Da stemmen knækker, lægger hans bror en hånd på hans ryg. Så deler han en tanke

Der er oplevelser her i livet, der trænger ind under huden og kan ændre vores relationer til andre mennesker. Sådan en oplevelse deler skuespillerbrødrene Sebastian og Andreas Jessen.

Gang på gang finder oplevelsen vej til interviewet her på restaurant Les Trois Cochons på Vesterbro i København og fletter sig ind og ud af brødrenes fortælling om opvækst, skuespil og filmen “Bedre tider”, som rammer landets biografer lige op til juleferien.

– Nu er det ikke, fordi det hele skal handle om vores afdøde far, siger Andreas.

– Men da han døde af kræft, blev alting bare meget tydeligt for mig. For os.

Han kigger afventende på sin bror, Sebastian , som giver ham ret:

– Ja, man kigger ligesom på alt med et nyt blik. Også vores relation. Tidligere var vi meget forskellige og levede meget forskellige liv. Men efter han døde, har vi virkelig nærmet os hinanden. Det gjorde et eller andet.

Andreas nikker:

– Ja, og så ville skæbnen det, at et halvt år efter at vores far døde, fik vi vores sønner. Jeg var alenefar fra start, og det har sine udfordringer. Jeg har svært ved at se, hvordan jeg skulle have klaret den, hvis ikke jeg havde haft min bror. Det gav mig helt vildt meget, at jeg kunne dele det med Sebastian. Lige pludselig at være far, men også at stå uden en far.

Brødrene smiler varmt til hinanden og tager en bid af hver sin rösti.

Selv om det er snart 10 år siden, at deres far døde, er det tydeligt, at der ikke går en dag, uden de tænker på ham. Men der er en anden grund til, at han bliver bragt op denne formiddag.

Cadeau til kvinderne

Sebastian og Andreas er nemlig aktuelle i den rørende og humoristiske film “Bedre tider”, hvor de spiller to ud af tre brødre, der vender hjem til deres far for at hjælpe ham med at redde hans bageri fra at lukke.

Faren, som tidligere har haft succes med at lave verdens største romkugle, vil nu lave verdens største træstamme for at redde bageriet.

Det kræver, at de fire mænd står sammen, men efter at Lily, drengenes mor, er død af kræft nogle år forinden, er de hver især gået i stå og i stykker.

Det har spredt de fire mænd i meget forskellige retninger, og derfor har de vanskeligt ved pludselig at skulle samarbejde.

– Der er mange ting i den film, som vi har kunnet spejle os i, siger Andreas og fortæller, at det er tydeligt at mærke, at instruktør Milad Avaz har tænkt på dem, da han skrev deres karakterer.

Mens Karl, spillet af Sebastian Jessen, på ægte storebror-manér føler pligt til at ordne det hele, har lillebroren Lukas, spillet af Andreas Jessen, travlt med at trække sig fra familien og hænge ud med sine venner. Det kunne godt minde lidt om dem en gang, fortæller Jessen-brødrene grinende.

– Men der, hvor vores familie adskiller sig enormt meget fra den, vi ser i filmen, er, at vi rykkede meget tæt sammen, da vores far døde, siger Andreas og fortsætter:

– Og det var faktisk også noget, der ramte mig lidt, da jeg genså filmen i aftes. Jeg endte sgu med at sidde og tude lidt. For jeg sad og blev virkelig taknemmelig for, at det var sådan, det blev. For det kræver noget. Jeg tror ikke, det er en selvfølge, at man rykker sammen, for sommetider er det nemmere bare at flygte fra det hele.

Sebastian smiler:

– Jeg sad også og tudede lidt. For satan, hvor den ramte mig. Især til sidst ...

Pludselig knækker hans stemme.

– Se, nu sker det igen, siger han og løfter de mørke briller op i panden for at tørre øjnene.

Så gemmer han ansigtet i hænderne, som for at signalere, at han lige må have en pause. Andreas lægger en trøstende hånd på hans ryg.

– Det er jo Lars Brygmann, der spiller faren i filmen, og der er bare noget i hans styling, der gør, at han nærmest ligner vores far. Vores far var knap så goofy som Brygmann, men han minder godt nok om ham. Vores far gik også i ruskindsjakke.

I det samme lyder en klukken fra inden i Sebastians hænder. Han retter sig op:

– Nogle gange spekulerer jeg over, om det havde været anderledes, hvis det havde været vores mor, der var gået bort.

Andreas nikker:

– Det havde det været. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Hans bror tager over:

– Det er en scary tanke. Der er bare noget med kvinder. De formår at samle. Og så kan man køre videre derfra. Det, tror jeg på en måde, er meget en kvindeting, siger han og henviser til en replik i filmen, hvor den yngste bror, spillet af Ari Alexander, undrende spørger, hvorfor det går så dårligt med at samle familien.

– Vi er fire mænd, som … Ja, vi er fire mænd, replicerer Jessen-brødrene synkront og griner.

– Det er jo ikke, fordi vores far ikke ville have haft lyst. Det er bare, som om kvinder er bedre til at tage initiativ og holde samling på tropperne. Det gjorde vores mor virkelig meget, da vores far døde, fortæller Andreas.

