"Må jeg komme med til jeres julefrokost", skrev Celina på LinkedIn, selvom det føltes sårbart. Men så væltede beskederne ind

Da 34-årige journalist Celina Bjerring Esbensen delte sin tristhed over ikke at skulle til en eneste julefrokost i år, eksploderede opslaget på LinkedIn.

Efter flere år som freelancejournalist og hjemmepasser har den årlige julefrokost med kollegaerne nemlig ikke været i kalenderen længe for Celina - og det har hun savnet.

Derfor tog hun mod til sig og gjorde noget, som hun i LinkedIn-opslaget beskrev som "en smule grænseoverskridende".

Men hvor intet vover, intet vinder, og derfor delte hun et opslag med overskriften "Må jeg komme med til jeres julefrokost?" og et billede af sig selv med et skilt med de samme ord.

Og allerede efter kort tid havde opslaget fået over tusinde kommentarer, ligesom invitationerne nærmest væltede ind.

Opslaget har i skrivende stund fået over 5800 likes og 380 kommentarer.

Vi fangede Celina Bjerring Esbensen en snak om, hvad hun tager med sig fra oplevelsen - og hvordan det gik, ikke mindst.

Hvorfor besluttede du dig for at skrive opslaget?

– Det kommer sig af, at jeg de seneste år har hjemmepasset min søn og lavet lidt freelance ved siden af. I år havde jeg håbet, at jeg ville nå at få en fastansættelse inden december, så jeg kunne komme til en julefrokost. Men det lykkedes ikke, og jeg har ikke været til en arbejdsjulefrokost siden julen 2022.

For Celina Bjerring Esbensen handler det ikke bare om festen i sig selv. Det handlede om alt det, julefrokosten symboliserer.

– En stor del af det med at have en arbejdsplads er jo også det kollegiale fællesskab, sommerfester, julefrokoster osv. Det er altid noget, jeg har syntes var helt vildt sjovt. Det er en anden måde, man er sammen med sine kolleger på, siger hun.

Og så var der LinkedIn, et sted hun egentlig altid har haft det lidt ambivalent med.

– Jeg synes, LinkedIn er et svært medie. Det er meget selvpromoverende. Jeg gider ikke være for selvsmagende, og jeg synes, det er svært at sælge sig selv. Men så var jeg sådan: okay, nu inviterer jeg mig sgu.

Hun fortsætter:

– Jeg havde gået og tænkt på at lave opslaget i en uges tid og flere gange tænkt, at jeg ikke skulle gøre det, for det føltes lidt cringe. Men så gik jeg i bad, tog pænt tøj på, læbestift, og tog måske 50 selfies. Så tænkte jeg: Nu laver jeg det her opslag. Jeg har ikke noget at tabe.

December gør ensomhed tydeligere

Hvad har den seneste tid som jobsøgende, freelancer og tidligere hjemmepasser gjort ved din følelse af fællesskab – og bliver følelserne forstærket i december?

– Ja, helt sikkert. Når man ikke har en arbejdsplads og ikke skal møde klokken ni, så føler jeg mig allerede lidt udenfor samfundet eller systemet. Og i december er der bare ekstra mange hyggelige ting, andre skal, som man ikke er en del af. Så kan det føles mere ensomt.

Hun understreger, at hun ikke er alene i den følelse, og at hun netop tror, det er derfor, opslaget ramte så bredt.

“Den første halve time tænkte jeg: ej, var det dumt?”

Du skriver “hvor intet vover, intet vinder, right?” i dit LinkedIn-opslag. Var det grænseoverskridende at lave det? Hvad var det mest sårbare ved at poste det?

– Jeg tror bare, det er sådan, det er med sociale medier: man poster noget, og så får man likes. Og hvis man ikke får nogen, så føles det, som om der ikke var et publikum. Den første halve time fik jeg ikke så mange likes, og jeg sad i min sofa og tænkte: ej, var det dumt?

Men så stak det af.

– Jeg havde på ingen måde regnet med, at det ville få så stor opmærksomhed.

Invitationerne væltede ind – men ikke fra de store

Hvordan har folk reageret? Kom det bag på dig, at opslaget ramte så mange?

– Totalt. Jeg havde endda glemt at skrive, at jeg bor i København, så der var mange invitationer fra hele landet. Men det fede er, at folk også begyndte at finde hinanden i kommentarsporet. Der kom alle de her små tråde: ‘Nå, er du også fra Esbjerg? Kom til den her julefrokost!’

