Anna Juul: "Man ikke skal skamme sig over at kede sig med sin kæreste"

– Må jeg ryge en cigaret?

Ja. Jeg har vist et askebæger, jeg finder det lige.

– Må jeg simpelthen sidde indenfor?

Ja.

– Aiih. Jeg har kun en tilbage, så her bliver ikke så tilrøget.

Orange og gult Gordon’s Gin-retro-askebæger med guldkant fremskaffes. Fra dengang cigaretter var en selvfølge for de fleste og udskamning af rygere en utopi. Anna Juul sidder i mit køkken og ryger sin cigaret i små, hurtige hiv. Hun ryger 20 om dagen. Uden selvbebrejdelser.

Anna er et paradoks. På én gang antiautoritær “med lyst til at rive hele lortet ned” og pleaser “med frygt for at blive udskammet”.

Hendes første antiautoritære handling var, da hun som fire-femårig stak af fra sin børnehave i Ordrup. Hun havde set en sød hund igennem hegnet, og det lykkedes hende at hacke sig igennem lågen ved at stille en stol hen foran, så hun kunne nå det håndtag, børn ikke kunne nå … Hun blev fanget igen et sted ude i friheden.

Nu er hun blevet 29 og hacker sig i overført betydning som satiriker, manuskriptforfatter og forfatter stadig igennem lågen. Hendes særlige sans for dans med det forbudte er kommet til udtryk, når hun har skrevet tekster til “Den korte radioavis”.

Og når hun skriver en roman som “Penge & Bacon”.

Forestil dig, at landets statsminister for at hjælpe klimaet beordrer hele landets befolkning til at blive hjemme. I to måneder.

Uden el, net eller forbindelse til omverdenen i det hele taget. Ingen må gå ud, en kasse grøntsager bliver afleveret ved hoveddøren en gang om ugen. Mest agurker. Alt er forbudt.

Går man alligevel ud, bliver man fanget, får en sort sæk over hovedet og bliver kørt væk i en af de tanks, der patruljerer gaderne.

De to måneder bliver forlænget med yderligere to. Og så på ubestemt tid. I det dystopiske og samtidig – med corona i baghovedet – sært virkelighedsnære setup møder vi parret Anja og Anders, der er lukket inde i deres duplex-lejlighed på Østerbro sammen med de vandrende pinde Penge og Bacon.

Det kunne være en smuk historie om kærligheden, der overvinder alt. Det er det ikke.

– Det personlige i bogen er, at det er følelser, jeg har haft. Jeg er et menneske, der keder mig utrolig meget og utrolig hurtigt, og jeg skammede mig primært under anden lockdown sådan over, at jeg ikke kunne finde glæden i kun at være sammen med min kæreste.

– For på trods af, at jeg røvkedede mig sammen med ham, var jeg utrolig forelsket i ham. Så for at skabe en dramatisk interessant præmis i historien om Anja og Anders, føltes det, som om det mere var en breakup-fortælling end en genforelskelsesfortælling.

Hvordan holdt dit eget parforhold til to gange lockdown?

– Vi var hjulpet meget på vej af, at vi var relativt nyforelskede. Jeg mødte ham, ugen inden landet lukkede ned første gang. Det var en ret intens måde at lære hinanden at kende på, men det bragte os helt klart også tættere på hinanden superhurtigt.

– Han er polak, så jeg var i Polen og besøge hans familie til jul, men ellers er det trist, at vi endnu ikke rigtig har kunnet rejse sammen eller har kunnet opleve hinanden sammen med andre mennesker, for der er noget enormt smukt og romantisk i at sidde i et eller andet selskab eller et eller andet sted i verden og kigge på den, man elsker, og tænke: Gud, hvor er jeg glad for, at det er lige præcis DIG, jeg skal hjem med.

– Det følelsesmæssige har føltes enormt let og som det mindst komplicerede forhold, jeg har været i, men samtidig har der været enormt mange omstændigheder, som gjorde, at det var besværligt at være kærester.

