Interview

Ellen Hillingsø om feminisme: "Det nytter ikke noget, at vi gør mændene til idioter og kvinderne til hystader"

8. april 2022
Af Susse Wassmann
Foto: Nikolaj Thaningf Rentzmann
Tak, ladies, TAK!  Sådan lyder det fra Ellen Hillingsø til alle de kvinder, der er stået frem i #MeToo-sager. Femina har mødt feministen – for det er skuespilleren i den grad! – og kvinden, pigen, datteren, søsteren, kæresten, moren og veninden Ellen Hillingsø.

Datteren

Det var først, da Ellen Hillingsø blev voksen, hun begyndte at undre sig. Indimellem kunne hun sidde midt i en diskussion og føle, at hun blev overhørt.

At hun ikke blev taget alvorligt. Hvorfor? Fordi hun var kvinde, opdagede hun. Hvad skete der lige dér?  

– Min far har opdraget mig, som om jeg var menneske, ikke som om jeg var kvinde. Så det kom altid SÅ meget bag på mig, når jeg var i sammenhænge, hvor jeg blev overhørt, fordi jeg var kvinde, eller hvor diskussionerne blev kønnede. For jeg var altså vant til at blive lyttet til og taget alvorligt.

– Og når folk spurgte min far, om jeg ikke skulle være fotomodel, når jeg blev stor, svarede han: "Nej, hun skal være professor i atomfysik."

– Jeg har været heldig med ham, han har været en skøn, stærk og interesseret far. Og så er han et meget tydeligt menneske. Jeg har kendt masser af mænd gennem livet, som har haft skrøbelige faderfigurer, og de har altid kunnet skotte til min far, fordi han er en gammeldags mand. Han er soldat. What you see is what you get.

Hvad har du fået med af din far?

– En benhård arbejdsdisciplin, som man ikke skal undervurdere. Til tider en masochistisk arbejdsdisciplin, fordi man bliver ved, indtil arbejdet er færdigt. Om det så er i døgndrift.

– Man møder til tiden, der er orden i penalhuset. Når det er sagt, er min far også en meget moderne mand, som altid har fulgt med i, hvad der foregår. Han har ikke tvunget os til at gå strækmarch i sneen.

Ellen Hillingsø

Skuespiller, 55 år. Gift med marketingsdirektør Christoffer Castenskiold, som hun har Anna på 17 og Thomas på 19 år med. Familien bor i Charlottenlund, lige over for Ellens forældre, tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø og Birgitta Hillingsø.

Brød for alvor igennem i roadtrip-serien “Charlot og Charlotte“ fra 1996 og har siden spillet et hav af roller på både tv, film og teater , bl.a. “En kort en lang”, “Rita” og “Sekten”.

Du har fortalt, at din latinlærer engang udbrød: “Gud, du er en dameudgave af din far!” Er du det?

– På udseendet, ja. Og måske også indeni. Da jeg var 23-24 år og gik på skuespillerskolen i Aarhus, boede vi sammen en overgang, fordi han var chef for Hærens Operative Kommando og fik en tjenestebolig derovre. Jeg havde lejet et værelse på 11 kvadratmeter, og så stod han dér med et hus lige ud til Marselisborg Skov – om jeg gad, mand!

– Vi havde det skidesjovt sammen, og min far var så sød over for alle mine holdkammerater – jeg var aldrig i tvivl om, hvorvidt jeg havde lyst til at bo sammen med ham, selv om jeg var voksen på det tidspunkt. 

– I dag har jeg et tæt forhold til begge mine forældre, de bor lige ovre på den anden side af gaden. Jeg ringer til dem hver dag, vi spiser tit sammen, går med hundene sammen ...

– Indimellem er det bare fem minutter, men så har vi lige markeret. Relationer – ligegyldigt om det er familie, venner eller kærester – er noget, der skal plejes, og som man skal værne om.

