Rachel Röst voksede op i en mormonfamilie: "Det var et meget ensomt liv"

Der er et særligt rum i Rachel Rösts barndomshjem i Urbanplanen på Amager.

Derinde står der kornkerner, skummetmælkspulver og sukker. Det er forrådskammeret, der skal hjælpe familien igennem, når dommedag kommer, og dommedag kommer helt sikkert.

Mormons Bog siger det, kirken siger det, og Rachels far siger det, og så passer det.

Meget andet mad er der ikke i lejligheden. Aftensmaden består tit af risengrød kogt på skummetmælkspulver. Rachel og hendes to mindre søstre får ikke madpakke med i skole. De går også i sommersko om vinteren.

Gud og Jesus og ”skrifterne” og mormonkirken og den ”tiende”, deres far betaler af sin lærerløn, er det vigtigste. Tilværelsen på Jorden handler udelukkende om at opføre sig fuldstændig efter reglerne og blive straffet, hvis man ikke gør det.

Så er man nemlig sikker på at være sammen for evigt som ”celestial” familie, når dommedag har udslettet alt andet end mormoner.

Falsk

Rachel Röst åbner døren til en lille, rar lejlighed på Østerbro. Hun er lige flyttet ind, hendes søn er flyttet hjemmefra, hun havde brug for mindre plads.

Bogreolen er allerede ordnet, hun har ikke læst litteraturvidenskab for ingenting.

I 2012 skabte hun organisationen Læs for Livet, nu arbejder hun deltids med at etablere biblioteker for udsatte børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, som hun selv blev det som teenager.

I bogreolen står to bøger, hun egentlig smed ud af sit liv, da hun gik på universitetet og endelig kom til den konklusion, at hendes kirke var ”falsk”: Mormons Bog og Biblen. Under arbejdet med sin delvist dokumentariske roman ”Grundvold” måtte hun anskaffe de to bøger igen til sin research.

Hun åbnede dem med stort ubehag.

– Det var ligesom at krybe ned i et mindre rum igen. Det kan være, jeg smider dem ud, når jeg ikke skal bruge dem længere.

I romanen citerer du fra Mormons Bog: ”Den største viden er at vide mindst muligt”?

– Ja, sådan er det for mormonerne. Man skal virkelig holde sig inden for sit eget, og viden kan være farlig, og der er så mange, der er ude på at forføre en ud i noget mørkt, så det handler næsten kun om at læse Guds ord og skærme sig fra alle mulige ”dårlige” indflydelser.

Jeg har læst ”Grundvold”, før vi mødes. Da jeg rystet lagde den fra mig, satte den store undren ind: Hvordan kan religiøsitet og omsorgssvigt gå hånd i hånd? Hvorfor undertrykker og ødelægger mennesker bevidst deres liv – og andres – i den tro, at der venter et liv, der er bedre?

Rachel serverer kaffe – en forbudt drik for mormoner.

Hun fortæller, hvor fantastisk det er at føle sig så fri, at man kan drikke et glas hvidvin uden at få dårlig samvittighed.

– Mormonisme er en religion, der gennemsyrer hele ens livsstil. Kirken fylder en stor del af ens liv. Man skal hele tiden leve op til den der fuldkommenhed. Det er den, det gælder om at opnå.

LÆS OGSÅ: Poul Thomsens ekskone og søn begik selvmord: "Smerten vil altid sidde i mig"

Dominans

Rachel taler langsomt, og hver eneste ord er velvalgt. Ligesom i ”Grundvold”.

– Min roman handler om at vokse op omgivet af social kontrol, dominans og kritik. Den handler om religion, om en meget dominerende far, som fylder rigtig meget i hverdagen, og om en lidt svag mor. Og så om hovedpersonens forsøg på at bryde ud ved at få hjælp til at blive flyttet til en ungdomspension, hvor de andre beboere faktisk udgør en risiko, fordi de får hevet hende med ind i et misbrug og noget småkriminalitet.