Vanvidsforelskelse

I bogen undersøger Anna grundfølelsen ensomhed i tosomhed:

– Det, at selv om man ikke er fysisk alene, kan JEG i hvert fald føle mig nærmest endnu mere ensom af at være enormt tæt på et andet menneske, fordi jeg synes, der er noget grundlæggende sørgeligt over, at man ikke kan kravle ind i hinandens kroppe og opleve hinanden indefra.

– Det er en kilde til evig forundring, hvordan min kæreste tænker, og jeg går ud fra, at han har det på samme måde med mig. Man kan jo klare mere tosomhed, når man er vildt forelsket, men det var jeg ikke under anden lockdown, der havde vanvidsforelskelsen lagt sig, det var blevet hverdag.

– Og jeg må bare ærligt indrømme, at jeg ikke gad sidde og spille Klodsmajor hver aften. Jeg kunne så have investeret i nogle flere brætspil, som Søren Brostrøm foreslog, at man skulle, men … jeg var fucking 27 år på det tidspunkt, det er jo ikke fedt, at jeg skal sidde hjemme og spille brætspil hver eneste aften!

Hun sad så heller ikke hjemme hver eneste aften …

– Jeg har heller ikke været den mest lovlydige borger. Overhovedet. Jeg bliver garanteret ikke særlig populær på at sige det her, men JEG socialiserede under lockdown. Ikke nogen af de piratfester, man hørte så meget om – dem blev jeg ikke inviteret til, og jeg var nok heller ikke dukket op, hvis jeg var blevet det, for jeg kan ikke lide techno.

– Men til sidst var jeg bare sådan: Jeg bliver sindssyg! Så jeg går ud, og så ser jeg bare ikke min farmor umiddelbart bagefter. Hun bor i Esbjerg, så det er ikke noget problem. Jeg har jo aldrig været i fare for at dø af covid-19. Der skulle eddermame gå meget galt. Bortset fra, at jeg ryger, er jeg rimelig sund, rask og ung, vigtigst af alt.

– Så det har været lidt svært at sidde derhjemme og tænke: Jeg synes, Mette Frederiksen håndterer det her på en mærkelig måde. Jeg ville givetvis have haft det helt anderledes, hvis jeg var kronisk syg. Eller … det ved jeg faktisk ikke, for jeg synes, der var så lidt liv tilbage.

Fordi “ingen må dø”?

– Ja, præcis. Jeg har snakket meget med min farmor om det. Hun er 92. Da corona var på sit højeste, måtte vi ikke besøge hende. Ikke fordi nogen, som i “Penge & Bacon”, ville stå med geværer og smide os ind i en tank, hvis vi forsøgte, men der var så meget udskamning i at overtræde de regler, som på en og samme tid var ekstremt konkrete og ekstremt ukonkrete, og hvor det lå imellem linjerne, at hvis man IKKE gjorde dét og dét, var det moralsk forkert.

– Så det blev pludselig individet, der skulle bære en meget stor samfundsbyrde. Jeg aner ikke, hvad man skulle have gjort anderledes, men … pointen med min farmor var, at hun til sidste ikke følte, at hendes liv var værd at leve, fordi hun var alene hele tiden, og vi var så bange for at hun skulle dø. Hun sagde, “jamen, det vil jeg da hellere, hvis vi så kan have noget god tid sammen INDEN”.

“Penge & Bacon” er en parforholdshistorie. Med en politisk tråd.

– Det meget spændende ved corona-lockdown var, at det eliminerede nogle problemer, men skabte nogle andre. Voldsstatistikkerne gik f.eks. ned, fordi folk ikke kunne gå i byen og slås, til gengæld steg partnervolden. Og jeg syntes, det var et interessant tankeeksperiment, hvis lockdown som koncept blev “løsningen” på alle mulige problemstillinger.

– For hvis folk bliver derhjemme, sviner de jo ikke så meget ude i verden, og de spreder ikke smitte, men … de har det bare heller ikke særlig godt. Vi så det jo under lockdown – hvordan det bragte det bedste og det værste frem i folk, og hvor lidt der skal til, før vi alle sammen kollektivt bliver lidt sindssyge.

Din bog er ekstrem, men samtidig absurd virkelighedstro?

