Hun var først tv-darling og så direktør. Nu har Sisse Fiskers karriere taget endnu en overraskende drejning

Mange kan nok huske Sisse Fisker fra tv’et. I slutnullerne og starten af 2010’erne var hun for mange synonym med sportsdækning for først TV2 og bagefter DR1. Hun dækkede alt fra EM, VM og OL, før hun blev vært på ‘Aftenshowet’, ligesom hun i en sæson medvirkede i et af danskernes mest sete underholdningsprogrammer, ‘Vild med dans’, hvor hun dansede sig til en tredjeplads.

Pludselig sagde hun sit job op i tv-branchen og stiftede SMILfonden; en forening for alvorligt syge børn, som hun indtil for tre år siden også var direktør i. Nu er hun bestyrelsesformand i samme fond, og udover at være professionelt bestyrelsesmedlem seks andre forskellige steder og selvstændig kommunikationsrådgiver, så har hun nu også valgt at springe ud som arrangør af vandreture i Piemonte.

Et projekt, hun kalder sit “con amore”-projekt, et projekt drevet af lyst og passion snarere end prestige og penge. Her inviterer hun gæster ind i sit hus i det norditalienske bjerglandskab, og i løbet af de fire dage, opholdet varer, tager hun sine gæster med på vandreture rundt i nærområdet og tilbagelægger mellem halvtreds og tres kilometer og adskillige vingårde på vejen.

- Jeg har altid været vild med Italien og har rejst hertil meget. SMILfonden var mit første con amore-projekt, og da jeg sagde mit job op som direktør for tre år siden efter at have arbejdet fuldtid og opnået en masse, gav jeg mig selv en "100-dages time-out", som jeg kaldte det, fortæller hun på en telefonlinje fra Italien.

Sisse havde dengang brug for at lade tankerne flyve og snakke med mennesker, hun ikke var vant til at snakke med. Lige før opsigelsen havde hun og hendes mand købt huset i Piemonte, hvor hun befinder sig, mens vi snakker.

I sin time-out prøvede hun at finde ud af, hvordan hendes arbejdsliv nu skulle hænge sammen. Hun var klar over, at hun ikke havde lyst til at have et fast job, men at det skulle hænge sammen med nogle bestyrelsesposter og noget kommunikationsrådgivning. Og så havde hun “et åbent tredje ben”, som hun ikke helt vidste, hvad skulle være.

- Jeg drømte om at være mere i naturen - gerne i Italien og gerne noget med vandring. Jeg er oprindeligt fra Hjørring tæt på Vesterhavet og de åbne vidder, så jeg har altid været et kæmpe naturmenneske. Jeg falder til ro og mine skuldre sænker sig.

Fra hvor Sisse står, imens vi taler i telefon, kan hun se snedækkede alpetoppe i det fjerne, og vinmarker, så langt øjet rækker. De er gule, orange og rødlige, en stor kontrast til hvordan de så ud for bare et par måneder siden. En lille traktor kommer kørende med vin på ladet.

Området er bevaringsværdigt og UNESCO-fredet, så i stedet for højhuse og funkisvillaer er der kun en masse små stenhuse med røde og gule mursten og tegltag. Det er svært at forklare, hvis man ikke har været der, fortæller Sisse.

- Det er følelsen af, at man har verden for sig selv. Det hele står stille, og man føler sig lille. Her er det naturen, der præger området, og ikke mennesker og byliv.

Da hun stille og roligt for tre år siden begyndte at lære Piemonte bedre at kende, meldte trangen sig. Trangen til at dele landskabet, vinen og maden med nogen.

- Selvfølgelig er der mange, der kender Piemonte, men jo ikke på samme måde som Toscana eller storbyerne Rom og Milano. Det er lidt bonderøvsagtigt hernede, det er slow living. Og så tænkte jeg, om man ikke kunne prøve at invitere nogen med ud at gå nogle af alle de ruter, jeg havde fundet frem til. De gode restauranter og de gode vingårde skal der da også være andre, der oplever.

- Og så satte jeg det bare i gang, siger hun.

Det kom fra hjertet. Samtidig lægger Sisse ikke skjul på, at hun er et menneske, der elsker skift, og at der sker noget nyt. Når et job går i drift, begynder hun at kede sig. Først knoklede hun fem år på TV2, så knoklede hun seks år på DR1, og så knoklede hun i en årrække for at få SMILfonden op at køre. Alt sammen lykkedes hun med. Men at arbejde hårdt og dedikeret, har også en bagside.