Hvor meget er det en-til-en med dit eget liv?

– 65-70 procent. Så det er løst beskrevet.

Hvorfor er romanen vigtig?

– Fordi der stadig foregår så utrolig meget social kontrol, og der findes så mange religioner, hvor det bliver dyrket.

- Romanen er lige så vigtig for nogen, der er vokset op i Indre Mission, som for stærkt muslimske familier, hvor det igen er pigerne, der bliver meget socialt kontrollerede. Det opgør betyder rigtig meget. Det er vigtigt.

Ensformig

Et kig ind i barndomshjemmet: Der er billeder af profeter og templer på væggene. Forældrene bærer mormonernes ”garments”, en særlig slags undertøj, der poser om kroppen og dækker benene ned til knæene. Rachels mor ligger tit på sofaen og læser romantiske noveller. Hun drikker mange smertestillende brusetabletter og har det som regel skidt.

Hvordan så din barndom ud?

– … For det første meget ensformig. Det var et meget lille liv. Mine forældre havde ikke rigtig nogen venner, og der var den faste struktur omkring kirken, så dagene var meget ens.

- Det var også et meget ensomt liv, fordi det var så svært at skabe en forbindelse til nogen uden for kirken. Vi skulle mest holde os til andre mormoner. Og selv om jeg har to søstre, gik jeg meget for mig selv. Jeg var nok også lidt introvert.

- Biblioteket var mit fristed. Det har helt klart haft en lindrende effekt. Det var en flugtvej. Jeg skulle bare læse om heste, privatdetektiver og fantasy for at komme HELT væk fra det, jeg var i derhjemme.

- Det var også på biblioteket, at jeg sneg mig til at læse ”Kvinde kend din krop” og fik lidt viden om, hvordan kvindekroppen fungerer. Der var tabu omkring det derhjemme, og jeg fik en seddel med fra min far om, at jeg ikke måtte deltage i seksualundervisningen i skolen. Derfor havde jeg vildt dårlig samvittighed over, at jeg læste i den bog. Det var en stor synd, jeg begik. I dag synes jeg, seksualundervisning burde være obligatorisk i skolen.

Hvad er det med sex i stort set ALLE religioner?

– Jeg tror, det er, fordi det er så lystfuldt. Næsten alt, hvad der er lystfuldt, bliver dæmoniseret. Plus den her kontrol med kvinder også. Mormonismen er en meget patriarkalsk religion.

Og Rachels far var en meget patriarkalsk mand.

– Der var bare ikke rum nok til ligesom at være levende. Vi skulle hele tiden kontrolleres. Nederdelen skulle gå ned over knæene, vi måtte ikke lege for meget, ikke støje for meget. Vi skulle hele tiden tænke på, hvad Gud syntes om os.

- Min far sagde: ”Hvis Jesus stod i stuen, hvad ville du så gøre?”.

Rachels mor gik aldrig op imod faren og var der i det hele taget ”ikke rigtig”.

– Hun har altid været syg på forskellige måder. Hun lå altid bare på sofaen. Nogle gange virkede hun skæv af piller. Der var sådan et … generelt omsorgssvigt. Der var noget vanrøgt i det. Der var næsten ikke noget mad i huset. Og vi fik ikke madpakke med.

Hvorfor?

– Jamen min mor kunne ikke overskue det, og min far havde et studielån og gav gladeligt de der 10 procent til kirken, og så kunne han heller ikke selv styre sin økonomi.

Han købte en computer til 12.000 kroner eller en ny racercykel eller et stort nyt stereoanlæg, og så var der ikke penge til, at vi kunne få underbukser, der ikke var hullede, eller få noget mad.

- Min mor bagte noget brød af kornet i forrådskammeret, og vi havde lidt honning og leverpostej, men det fyldte meget at være sulten, ikke? Og så føle sig meget grådig, fordi man nærmest ikke kunne gå forbi bageren uden at føle lyst til at gå ind og stjæle det hele.

