Anna Grue
Interview

Anna Grue var helt brændt ud. Så fik en samtale hende til at styrte ind på hjemmekontoret

27. juli 2022
Af Christina Forsberg
Foto Stine Heilmann
Lange gåture med hunden i Odsherreds store skove, en stjerneklar nattehimmel og uforstyrrede morgener. Det er lidt af Anna Grues opskrift på at holde skriveriet i gang og depression fra døren. Og opskriften på et langtidsholdbart ægteskab? Rummelighed!  

Max 20 km” står der på skiltet, når man kører ned ad grusvejen i det lille område i Vig, der vender ud til Lammefjorden. Her hersker en ro og stilhed, der burde kunne fås på recept, når byens turbulens har fået sindet til at koge over.

Man skal ned i gear bogstaveligt talt, og det er, hvad der også sker mentalt, når Anna Grue lander i sit sommerhus, som hun og manden, Jesper Christiansen, har haft i 25 år.

De har også en helårsbolig i et skovbryn i Holbæk, her opholder Jesper sig oftest, mens Anna foretrækker huset i Vig, der har naturgrund og udsigt lige ned til fjordens stille vand.

Den frodige have og terrasserne vidner om, at der her bor én med grønne fingre, som nyder at se ting gro. I jorden vel at mærke.

Krukkerne står også i beundringsværdigt flor, dem har Jesper sørget for, men krukker er da lidt for haveamatører, ikke sandt?, lyder det drillende fra husets kvindelige ejer, da vi inspicerer terrænet.

I tæt følgeskab er hunden Billie, der med Annas ord ligner noget, der er brugt til at fjerne støv og spindelvæv med. På sin egen nuttede måde.

– Jeg var til et møde med min veninde, tidligere dramachef på DR Piv Bernth, hvor denne her forpjuskede hund kom hen til mig. ”Nøj, hvor er den sød, er det en græsk gadehund?” spurgte jeg.

–  ”Neeeej, ikke just, det er en Kromfohrländer”, fik jeg at vide, og jeg sagde til Piv, at jeg ville have den førstefødte tæve i hendes kuld, hvis hun nogensinde skulle have sådan et. Og sådan fik jeg Billie, præcist et år efter.

Anna Grue

Født 1957 i Nykøbing Sjælland

Uddannet på Skolen for Brugskunst på linjen tegning og grafik

Har arbejdet som bl.a. layouter og chefredaktør og redaktionschef på forskellige udgivelser, har været med til at starte flere blade, f.eks. Forældre og Børn og Bazar på Aller Press og Vi med Hund på JSL Publications.

Debuterede i 2005. Har udgivet en lang række hyggekrimier, senest ”Nøglen til mord” i 2022, tredje bog i serien om Anne-Maj Mortensen. Læs mere om hendes forfatterskab på annagrue.dk.

Foredragsholder.

Gift med kunstmaler Jesper Christiansen, sammen har de en datter født i 1981 og en søn født i 1989. Fra et tidligere forhold har Anna en søn født i 1977.

Bor i Holbæk og ved Vig.

Det er her i den vestsjællandske idyl, at de fleste af Anna Grues hyggelige krimier er blevet til. Hun skriver sig ind i den engelske ”cozy crime”-tradition, hvor små lokalsamfund, karakter- og miljøbeskrivelser er vigtigere end politiets arbejde. Tortur, gys og maltrakterede kvindelig går hun i en stor bue udenom.

Det er Anna, der er forfatteren bag bøgerne om ”Den skaldede detektiv”, som tv-serien ”Sommerdahl” på TV 2 Charlie er løst baseret på.

– Tv-serien er jo absolut ikke én til én med mine bøger om privatdetektiven og reklamemanden Dan Sommerdahl. Peter Myginds karakter er for eksempel professionel politiefterforsker med hår på hovedet, men jeg har stor respekt for, at produktionsselskabet har valgt at finde en anden form.

–  Når mine læsere spørger mig, hvordan jeg kan leve med, at den er blevet så anderledes end mine bøger, svarer jeg, at folkene bag ved, hvad der virker på tv, og den er blevet en succes med 700.-800.000 seere, så de har ramt klokkerent. Jeg ser det som, at jeg har bortadopteret Dan Sommerdahl, og det har jeg det helt fint med.

Så skriv dog!

At Anna Grue i dag er succesfuld fuldtidsforfatter, lå ikke helt i kortene. Og så alligevel. Kærligheden til ord har hun altid næret.

Hun blev uddannet på Skolen for Brugskunsts linje for grafik og tegning og arbejdede i en lang årrække både som bl.a. layouter, redaktionschef og chefredaktør i nyheds- og magasinbranchen. 

Som layouter var hun typen, der elskede at lave rubrikker, skrive billedtekster, redigere og stramme sproget.

Efter nogle år fandt hun ud af, at hun skulle arbejde med ord i en mere formaliseret facon. Det blev startskuddet til en længere karriere i Aller Media, dengang Aller Press, der blandt andet udgiver SØNDAG. 

Anna Grue

– Jeg elskede at være kreativ, starte et nyt blad eller udvikle et tillæg, men jeg hadede selve den administrative del af jobbet: At huske om en medarbejder nu havde fået hæve-sænkebord, holde styr på økonomien i Excelark og den slags.

– Jeg var nok oppe på at arbejde 60-70 timer om ugen. Dét, jeg glemte, når jeg takkede ja til alle mulige nye udfordringer, var jo, at de også skulle udføres! Samtidig med at jeg havde tre børn, hunde, mand, huse …  Og så brændte jeg sammen.  

Anna blev sygemeldt med en stressudløst depression.

– Det var forfærdeligt. Jeg kunne ikke sove, blev aggressiv derhjemme og kunne begynde at græde helt umotiveret. Min hjerne fungerede simpelthen ikke.

Det blev til måneders sygemelding og desuden to måneders betalt orlov. Da Anna vendte tilbage, var hendes arbejdsplads inde i en udvikling, hvor hendes øverste chef sendte sine medarbejdere til en erhvervscoach for lige at tage temperaturen på deres arbejdsglæde. Ikke alle brød sig om den idé. Men Anna var begejstret.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg var hos coachen 7-8 timer. Først skulle jeg gennem en test på computeren, bagefter talte vi om resultatet af den. Men pludselig afbrød han mig: ”Prøv at høre … Hver anden sætning starter du med at sige, ”når jeg bliver 60 … SÅ vil jeg skrive en roman, opdrætte hunde, flytte i sommerhus …” Du er 46 år, men du drømmer om at blive pensionist. Gør det dog nu! Du siger, du læser bøger tre timer hver dag, så kan du også skrive tre timer dagligt …”

Anna påpeger, at det selvfølgelig ikke er det samme at læse som at skrive, men hans ord bed sig grundigt fast.

Da hun kom hjem den dag, styrtede hun op på sit kontor nærmest uden at sige hej til hverken mand eller børn.

– Det var som at prikke hul på en vandballon, det gik så stærkt, sætningerne væltede ud af mig. Jeg havde jo haft plottet liggende i hovedet i lang tid, nu skulle jeg endelig skrive det ned, og det havde jeg aldrig prøvet før. Ikke at skrive decideret på en bog. Men jeg elskede det.

Gåture i stilhed  

I løbet af de næste år fik Anna udgivet to bøger, samtidig med at hun startede to forskellige blade.

Hun stod op ved 4-tiden om morgenen og skrev, inden hun skulle møde på arbejde. I dag kan hun slet ikke forstå, hun kunne magte det efter en længere alvorlig sygemelding og med så meget andet på programmet.

Men hun levede i sjette gear nogle år, indtil hendes og Jespers økonomiske situation kastede en mulighed af sig, som satte tankerne i gang.

– Jeg har i princippet altid været eneforsørger, for Jesper er kunstmaler, og de første mange år, havde han stort set ingen indtægt. Men så blev han professor på Kunstakademiet og lidt tid efter formand for Statens Kunstfonds to billedkunstudvalg, og pludselig tjente han jo en god løn.

– Så vi talte om, at nu var chancen der for, at jeg kunne blive fuldtidsforfatter. Hvis jeg i de tre år, han havde tjansen, kunne komme op på at tjene, hvad der svarede til en folkeskolelærerløn, kunne vi klare det. Og så skete der faktisk det, at han også begyndte at sælge billeder.

Jeg kan straks mærke depressionen komme snigende, hvis jeg ikke har gået eller haft mulighed for at opholde mig udendørs.

Hvordan var det så at forlade det pulserende arbejdsliv?

– Det var da angstprovokerende. Men jeg var også helt klar til det, fortæller Anna, der her 17 år efter har et liv langt fra fordums hektiske dages propfyldte program.

I dag kunne en morgen og formiddag i Annas liv se sådan her ud: Som det B-menneske hun er, står hun op cirka ved nitiden, reder seng, tager tøj på, tømmer opvaskemaskine, rydder lidt op, tænder op i brændeovnen.

