Kærlighed og sex
25. oktober 2023

Tinder vil med ny funktion gøre dating til en “team sport” - og sætte din mor på holdet

Med funktionen kan du outsource dit swipe-game til dine nærmeste, der fremover kan anbefale, hvem du skal like.
Af: Af Silje Qvist
tinder

Arkivfoto: Unsplash

Hvis dine tommelfingre er trætte af at swipe mod venstre, og du ikke har noget held på datingappen Tinder, kan du snart få lov til at tage en velfortjent pause.

For med en ny funktion kan du sende stafetten til dit datingliv videre i et døgns tid til en af dine nærmeste. Det skriver Tinder på deres hjemmeside.

Både dine venner, din familie, mor, onkel, sågar din bedstemor kan få lov til at swipe på dine vegne. Med funktionen kan du i 24 timer give tilladelse til, at en anden får adgang til din bruger og derved kan anbefale, hvem du skal like.

De mennesker, som du giver den gyldne mulighed, kan ikke like eller afvise potentielle matches, men de kan give anbefalinger.

Måske vil du hellere like en person, som din mor har sagt god for?

Tinder vil med den nye funktion gøre dating til en “team sport”. Du kan vælge op til 15 personer, der kan anbefale dig potentielle matches. De 15 personer behøver hverken have en profil på Tinder eller logge ind for at få adgang til funktionen. De skal bare have et invitations-link tilsendt.

Funktionen skal i første omgang udgives i 15 lande - Danmark er dog ikke inkluderet (desværre). Men Australien, USA og Storbritannien bliver blandt de første lande, der kan teste funktionen af.

Men hvis du har en single-ven i et af de 15 udvalgte testlande, så kan du tilgå funktionen, hvis du får et link tilsendt fra din ven.

Tinder kalder funktionen for “The Matchmaker feature”. Om vi er ude i en mild og moderne form for arrangeret ægteskab vides ikke, men måske skal det prøves, hvis funktionen rammer herhjemme?

Pro tip, så kan du altid (hvis du tør) give din telefon til den, du vil have skal swipe for dig indtil da.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også