Mens de andre i skolen gik i 1980’ernes dunjakker, klorblegede jeans og pastelfarvede bluser, gik Rachel i tøj, som hendes mormor havde lavet. En blomstret, knædækkende nederdel syet i møbelstof. En stribet bluse strikket af garnrester. ”Jeg så farlig ud,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Danica Curcic om det overnaturlige: "Der er meget, vi ikke kan forklare"

Hvis hun ville købe noget, måtte hun bruge sine lommepenge, men farens straf for forseelser var tit lommepengeinddragelse. Mange vintre havde hun derfor ingen vanter.

– Vi var også beskidte. Vi kom ikke i bad. I starten, da vi var små, fik vi bad en gang om ugen, men da vi blev lidt større, og det ligesom blev vores eget ansvar, tænkte vi ikke så meget over det. Der var jo ingen, der sagde noget. Jeg kan se det på billeder fra dengang: Jeg har sådan et pjusket, fedtet hår. Og fik vi børstet tænder? Det var der heller ingen, der holdt øje med.

Vederstyggelighed

Rachel var et meget stille barn, der gik meget for sig selv, læste rigtig meget og var den kloge pige i skolen. Det betød meget for hende at være succesfuld i skolen. Det var dér, hun hentede noget ”varme” til sig selv.

Et eksempel fra bogen: Hovedpersonen kommer stille stolt hjem med et 13-tal for en stil. Faren læser stilen igennem, streger 13-tallet over og skriver 10 i stedet. Der var for mange fejl og mangler efter hans vurdering.

Rachel brugte som barn ord som ”vederstyggelighed” i skolen.

– Jeg havde et bibelsprog og et meget voksent sprog, fordi det eneste, vi nærmest læste, var Mormons Bog og Biblen. Det gav en kløft mellem mig og de andre børn i skolen. De forstod ikke altid, hvad det var, jeg ville. Det var jo en helt anden diskurs, jeg kørte med.

Er religion i den udgave, du har oplevet, psykisk terror?

– Ja. I den her form med den fanatisme, der er i det, har det helt klart været psykisk terror. Jeg følte hele tiden, at jeg skulle beskytte mig selv, og at jeg blev udhulet.

- Heldigvis reagerede jeg som teenager ved at gøre oprør. Men det kostede så mange kræfter af mig. Jeg prøvede og prøvede, men så fik jeg en indsigt i, at min far var en form for mur. Jeg ville aldrig kunne flytte på ham. Lige meget, hvad jeg sagde, eller hvor meget oprør jeg gjorde, ville han ikke give plads til nogen form for forhandling, som almindelige forældre gør.

- Forhandling var UMULIGT. Da jeg opdagede det, fandt jeg ud af, at jeg var nødt til at komme væk.

Fik du den hjælp, du skulle bruge, hos kommunen?

– Nej, det gjorde jeg jo ikke. Dengang tænkte jeg ikke så meget over, hvor slemt det egentlig var. Men at komme op på kommunen og foran sine forældre fortælle, at man gerne vil flyttes og alt det her – og så bare blive sendt hjem igen med en besked om, at ”nu må I løse det” – så var problematikken bare 100 gange større.

- I dag tænker jeg bare: Hvordan kunne de gøre det? Det var et stort svigt. Det var en helvedes situation at stå i.

- Al den vrede, der også lå i, at jeg blev frosset ude. At jeg ikke blev involveret i familiens aktiviteter. At jeg bare sad på mit værelse og blev straffet for det, jeg havde gjort. At de tilbageholdt den smule omsorg, der havde været. Så jeg pludselig fandt ud af, at det kunne blive meget værre. Det var også en frygtelig tid.

