På LinkedIn ligner jeg en succes ligesom alle andre. Sådan er virkeligheden jo ikke. 

Nomi Forchhammer er selvstændig kommunikatør. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Lad mig sige det, som det er: Det går mildt sagt rimeligt lunkent for tiden på arbejdsfronten. Jeg keder mig bravt, fordi jeg ikke har nok opgaver i bogen. Jeg går med tanker om at lukke den selvstændige biks ned og gå i en helt ny retning. Og så er jeg i gang med slutspurten af min uddannelse til yogalærer. Det er mildt sagt røv-hårdt, og jeg føler, at jo mere jeg lærer, jo mere bliver jeg klar over, hvor meget jeg ikke kan eller ved endnu.

Til gengæld har jeg masser af tid til rekreativt scrolleri på alt fra Reddit til Instagram og LinkedIn. Og det har fået mig til at tænke (desværre ikke på den inspirerede måde, men mere på den “hvorfor har alle andre styr på deres liv, når jeg ikke har?”-måde).

Jeg er blevet besat af autenticitet. Eller måske af fraværet af den. Vi er alle med på, at sociale medier er en slags performance af et liv, vi egentlig helst vil have, at andre skal tro, vi lever. Men LinkedIn må alligevel være det sted på internettet, hvor vi alle pakker vores ægte jeg allerlængst væk og i stedet performer et slags alter-arbejds-ego, der trumfer alle #unfiltered-posts fra andre platforme.

Her handler det nemlig ikke bare om at vise vores bedste side, men om at udstille vores mest overskudsagtige, dygtigste og mest taknemmelige side – uanset hvordan (arbejds)livet ser ud.

Og det er jo ikke, fordi vi ikke ved det. Alle ved godt, at LinkedIn er lidt “Kejserens nye klæder”. Vi spiller med, fordi det er sådan, det fungerer. For hvad skal man ellers dele på et medie, der i bund og grund er skabt til selvpromovering? Her handler valutaen ikke om likes, men om levebrød og om at holde sig attraktiv, ansættelsesparat og synlig nok til at blive set næste gang, nogen hyrer eller forfremmer.

“Hej, jeg har lige afleveret et middelmådigt projekt og føler mig lidt udkørt”? Nej vel. Så vi polerer. Vi tilføjer lidt uhæmmet arbejdsglæde, et drys “growth mindset” og en snert af “taknemmelighed”. Og så trykker vi del.

Måske er det bare senkapitalismens-social- medieversions-final boss-stadie, vi er ved nu: facade frem for ærlighed, og noget helt særligt LinkedInsk. Vi har nok bare accepteret, at konsensus trumfer vores autenticitet. Så vi bliver selvfølgelig ved med at like, kommentere og poste. For man skal jo holde sig til.

Hvis man skulle tro feedet, er langt de fleste, der bliver fyret, bare utroligt glade for den nye mulighed og “klar på et spændende nyt eventyr”(#club5000 amirite?).

Jeg har prøvet at blive fyret. Det føltes ikke som et eventyr. Det føltes som en mavepuster. Jeg havde lyst til at kaste min computer ud af vinduet, brænde noget ned og spise is direkte fra bøtten til aftensmad i en uge.

Men midt i min foragt for LinkedIn-performancen gik det op for mig: Jeg er jo selv en synder. Jeg fodrer det samme uautentiske monster, jeg bruger så meget energi på at afsky.

Jeg har skabt et feed, der ligner et glansbillede af det selvstændige arbejdsliv, jeg har.

“Det er så spændende at følge med i ALT dét, du laver!” og “Det ligner jo, at det går vildt godt for dig,” skrev folk, da jeg begyndte at række ud i mit netværk (fordi jeg manglede arbejde og selskab).

Og til at starte med vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. For nej. Det går ikke vildt godt. Jeg har ikke gang i alt muligt. Og det er langt fra alt, der er spændende. Mest af alt har jeg gang i at prøve at finde ud af, hvad der egentlig skal ske med mig.

I et forsøg på at være mere ærlig begyndte jeg at svare folk oprigtigt. At jeg faktisk havde det lidt ambivalent med at signalere ét - men føle noget helt andet. Men den her samtale foregik dog ikke ude i det store, stygge offentlige feed. Vi er stadig i trygge hemmelige omgivelser.

Måske var det derfor, at folk svarede tilbage med lettelse. Mange havde det faktisk på samme måde. De var mindst lige så trætte af at skulle skabe et billede af at være lykkedes offentligt. De var trætte af at dele noget, fordi Jobcentret siger, at man skal.

Det slog mig, at vi måske allesammen går rundt og spiller en rolle i det samme glansbillede og bare venter på, at nogen siger:
“Jeg synes faktisk, det er ret svært lige nu.”
Eller: “Kæft, det er nederen at blive fyret, hva?!”

Så lad mig prøve at være en af dem. Det er svært lige nu. Jeg savner at have kollegaer. Jeg savner at drikke kedelig kontorkaffe og brokke mig over printeren. Jeg savner følelsen af at høre til et sted.

Måske er det i virkeligheden den mest autentiske update, jeg har delt i lang tid.
Men jeg tror – og håber – at der ligger en styrke i at være helt ærlig. At jeg ikke er mindre dygtig til mit arbejde, bare fordi jeg ikke har så meget at kaste mig over lige nu. Eller fordi jeg engang blev fyret.

Så lad det her være første spadestik til en ny LinkedIn-æra. En æra, hvor det ikke føles farligt, pinligt eller nederen at dele de sider af arbejdslivet, der ikke ser smarte ud. Hvor vi også tør vise alt det, der ikke lige kan oversættes til et “Se, hvor godt jeg klarer mig”-opslag.

Lad denne her klumme være starten på netop den æra. Måske falder det i mega dårlig jord på LinkedIn (ja ja, skal nok dele den!). Men jeg bliver nødt til at leve med det. For jeg har i det mindste været ærlig – og hey, det er mere, end jeg kan sige om min LinkedIn-profil de sidste mange måneder.