– Du er nødt til at ville dem, og det tror jeg, at man skal gøre sig klart, hvis man vil have et liv med gode, nære relationer:

– Man må give noget af sig selv, være proaktiv, fortælle om sit liv, tage de samtaler, som man tit glemmer i familiemæssige relationer, fordi man har en forventning om, at de fungerer af sig selv.

– Det gør de ikke. Og hvis man undervurderer det, kan man pludselig stå og føle sig fremmede over for hinanden.

Pigen

Hvordan var du som barn?

– Jeg var en drengepige. Fantasifuld, legesyg, en vildbasse. Og jeg havde det svært i skolen, jeg gik til ekstra dansk og ekstra regning, men det var aldrig et problem. Jeg blev aldrig drillet med det. Til gengæld var jeg god til formning og drama, og jeg elskede at gå i skole.

– Da det drengede røg af, blev jeg en voldsom teenager! En teenager from hell, som min mor sagde. Det handlede om at manifestere mig som mig selv, og min datter Anna har den også nu, kan jeg se. Men jeg kan tage det, for jeg har været der selv. Bring it on!

– Jeg kan huske, at jeg engang i gymnasiet fik et klap i røven – det viste sig, at det var en, jeg flirtede med, men det vidste jeg ikke, så jeg vendte mig om og sendte ham DRÆBERblikket. Han fik simpelthen et chok!

– Men det har jeg også lært mine børn: Jeres kroppe er jeres kroppe. Der er ingen, der må røre dem uden jeres tilladelse! Det skal man fortælle både sine drenge og sine piger.

Feministen

Ligesom kampen for ligestilling og respekt mellem kønnene er en fælles opgave.

– Det er noget, vi skal løse i fællesskab. Der er ikke nogen, der er de onde. Der er nogen, der er uuddannede, der er nogen, der er underlagt en kultur og en manglende bevidsthed.

– Vi skal stå sammen om det her, det nytter ikke noget, at vi gør mændene til idioter og kvinderne til hystader.

Men det er jo mændene, der er nogle idioter ...

– Ja, fordi de ikke er blevet ordentligt opdraget. Der blev lavet en ret skræmmende undersøgelse på Aarhus Universitet, som viste, at rigtigt mange drenge mellem 18 og 23 år mener, at voldtægt er noget, der kan ske, fordi man ikke kan styre sig selv, når man er fuld. Undskyld, hvor kommer det fra?!

– Derfor er du nødt til at tale om grænser med dine børn.

Har du selv været på barrikaderne i din branche?

– Ja, det har jeg da. For vi må ikke underkende, hvor vigtig en diskussion det her er. Vi kendte jo til det fra USA, men hvert land er nødt til at have sin egen fortælling, der peger ned i dets dysfunktion, så det slog først for alvor igennem herhjemme, da en af vores egne – nemlig Sofie Linde – holdt en tale. Det skulle der til.

– Det kom jo helt indefra med Sofie, og så kom mediebranchen med, så skuespillerbranchen osv. Jeg var SÅ chokeret over TV 2-dokumentaren ("MeToo: Sexisme bag skærmen", red.), og jeg er så taknemmelig for, at de kvinder turde stå frem.

– Jeg har aldrig selv oplevet den form for magtudøvelse, men jeg har jo været underlagt en kultur, som vi alle sammen har været underlagt: At kvinder var lidt dårligere betalt, at kvinder røg ud, når de fik en vis alder, at der i det hele taget har været et 'male gaze' på tingene.

Sikke et mod, Sofie Linde har haft. Sikke et mod, Birthe Neumann havde, da hun lagde sin lønseddel frem. Sikke et mod, kvinderne i TV 2-dokumentaren har

– Nu har det fået et sprog, og det er den store fede forskel. For når ting ikke har et sprog, eksisterer de ikke. Og når det ikke eksisterer, kan du ikke tale om det. Så mærker du måske noget og tænker: "Det er nok bare mig".