- Straf har ligesom været det eneste værktøj, der har været i min fars pædagogiske kasse. Da jeg flyttede på ungdomspension, var de meget sårede og vrede på mig. Jeg var en ”forræder”. Og det blev rigtig slemt, da min mindste lillesøster siden flyttede som 12-årig, for så var det ligesom også min skyld.

Hvad har været det sværeste at skrive?

– Situationer, hvor jeg har oplevet enormt meget angst … Som når min far råbte ind igennem badeværelsesvæggen, at jeg kun måtte bruge to stykker toiletpapir. Han vidste jo ikke, om jeg havde menstruation eller hvad. Altså den der … fuldkomne uforståenhed. Selv på toilettet havde jeg ikke et sikkert rum. Det var svært at skrive.

- Det var også svært at skrive de scener, hvor jeg ikke selv har været den gode. Hvor jeg har kørt på en socialpædagog, til hun græd. Og det har jeg gjort.

Endte du i lige så meget skidt som hovedpersonen i bogen?

– Jeg har overdrevet, hvor meget hun røg, og hvor længe hun boede i Absalonsgade med pushere og så videre. Men det var helt klart noget rod.

FUCKFINGER

Sagen er, at undertrykkelse skaber overtryk. Resultatet var, at det HELE skulle prøves af.

– Jeg kunne nærmest ikke administrere al den frihed. Jeg blev nødt til at gøre alt muligt med den – som jeg ikke måtte. Stjæle, ryge, drikke, gå i seng med mænd … Der var nærmest ikke det bud, jeg ikke overtrådte. Lige bortset fra at myrde nogen, brød jeg det hele.

- Jeg havde SÅDAN et oprør. Jeg kunne godt LIDE, at jeg røg på gaden, og alle kunne se, at jeg ikke var mormon. Der var en fuckfinger i det. Selv om jeg stadig troede. Det undertrykte jeg jo bare, men det gav et utroligt lavt selvværd. Fornemmelsen af, at jeg gjorde ét, men burde gøre noget andet, havde jeg med mig hvert vågent øjeblik.

Rachel blev gravid som 19-årig. Uden for ægteskab. Uden noget sted at bo.

– Det var den graviditet, der på en eller anden måde fik mig til at tage mig sammen. Det, jeg ikke kunne gøre for mig selv, det kunne jeg godt gøre for mit barn. Jeg havde så lavt selvværd og rodede bare rundt og kunne ikke se nogen grund til at fikse det.

- For jeg havde fortjent et skidt liv i det hele taget, fordi jeg ikke gik i kirke og ikke fulgte alle buddene og så videre. Det var sådan en mørk spiral. Det blev der rettet op på.

Rachel blev mor i stedet for at få en abort. Tog ansvar for sit liv ved at tage ansvar for sit barns. Hun var stadig medlem af kirken.

LÆS OGSÅ: Hannes datter er psykisk syg: “Det kan ramle i morgen eller om et år”

– Jeg troede jo på det, jeg var blevet fuldstændig indoktrineret. Selv om jeg holdt op med at komme i kirken, da jeg havde fået min søn – mit liv var for anderledes, og jeg kunne ikke holde kirken og kvindesynet ud – så tænkte jeg bare, at jeg … røg i helvede. Jeg havde ikke taget et mentalt opgør med troen.

- Jeg begyndte først at tænke lidt mere over tingene, da jeg tog en hf. Og da jeg startede på universitetet, hvor det virkelig gik op for mig, at kirken var falsk, begyndte jeg at rydde op indvendig.

– Det var en lang fase, det tog et halvt år eller sådan noget. I starten var jeg simpelt hen så rædselsslagen for, at det var Satan, der talte til mig. Altså virkelig! At han førte mig ud over en skrænt, og at jeg bare ville falde ned i mørket. Men så fik jeg heldigvis fat i det der med, at en religion burde kunne tåle en kritisk tankegang. Så forlod jeg kirken.

