Alberte nåede bunden. Dér, hvor ingen forstod, at hun stadig var i live. Så mødte hun et helt særligt menneske

For nylig holdt madblogger Alberte Stengaard, 32, reception i forbindelse med udgivelsen af sin kogebog ”Madglæde”.

Stemningen i lokalet var fuld af ærlighed, varme og accept. Sitrende livsglæde. Der var pyntet med kulørte lamper, lækre smagsprøver på bordet, og til stede var familie, venner, nogle af hendes følgere og mennesker, hun ikke havde set i mange år. Blandt andet hendes tidligere støttekontaktperson og en kvinde, hun var indlagt med, da hun var 16-17 år. Vidner fra fortiden, der med egne øjne kunne se den transformation, der var sket med Alberte.

Cirka femten år af sit ungdomsliv levede hun i et anorektisk jerngreb, som nær kostede hende livet og satte mennesker omkring hende i evig frygt for, at de ikke ville se den unge kvinde blomstre igen.

Derfor var der også rørte blikke blandt gæsterne, da Alberte holdt en velkomsttale, hvor hun citerede fra forordet i sin bog:

”En spiseforstyrrelse handler ikke om maden, men alt det indeni og omkring en. Jeg skulle turde “give slip for at give plads”. Forstå, at kroppen var min ven, ikke min fjende. Jeg skulle lære at sige JA til mig selv. JA til livet. JA til glæde. Når vi giver slip, giver vi plads. Jeg skulle give slip på idéen om, hvad jeg burde være og træde ind i alt det, jeg var, som havde gemt sig alle årene …”

Spiseforstyrrelsen var ikke det eneste, der gjorde alle årene til en hård tid. OCD’en kom samtidig med spiseforstyrrelsen, og den har Alberte ikke helt fået fod på. Tallet 4 føles stadig truende, men hendes strategi er at se frygten i øjnene, så Alberte stiller sit vækkeur til kl. 4.44.

Cuttingen opstod senere. I dag er den fortid, selv om arrene på den tatoverede arm består som et minde om, hvem Alberte også er. VAR. For selv om der stadig kan være tunge dage, er det en kvinde fuld af vilje og livskraft i de brune øjne, der åbner døren til sin lille lejlighed i et stille villakvarter.

– Jeg ELSKER Amar’. Her kan du altid finde én, der er mere skør end dig selv, siger hun grinende.

Hun lægger nemlig ikke skjul på, at det er – mildest talt – skørt, hvad hendes krop har været igennem - og overlevet.

Ingen spurgte

Hvordan anoreksien opstod, er der intet entydigt svar på. Var det sundhedsplejersken, der formanede den lille pige med hvalpefedtet at ”passe på”? Faderen, der sagde: ”SÅ, nu er det slikfri måned!” Tossen, der råbte ”hej, dit fede dyr” i lyskrydset? Eller var det mest af alt den usagte smerte indeni?

Tilbage i Jylland hvor Alberte boede med sine forældre, storesøster og lillebror, havde hun altid følelsen af at være anderledes. Og den følelse blev ikke mindre, da familien flyttede til København på grund af faderens job, og forældrene blev skilt, fordi han på jobbet mødte en kvinde, der havde tre børn, og som han siden selv fik tre børn med.

Pludselig var der ikke meget hjerterum til hans gamle familie. Alberte hørte ting, som ingen børn skal høre sine forældre sige om hinanden, og den unge pige tog det tæt ind.

Det startede i det små for den ellers madglade pige. Krydderbollerne blev udskiftet med havregryn. De knasende yndlingskiks lå uspiste hen. Løbetur efter skole. Egentligt uskyldige livsstilsændringer, der udløste komplimenter fra de andre i klassen. Men som tog overhånd med vægttab til følge. Men faktisk var det noget helt andet end det nye fokus på kosten, der fyldte hos Alberte.

Det bekymrede hende mere, at hun skulle træde på alle streger og røre alle dæksler på vej til skole, ellers sneg frygten sig ind for at nogle i familien skulle dø. Sige godnat på en ganske bestemt og tidskrævende måde hver aften til sin mor, hade tallet fire …

– Men det var min dalende vægt, de så og handlede på. Og pludselig gik det stærkt. Min mor tog mig til lægen, og hun var virkelig ringe. Ikke på noget tidspunkt, var der en, der spurgte: ”Hvordan har du det egentligt?”.

Hvad ville du have svaret?

– At jeg var enormt ked af det. Følte, jeg skulle tage ansvar for min mors følelser efter skilsmissen og for min lillebror. At jeg savnede at føle mig hjemme et sted og være tryg, ikke var klar til at drikke alkohol som de andre, men hellere ville bage en kage. I det hele taget var overvældet af livet, lyder det stille fra Alberte, mens hun tørrer øjnene.