- Når man arbejder fuldtid og elsker sit job, så er der ikke rigtig tid til at reflektere og mærke efter. Når jeg er i et job, så er det jeg full on. Så jeg ville frigøre mig og gøre noget andet, end jeg plejer, siger hun og fortsætter:

- Da jeg sagde op på tv for ti år siden, kunne folk ikke forstå, at jeg gav afkald på noget så fedt som røde løbere og liveshows. Men jeg har virkelig svært ved at være i et arbejdsliv, hvor jeg ikke navigerer efter maven og hjertet, og på det tidspunkt skulle jeg videre. Den samme følelse fik jeg til sidst som direktør i SMILfonden, siger hun og uddyber:

- Jeg var ikke den rigtige direktør, selv om jeg elsker alt ved SMILfondens arbejde, så fyrede jeg mig selv og gik ind i bestyrelsen i stedet. Der var nogle mennesker også uforstående, fordi jeg havde bygget hele fonden op.

Sisses stemme forsvinder pludselig i den anden ende af telefonen. Da hun ringer op igen, undskylder hun og griner. Hun kom til at bevæge sig for langt væk fra telefonmasten. Så fortsætter hun, hvor vi slap.

Fordi selvom hun havde opnået en masse i løbet af sin stadig forholdsvis korte karriere, så var det ikke bare “lige til” at sige sit job op. Der var frihed, ja, men der var ingen gyldne håndtryk, da hun forlod direktørposten - i stedet var der en masse praktik og ikke mindst økonomi, der skulle gå op.

- Det er tit økonomi, der holder folk tilbage. Jeg er heldigvis fra Nordjylland, og jeg kan sgu godt leve på en sten. Så nogle gange handler det om at kigge indad og om at se på dit eget forbrug, og spørge sig selv: Skal jeg have 50.000 i måneden, eller kunne jeg faktisk nøjes med 30.000?

- Hvad er det, jeg skal skære ned? Så vil det måske være en taske, et par sko eller take away, man skærer fra. Og det er materielle ting, som er fuldstændig ligegyldige for mig.

Hun fortsætter.

- Så hvis man virkelig vil noget, og man går og piber over, at chefen er dum, og arbejdet er åndssvagt, så lige prøv at kigge på, hvad det er, vi går og bruger de her mange penge på, som vi tror, er vigtige at tjene.

Sisse gik til sin nyvundne frihed og mere eller mindre åbne kalender som den journalist, hun nu engang også er. Hun lagde et nyt budget, researchede nysgerrigt, opsøgte viden og skrev konkrete ønsker til sit fremtidige arbejdsliv ned, alt imens hun brugte én dag om ugen på sit såkaldte con amore-projekt, PiemonteCaminoen.

For et år siden var hun så parat til at invitere de første vandregæster ind i sit hus i Piemonte og i løbet af fire dage tage dem gennem det bakkede landskab og den storslåede natur. I løbet af det første år har hun med sin søster som medarrangør haft besøg af fem hold gæster bestående af mellem seks til otte personer. Den sidste tur i år ligger i november, og derudover har hun fem udsolgte ture i 2026.

Med andre ord er Sisse Fisker lykkedes med stort set alle de projekter, hun har sat i verden. Men hvad kræver det egentlig? Og hvordan finder man drivkraften til at føre sine drømme ud i livet?

- Det kræver en portion mod, når man ikke ved, hvad man skal - men bare mærker, at noget ikke føles rigtigt længere. Nogle gange handler det om at tælle fordele og ulemper, og de sidste tre år, har heller ikke været nemme for mig. Jeg vidste jo ikke, om nogen ville hyre mig. Jeg gik lidt til højre og så lidt til venstre, men jeg jo havde været vant til bare at gå den lige vej ad karrierestigen.

Udover mod kræver det også tålmodighed, mener Sisse. De første tre til seks måneder handler det om at turde fejle. Og så har hun et spørgsmål, hun altid stiller sig selv, når tingene kan føles usikre:

Hvad er det værste, der kan ske?

- Du kan altid træde tilbage til det, du er god til. Det kan også hænge sammen med andres forventninger til, at man skal gå fra en juniorstilling til en seniorstilling - men hvad hvis man ikke er glad? Så skal man jo blive ved med at være junior, slår hun fast og tilføjer:

- Det handler om at være ligeglad med, hvad andre tænker eller gør. Jeg tænker: pyt med det. Jeg gør det, jeg kan mærke er rigtigt.