– Ja. Der er også ligheder mellem statsminister Lilian i min fortælling og vores statsminister i dag. Jeg tænker konkret – og det er jeg ikke bange for at sige – at jeg oplever statsminister Lilian i fortællingen som ekstremt magtbegærlig.

– Som en, der vil gå til ekstremer for at statuere et eksempel. Man kan så altid diskutere, om det i virkeligheden er Mette Frederiksen, der vil det, eller om det er Barbara Bertelsen, men hvis vi går ud fra, at de to efterhånden nærmest er den samme person, er det for mig faktisk ikke helt utænkeligt, at man kunne gøre noget tilsvarende i virkeligheden.

– Jeg ville klart helst undgå en klimalockdown, men … hvis man nu kunne indgå en deal with the devil om, at hvis vi bare alle sammen gjorde det i et år, så kunne vi få et vist antal år på den anden side, hvad så? Ville jeg give afkald på det, jeg vurderer som værende mit liv for det? Det er jeg altså ikke sikker på. Det var også det, der var enormt spændende under coronaepidemien: Hvornår helliger midlet målet? Og hvornår bliver kuren værre end sygdommen?

Begrebet frihed i den forbindelse?

– Jeg tror, det er meget godt at være opmærksom på, at alt kan blive taget fra dig. ALTID.

Konstruktivt

Anna synes faktisk, at den verden, vi lever i lige nu, er vanvittig på alle parametre.

– Derfor er det rigtig dejligt, at jeg er begyndt at lave satire igen. Dér får jeg helt klart afløb for en masse frustrationer. Og ingen er fredet. Jeg ved ikke engang, om jeg HAR en politisk observans. Hvis jeg skulle definere mig selv som noget, ville jeg kalde mig sort. Jeg synes, det hele er ret grotesk i øjeblikket.

Tiden nu. Ting, man må sige, og ting, man ikke må sige. Ting, man må mene, eller ikke må mene. Enten er man på holdet. Eller også er man ude.

– Sådan er det meget. Og hele det der med, at man kan være feminist på den RIGTIGE måde. Uden at det er noget, jeg efterstræber, ser jeg mig selv som et relativt woke menneske. Jeg har også et stort pleasergen, jeg har svært ved at provokere folk op i deres åbne ansigt.

– Men jeg kan også mærke, at jeg bliver ekstremt provokeret, når jeg på Instagram skriver noget, som nogle kvinder ikke synes, er den passende måde at være feminist på. Så får jeg læst og påskrevet SÅ hurtigt. Mest konkret i forhold til at jeg tager noget medicin, som har gjort, at jeg har taget en del på, jeg er ikke helt tilpas i min krop.

– Det har jeg delt ud af, og så får jeg tit skældud … “Du skal ikke lefle for patriarkatet”, “Du skal ikke lefle for skønhedsindustrien”. Hvad med at vende diskussionen om, så det ikke blev mig, der gjorde noget forkert? Hvis man endelig har den vrede, så vend den dog mod medicinalindustrien. Hvorfor laver de ikke nogle piller, hvor man ikke bare skal “æde”, at man tager op til 30 kilo på ved at tage dem? Det ville da være langt mere konstruktivt.

Du må ikke sige, du er ked af, at du tager på af pillerne?

– Nej, præcis! For det er sådan … du SKAL partout elske din krop.

Anna peger på et fad på bordet og siger:

– Nu er jeg livsnyder, jeg kommer også til at spise en af de der flødeboller om lidt ... Men jeg kan jo godt mærke, at hvis jeg har en periode, hvor jeg får trænet og spiser relativt sundt, HAR jeg det fysisk bedre, end når jeg ikke forlader min lejlighed og ryger 60 smøger om dagen.

– Det giver ret god mening. Så jeg er interesseret i at få det så godt som muligt, og hvis det havde den sidekonsekvens, at jeg også tabte mig lidt, hvilket det nok ville have, hvis jeg trænede meget og spiste sundt, så ville jeg gerne det.

– Jeg har jo ikke tabt mig ENDNU, men hvis jeg gjorde det, så ved jeg, at der ville være RAMASKRIG, hvis jeg skrev: “Aih, hvor er jeg glad for, at min krop har fundet tilbage til noget, jeg bedre kan lide”. Det er dér, hvor jeg synes, at det bliver rigtig svært at være menneske.