Albertes mor fik hende indlagt på Børnesomatisk Afdeling på Gentofte Hospital, og selv om Alberte i dag sagtens kan forstå sin mor, der stod alene med ansvaret og handlede ud fra sin bedste overbevisning ved blot at følge autoriteternes råd, smerter det stadig langt inde at mindes den følelse af at blive hevet væk fra sin skole og fra familien som 14-årig. Blive tvunget til at tage antidepressiv medicin og spise og opleve at ingen lyttede til hende.

Spisesituationerne husker Alberte med et tungt hjerte. For de handlede om alt andet end madglæde.

Ja, faktisk forstærkede de blot den madlede, der var skabt, når uspiselige retter og uanede mængder fedt, kartofler og rugbrød blev serveret. Ingen farver, ingen glæde. Blev måltidet ikke spist eller tiden overskrevet, var straffen sonde.

Ud over et par timers skolegang havde Alberte intet at lave. Hendes mor besøgte hende nogle timer, men ellers var der bare de tunge tanker, der ingen steder førte.

– En spiseforstyrrelse er enormt kompleks. Det er en af de få psykiske sygdomme, hvor du ikke ønsker at have det bedre. Jeg har talt med en kvinde, der arbejder med kræftramte børn, og hun har sagt, at det er VÆRRE at komme på afsnittet med anoreksipatienter, for det er som at gå ind i døden, der er ingen livsvilje. Men dermed siger jeg ikke, at det er noget, man vælger frivilligt, fortæller Alberte, der pointerer, at anoreksi intet har med kropsfokus at gøre.

– Jeg skelner mellem at være forstyrret i sin spisning, som godt kan udspringe af et kropsideal og så en spiseforstyrrelse, der handler om en mestringsstrategi for at dulme en smerte indeni - på linje med andre misbrug som stoffer og alkohol.

– Det er også derfor, at jeg begyndte at skære i mig selv, da jeg ikke længere fik lov til at kontrollere min mad. Cutteriet blev min næste mestringsstrategi for overhovedet at overleve.

Mistede min ungdom

De fleste kender det med at se en film, der pludselig bliver for uhyggelig eller sørgelig, og derfor spoler man hen til, at den igen er værd at se. Nogenlunde sådan føles det at høre om Albertes ungdom.

– Jeg har brugt cirka femten år i et system, men jeg kan ikke huske særlig meget fra de år. Jo, der er nogle traumer fra indlæggelser, som er kommet til mig senere igen. Men det er mange år, hvor jeg mistede mig selv, min identitet og mine venner. Mistede min ungdom og alle de erfaringer, man gør sig – for eksempel med kærester – i den periode. Det er som om, jeg konstant er "bagefter".

Alberte blev set som mønsterpatienten, der tog på under indlæggelserne, men hun havde også slemme dage.

– Jeg tror, der var en stemme i mig, der skreg: ”Hvorfor er der ingen, der ser MIG i alt det her?!” Jeg havde så megen vrede indeni, møntet på systemet, min familie, mig selv, universet … Hvorfor kunne jeg ikke bare finde ud af at leve?!

– Min mor havde også sagt, at hun ikke længere kunne have mig boende, og nu forstår jeg det jo godt. Vi har haft så mange kampe, og hun blev min behandler og dén, jeg ikke kunne lide, fordi hun kontrollerede min spisning. Til sidst var vi begge magtesløse og desperate.

Alberte flyttede på et bosted, og mindet om stedet, der på ingen måde var gavnligt for hende, er endnu et af dem, der får tårerne frem i hendes øjne. Hun fik lov til at flytte hjem til sin mor igen og tage skolen færdig, men fandt derefter en lejlighed i Vangede, startede på HF og fik et job på en tankstation. 18 år var hun fyldt, rask var hun langtfra.

Alberte husker de følgende år som meget blurry, og rækkefølgen på de steder, hun kom til at bo, er også uklar. En enkelt indlæggelse husker hun dog med en gru, der får hendes stemme til at krakelere. Da hun blev tvangsindlagt tre måneder på Ballerups lukkede afdeling, 1510.

– Uden at blinke er det den indlæggelse, der helt igennem har ødelagt mig. Der var rigtig meget tvang, smerte og ensomhed. Jeg talte ikke med en reel psykolog eller behandler om mine tanker og følelser i tre måneder, var ikke udenfor i to måneder og havde fast vagt.

