https://imgix.femina.dk/media/article/rts1167_2.jpg
Selvudvikling

Brev til Renée: Kan jeg elske min mand, når jeg tænker på en anden?

9. juni 2020
af Renée Toft Simonsen
"Min mand er jo sød, men jeg føler bare ikke, at han skal leve med en, som ikke elsker ham. Hvis jeg kan blive forelsket i en anden, kan jeg vel ikke elske min mand?" Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée

Jeg mødte min mand for cirka 13 år siden. Vi havde begge børn i forvejen, men har ikke fået nogen sammen. I lang tid har jeg gået og følt, at jeg elsker min mand mere som en ven end som min mand.

For to måneder siden begyndte en anden mand at skrive frække beskeder til mig, og for en måned siden fik jeg fortalt min mand, at jeg ikke elsker ham på den måde, som en mand og kone bør elske hinanden. Jeg forklarede ham, at jeg havde brug for en pause for at se, om jeg kunne få følelserne tilbage for ham. Han flyttede med det samme, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg vil. Men jeg kan mærke, at det er dejligt at være alene.

Jeg har bedt min mand om ikke at kontakte mig i denne periode, fordi jeg vil mærke, om jeg savner ham. Det har så været svært for ham at holde, og jeg kan mærke, at jo mere kontakt vi har, jo mere irriteret bliver jeg på ham. Jeg synes, det er synd for ham, men det skal jo ikke være på den baggrund, at vi finder sammen igen.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Efter 28 års ægteskab har jeg ikke lyst til sex

Den anden mand, som jeg skrev med, har jeg stadig kontakt til, men vi skriver sjældnere sammen, og beskederne er ikke frække længere. Alligevel kan jeg mærke, at jeg har følelser for ham. Problemet er bare, at han bor med sin kæreste og har fortalt mig, at han ikke kan tilbyde mig andet end skriveri. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor man begynder på den slags for så derefter at trække sig tilbage.

Jeg er i vildrede om, hvad jeg skal gøre. Min mand er jo sød, men jeg føler bare ikke, at han skal leve med en, som ikke elsker ham. Hvis jeg kan blive forelsket i en anden, kan jeg vel ikke elske min mand?

Kærlig hilsen Den forvirrede

Kære Forvirrede

Når jeg læser dit brev, virker du umiddelbart til at være færdig med dit forhold til din mand. At der er kommet en anden mand indover, er måske "bare" et symptom på, at du ikke længere ønsker at være sammen med din mand? For du kender jo ikke den anden. Du har kun skrevet med ham og måske drømt om ham. Han er som sådan ikke virkelig, og desuden er han i et andet forhold og har gjort det klart, at han ikke kan give dig mere.

Måske har han indledt skriveriet med dig, fordi han ønskede spænding eller bekræftelse, men jeg kan ikke give dig svaret. I grunden er det også lige meget, fordi han ikke vil mere. Så nu skal du tage en beslutning i forhold til din mand. Det er ikke helt fair, at han er flyttet ud og går og venter på dig, når du skriver, at du ikke tror, du er i stand til at elske ham længere.

Lige nu bor du alene, og du ønsker ikke kontakt med din mand. Men et eller andet holder dig fra at gøre det forbi? Og det er i grunden det interessante, for hvad er det, der stopper dig? Du har været modig, for du har taget konsekvensen af dit skriveri med den anden og har bedt din mand om at flytte. Din mand har også opført sig ordentligt og har givet dig frirum til at tænke i.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Skal jeg flytte sammen med min eksmand og prøve igen?

Naturligvis forventer din mand, at du finder ud af, hvad du vil, så du er nok nødt til at tage en beslutning om enten at blive skilt eller at gå tilbage til dit ægteskab. Men hvis du går tilbage, må du være fuldstændig ærlig omkring, hvad der sker inde i dig, og måske snakke med en psykolog om, hvorfor du pludselig bliver så meget i tvivl.

Jeg tænker, at en løsning nu og her kan være at tage konsekvensen af dine følelser og gøre det forbi med din mand. Det betyder ikke, at I aldrig kan finde sammen igen, men der er selvfølgelig den risiko, at han finder en anden, imens du finder dig selv.

Lige nu bor du alene, men med det sikkerhedsnet, at din mand venter på at få lov til at komme hjem igen. På den måde er du ikke for alvor alene, for din mand står parat. I den situation kan det måske være svært for dig at mærke, hvad du i virkeligheden vil? Måske skal du helt derud, hvor du virkelig er alene for at mærke dig selv? Det kan være enormt angstprovokerende, men det virker, som om det er dét, du længes efter?

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min mand er gammel og sur. Hvad gør jeg?

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men når du betegner din mand som "sød", kunne det efter min mening bunde i en eller anden diffus angst for ensomhed? Eller måske at du ser ned på folk, der er alene?

Til sidst vil jeg sige, at jeg godt tror, at du kan elske din mand, selv om du skriver med en anden. Du og din mand har været sammen længe, jeres forhold er "gammelt", og i et gammelt forhold opstår der rutiner. Der kan opstå kedsomhed, og det kan være svært at holde fast i den seksuelle passion.

De faktorer kan gøre, at vi kigger andre steder hen, fordi vi længes efter passion og at blive beundret. Du kan forveksle lyst- og spændingsfølelserne med kærlighed og derfor tro, at du ikke elsker din mand mere. Men måske er I bare kørt fast i jeres forhold, og måske findes kærligheden stadig?

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her

https://imgix.femina.dk/podcast-brev-til-renee_4.jpg

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også