Men grundlæggende handler det vel om at have det godt med det, man ser i spejlet?

– Jamen det er DET. Jeg ville da ønske, at jeg levede i en verden, hvor det, at jeg spiste alt, hvad jeg ville, også betød, at jeg så ud, som jeg ville. Men sådan er det ikke for mig lige nu. Så jeg har lavet en aftale med kaninerne om, at jeg holder mig fra deres salat, og så spiser de ikke min bøf, haha.

– Jeg har kigget meget pragmatisk på det: Det er et sisyfosarbejde at forsøge at tabe sig på antipsykotisk medicin, det er bare som at kaste den fucking sten op ad det bjerg og få den ned i hovedet hver dag. Så det er måske et meget godt mantra for mig selv, at jeg bare gerne vil være glad og have det godt.

Er hedonisme og smøger vejen frem?

– Ikke hvis man vil blive gammel. Jeg vil være meget påpasselig med at udstikke en vej for andre, men det er helt klart vejen for mig. Min mormor røg 60 om dagen, jeg ryger måske 20, så det er måske ikke ekstremt, men jeg er i hvert fald den i min omgangskreds, der kan kværne flest cigaretter i løbet af en dag.

– Jeg tror, jeg ville have det fysisk bedre, hvis jeg kunne komme ned på seks, men jeg har bare ikke staminaen, så jeg har valgt at lade være.

Men hvis du kunne få f.eks. halvandet år ekstra ved at kvitte dem?

– Jeg har aldrig haft det som ambition at blive helt vildt gammel. Hvis jeg kunne have det sådan lidt Lise Nørgaard-agtigt – er hun hundredtusind år? – og have haft, hvad der ligner SÅDAN et begivenhedsrigt og spændende liv, så ja.

– Men jeg har aldrig set det som en værdi i sig selv at blive utrolig gammel. Hvis det indebærer at blive lidt dement, miste evnen til at gå og ikke kunne genkende folk – sådan et liv kan jeg ikke se, hvad jeg skal med. I hvert fald ikke på et dansk plejehjem. Jeg skal ikke ende der.

– Mig og min kæreste har lavet en aftale: Hvis vi stadig er sammen, når det begynder at gå ned ad bakke, bliver det noget kollektivt selvmord. Så må vi gå ud med stil. Og lægge et brev om, at folk ikke lige skal gå ind i vores lejlighed, medmindre de er politiet. Man bliver sgu nødt til at tage skrappe midler i brug for at undgå det der plejehjem.

Ekstremerne

Anna har et princip, hun prøver at efterleve.

– Jeg sparker meget gerne opad, jeg sparker meget gerne indad, men har det meget dårligt med at sparke nedad. Jeg kan tydeligt mærke, hvor mine egne grænser går, og jeg kan ikke overskride dem. Jeg synes, det er psykopatisk at være ligeglad med andre menneskers holdninger, jeg vil gerne have, at andre mennesker synes, at jeg er sjov, men vigtigst af alt at jeg er et venligt og empatisk menneske.

– Og jeg kan godt lide at tro, at der er en form for forklaring på, når mennesker opfører sig på måder, jeg synes, er underlige. Jeg har en iboende lyst til at prøve at forstå dem. Det gælder både folk der er racister, og folk, der er anti-racister. Altså begge ender af ekstremerne. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at leve i en verden, hvor vi går ud fra, at nogle mennesker bare er født onde. Det er ikke så sort/hvidt – det er mere gråt.

Hun voksede op i et privilegeret hjem i Charlottenlund. Reklamemands-far. Kemiingeniør-mor.

– Jeg har været sådan et … kedeligt barn i kedelige omgivelser. Jeg skulle først til at kalde mig selv for et mærkeligt barn, men jeg var mere en meget grå mus. I folkeskolen var det – typisk for den tid – meget “klassens smukke pige og klassens smukke dreng”, der kørte the shit.