– Der er stadig steder, jeg ikke kan blive rørt på kroppen, fordi det minder mig om at blive holdt fast under tvang af seks mennesker. Så fryser jeg, begynder at hyperventilere … Det er altså ikke så fedt, hvis det sker, når man er intim med et menneske.

Alberte mødte flere indlæggelser og nåede det, hun selv kalder bunden. Dér, hvor ingen forstod, at hun stadig var i live. Flere indlæggelser og flytninger, også hjem til moren, der havde flossede nerver over sin yngste datters ustabile tilstand.

Ikke flere chancer

Det var mødet med en særlig kvinde, der ændrede noget i Alberte. Hun mødte Mille, der selv har haft og arbejder med spiseforstyrrelser, og Alberte er ikke sikker på, hun havde været her i dag, hvis ikke det var for hende.

– Endelig var der én, der spurgte, hvordan jeg havde det, og hvad jeg drømte om? WHAT? Jeg havde levet i en boble - måtte jeg virkelig godt have drømme? For første gang var der en, der anerkendte mig og troede på, at jeg kunne få et godt liv.

– Jeg begyndte at arbejde mentalt med mig selv og forstå, at jeg også selv havde et ansvar. Startede hos en hypnotisør, der gjorde underværker og hjalp mig med af med følelsen af at være et dårligt menneske, der havde ødelagt min families liv.

Alberte flyttede kortvarigt ind på Milles kontor i hendes lejlighed på Amager, mens hun insisterende færdiggjorde sin HF. Hun begyndte at se glæden ved de små ting, og de to talte om mad. Den farverige, nærende mad med de gode fedtstoffer, det vegetariske køkken med farver og sprødhed – alt andet end brun, kedelig hospitalsmad.

Hun nåede ét tilbagefald mere og endnu en hjemvenden til sin mor, men denne gang var noget ændret. Hun kunne mærke en vilje indeni og fik sin mor overtalt til, at de fandt en lejlighed på Amager til hende.

Da hun trådte ind i den, følte hun sig hjemme med det samme, og hun lovede aldrig at skære i sig selv i den. Det løfte har hun holdt. Armen gemmer hun ikke længere bag store trøjer.

– I min proces for at få det bedre, har jeg været meget bevidst om, at hvis jeg skal turde være hele mig, så bliver jeg også nødt til at vise hele mig. Hvis jeg ikke havde været igennem de ting, så ville jeg jo heller ikke være den, jeg er. Jeg ville ikke have den helt umiddelbare glæde, jeg har og føle det samme nærvær til livet.

– I dag higer jeg ikke efter "mere". Jeg nyder det, jeg ER og husker på, at de valg jeg tager i dag, har indflydelse på det liv, jeg lever i morgen og i fremtiden. Det er de små skridt, der gør forskellen.

Det er seks år siden, Alberte flyttede ind i sin lejlighed, hun bor der stadig. Hun har ikke haft flere tilbagefald, og der er sket ting i de år, hun ikke i sin vildeste fantasi turde drømme om, da hun var længst ude.

Hun har en populær madblog, @albertestengaard, med 25.500 følgere, et fleksjob og er aktuel med kogebogen ”Madglæde”. For det er netop, hvad Alberte har fået igen, og hvad hun ønsker at sprede.

– ”Madglæde” er mit bevis på det umulige. Mit hjertebarn, som bærer på den kærlighed til mad, jeg altid har haft, men i mange år ikke har turdet mærke. Jeg reddede mig selv, hvor andre ikke kunne. Det gik op for mig, at nu var det alvor, der var ikke flere chancer.

– Jeg har gået alternative veje, fået en personlig træner, og så har jeg rakt ud til folk, der kunne hjælpe mig. Selv om jeg er så bange for, at folk ikke tror, man kan arbejde med mad, når man har haft en spiseforstyrrelse, så er mit budskab netop, at mad er glæde, sanselighed – og liv! Og at der aldrig er noget, der er for sent.

Livet kan stadig udfordre, kroppen har fået mén, og OCD er ikke noget, man lige vokser fra. Men som Alberte siger:

– Jeg ser muligheder frem for begrænsninger og husker, at min sårbarhed og styrke går hånd i hånd. Det ene udelukker ikke det andet, og når jeg husker dét, står jeg stærkest, fordi jeg er hele mig.

Hvad drømmer du om nu?

– At jeg vil fortsætte med at bo på Amager. At opleve kærlighed, blive valgt til. At en person kan rumme HELE mig. Jeg drømmer også om at arbejde videre med maden og måske holde foredrag - både om mad og om hele min historie. Måske kan den inspirere andre til at se, at det aldrig er for sent at vende sit liv og gå ens drømme i møde.

Artiklen blev udgivet i femina uge 4, 2024. Dette er en redigeret version.