg mærke, at jeg er lidt lettet over, at jeg ikke behøver at bekymre mig om hende mere. For hun havde et virkeligt dårligt liv.

Rachels far døde sidste år lidt over en måned efter, “Grundvold” udkom.

- Jeg så ham ikke i perioden, men jeg skrev et brev til ham, som han ikke svarede på. Jeg har ikke rigtig reageret på min fars død. Jeg har egentlig set ham som "død" i en del år og sørget færdig over ham.

- De sidste tre år er de ældre generationer i det hele taget gået i graven, så jeg er pludselig den ældste med mine 45 år. Det føles ret sårbart. Men der er selvfølgelig en øget frihed, fordi jeg ikke er nogens datter – eller barnebarn. Jeg kan være mig selv i en højere grad.

Hvad er det for en rejse, du har taget fra barnet Rachel til kvinden Rachel?

- Jeg er nok blevet mere selvstændig og succesfuld, end jeg nogensinde havde regnet med. Jeg havde f.eks. ikke regnet med, at jeg var sådan en, der skulle bestemme noget. Selv om min far på et tidspunkt sagde til mig: “Du er sådan én, der vil bestemme alting”.

- Men jeg havde forstået mig selv som én, der måtte underordne mig, fordi det var det, der var mit lod i hjemmet. Men lille Rachel ville i hvert fald være glad for, at jeg får udgivet nogle bøger. For mig har det været livsvigtigt at holde fast i, hvad jeg har oplevet og at dele det med andre.

- Også for at give det, jeg har erfaret mening: Så kan andre genkende sig selv i historien, og det kan hele dem. Det er med til at hele mig, at mine oplevelser ikke har været forgæves.