Hun fortæller, at hun især er blevet inviteret af små virksomheder og netværk.

– Der er ikke rigtig nogen større virksomheder, og faktisk slet ikke nogen i min branche, mediebranchen, der har rakt ud. Og det giver jo også mening, fordi en arbejdsplads er et lukket fællesskab. Man kan ikke bare invitere hvem som helst ind. Så er det måske nemmere for de små virksomheder eller faglige fællesskaber at række ud, fordi der ikke er lige så langt til beslutningstagerne og måske færre formelle regler.

“Der er nogen, der virkelig kan spejle sig i ensomheden”

Er der reaktioner, der har rørt dig særligt?

– Ja. Der er et par stykker, der har skrevet, hvor jeg kan mærke, at de virkelig kan spejle sig i følelsen af ensomhed. Nogle har hverken børn eller familie eller en stor omgangskreds. Det rammer mig meget, for der kan jeg godt forstå, at julen føles endnu hårdere.

Celina er ikke selv alene i hverdagen, understreger hun. Hun har sin familie. Men hun savner voksensnakken, det spontane, det kollegiale.

– Jeg ser jo ikke særlig mange voksne mennesker i min hverdag. Jeg ser min mand, og så er jeg meget sammen med mine børn. Mine veninder ser jeg jo, men de har også børn og familie, som fylder meget i de her år. Så ja, det føles ensomt ikke at have nogle voksne at snakke med.

Hvorfor tror du, at opslaget ramte så mange – særligt freelancere og solo-selvstændige?

– Jeg tror, vi lever i en tid, hvor folk godt kan lide sårbarhed og autenticitet. Sociale medier er så perfekte hele tiden. Og så er der virkelig mange ligesindede derude – jobsøgende, freelancere, remote-arbejdende, som ikke lige er tilknyttet et arbejdssted. Så det resonerer hos mange.

Hun tilføjer:

– Og så tror jeg også, at folk kan lide, når nogen gør noget lidt modigt.

Rådet: Sig det højt – du kan ikke gå i minus

Hvad vil du sige til andre, der sidder med den samme følelse af at stå udenfor i december?

– Det virker åbenbart nogle gange at sige det højt på sociale medier. Eller i netværksgrupper. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange forskellige fællesskaber for selvstændige og freelancere, fredagsbarer, grupper, alt muligt, der findes derude. Og så skal man bare huske: man er ikke den eneste.

Og hun gentager den tanke, der også fik hende til at poste:

– Jeg var ikke inviteret til nogen julefrokoster, og man kan jo ikke gå i minus i julefrokoster.

Opslaget gav et selvtillidsboost i jobsøgningen

Har opmærksomheden, og måske en fornyet tilgang til LinkedIn, givet dig nyt mod i jobsøgningen?

– Helt vildt. Den dag jeg postede, havde jeg faktisk en øv-dag og lige fået afslag på et job med 181 ansøgere. Men så slog jeg det op, og responsen har givet mig en masse selvtillid.

Det har også givet konkrete fremskridt.

– Der ringede en leder fra pædagogisk videnscenter i dag, fordi hun synes, jeg virkede interessant. De skal bruge en kommunikationsmedarbejder, og hun spurgte, om jeg ville komme til en uformel samtale. Det er jo ud fra det her julefrokost-opslag. Hvis jeg ikke havde lavet det, havde hun aldrig fundet mig. Og opslaget bevidner jo, at jeg i hvert fald kan lave indhold med reach.

Næste jul drømmer hun om fast job og en medfølgende julefrokost

Celina har samme dag, som vi taler med hende, lavet et excel-ark med de invitationer, hun har fået i forbindelse med sit LinkedIn-opslag. Derudover har hun en aftale med en kontakt fra LinkedIn om at skabe lidt julehygge for en gruppe selvstændige og jobsøgende, der har meldt ind, at de gerne vil mødes.

– Jeg tager helt sikkert til to-tre af julefrokosterne, jeg er blevet inviteret til. Jeg har sagt ja til Momkind, og så er der et netværk for kvinder i shipping, som jeg også tænker at sige ja til, selvom det er langt fra min egen branche. Why not?

Og så håber hun på noget mere stabilt på sigt.

– Næste jul er drømmen selvfølgelig, at jeg er fastansat et sted, så jeg kan være med til den virksomheds julefrokost, afslutter Celina med begejstring i stemmen.