Og så sætter hun sig ind i lænestolen i stuen med computeren. Her sidder hun max fire timers tid, så er koncentrationen opbrugt.

Til gengæld skal hun ikke forstyrres, når hun starter sin morgenrutine. Den er hellig, og familien ved godt, at de ikke skal ringe for at sniksnakke. Man forstyrrer ikke en krimiforfatter ustraffet.

Senere på dagen står den på en lang gåtur i nærliggende skove med Billie. Og det gør ikke Anna spor, hvis hun ikke møder et øje.

– Jeg har et enormt behov for at være alene. Jeg har så rigeligt med dialog kørende oppe i hovedet og føler mig nogle gange som en slags medium for mine karakterer, som om jeg bare er viderebringer af deres ord, det er egentlig ret syret, ha, ha.

Bruger du også naturen til at passe på dig selv?

– Ja, helt sikkert. Naturen betyder alt for mig, og jeg kan straks mærke depressionen komme snigende, hvis jeg ikke har gået eller haft mulighed for at opholde mig udendørs. Byen stresser mig, og det er én stor passen på mig selv, at jeg ikke bor i København mere, selv om jeg selvfølgelig synes, det er irriterende ikke at kunne se børn og børnebørn så ofte som før, hvor vi både har boet på Amager og Frederiksberg.

– Men roen, klare stjernenætter, fuldmånen, at høre fuglene synge og de lange ensomme gåture i de store skove, jeg elsker det og har brug for det. Jesper kan gå rundt i timevis i storbyer, det er slet ikke mig. Giv mig en kæmpe skov, og jeg farer ikke vild.

Forelsket i en anden

På trods af en mængde andre forskelligheder end blot drømmekulissen for en gåtur er Anna og Jesper noget så sjældent som sammen på snart 45. år. Men da de mødtes på Skolen for Brugskunst, var Anna gift og havde sønnen Rune på ni måneder.

– Det var til en julefrokost – ”und alles” … helt klassisk. Dét, der ikke var så klassisk, var, at vi blev vildt forelskede, og at jeg havde en baby og mand i forvejen. Så der gik et halvt år, hvor vi alle tre snakkede frem og tilbage, og det var en hård tid. Og vi blev nødt til at erkende, at det var en uløselig situation og finde ud af, hvad vi skulle, hellere førend siden. Det havde været alt for opslidende for alle parter, hvis vi var fortsat på den måde. 

Anna og Jesper valgte at fortsætte sammen og har en datter og søn. Og nu også fire børnebørn.

Anna Grue

… men knapt 45 år sammen!?

– … ja, det er da lang tid, og hvis ikke vi havde haft en rummelighed over for hinanden, havde vi ikke kunnet være sammen. Det nytter ikke at tro, at når man gifter sig, er alt, som det skal vedblive at være. Hvis man har behov for at bo på hver sin adresse, måske bare i en periode, så gør man det. Har man behov for at have sine egne venner eller interesser, så har man det …

… og eget soveværelse?

– Ja, det har vi. Da sidste barn var flyttet hjemmefra, kiggede vi på hinanden og sagde nærmest i kor: ”SÅ … er det ikke nu, hvor vi har fået plads, at vi rykker i hvert vores soveværelse?” Det nytter ikke at mase hinanden ind i en form, man ikke hører til. Hvis ikke man kan rumme forskellighederne, så bliver man heller ikke sammen.

– Vi har slet ikke samme døgnrytme, jeg går sent i seng, vågner mange gange, kan lide at ligge og læse. Jesper sover allerede foran tv’et, går tidligt i seng og står fuldstændig frisk, fløjtende og handlekraftig op ved 4.30-tiden, i en grad så jeg tænker: ”hvorfor falder han ikke bare om og DØR!?, siger Anna og slår et højt grin op af den hjertelige slags, der ligger i spændet mellem stor kærlighed og påtaget irritation.

– Jesper er også en hoarder og erobrer et rum bogstaveligt talt. Altså, hvis han skal lave en serie billeder, der handler om Virginia Woolf, så køber han ikke bare de danske og engelske bøger af hende, men også alle de forskellige udgaver med forskellige omslag.

–  Jeg tror, vi tilsammen har omkring 10-12.000 bøger. Det er også en af grundene til, at vi er flyttet flere gange. Jeg vil have et hyggeligt sted, hvor der er plads til, at jeg kan være i fred, og Jesper skal bruge rigtig meget plads omkring sig. Heldigvis elsker jeg at indrette og falde til et nyt sted. 

