https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/marts/patienterprim.jpg
Selvudvikling

Danske kræftpatienter svigtes

11. marts 2013
af Lonnie Kjer
foto: All Over
Manglende ansvar og kommunikation. Udeblevne journaler og attester. Fysiske og mentale udfordringer - og en stikkende angst om tilbagefald. Hver 10. danske kræftpatient føler sig svigtet af sundhedsvæsenet. Efter de er blevet udskrevet.

Det er hårdt nok at være kræftpatient, mens sygdommen raser. Men når raskmeldingen eller udskrivningen er i hus, er der stadigvæk masser af udfordringer, og en del af de danske kræftpatienter har både fysiske og mentale udfordringer, når hospitalsdøren lukkes bag dem for denne gang. De har nemlig svært ved at finde fodfæste og mangler hjælp fra kommunen og deres praktiserende læge, viser undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.


4.401 kræftpatienter deltog i undersøgelsen

49 pct. har haft behov for hjælp til at håndtere fysiske problemer - Hver tredje har fået den nødvendige hjælp.

36 pct. har haft behov for hjælp til at håndtere seksuelle problemer - Færre end hver femte har fået det.

45 pct. har haft behov for hjælp til at håndtere følelsesmæssige reaktioner - Hver femte har fået den relevante hjælp.

41 pct. har haft behov for genoptræning - Godt hver tredje har fået den nødvendige genoptræning.

28 pct. har haft behov for hjælp til ændring af livsstil - Knapt hver femte har modtaget den nødvendige hjælp.

20 pct. har haft behov for hjemmehjælp - Knapt hver fjerde har fået den nødvendige hjælp.

21 pct. har haft behov for hjemmesygepleje - Under halvdelen har modtaget den nødvendige hjælp til at håndtere sygdommen hjemme.

28 pct. har haft behov for rådgivning i forhold til deres arbejdsliv - Godt hver tredje har fået det.

30 pct. har haft behov for økonomisk rådgivning - Flere end hver tredje har fået det.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Sundhedssystemet sviger kræftpatienter
4.400 kræftpatienter deltog i undersøgelsen og hver fjerde føler, at de selv eller deres pårørende har stået med en del af et ansvar, der kunne placeres andetsteds. Mangelfuld information og dårlig kommunikation mellem praktiserende læge og sygehus har også været et problem, og dertil kommer de følelsesmæssige udfordringer, de praktiserende læger tilsyneladende langt fra er rustet til at kunne rumme. Det er de selvfølgelig ikke tilfredse med i Kræftens Bekæmpelse.
"Når flere end hver 10. kræftpatient føler sig ladt i stikken efter afsluttet behandling på sygehuset, og endnu flere tilkendegiver, at de ikke er helt trygge ved situationen, er det et klart signal om, at der er noget rivende galt med den måde, sundhedssystemet griber tingene an på," siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

Hjælp til patienten - og til de pårørende!
For kun halvdelen af kræftpatienterne har oplevet den samme læge have ansvaret gennem hele sygdomsforløbet, og mindre end halvdelen har oplevet de efterlyste samtaler med egen læge under og efter sygdommen. Og så oplever kræftpatienter alt for ofte, at læger og sygeplejersker ikke informerer og involverer de pårørende i tilstrækkelig grad eller interesserer sig nok for de pårørendes ve og vel under sygdomsforløbet.
"Det dur ikke. Pårørende er en kæmpe ressource for den kræftramte og for sundhedsvæsenet. Selvfølgelig skal de inddrages i forløbet og have hjælp til at håndtere situationen," siger Leif Vestergaard Pedersen.

Handling - og håb for fremtiden
Og så tilbage til de praktiserende læger. For selvom kommunerne også svigter på flere områder, når det f.eks. kommer til tilbud og hjemmepleje og mangelfulde tilbud på genoptræning, har kontakten til praksislægerne så afgørende betydning for kræftramte og for deres pårørende. Netop derfor indleder Kræftens Bekæmpelse nu et samarbejde med PLO, praktiserende lægers organisation, så de sammen kan finde frem til, hvor der er behov for en særlig indsats, og hvordan de praktiserende læger kan støtte patienterne og pårørende bedre, så livet under - og efter - behandling af kræftsygdom bliver et bedre liv for den enkelte. Barometerundersøgelsens resultater retter fokus mod de opgaver, ssom ygehus, praktiserende læge og kommune skal løfte i fælleskab, lyder det altså fra Kræftens Bekæmpelse.


Kan anoreksi kurere kræft?

"Hvor vil dine kære dø?"

Ung for evigt … med De fem tibetanere

Imedeen fra Shoppen!

Læs også