– Sådan er det ikke længere. Nu er vi et sted, hvor vi, når vi oplever de her ting, kan sige: "Hør her, mester, det går altså ikke, det der! Jeg bryder mig ikke om den måde, du kommenterer mig på."

– Tænk, hvor heldige, vi er, at vi to kan sidde og have denne her samtale, fordi det faktisk har rykket noget.

– Det er da vidunderligt! Jeg er med på, at der endnu er masser af sten på vejen og at vi skal høre mange flere hårrejsende historier, men vi er på vej. Vi har fået et sprog for noget, der ikke var et sprog for for ganske få år siden. Det er fandeme fremskridt.

– Og sikke et mod, de kvinder har! Sikke et mod, Sofie Linde har haft. Sikke et mod, Birthe Neumann havde, da hun lagde sin lønseddel frem. Sikke et mod, kvinderne i TV 2-dokumentaren har. Tak, ladies, TAK! Det vil jeg gerne sige til dem.

Veninden

Hvad betyder dine veninder for dig?

– Jeg har en god håndfuld veninder – skideskønne, sjove, kloge piger, der betyder enormt meget for mig. Nogle af dem går så langt tilbage, at vi er blevet hinandens livsvidner.

– Og der skal man være klar på, at der er perioder, hvor man er forskellige. Hvis man feks. får børn forskudt af hinanden, er det nogle meget forskellige ting, man går op i, i perioder, man er ikke altid lige i vater med sine veninder.

– Men vi har holdt fast i hinanden alligevel. Det er så vigtigt at blive ved med at holde fast i hinanden, selv om man ikke har et liv, der er synkront.

– Det er det samme med en partner: Du kan ikke forlange, at han eller hun skal kunne alt, og det tror jeg virkelig, at der er mange, der går galt i byen med.

– Man skal ikke smide hinanden på lossepladsen, fordi man en overgang er lidt langt fra hinanden, har uoverensstemmelser, bliver irriterede på hinanden.

– Se på det på den lange bane og vær overbærende. Nogle venskaber løber ud i sandet med tiden, men dem, man har, skal man pleje. Nyde og pleje.

– Jeg omgiver mig med mennesker, der har forståelse for, at jeg indimellem har så travle perioder, at jeg ikke lige får ringet tilbage.

– Det er ikke personligt, og det ved de godt. Det vigtige i venskaber for mig er, at man stiller sig til rådighed.

– Hvis en af mine veninder kommer til mig og vil ventilere noget, diskutere noget, er ked af det, så tager jeg det meget alvorligt og nulstiller mig selv, så jeg kan lytte, virkelig lytte, til det, hun har på hjerte.

– Prøver at analysere og dissekere, hvad situationen handler om.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kæresten

Du og Christoffer har været sammen i 21 år – hvad gør jer gode sammen?

– Jeg tror, at det dels handler om, at vi har hvert vores. Jeg fortæller ham ikke alt, hvad jeg taler med mine veninder om, og han deler ikke alt med mig. Vi har hver vores liv, og så har vi en meget stor og smaddergod fællesmængde.

– Christoffer og jeg har det samme syn på mange ting, og måske er noget af det, et godt parforhold kræver, at det ikke er modsætninger, der mødes. Jeg tror, det er rigtigt, når man siger, at lige børn leger bedst. Så har man de samme værdier, og der er mange ting, der bliver nemmere.

– Man kan ikke forlange alt af sin partner – nogle ting har man andre mennesker til. Og så skal man give hinanden frihed til at gøre, hvad man har lyst til. Christoffer og jeg respekterer hinandens lidenskaber og giver hinanden plads til dem.

– Han er et stort friluftsmenneske, jeg er meget passioneret omkring mit arbejde, men når vi er sammen, er vi et superteam. Jeg afkræver ham heller ikke dyre gaver og smykker og alt det dér, det er jeg fuldstændig ligeglad med.

– For mig handler kærlighed ikke om at få ting. Det handler om at være der for hinanden, hjælpe hinanden, sætte hinanden fri, have det sjovt og hyggeligt sammen.