 

Der kom ikke et ord frem

Det var netop efter endnu en flytning for cirka tre år siden, at Anna oplevede dét, der ikke må ske for en forfatter: Der kom ikke en eneste brugbar sætning ud af hende, når hun satte sig ved sin computer.

Var det hendes mors alvorlige sygdom? At hendes hund også var syg … eller flytningen? Anna var i gang med tredje bind i serien om Italiensvej-kvarteret og kendte strukturen og handlingen – det burde være piece of cake. Men siderne forblev alarmerende blanke.

Skriveblokaden startede kort efter et opkald fra Politikens Forlag, hvor de fortalte hende, at hendes redaktør Anne havde skiftet forlag.

– ”Øv, hvor trist, men det skal nok gå ”, var min umiddelbare reaktion. Jeg har aldrig brugt min redaktør meget, jeg viser hende først noget, når jeg selv synes, teksten er, som den skal være. Jeg ”plotter” heller ikke, hvilket vil sige at jeg for eksempel ikke ved, hvem morderen er før langt inde i forløbet.

– Alt det respekterer min redaktør, og når vi endelig mødes til et redigeringsmøde, kan det klares på nogle timer. Så påpeger hun måske en passage, der er lidt langhåret eller indforstået, og så fanger jeg den med det samme. 

Annas agent Lars havde stor tålmodighed med hende og mente, hun måske var stresset, og Anna og Jesper prøvede at holde rigtig ferie, noget, de ellers aldrig har excelleret i. Også Politikens Forlag støttede hende på alle måder.

Men lige pludselig var der gået for lang tid. Et væmmeligt langt år, husker Anna. Og Lars var klar i mælet: ”Nu går den ikke længere, du må flytte over til Anne på det nye forlag”.

Han havde gennemskuet, at opkaldet fra forlaget nok var nøglen til Annas skriveblokade.

Da sidste barn var flyttet hjemmefra, kiggede vi på hinanden og sagde nærmest i kor: ”SÅ … er det ikke nu, hvor vi har fået plads, at vi rykker i hvert vores soveværelse?”

Og så mødtes Anna, Anne, Lars og direktøren for det andet forlag, Lindhardt og Ringhof.

Til en frokost, der stadig står lysende klar i Annas erindring.

– Jamen, bare det at se Anne i øjnene igen gjorde noget ved mig. Og det gik op for mig, at jeg havde savnet hende langt mere, end jeg ville være ved. Savnet at have hendes stemme i baghovedet, når jeg skrev. Allerede under forretten var Anne-Maj (hovedpersonen i Anna Grues seneste tre bøger, red.) født oppe i mit hoved, og jeg vidste præcist, hvilken type hun skulle være.

– Og da vi gik fra restauranten over til forlaget, en gåtur på 8-9 minutter, oplevede jeg igen følelsen af, at der gik hul på vandballonen. På den korte gåtur havde jeg ud over Anne-Maj også hendes datter og barnebarn detaljeret klar i mit hoved … Er det ikke vildt? 

Anna skiftede forlag, skriveriet og kadencen kom i gang igen, men hun har dog stadig en ømhed for sit gamle forlag. Men noget måtte jo gøres.

Du fremstår meget handlekraftig. Hvis der er noget, du drømmer om, så handler du, uanset om det gælder en hund, karriere eller kærlighed …?

Svaret kommer prompte, mens Anna nikker og aer en kælen Billie på maven, der også ved, hvad hun kan lide.

– Ja, mit mantra er ”Så gør det dog”. Jeg går ikke og grubler og tænker ”uuh, dét der kunne godt nok være dejligt”– jeg gør det. Jeg kan ikke holde ud at høre folk brokke sig. Det kan være over manden, deres vægt, jobbet, at de hader deres hus og hellere vil flytte på landet – så gør det dog!

– Og det er jo enormt strengt at sige, det ved jeg godt, for det er utrolig svært for mange mennesker at flytte sig mentalt og ændre situation, men for mig er det et livsvilkår. Hvis jeg drømmer om noget, så går jeg efter det. Den dag jeg havde fået min studentereksamen, blev min søn Rune undfanget, for jeg havde lovet min mor at vente med at få barn, til jeg havde fået min eksamen.

– Da var jeg 19 år. Jeg havde lyst til at få et barn med min kæreste, som jeg havde været sammen med, siden jeg var 16, ergo fik jeg et barn. Og så måtte jeg jo finde ud af, hvordan det kunne kombineres med en uddannelse. Men det gik jo meget godt …