– Der var ikke rigtig noget som helst andet end det. Jeg var vellidt – ikke populær – fordi folk kunne få meget ud af at holde sig på god fod med mig, for jeg skrev deres opgaver for dem i bytte for venskab. Jeg troede, de var mine venner, men de tabte interessen og gik bare videre til nogle andre.

Så hun havde det “nederen” i folkeskolen. I gymnasiet hverken godt eller skidt. Hun var der bare. Og undervejs gik det op for hende, at hun hverken skulle være læge, advokat eller businesswoman, som ligesom var de tre ting, man blev i Charlottenlund, siger hun. Anna blev satiriker.

Men først blev hun – syg.

– Jeg kom vel på mit første præparat, da jeg var 18 år. Og så har jeg egentlig været på det i 10 år. Det startede med at ligne en depression, som også er et af symptomerne på det, jeg senere hen har fået diagnosticeret som skizofreni. Men lægerne gik ud fra, at det nok bare var en depression, det gik bare aldrig rigtig over, det blev værre og værre. Og ja… jeg fik det meget mærkeligt.

Hørte du stemmer?

– Ja. Men det forunderlige ved den sygdom er, at vi ikke snakker om, hvordan andre mennesker tænker, hvordan de oplever verden, vi har ikke noget sprog til at snakke om det. Så hvordan i alverden skulle jeg vide, at du ikke er på samme måde som mig indeni? Det var først, da nogen begyndte at stille de rigtige spørgsmål, at jeg fandt ud af, at det var skizofreni. Indtil da havde jeg bare troet, at det var normalt at have det på den måde.

Og Anna siger, at der er noget helt galt i vores samfund, for det – sat på spidsen – er “fandeme blevet sværere og sværere” at finde et barn uden en diagnose i en børnehave eller en folkeskole.

– Hvis jeg var politiker, og det skete under mit opsyn, ville jeg nok overveje, om det KUNNE have noget at gøre med den måde, vi som samfund har indrettet os på. Som enormt mange mennesker har enormt svært ved at leve under.

– Det er et kæmpestort problem, at hver 10. ifølge Sundhedsstyrelsen har en psykisk sygdom. Det ER en folkesygdom! Ud fra et menneskeligt synspunkt skal ingen gå rundt og have det så dårligt. Derudover er det indlysende en dårlig forretning for samfundet økonomisk. For mig giver det simpelthen ingen mening, at man ikke sætter alle sejl til.

Hvordan har du det nu?

– Glimrende. Jeg har virkelig fået det markant bedre i løbet af det sidste par år. Sjovt nok samtidig med at jeg mødte min nuværende kæreste. Ikke fordi jeg vil give ham hverken æren eller skylden for det hele, men det går rigtig dejligt.

Hvad gør medicinen?

– Det er egentlig et røvstort spørgsmål, for jeg ved ikke, hvor meget der er livsomstændigheder. og hvor meget der er ting, den gør ved min hjerne. Også derfor har jeg tænkt mig at prøve at stoppe med at tage medicin i en periode for at se, hvordan DET fungerer.

– Ud fra ræsonnementet at det må være bedre at leve et godt medicinfrit liv end et godt liv fyldt med medicin. Medicinen HAR hjulpet mig, da jeg havde det dårligst. Men nu er jeg et andet sted, og jeg vil gerne prøve. Men jeg skal gøre det under supervision og … det ER lidt sådan, at når man først har fået et prædikat som psykisk syg og er startet på medicinen, er det meget svært at komme af med det igen.

– Jeg synes – og det bliver måske en meget fin sløjfe – at man lidt får frataget kontrollen over sin egen krop, når andre mennesker skal bestemme, hvad man skal putte ind i den, og når man hele tiden får at vide, at “det er DIN beslutning”, men det samtidig meget tydeligt ligger imellem linjerne, hvad de anbefaler – nemlig medicinen.

Anna har lige et par sløjfer mere, før vi lukker og slukker.

– Jeg vil gerne sige direkte til Mette Frederiksen: “Er du ikke sød at lade være med at lukke landet ned en gang til?!”. Og så skal man selvfølgelig tage med sig fra bogen, at man ikke skal skamme sig over at kede sig med sin kæreste.