– Selvfølgelig skændes vi også, så det brager, indimellem. Alle kan jo få pip af at gå op og ned af hinanden hele livet.

For mig handler kærlighed ikke om at få ting. Det handler om at være der for hinanden, sætte hinanden fri, have det sjovt sammen. Selvfølgelig skændes vi også, så det brager, indimellem. Alle kan jo få pip af at gå op og ned af hinanden hele livet

Søsteren

Hvordan er dit forhold til din bror, Jens?

– Jeg elsker min bror! Min smukke og kloge storebror, som også er gift med en skæppeskøn kvinde.

– Jens er overlæge på Rigshospitalet, nothing less, selvfølgelig. Han har lært den samme kadaverdisciplin som mig, ha ha. Jeg har kun lovprisninger til overs for ham, men igen: Sådan en relation kommer ikke af sig selv.

– Heller ikke selv om man er søskende. Man er nødt til at tale sammen, se hinanden, spørge ind. Man skal gøre sig umage med sine relationer og ikke tro, at de giver sig selv. Jens er tre år ældre end mig, og da vi var små, skændtes vi hele tiden – jeg var den pisseirriterende lillesøster.

– I dag taler vi om de ting i vores barndom, som vi har oplevet forskelligt. For der er ting, han har set og hørt, som han har beskyttet mig fra.

– Bølgerne gik højt i vores familie, og vi havde en onkel, der var meget syg – på de punkter var jeg forskånet, mens Jens som den ældste var mere bevidst.

– Det er jo tit sådan med søskende, at nummer to får lidt mere frirum, og det oplever jeg klart, at jeg har fået.

– Jens har en lidt større strenghed, en større alvor i sin natur. Alligevel er han et af de sjoveste mennesker, jeg kender.

– Han er meget lyttende og har en stor menneskelig forståelse og god kontakt til sin sårbare side, så han er også den, jeg deler vigtige ting med. Jens har tre døtre, og vores børn har det heldigvis skønt sammen.

– Og jeg har fået to helt fantastiske kvinder ind i mit liv med Jens’ kone og så Christoffers brors kone. Det er virkelig en gave. 

Moren

Dine børn, Anna og Thomas, er 17 og 19 år. Der går vel ikke længe, før de flytter hjemmefra. Hvordan har du det med det?

– På papiret godt. Det er jo en naturlig del af livet: De skal ud, videre. Min mand og jeg har talt ret meget om det, og vi har en masse ting, vi gerne vil.

– Der er jo et liv, efter børnene flytter hjemmefra. Jeg fik engang at vide, at det er et chok, når de flytter, men også skønt. Det håber jeg er rigtigt. 

Hvad håber du, at de tager med hjemmefra ud i livet?

– Meningen med mig er jo, at mine børn skal sætte af fra mig og hoppe ud i verden og blive sig selv. De skal bruge mig til at spille bold op ad og være i opposition til.

– Jeg prøver at være en opmærksom mor og virkelig lytte til mine børn, og jeg har ingen ambitioner om at være deres ven.

– Der skal være en forskel, det synes jeg er vigtigt. Jeg lader dem have deres hemmeligheder, men jeg vil vide, hvor de er, og hvem de er sammen med. Det er frihed under ansvar, ligesom jeg fik, da jeg var barn.

– Derudover er der nogle ting, vi altid har insisteret på: Man hjælper til herhjemme, man er høflig over for fremmede, man siger goddag og giver hånd. På det område er jeg benhård. Og så prøver jeg altid at gøre mig umage over for mine børn. Det håber jeg, at de også vil tage med sig ud i verden.

– Jeg ønsker for dem, at de bevarer den integritet, de allerede har – at de holder fast i sig selv og gør sig umage med alt, hvad de kaster sig ud i.

– Hvis man har den forbindelse til sig selv, vil man automatisk beskæftige sig med ting, der inspirerer en. Og det vil give dem energi, gøre dem glade og give dem en retning i verden.