– Ja, og vores moster og vores faster insisterede også på, at vi skulle holde sammen. Det gør de stadig. Også selv om det af og til er besværligt. Så stor cadeau til de stærke kvinder i vores familie. Der er desværre ikke så mange af dem, men dem, der er, er virkelig seje, tilføjer Sebastian.

Man kan ikke bare læne sig tilbage

Brødrene har altid været familiemennesker, men farens død har gjort dem bevidste om, at man aldrig må tage familien for givet. Derfor gør de alt, hvad de kan, for at holde sammen.

Sebastian skal være vært juleaften, og han glæder sig til at få besøg af sin lillebror og nevø.

– Det er fandeme vigtigt, at man ikke tager sin familie for givet og husker, at det kræver en indsats fra alle parter at holde en familie i gang. Man kan ikke bare læne sig tilbage og regne med, det bare kommer af sig selv. Det er jo guld værd at have en familie. Men det er ikke alle forundt, så hvis du har den, så husk at passe på den og sætte pris på den, siger Sebastian.

Da brødrenes far gik bort, begyndte Andreas at ringe til sine bedstemødre, og det er han glad for i dag.

– Hvis jeg skulle køre et stykke i bil, var det helt standard, at jeg rev knoglen, og så fik jeg lige en halv eller en hel time med dem begge to. Og jeg kunne virkelig mærke, hvilken glæde det gav dem, men jeg fik også selv meget ud af de opkald. Så det, at vores far blev syg, gjorde faktisk, at jeg blev tættere med dem.

– Og nu hvor også de er gået bort, kan jeg kigge tilbage på det og være sindssygt taknemmelig for, at jeg tog mig den tid. For det tager jo tid at pleje sine relationer, men det giver bare enormt meget, især når de ikke er her mere.

Tid er ikke det, brødrene har haft mest af. Allerede som børn fik de travlt med alverdens roller i diverse børne- og ungdomsproduktioner.

Det hele begyndte, da Sebastian begyndte i teatergruppen Gawenda, fordi skole og fodbold ikke rigtig passede til ham. Han fandt sig hurtigt til rette i gruppen, og kort tid efter fulgte lillebror efter. Det tog hurtigt fart for dem begge.

For Sebastian betød det først en hovedrolle i “Peters Jul” på Amager Scenen og senere roller i børne- og ungdomsfilm som “Albert”, “Kærlighed ved første hik” og “Rich Kids”.

Andreas havde også forskellige roller og har lagt stemme til et hav af serie- og tegnefilmsfigurer, bl.a. Neville Longbottom i “Harry Potter”-filmene.

Ofte når drengene havde fri fra skole, holdt en taxa og ventede på at fragte dem til et lydstudie eller filmset.

– Det var andre tider, griner Andreas , der husker tiden som børneskuespiller som magisk.

Der var ingen, der forsøgte at presse noget ned over hovederne på brødrene. Heller ikke deres forældre, der sørgede for, at det hele tiden var lysten, der drev værket.

– Der er en idé om, at børneskuespillere er presset af noget udefra. F.eks. forældre, hvis egne drømme ikke blev til noget, og så prøver de at udleve dem igennem deres børn. Det er virkelig ikke det, vi har oplevet.

– Og faktisk tror jeg, det er en af årsagerne til, at vi stadig er i branchen. For man klarer ikke sådan en omgang på et filmset, hvis ikke man er drevet af lyst. Så tror jeg, man knækker. Og så havde vi nok lavet noget andet nu. Men altså for fanden, jeg var 11 år, da jeg lavede min første film – det er 26 år siden! griner Sebastian.

God nok?

Som unge tog brødrene begge en pause fra skuespilerhvervet, for at finde ud af, hvad de skulle bruge deres voksne arbejdsliv på.

Sebastian nåede at uddanne sig til markedsføringsøkonom, og Andreas troede først, at han kunne gøre en karriere ud af sit skateboard, men da han indså, at det var tæt på umuligt, søgte han ind på arkitektskolen.

Men noget ved skuespilfaget blev ved med at trække i dem begge. Sebastian blev ved med at få tilbudt roller, og pludselig gik det op for ham, at han faktisk kunne leve af sit skuespil.

Andreas havnede tilfældigvis til et middagsselskab med skuespiller Ulrich Thomsen, der opfordrede ham til at søge ind på skuespilskolen.

– Det var faktisk det, der fik mig til at gøre det. Og så kom jeg ind i første hug, hvilket jeg slet ikke havde regnet med.

Og med det rygklap gav det sig selv. Så skulle også Andreas være skuespiller.

Sebastian bryder ind:

– Det er godt, at skuespiller ikke er en beskyttet titel, for jeg er jo ikke uddannet.

Han tænker lidt.

– Jeg vil i stedet sige, at jeg har været i en form for mesterlære. Fordi jeg har arbejdet med de største skuespillere herhjemme gennem tiden og har lært sindssygt meget. Og stadig lærer meget.

