Selvudvikling

10-årig dreng med delle

af Lone Severinsen 13. oktober 2009
Foto: Colourbox
Undgå, at usunde fristelser er tilgængelige i hverdagen. Acceptér, at det er hele familiens anliggende, så jeres dreng ikke føler, at han decideret er på ”slankekur”

Vi er en aktiv familie med masser af sjov, og som elsker god mad. Vi har dog hygget os lidt for meget, så der er kommet lidt ekstra på sidebenene, og det skal væk. Min søn på 10 har modsat sin søster altid elsket mad og altid spist, hvad der blev serveret. Han vejer 44 kilo og er 155 cm høj - det er o.k. ifølge BMI-statistikken, men han har en delle på maven, som han er ked af og gerne vil af med. Han er pæreformet af statur og ikke specielt god til sport, men elsker det. Han dyrker håndbold, cykler i skole og er aktiv og leger i det fri. I skolen får de mad i kantinen, men det er ikke specielt sundt - juice og burgerboller eller pastaretter og kage hver fredag. Hvordan kan jeg hjælpe ham med at tabe sig? Det er ikke, fordi vi spiser usundt ... vi spiser nok bare for meget og for tit.LeneDet lyder, som om I er en aktiv og harmonisk familie. Mange vil sikkert mene, at jeres søn nok skal vokse fra sin "delle", men jeg synes, det er flot, at I reagerer på problemet i stedet for bare at lade stå til. Det er nemlig vigtigt at have for øje, at jeres søn faktisk ikke føler sig tilpas med sin krop, som den er. De ekstra gram på maven kan også være starten på en overvægt, der kan blive værre med årene.Her er mine råd: * Undgå, at usunde fristelser er tilgængelige i hverdagen. Acceptér, at det er hele familiens anliggende, så jeres dreng ikke føler, at han decideret er på "slankekur".* Giv et sundt og solidt morgenmåltid med mange kostfibre - f.eks. rugbrød (evt. ristet) eller andet groft brød, havregryn med frisk frugt, hjemmelavet øllebrød eller yoghurt naturel med mysli.* Servér altid grøntsager til dagens øvrige måltider,* Lav maden derhjemme fedtfattig.* Send en æske forskelligt grønt skåret i indbydende stykker med ham (og alle andre i familien) i skole.* Forklar, at han ud over en halv liter magert mælkeprodukt dagligt kun bør slukke tørsten i vand.* Gør det til en sjov leg i familien, at alle skal spise mere langsomt og nyde maden. Det tager 15-20 minutter, før kroppen opdager, at du er ved at være mæt, uanset hvor meget du spiser, så ved at spise langsomt undgår man at spise for meget.* Hav altid frisk frugt, som hele familien kan hygge med.Skolerne kan ikke ændre på børnenes grundlæggende levevilkår, men de kan medvirke til at få skabt nogle sunde rammer. Fødevarestyrelsen har nedsat et såkaldt rejsehold, der hjælper skoler og institutioner med at sætte sund mad, måltider og bevægelse på dagsorden. "Rejseholdet" kommer med faglig rådgivning, inspiration og nye ideer, så det bliver lettere for skolen/klubben at lave ernæringsrigtig mad. Besøgene er gratis, og de tager også ud og holder informations- og inspirationsmøder. Ring til deres hotline på tlf. 8060 1060.Læs mere i hæftet "Hvalpefedt? - familiens plan mod overvægt", som er udgivet af Forbrugerstyrelsen, samt i "Spis, leg og ha' det godt", som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.Lone

Spørg om kostLone Severinsen er diætist og ekspert på sundhedscoach.femina.dk. Har du et spørgsmål til Lone, kan du skrive til hende på [email protected], så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.