Brev til Renée: Efter 28 års ægteskab har jeg ikke lyst til sex
Selvudvikling

Brev til Renée: Efter 28 års ægteskab har jeg ikke lyst til sex

30. april 2020
af Renée Toft Simonsen
”Hans behov for sex er stort, og jeg har slet ikke lyst til sex. I stedet har jeg brug for at ligge i hans arme og mærke varmen fra hans krop.” Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 47 med en mand og fire dejlige børn. Min mand og jeg har været sammen i 28 år, og for 10 år siden fik vi vores sidste datter. Hun havde kolik, og jeg fik en depression. Derudover har jeg en psykisk sygdom, så det var en hård periode herhjemme.

Jeg er glad for min mand, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde ham en god far. Han er ikke til stede, og når han kommer hjem fra arbejde, tjekker han Facebook og falder derefter i søvn på sofaen. Hans behov for sex er stort, og jeg har slet ikke lyst til sex. I stedet har jeg brug for at ligge i hans arme og mærke varmen fra hans krop. Men når jeg kravler ind til ham, vil han bare have sex. Nu har jeg lagt afstand til ham, fordi jeg ikke vil vække hans lyst og så afvise ham.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Skal jeg give mit parforhold en chance til?

Gennem mange år har han kritiseret mig, men inden for de seneste to år er det blevet værre. Jeg har mange smerter grundet gigt og en diskusprolaps i nakken, og det gør, at jeg har svært ved at passe alle de huslige pligter. Min mand skælder mig ud for ikke at gøre rent og lave mad, og han brokker sig over, at vores hjem er beskidt og ulækkert. Når han laver mad, siger han, at han føler sig som en kvinde, og når han bliver syg, er han virkelig ynkelig. Når jeg er syg, er det bare noget, jeg skal komme over hurtigst muligt. Jeg vil gerne min mand, men ikke som det er lige nu. Jeg ønsker, at vi skal forstå hinanden, så nu spørger jeg dig til råds. Jeg holder jo af ham, men ved ikke, om jeg kan leve på denne måde mere.

Mange hilsner Den ulykkelige

Kære Ulykkelige

Det lyder til, at du og din mand er kommet ind i en rigtig dårlig omgangsform, men I har været sammen i mange år, og selvom I har det svært lige nu, har I meget at kæmpe for. I dit brev læser jeg heller ikke, at din mand ønsker, at I skal skilles. Derfor tænker jeg, at der er god basis for, at I finder hinanden igen. Men det vil kræve en stor indsats af jer begge to.

På samme tid er der sket nogle ting i dit liv, som gør det svært for jer at strukturere en hverdag. Jeg ved ikke, om du fik bearbejdet din depression, eller om du fik noget medicin dengang? Du nævner ikke, om du nogensinde kom rigtigt ovenpå igen? Kan det tænkes, at du stadig er mærket af, hvor svært det var? Måske følte du dig svigtet af din mand, fordi han ikke forstod det, som skete med dig? Måske er det derfor, du i dag ikke har lyst til at gå i seng med ham? Jeg ved det ikke, men jeg gætter. Derudover kan depression vende tilbage, og hvis du er blevet depressiv igen, kan det have stor indflydelse på dit energiniveau, din sexlyst, og hvor meget du kan få udrettet i huset. I det hele taget kan depression give decideret mangel på livslyst.

Det lyder ikke til, at din mand bryder sig om, at du er syg. Han bryder sig heller ikke om at lave mad. Men du nævner ikke, om du er af den opfattelse, at maden og husholdningen er dit ansvar alene. Måske har I en traditionel rollefordeling, og måske er det ok for dig? Det kan også være, at det nager dig, men det, du beskriver i dit brev, handler mere om, at din mand er optaget af at tilfredsstille sine egne behov. På samme tid har du lagt afstand til ham, fordi han ikke er så kærlig, som du ønsker. Måske tænker han, at han ikke gider være kærlig, når du ikke ønsker at have sex med ham? Så er I begge forurettede og kede af, at den anden ikke elsker jer sådan, som I længes efter. Hvis det skal ændre sig, er I nødt til at nærme jer hinanden igen. Uden vrede, og uden at bringe fortiden på banen. Det vil sige, I hver især er nødt til at arbejde på at tilgive hinanden.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg savner ømhed og kærlighed fra min mand

Når man har været sammen i 28 år, vil der være en del ting, man kan kaste i hovedet på hinanden. Men det er bare ikke konstruktivt. Det kan være svært at ændre mønstrene i et gammelt ægteskab, og det kræver bevidsthed og stor vilje til forandring. Måske vil det være en idé at vise din mand brevet til mig og det svar, jeg skriver. Måske kan det blive indledningen til en samtale, hvor I får fokus på jeres problemer på en ny og respektfuld måde. Det, du ønsker, er jo nærhed og kærlighed, og jeg tror, din mand ønsker det samme. I har måske bare forskellige måder at opleve nærhed og kærlighed på.

Til sidst vil jeg sige, at det er svært at gå ind i en proces med ønsket om forandring, uden at man får hjælp udefra. Derfor vil jeg foreslå, at I finder en parterapeut. Når man sidder i et andet rum, end man plejer, med et fremmed menneske, der kender til procesarbejde, så sker der nogle andre ting, end hvis man var derhjemme. Pludselig hører man det, den anden siger på en helt ny måde. Jeg ved, at det er dyrt med en parterapeut, men jeg tror, det er investeringen værd.

Kærlig hilsen Renée

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også