https://imgix.femina.dk/media/73949166aa3f428a8f123dcd8cf86d5c.jpg
Selvudvikling

Derfor skal du tilgive

16. januar 2012
af Redaktør Vigga Wagtberg
foto: ThinkStock
Tilgivelse har intet at gøre med barmhjertighed. Tilgivelse er et egoistisk projekt. Det mener redaktør Vigga Wagtberg.

Du skal tilgive for din egen skyld. Tilgivelse er et egoistisk projekt, der er til fordel for dig selv.

Du skal tilgive alle de grødhoveder der har gjort livet surt for dig, fordi tilgivelsens eneste alternativ for dig er bitterhed, ulykke og et liv hvor du ikke får dét du gerne vil have. Du har på den måde valget mellem at

1) at lade andres egoistiske, uvidende og angstfyldte opførsel give dig et liv i helvede eller

Redaktør Vigga Wagtberg

2) at acceptere livets uretfærdighed så hurtigt som muligt, og bruge din energi på at få det godt, blive glad og skabe noget nyt.

Når du er god til at tilgive andre, får du samtidig plads til at tilgive dig selv for al den smerte du ikke kan undgå selv at påføre andre gennem din egen egoistiske, uvidende og angstfyldte opførsel. Når du kan tilgive andre, kan du tilgive dig selv, og det gør dig i stand til at sige undskyld, når du selv er et røvhul.

Tilgivelse er
- at acceptere at andre mennesker er mindst lige så åndssvage som dig selv

- at give energi til din egen fremtidige lykke i stedet for at give energi til andres ulykke

- at acceptere at de sår, andre påfører dig, kun kan heles af dig selv

- din mulighed for at sætte et punktum, så du kan komme videre og bruge din energi på noget der giver mening

Tilgivelse er ikke
- at påstå at dine skyldneres opførsel er OK

- at bide smerten i dig, når andre andre gør dig ondt

- at lade være med at bearbejde din smerte

- en undskyldning for at lade være med at dele konsekvenser ud, når andre overskrider dine grænser

Sådan tilgiver du grødhovederne fra din fortid
Hvis du vil tilgive mennesker for handlinger der ligger langt tilbage i tiden, skal du slet ikke fokusere på grødhovederne. Det vil tage din energi. Du skal kun tænke på dig selv.

Du skal bruge din tid på at bearbejde din egen smerte. Du skal pille navle indtil du har det bedre. Sorg skal ud ved at græde. Angst skal ud på samme måde. Vrede skal ud ved at gå amok med en økse på en gammel bil eller ved at løbe et marathon. Du får ikke smerten ud ved at tale om grødhovederne til dine venner eller en terapeut. Ingen gider at lytte, og du får det ikke bedre af det. Smerten skal ud på en konkret fysisk måde, hvis du vil af med den permanent.

Når du selv går i gang med at bearbejde din smerte, kommer tilgivelsen automatisk. Du kan ikke forcere den. Tilgivelsen kommer i takt med at du tager dit eget ansvar på dig.

Læs også