Indgroet

Rachel ser ikke længere sin far. Hun brød med ham i 2007.

– Det har været meget mærkeligt, men det har også været godt for mig, fordi det var så svært at have med ham at gøre. Jeg følte, at jeg stadig blev lille Rachel i nærheden af ham. Jeg følte mig så mast og så kritiseret. Det er svært at have et forhold til en, som netop synes, at alt det, jeg var stolt af ved mig selv – at være en selvstændig kvinde og at tage en uddannelse – at det var forkert.

- Fordi jeg i virkeligheden hellere skulle giftes og gå derhjemme. Jeg havde haft sex uden for ægteskabet og blev enlig mor som 19-årig. Så alle mine synder … at sidde over for en far, som ser sådan på en, det var rigtig hårdt. Det mønster sidder simpelt hen så indgroet i én.

Rachels forældre blev skilt undervejs. Hendes mor døde sidste år. Da var hun holdt op med at komme i kirken. Ingen af Rachels søstre er mormoner længere.

– Min mellemste søster gik først ud for seks-syv år siden. Det har været dejligt ligesom at få en søster tilbage, ikke? For det giver sådan en dyb kløft, når man ser så forskelligt på livet.

Hvordan har dit kærlighedsliv været?

– Overraskende godt. Der kan også ligge en spænding i at gøre noget tabubelagt, som man ikke må. Det giver nogle gange en pirrende gnist: Jeg har været en god mormonpige, og nu gør jeg noget, der er beskidt! Så efter de første forsøg, hvor jeg syntes, det var så akavet, og jeg havde meget med synd og sådan noget, synes jeg, det har været en befrielse. Også et sted at kunne give sig hen og miste kontrollen på en eller anden måde. Men … jeg vil også sige, at jeg jo kun har haft kortere forhold. Det længste varede tre år. Og jeg er altså 44, ikke?

Forklaringen?

– Jeg er bange for familier. Mit eksempel på, hvordan man fører en familie, har været så skræmmende, at jeg ikke har haft lyst til at stifte en selv. Lige så snart nogen er begyndt at lægge op til det, har jeg obstrueret tingene for mig selv. Så jeg har været alene med min søn, og det har været fint, for ingen skulle bestemme over ham – andre end mig.

- Der har … altså været sådan en afstandtagen til mænd. Der skulle ikke være mange tegn på, at de ville kontrollere mig på en eller anden måde, så er jeg bare trådt tre skridt tilbage. Det er nok det med parforholdene, der har præget mit liv mest. Og det at det er svært for mig. Også at turde blive forelsket. For det er også et kontroltab. Jeg kan blive såret, jeg kan blive styret. Alt muligt.

Fordelen ved tro? Kan hun godt se: En mere simpel tilværelse. En fast livsopskrift. Og et håb.

– Da min mor døde, savnede jeg rigtig meget at tro. For jeg ville så gerne se hende igen, ikke? Hvis jeg troede, ville jeg kunne tænke, at jeg kunne møde hende, og vi kunne sidde sammen. Alt det, jeg engang har troet på. Jeg længtes efter det, længtes efter bare at kunne give mig hen til en religion. Jeg ved, at det kan jeg aldrig igen. Men dér oplevede jeg det virkelig som et tab.

- Det er jo dét … Jeg forstår godt, hvorfor folk, der har haft kriser i deres liv, rækker ud efter religionen. Jeg tænker bare, at man ikke får nok ud af det i forhold til, hvad man skal investere af fordømmelse, selvfordømmelse og selvkritik. Man er ALDRIG god nok. Og forestillingen om, at man får det gode liv EFTER døden, at livet er noget, man skal udholde, er enormt tragisk.

- Jeg venter absolut ikke på at skulle dø for at opleve noget godt bagefter!

Er der stadig nogen, der banker på din dør for at få dig tilbage i folden?

– Nej, det er 10 år siden nu. Dér gav de op.