– Jeg siger altid til mig selv, inden jeg går ind i et projekt: Husk nu at være en helt tør svamp, der bare skal suge så meget som overhovedet muligt, for man bliver aldrig for gammel til at lære.

Overvejede du nogensinde også at søge ind på skolen?

– Jo og så alligevel ikke ... Jeg var nok i virkeligheden bare bange for at blive “opdaget”. At folk ville finde ud af, at jeg ikke var god nok. Og det hele kørte jo, så jeg havde det også sådan, hvorfor risikere at få et afslag? Når nu det var det, jeg elskede, og jeg havde jo noget at lave.

– Jeg var faktisk bange for, hvad det afslag ville gøre. Om jeg ville miste min faglige selvtillid. For chancen for at få et afslag var så stor.

I det samme ringer Andreas Jessens telefon.

– Det er mor, siger han og kigger på sin storebror.

– Jeg tager den bare lige og siger, at vi laver interview.

– Hallo, mor? Vi laver lige interview. Jeg ringer bagefter.

Sebastian fnyser:

– Du er ligesom mor, hun tager den også altid for at sige, at hun ikke kan tage den.

Vi er to

Selv om brødrene har været i branchen længe, oplever de hele tiden, at folk forveksler dem med hinanden. De er ellers meget forskellige, som de sidder her side om side på restauranten.

Hvor Sebastian har kort, tilbageredt hår, briller og er iført et klassisk look, har Andreas lyse krøller, guldsmykker og et mere afslappet outfit.

– Jeg ved snart ikke, hvad man mere kan gøre? siger Sebastian og kigger ned ad sig selv.

Lillebror ryster på hovedet:

– Det er ikke en ego-ting. Men jeg ønsker rigtig meget, at folk endelig ville fatte, at vi er to. For selv om vi er tætte, er vi også ret forskellige – både personligt og professionelt.

Med filmen “Bedre tider” er det anden gang, de to arbejder sammen. Første gang var i TV 2’s krimiserie “Alfa”, og dengang udfordrede det testpublikummet, at brødrene var med i samme produktion.

– Vi tænkte, at nu måtte folk da forstå, at vi er to personer. Men seriøst, da de viste det til prøvepublikum, var folk sådan: Jeg er lidt forvirret, fordi han er både politimand og børsmægler.

Sebastian Jessen griner:

– Ja, de sagde: Før havde han jo meget kort, mørkt hår, men nu har han længere og lysere hår, jeg forstår det ikke.

– De måtte lave starten af serien om, så det blev slået fast, at der er to brødre, og det er ikke den samme person. Men vi har efterhånden vænnet os til det. Folk plejer jo at tro, jeg er dig, siger Andreas Jessen og kigger på sin storebror, som nikker.

– Vi håber jo lidt, at den her film kan være med til at gøre det tydeligt, at jo, vi er brødre, men to forskellige individer. Men hey, faktisk blev jeg kaldt Andreas forleden.

Andreas spidser ører:

– Virkelig? Nå men så går det da i den helt rigtige retning.

Selv om folk ofte forveksler dem, er de glade for at have hinanden i en branche, som kan være benhård og fuld af afslag.

– Men det er klart, vi caster jo nogle gange på de samme roller, så i nogle tilfælde risikerer vi jo at tage job fra hinanden, siger Andreas.

– Det er en meget lille branche, så det er klart, at det sker, at vi caster på de samme roller, men jeg føler egentlig ikke, at vi er konkurrenter, fortsætter han.

Sebastian griner og kigger på sin bror:

– Jeg vil helst have alt arbejdet, men hvis jeg ikke får det, så skal min bror have det. Og jeg tænker også, at du har det på samme måde, Andreas? Jeg bliver sgu altid glad, når Andreas lander et eller andet fedt. Jeg tror bare, det er vigtigt, at der ikke opstår en bitterhed.

Andreas nikker:

– Det er ret heldigt, at vi begge to er et sted, hvor vi kan leve af det. Og jo jo, vi ville begge to gerne have endnu mere at lave, men det er jo ikke sådan, at den ene bare brager af sted, og den anden kører med røven i vandskorpen. På den måde synes jeg, at vi følges ret godt ad.

– Og det gør det selvfølgelig nok også nemmere. Det ville have været svært, hvis det var helt skævt.

Det giver Sebastian ham ret i.

– Vi er jo brødre, så selvfølgelig konkurrerer vi af og til, ligesom vi sagtens kan gå hinanden på nerverne, siger han.

Andreas griner og fortæller, at han lagde mærke til en særlig replik, da han genså “Bedre tider” dagen før:

– Det var en rigtig Sebastian-replik. Du siger “rolig, rolig nu” eller sådan noget, som du også i virkeligheden plejer at sige, og som kan få mig helt ud i tovene. Jeg blev så frustreret af at høre den, da jeg så scenen. Aarhgh!”

Andreas knytter næverne og ryster på hovedet. Det får dem begge til at grine.

– Så, rolig, rolig nu, lillebror, siger Sebastian.

Artiklen blev udgivet i femina uge 50, 2023.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: